Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Counting Crows: Somewhere Under Wonderland ***** (5/6)

Counting Crows: Somewhere Under Wonderland ***** (5/6)

1586
0

Counting Crows er tilbage med deres første studiealbum siden 2008, og søreme om det ikke overrasker lidt ved at lyde både vitalt og rørigt, her små 25 år inde i bandets karriere.

Der er med årene gået længere og længere mellem regulære studiealbums fra den californiske gruppe, der fik et enormt gennembrud med den fremragende August And Everything After, i 1993. Det skyldes måske, at bandet de efterfølgende år havde mere end svært ved at leve op til, og i frontmand Adam Duritz’ tilfælde, at håndtere berømmelsen der fulgte med. Lidt paradoksalt når gruppens største hit, “Mr Jones”, netop handler om ønsket om at blive berømt og anerkendt (og score damer). Same old song, fristes man til at sige, men situationen blev nok ikke gjort nemmere af, at den i forvejen følsomme gut samtidig lider af en psykisk sygdom, som periodevis gør det vanskeligt for ham, at rumme verden omkring sig og skelne mellem fantasi og virkelighed.

Faktisk er dette kun deres 3. rigtige studiealbum (der har været lidt opsamlinger og live-ting ind imellem) siden 1999. Om det er det der gør, at bandet lyder så inspirerede som tilfældet er, skal jeg ikke kunne sige – men Somewhere Under Wonderland er muligvis deres bedste samling sange siden netop debuten. Bevares, der er måske ikke nogen ny “Round Here”, “Omaha”, Sullivan Street”, “Raining In Baltimore”, “Rain King”, “Perfect Blue Buildings” “A Murder of One” osv. (hold da kæft, hvor er der egentlig mange fremragende numre på August And Everything After), men (lidt) mindre kan i dette tilfælde også gøre det.

Der er dog er enkelt nummer, som allerede nu lugter lidt af at kunne få ny-klassiker status for bandet, nemlig “Palisades Park”. Det er heller ikke fordi de gemmer trumfen, det over 8 minutter lange nummer åbner nemlig albummet og har fungeret som singleforløber, med tilhørende video, der nærmest ligner en lille novellefilm. Det er årgangs Counting Crows som vi kender dem, med en velsyngende Duritz i front, der i sin normale uforudsigelige stil veksler mellem følelsesladet sang og snakke-syngen, stille passager og øjeblikke med medrivende udbrud. Musikken bruser ligeledes frem og tilbage, nogen gange som understøttende element mens Duritz fortæller og fabulerer løs, andre gange stikker den af i en helt anden retning. Counting Crows, når de er bedst, føles som en slags halv-improviseret dans, hvor vokal og musik følges ad, går hver sin vej, vikler sig ind og ud af hinanden.

Nummeret starter med en stille intro, herefter forløber de første par minutter som en nogenlunde “almindelig” opbygget pop/rock sang, hvor især omkvædet er skrækkeligt catchy. Det får vi lige to runder med, inden sangen ændrer karakter, tempoet sættes ned og resten af nummeret svæver mere frit af sted – uden nogen egentlig vers/omkvæd struktur. Lyrisk befinder vi os også i velkendte farvande, det vil sige, man har en idé om, hvad det kunne handle om, men mest at alt hæfter man sig ved ved løsrevne ord og sætninger, mens fortællingen om pigen “Andie”, flimrer af sted. På den måde minder Duritz’ tekster mig egentlig meget om R.E.M. og Michael Stipe’s, i den forstand, at det sgu egentlig ikke er så vigtigt med den konkrete betydning, eller budskabet – det handler om leveringen af ordene, de følelser og stemninger de skaber og så ellers bare lade underbevidstheden styre billedsiden. Selv om “Palisades Park” fylder meget, både her og på albummet, og ER albummets bedste nummer, så er der masser af kræs for Crows nydere at finde blandt de resterende 8 numre.

Noget bandet har haft “svært ved” (jeg ved faktisk ikke om de har prøvet eller overhovedet har ønsket at prøve), er at levere en ny “Mr. Jones”. Sådan en rigtig hitliste/pop basker, der kunne holde den bredde offentligheds interesse i bandet i live. Det nærmeste de er kommet den, er nok “Accidentally In Love”, fra Shrek 2. Og måske deres genindspilning af Joni Mitchels “Big Yellow Taxi”, i et noget fløde-poppet arrangement. Kort sagt, så har de kommercielt kun haft flygtig succes de seneste mange år, og det med noget poppet materiale, fred være med det i øvrigt, men det her er Counting Crows hvor de hører hjemme og er bedst. Og helt sikkert ikke noget, der bringer dem tilbage på hitlisterne i nogen større stil.

Somewhere In Wonderland er en dejligt varieret plade, hvor vi sådan lidt kommer hele pop/rock paletten rundt, både hvad tempo og stilarter angår. På “Dislocation” går der tempofyldt highway rock i den, hvor der rables løs om Jackie-O, “getting laid laid in parkinglots // getting high, and getting caught” og “a dodo bird with polio”…. Giver det mening? Who cares, meningen er vist bare at skabe en stemning af en uendelig strøm af informationer, der er ved at tage pusten fra en – måske bare et indblik i, hvordan Duritz oplever verden, når han ikke helt kan følge med? Andensinglen “Scarecrow” lyder som noget Neil Young, country rock med lidt blues, spillet af et sammenspillet jam-band. Og så indeholder den et forbryderisk catchy og tarveligt simpelt “doh doh doh” kor i omkvædet, som straks borer sig ind i skallen på en.

På “Elvis Went To Hollywood” er det lige før det bliver lidt for røvballe rocket og bumlende, men det er også noget af charmen ved bandet, ikke mindst i liveoptagelserne. De lyder af og til som et musikalsk godstog, der er lige ved at blive afsporet, men redder den i sidste øjeblik – med vognene svingende i alle retninger og lokofører Duritz, der i sin egen fikseren på horisonten og tanker der vandrer, tilsyneladende ikke har opdaget den lurende katastrofe lige bagved ham. De holder sig også på skinnerne her, med et nummer der lyder som en medie/informationsstrøms-kritik, noget der synes at gå igen i flere af numrene, og konklusionen er at alt begyndte at gå galt, da Elvis tog til Hollywood. It used to be about the music, maaaan…

“Cover Up The Sun” er en herlig lille “på farten” skæring, med luftig country feeling og en uimodståelig følelse af bevægelse, der gør den oplagt som “transport” sang, om du så er på gåben, cykel, i bil eller andet. Teksten, der beskriver en rejse tværs over USA, er blot med til at forstærke fornemmelsen af at være ude at se med Duritz og band. Samme fornemmelse har man i den mere afdæmpede semi-ballade “God of Ocean Tide”, efter sigende det første nummer skrevet til pladen, og det første nummer Duritz havde skrevet i “flere år”. Opstået midt om natten, da tourbussen rullede ud af Nashville, hvilket også beskrives i indledningen af dette fine lille nummer, hvor det blandt andet lyder:

All night long,
Writing poems to California
Melodies of failure
And the people I have thrown away

Duritz er stadig en små-forpint poetisk sjæl, det kan virke en smule patetisk og sikkert få nogle til at rulle med øjnene (fair nok), men personligt bliver jeg aldrig rigtig træt af hans emotionelle udgydelser, stille desperation og ind imellem melodramatiske jamren. Vi kommer hele følelsesregisteret igennem, men altid sidder man (jeg) med følelsen af, at det ikke er spil for galleriet eller det mindste påtaget – jeg tror sgu på hver eneste følelse hans ekspressive vokal udtrykker.

Inden det stikker helt af med mig og det her bliver lige så ordrigt som et Counting Crows album, så er jeg nødt til lige at nævne den fænomenale albumlukker, “Possibillity Days”. En skøn semi-akustisk ballade, der stort set rammer plet på samtlige parametre for den slags. Vent, måske er DET her faktisk pladens bedste nummer? Anyway, enten er det en kærlighedssang, af den bittersøde slags, der handler om en kvinde, eller L.A., eller begge dele – eller hvad ved jeg. Smuk afslutning på albummet, der ligesom peger tilbage til åbneren “Palisades Park”, og alt der ligger imellem.

Jo længere jeg har fået skrevet mig ind i denne anmeldelse, jo mere begejstret er jeg egenlig blevet for Somewhere Under Wonderland. Om titlen refererer til L.A., byen der ligger i skyggen ad Hollywood Hills (Wonderland), er nærliggende at tro, når man fanger spredte hentydninger hist og her i de forskellige numre. Hvad L.A. så symboliserer og står for, for Berkeley drengene Counting Crows, må for min skyld gerne forblive en hemmelighed. Når Counting Crows er bedst, så leverer de drømmende musik, der både bliver katalysator for ens egne tanker og følelser, og et medrivende soundtrack dertil. Det er Somewhere Under Wonderland.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleMalmö – Time & Tide waits for no man – 11/11 – 2014
Next articleBirdstrike: Birdstrike EP **** (4/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.