Deus Otiosus: Rise **** (4/6)

0
1000
views

Københavnske Deus Otiosus er klar med deres 3. album Rise, der byder på klassisk dødsmetal, velspillet og solidt leveret. Der er måske ikke de store nybrud eller overraskelser i forhold til forrige album Godless, men bundniveauet er højt og når det virkelig kører, så er bandet lidt af en ustoppelig kraft.

Og så var den anmeldelse næsten skrevet, eller hvad? Der er heldigvis mere at sige om Deus Otiosus og Rise, men helt overordnet ER det bare et virkeligt solidt, driftsikkert og ikke mindst sammenhængende værk bandet har begået. Ondsindet growl, tunge og fede guitarbredsider, tordentrommer og grumt brummende bas, dødsmetal som man kender den og har hørt før. Alligevel virker det ikke fortærsket på Rise’s 9 numre, javel, der er få deciderede overraskelser, men de tonstunge knogleruskende toner leveres med overbevisning, skarp sangskrivning og en følelse af let- og friskhed i det ellers velkendte lydunivers.

Måske fordi Deus Otiosus “bløder” deres bloddryppende død op med passager der lugter lige så meget af tung heavy metal. Eksempelvis i singleforløberen “Iron Fist”, hvor der der cirka halvvejs igennem den catchy skallesmækker sang kommer et blæret stykke med noget der nærmer sig tempofyldt thrash, inden døden igen holder sit indtog. Tempo er noget der går igen på den medrivende “Breeding Maggots”, hvor verset raser fremad uden nåde, inden et kort omkvæd, hvor det næsten bliver en smule groovy, agerer pusterum inden den igen får fuld skrue. Selvom Deus Otiusus tromler frem over velkendte slagmarker, så er der masser af variation at finde i hvert af de 9 grumme udfald. Selv når det går allerhurtigst, som på den hæsblæsende “Walk The Shadows”, så mister bandet ikke grebet om nummeret så det bliver til retningsløs turbotons. Godt nok går det over stok og sten, med trommer der lyder som rotorbladene på en godt stresset kamphelikopter, men vokalen og de melodiøst pumpende guitarer sørger for at nummeret ikke mister jordforbindelsen.

I det hele taget må man bare nikke med kraniet og rose Deus Otiosus for at skrive gode numre -kort og godt. Ikke for meget fedt, ikke for lidt kød på knoglerne, det her bands sange lyder  fit og toptrimmet. Niveauet er som sagt stabilt og højt hele vejen igennem Rise, men jeg har naturligvis nogle personlige højdepunkter. “Don’t Fuck With The Dead” er et tidligt et på pladen, hvor Deus Otiosus lyder som en hær af hærgende zombier, med en seriøs craving for meat, der kommer lige imod en. Det er på en måde bandet i deres mest “primitivt” klingende hjørne, “don’t fuck with the dead or the dead will fuck you too”, fuld tons fremad – men det fungerer bare pissegodt og jeg er helt med på de barbariske udskejelser.

Et andet højdepunkt er “Vultures” midt på albummet, hvor Deus Otiosus bøjer sig forover og bumler faretruende fremad som en lodden fortidsøgle, tunge skridt, savl i mundvigen, sylespidse blottede tænder og med et sultent rovdyrs målrettethed. Det fede er, at det aldrig lyder forceret eller påtaget grumt hos Deus Otiosus, der er en følelse af noget ubesværet og naturligt over deres udgydelser. Hvilket også kommer til udtryk i den mægtige afslutter “Fall Of The West”, ja, man kan næsten fornemme på titlen hvad vi har med at gøre her. Vestens fald sker i tungt rumlende bulder og brag, men der er også tid til at nyde et af bandets velplacerede temposkift  i et lille mellemspil, inden sluserne åbnes igen. Bandets sans for timing og opbygning er noget af det, der holder ens interesse fanget hele vejen igennem Rise, selvom vi i bund og grund befinder os i et konventionelt dødsmetal univers, så formår Deus Otiosus at variere de velkendte elementer tilpas meget, så man aldrig keder sig.

Slidstyrke er faktisk en af Rise’s største forcer, hvad den mangler af virkelige overrumplende tiltag, vinder den tilbage ved at være en plade man kan sætte på igen og igen – det er her, det ubesværede kommer ind i billedet igen. For selvom genren af natur har en ondsindet og gravkammermørk klang, så er Rise egentlig en overraskende ubesværet lytteoplevelse. Du kan dykke ned i mørket hvis du vil, headbange, growle med eller bare sætte den på hvis du lige har brug for at koble lidt af, uden at skulle tænke alt for meget. Det sidste var ment som en kompliment.

Det skyldes nok den fine balance Deus Otiosus rammer mellem at få det til at lyde ukompliceret og ikke gøre det svære end det er, men stadig spændende og udfordrende nok til at holde en indfanget de 9 numre igennem.

Bandets forrige album Godless var første gang jeg for alvor blev eksponeret for dødsmetal, i den forstand at jeg skulle skrive om og sætte mig ind i genren. En genre jeg tidligere ikke havde interesseret mig for, fordi “that’s why”, men Godless viste sig at være en god vej ind i dødsmetallens verden, hvor jeg siden stille og roligt har kigget mig lidt omkring. Rise er lidt et album af samme kaliber, spændende nok for fans af klassisk dødsmetal, og samtidig tilgængelig nok til at nye nysgerrige novicer kan stige på her. Vi ender på 4 store stygge stjerner.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Deus Otiosus på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.