Crocell: Come Forth Plague ***** (5/6)

0
2554
views

Crocell præsenteres som klassisk dødsmetal med masser af rå skandinavisk power. Det er faktisk en meget rammende beskrivelse. Deres nye album Come Forth Plague lyder som et olmt behåret sagnmonster, klar til at sætte tænderne i dig.

Eller, det var i hvert fald min første tanke, da de første par numre ramte mig lige i smasken, men man skal ikke langt ind i det 9 numre lange album inden man opdager, at Crocell er meget mere end det. På dette deres tredje album har de rystet pelsen lidt, og fundet sig en ny forsanger i form af Asbjørn Steffensen (Mordax) – der er udstyret med en grum og mørk growl. Han klæder bandets lyd fortræffeligt, og er med til at styrke det dunkle indtryk, pladen indledningsvis efterlader.

Kommer man længere ind i Come Forth Plague så opdager man dog, at Crocell også har en mere melodisk side, der især får lov til at spille med musklerne midt på pladen. Lidt firkantet kan man sige, at pladen falder i tre dele: En indledning med fart og vildskab, der på mange måder er arketypisk dødsmetal, dernæst en midterdel, hvor det melodiske er mere fremtrædende, inden der igen skrues op for tempoet mod slutningen. Variationen og opbygningen fungerer fortrinlig, og hele vejen igennem bibeholdes aggressionen og det glubske i numrene, så man fornemmer en klar rød tråd igennem materialet.

Albummet brøles i gang med den hæsblæsende tempo-trio “Perfidious Ceremony”, “The Dark I Will Inhale” og “Trembling Realms”, der uden hensyn flår sig igennem øregangene. De er alle tre blandt de korteste numre på pladen, og i bund og grund gennemsyret af helt klassiske dødsmetal dyder, med skærende guitarer der cirkler rundt i lydbilledet, imens trommerne fræser derudaf. Kort sagt ikke noget for folk med svagt hjerte eller flossede nerver. Men der gemmer sig mere end vellykket genre-håndværk i Crocell, allerede i “Perfidious Ceremony” fornemmer man bandets flair for et mere melodisk islæt. Det er måske umiddelbart lidt gemt i det ondsindede stormvejr, der blæses op af gruppen, og sikken et stormvejr! Hvis du absolut skal lege “stormchaser”, så ER det altså på eget ansvar her!

“The Dark I Will Inhale” sætter endnu mere tryk på, glem alt om storm, det her er en orkan. Crocell forfalder dog aldrig til planløs tons, selv i de mest arrige øjeblikke som her. En mere melodisk metal orienteret makker, som undertegnede, kan sagtens være med – hvis man lige har noget at holde fast i under første gennemlytning. Et gelænder til de mere sarte dukker op i løbet af “The Dark I Will Inhale”, hvor grumheden fortrænges lidt at en melodisk passage. Teksten lyder dog stadig pænt grum:

The dark I will inhale
Buried alive, buried alive
My life I shall exhale

Efterfølgende får vi endnu en salve fra de hidsige og præcise instrumenter på “Trembling Realms”, Crocell skyder eddermugme med skarpt. Det, jeg rigtig godt kan lide, er dog at de ikke gør det hverken længere eller mere kompliceret end det behøver at være. De indledende tre numre varer alle under 4 minutter – fedtet er skåret af, så vi kun får lunser af kød med en ordenlig knogle til at holde på sagerne.

Så er det som om Crocell letter foden en smule fra speederen, og i stedet placerer fødderne længere fra hinanden, og sænker hovedet. Nu skal der headbanges. “Teachings Of Terror” ruller sig ud som en sejt melodisk kværnende sag på tunge larvefødder. Det føles ikke som om bandet pludselig skifter stil, mange af de samme elementer fra de indledende tre numre er stadig til stede, den overordnede stemning er bare blevet mere faretruende vuggende, frem for frådende og udfarende. Et forbandet fedt nummer! Men de overgår det i den efterfølgende “My Path Of Heresy”, der for mig er epicenteret på Come Forth Plague, hvor Crocell for alvor folder sig ud og viser hvor vidt de kan spænde. Sangen indledes meget afdæmpet, med en sagte guitar i centrum de første 1 minut og 40 sekunder, hvor der tålmodigt og kontrolleret bygges op. Der er noget foruroligende og en lurende uhygge i denne “intro”, inden sangen eksploderer og jordskælvet bryder løs. Det er pladens længste nummer med sine 6 1/2 minut, og den mest ambitiøse, hvor der er masser af temposkift og detaljer indbygget. Selv om Crocell her for alvor slipper kræfterne løs, så gøres det med overlegent overblik og sans for opbygning – det er kort og godt et helt fænomenalt nummer.

“Seven Thrones” forsætter den vuggende og hedenske atmosfære i storslået stil, vi får endda en fed guitarsolo midt i det hele, som hverken virker påklistret eller fejlplaceret. Det, der binder det hele så godt sammen, er nok egentlig trommerne, der fungerer som evig dødsmetallisk indsprøjtning, lige meget hvilket tempo eller stemningsleje resten af nummeret befinder sig i. Endnu et fremragende nummer på Come Forth Plague’s overlegne midterdel.

At man sagtens kan lyde brutale uden at det behøver lyde afstumpet, viser Crocell endnu engang mod slutningen af pladen, med “Servants Of Light”, og det afsluttende titelnummer “Come Forth Plague”. Her kommer der mere tryk på kedlerne igen, faktisk i en sådan grad at du muligvis kan lugte brændt hår fordi dine øjenbryn er svedet af. “Servants Of Light” er lidt over tre minutters sonisk overfald efter den mere “rolige” midterdel på albummet, et godt timet udfald. Inden det overbevisende og hårdtslående punktum, “Come Forth Plague”, lurer “Scars Of Red”. Et prægtigt truende nummer, der spørger “Where is your God, when the world collapses”, og samtidig for en stund fører Crocell tilbage på et muskuløst, melodiøst buldrende spor. Kraftfuldt, brysk og går lige i nakken, hvis den da ikke allerede er blevet for øm af at nikke med?! Mod slutningen er det igen guitarens tur til at lire lidt, det bliver aldrig for overdrevet, men lige nok til at markere, at her hersker jeg også.

Hvis du kaster et blik på coveret til Come Forth Plague, så får du egentlig en meget fin fornemmelse for hvad der er i vente. Klassisk metal, der emmer af død, pest og andre middelalderlige fornøjelser. Jeg svor engang, at dødsmetal nok var den sidste metal-genre jeg ville komme til at synes om, især growling havde jeg et horn i siden på. Men efterhånden begynder genren at give mening for mig, og jeg er blødt op, eller har åbnet mig op overfor den. Er du ligesom mig, så er dette album måske et rigtig godt sted at starte – man får lidt af det hele med, af hvad genren har at byde på. Har du derimod lyttet dig døv på dødsmetal, så er der måske i princippet ikke så meget “nyt” at komme efter, men det betyder langt fra at Crocell fremstår forudsigelige. De spiller bare i ordets bedste forstand “klassisk”. Og de gør det forbandet godt. Det kan godt være, at numre som “My Path Of Heresy” er ugudelige, men et eller andet sted må selv guderne sgu vippe med til det her.

Crocell har begået et helstøbt, velspillet og flot udført dødsmetal album, som du ikke bør snyde dig selv for, om du er kæmpe fan af genren eller ej. Come Forth Plague har sgu givet mig lyst til at høre mere af den slags!

Anmeldt af Kodi

Besøg Crocell’s hjemmeside

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.