Copenhell ’14: Reportage & korte anmeldelser, fredag d. 13/6

0
3652
views

Vi er nået til tredje og sidste dag i helvede på Refshaleøen, og dermed også tredje og sidste indlæg med reportage og korte anmeldelser (længere anmeldelser af Iron Maiden, Triptykon og Behemoth følger på mandag). Det blev igen en lidt ujævn dag rent koncertmæssigt, ligesom onsdag som du kan læse om HER, og torsdag som du finder HER.

11.20 indfandt vi (wingman og undertegnede) os på pladsen (der jo, som der står i programmet, “åbner kl. 09.00″… det vil sige, det er så pladsen ved Pandæmonium der åbner kl. 9, resten er spærret af), og kastede os over lidt morgenmad. Stegte nudler og pommes fritter? Nuvel, why not? Og hvorfor så overhovedet ankomme SÅ forrykt tidligt uden at nå at vride søvnen ud af øjnene? Jo…

Heidra ****

Vikinge, folk, black, power, whatever metallerne Heidra, der albumdebuterer (læs anmeldelse HER) på mandag på Mighty Music (den fik vi ikke penge for at plugge), havde fået den store, og måske lidt tvivlsomme ære, at åbne den mindste scene fredag. Og nu skal “mindste” ikke lyde nedladende på nogen måde, blot en konstatering, for på flere måder skulle det vise sig at de bedste musikalske oplevelser denne dage gemte sig på Pandæmonium.

Således også Heidra, der trods lidt stive led, både på og foran scenen, fik brugt deres sparsomme tid på scenen rigtig fornuftigt. 30 minutter ER ikke lang tid, der er jo nærmest tale om en showcase, som vi normalt ikke bedømmer med stjerner, da det tit ender med… 4 stjerner som her. Bandet kan ikke rigtig nå at bygge et sæt op, det føles som om det er slut inden det for alvor er begyndt og i det hele taget er der en følelse af smagsprøve over det. Til gengæld var det fem fornuftige lunser kød bandet skar fra sangkataloget og smed ud til de sejlivede fremmødte.

Der blev åbnet med et brag i form af mægtige “Betrayal” fra den kommende Awaiting Dawn plade, et nummer og en plade der rummer en fantasy fortælling om noget broder forrædderi og tronarvingskamp med mere, ja, det er en længere historie. Heidra formåede ikke helt at ramme samme højder i sættets sidste 4 numre, men de satte også selv barren virkelig højt fra start. “Kinsmen” fra deres EP fulgte op, i mens man kunne nyde det velspillende band flashe med musklerne (både de musikalske og en guitarist med nogle seriøse He-Man guns). Det lød sgu næsten lige så godt som studieindspilningerne, lidt mere “råt” hist og her, hvor især frontmanden imponerede med sin alsidige og kraftfulde vokal. Han kunne søreme lave nøjagtig de samme vokaltricks og klangskift som på albummet, meget imponerende.

“Harbinger of War”, også fra den kommende plade, fungerede som midterdel af sættet, og her var det som om koncerten mistede lidt intensitet, inden den gamle “Sword of Vengeance” og den nye “Wolfbone” runde den alt for korte seance af. Sidstnævnte er det nummer fra Awaiting Dawn, som jeg bryder mig mindst om, og jeg manglede et par af mine favoritter fra samme plade i sættet, men sådan kan det gå. Heidra udnyttede den tid de havde rigtig fint, det er sgu lidt op ad bakke for alle sådan en middagskoncert i regnvejr, så jeg er sulten efter mere og større live lunser fra bandet.

Herefter var det tid til at trisse lidt rundt med “øl i plastik krus” nummer 2 (en fadøl er 0.5 liter, så det var ikke det de serverede på Copenhell), og drysse lidt rundt på pladsen (hvor flere boder fra start manglede byttepenge og/eller mandskab – fredag, Am I right?). En siddeplads kun til os, lige i solen, på tørt underlag trak os ned til Hades, hvor svenske Avatarium gik på kl. 13. Det skulle vise sig at være den lille tågede travetur værd, ikke nok med at jeg fik arbejdet på min festival-teint og drukket mere øl, koncerten med de svenske doom rock/metallere med afstikkere til Pink Floyd klingende passager, var en rigtig god overraskelse. Bandet spillede tungt, forbandet tungt i visse passager, og frontkvinde Jennie-Ann Smith fik luftet en ren og fin vokal på fornem vis. Måske ikke nogen musikalsk åbenbaring, men en virkelig behagelig måde at sidde og hvile lidt i solen på.

Så skulle wingman have pølse, en ordenlig en, tak (det blev til 3 i løbet af den eftermiddag i alt – 100 kroners pølse-budgettet dermed opbrugt), så vi styrede over mod foder-området cirka midt på pladsen. Lige da en Cajun pølse måtte lade livet, hørtes tunge thrash toner i retning fra Pandæmonium, og det lød ikke som en lydprøve. Det kunne jo ikke helt passe, for klokken var kun lidt i 14, og Toxic Holocaust skulle i følge hjemmesiden, det trykte program og programmer sat op rundt omkring på pladsen, først gå på 14.30. NÅ, det skulle de så ikke?! Imponerende korrekturlæsning på samtlige punkter, det må jeg sige (og her indskyder jeg lige igen en dobbeltmoralsk bemærkning om, at fejl muligvis kan forekomme i dette indlæg). Virkelig flovt, Copenhell, og fejl der uden bortforklaringer burde være undgået – hvordan kan man ikke opdage det og melde det ud igennem alle tilgængelige kanaler?

Toxic Holocaust ****

Det var sateme go’ gammeldaws thrash metal uden så mange dikkedarer og pis og papir. Helt befriende med et band, der bare melder ren kulør og ikke “sminker” musikken med alle mulige små genreudflugter, håret ud og fremad. Stokkonservativt og meget lidt nytænkende, helt klart, men i 30-40 minutter da var det en herlig straight up metal indsprøjtning.

Godt nok er bandet dannet i 1999, i Portland, men de lyder som om de kommer væltende direkte ud af 80’erne. Klangmæssig ligger vi ret tæt op ad Slayer, eller jeg skulle måske sige, at det er lidt vanskeligt at slippe af sted med at spille den slags tonser-thrash uden at JEG kommer til at tænke “Slayer”. Og nej, de spillede ikke den med, eller en med, Slayer.

Til gengæld hamrede de nogle herligt medrivende numre ud fra scenekanten i hastigt tempo med skønne titler som “666”, “The Lord Of The Wasteland”, “War Is Hell”, “Nuke The Cross”, “Bitch” og “Endless Armageddon”. Det giver måske en ide om og et billede af, hvad vi havde med at gøre?

Hvis man var heldig tilfældigt at overvære denne omgang Toxic Holocaust, så har det nok ikke været de værste thrash minutter i ens liv….

Herefter, efter lidt optankning (så meget for at tage det med ro tidligt på dagen, godt klaret!), trak nysgerrigheden os tilbage mod Hades, hvor “supergruppen”, (det er ikke en supergruppe, men en super gruppe ifølge konferencier Carsten Holm – som altid behagelig at lægge ører til, modsat hans skrigeballon af en kollega), Kill Devil Hill trådte op, for at se om der var nogen grund til at bruge ordet “super” i nogen som helst forbindelse med dem. Det var der ikke rigtig, så vi gik ind i skyggen på Tutte’s Bodega og nød en kold 0.5 liters øl, ikke 0.4!

Behemoth fik knoppen blæst af, af sidevinden
Behemoth fik knoppen blæst af, af sidevinden

Så var det tid til fredagens (alt for tidlige) hovednavn for mit vedkommende, ja, måske hele festivalens hovednavn, de polske dødsmetal mastodonter, Behemoth på Helviti Scenen. Desværre, eller skulle jeg sige ARRRRGGGGHHH, blev den koncert totalt smadret af modbydelig sidevind og grotesk dårlig lyd – mere om det “senere”.

Nedslået, deprimeret, vred, grædefærdig, selvmordstruet, GAL, opgivende, frustreret, halv-fuld, side-skæv, sulten, afkræftet, arrig, vindblæst og dommedags-fremturende slog jeg mig efterfølgende ned på bakken og surmulede imens døds-veteranerne Obituary prøvede at flå Hades fra hinanden, og det lykkedes sgu egentlig på fortræffelig vis. Men jeg var nok for tøse-sur over Behemoth katastrofen til helt at tage det ind og forsøgte at drukne mine sorger i kolde, kolde øl…

Mine sorger trængte til at blive trukket lidt rundt på pladsen, så vi traskede i retning af Pandæmonium, hvor man lige nåede en fin lille afskedssalut fra The Hell i form af deres sidste nummer og et “Fuck you, Copenhagen”, takker, det var lige hvad jeg trængte til! Det, for mit vedkommende, noget tynde aftenprogram blev indledt med at placere sig stort set nøjagtig samme sted midtfor Helviti Scenen, godt fremme, som under Behemoth for at stå og stene lidt til de svenske retro rockere Graveyard. Og ta-dah, de havde glimrende lyd, hvilket bare forlængede “ond i sulet” følelsens ophold i min krop. Jo, den irriterende sidevind havde lagt sig lidt, men lyden var SÅ mange gange bedre og mere klar under Graveyard end Behemoth, at man stod og undrede sig lidt. Nuvel, Graveyard er ikke lige noget jeg har dyrket, hele den der 70’er fikserede retro-bølge har ikke lige revet mig med, men de spillede sgu pisse fedt og havde ikke mindst en forsanger, der efterlod et positivt indtryk.

DSC_0194
Graveyard

45 minutter i det bagstræberiske retro-land var dog nok, inden den stod på bagstræberisk, eller klassisk om man vil, feee døøøj på Pandæmonium.

Dawn Of Demise *****

Tak Dawn Of Demise, og ikke mindst frontbrøler Scott Jensen, for at redde min fredag! Fremmødet var stort ved den lille scene, og folket blev belønnet med årets bedste metalliske fadølsfest af de øst/midtjyske døds-veteraner. Det var den nærmest optimale blanding af halv-bøvet fest og fokuserede tonstunge energi udladninger.

Scott underholdt på slæbende og tyk jysk facon og accent mellem numrene, med afvæbnende tør humor og små-“tåbelige” bemærkninger. Det kunne måske hurtigt være blevet lidt for jovialt og bonderøvsbøvet, men bandets og forsangerens koncentrerede indsat under de møgtunge døds-numre skabet en tilpas balance koncerten igennem. Og folk var med dem! Da kan man se hvad det kan afføde, hvis man som band er i øjenhøjde med sit publikum, lader dem selv komme til og være med til at skabe festen, uden brug af kæmpestore armbevægelser.

Vi fik circle pits, crowd surfere og alt der hører til når bandet tromlede deres potente old school døøøj ud over betonen, og brede smil og latter når der blev spurgt “nåååå, Køøøbenhaaavn, er i mæj på någet der er liiidt tuuungere?”. Det var København og Copenhell.

Efter en knusende udgave af “Extinction Seems Imminent”, forklarede Scott os lidt om livet. “Der er 2 ting der er vigtige her i livet 1) øl 2) metal”. Så var det ligesom sat på plads, bandet bøjede sig forover igen, lod håret blafre og gav den endnu et tryk 16 med et nummer som “Beyond Murder” (hvilket jeg formoder er noget messy shit?) hvor “heeele lårdet går amok”.

Musikken fik lov til at tale massivt og grumt for sig selv når det var nødvendigt, og stemningen løftet mellem numrene på, ja, ligefrem hyggelig vis – det var sgu en af de få gange på årets Copenhell, hvor jeg virkelig følte, at nu er vi sateme alle sammen til fest sammen.Et band og deres publikum i en form for symbiose, vi er alle med på “legen”, hvor der både er plads til sjov og seriøsitet. Og feeeee døøøj!

Der blev spurgt om man kunne “få lidt hååårn” på inden afslutningen, det kunne man, og så tromlede “Juggernaut” hen over forsamlingen inden bandet skulle have taget “et Brian billede” fra scenen med publikum i baggrunden. Kan godt forstå at bands gør det, ser sgu meget cool ud, men Dawn Of Demise-koncerten var en af de få gange, hvor jeg virkelig synes at både band og publikum havde fortjent at bliver foreviget sammen.

Og så var jeg nødt til at kramme sidemanden bagefter….

Alt herefter blev epilog for mit vedkommende, Uncle Acid & The Deadbeats på Hades var en fin stener for hvad det var, selvom det måske er en kende ensformigt i længden. Suicide Silence på Helviti er måske noget af det værste jeg har hørt på en større dansk scene i nyere tid, måske “forstår” jeg dem bare ikke helt?

En fredag med op- og nedture i helvede endte med at fade ud i mørke og….. end of transmission.

D-A-D
D-A-D

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.