Bombus, Beta, d. 14/11 – 2014 **** (4/6)

0
1304
views

Der var dømt langt svensk garn, tunge riffs og store medrivende melodier da Bombus truckede forbi Beta fredag aften, med en koncert der store dele af vejen viste et band der er værd at holde øje med, men som var lige ved at løbe tør for brændstof hen imod slutningen.

Det var sådan lidt en spontan idé og pludselig indskydelse torsdag, at jeg mellem sene arbejdstider og socialisering i forbindelse med Serbien-Danmark fodboldkampen, da vist også lige kunne nå Bombus på Beta efterfølgende. Det kunne jeg, men desværre betød de tidlige aftaler også, at jeg kun lige nåede at høre de sidste klapsalver oppe i salen, som tilfaldet opvarmningsbandet Sons of Death Valley. Et andet lille bump på vejen – vores fotograf røg desværre ned med akut rock n’ roll racer-mave, så derfor kun et pressefoto. Mørke i en sal klæder mig bedre end det klæder mit mobilkamera, så ingen slørede og grumsede billeder af “some band”.

Der var ellers pænt fyldt op på Beta sådan en halv-kold, hel-mørk fredag aften på Amager, hvor der udover fodbold sikkert også var diverse julefrokoster, som kunne snapse-hapse potentielle koncertgængere. Så enten er Bombus mere kendte end jeg troede, eller også er deres ry for at være et heftigt og glimrende live-band (blandt andet demonstreret på årets Roskilde Festival), løbet dem i forvejen.

Hvor om alting er, der var godt med folk i salen da bandet gik på til en bombastisk båndet intro (der gik i stå i første forsøg) lidt efter klokken 23.00, og noget færre tilbage da de sidste toner rungede ud fra scenen en lille times tid senere. Det var tydeligt, at Bombus havde et lille dedikeret kernepublikum på de allerforreste rækker, og resten af fremmødet måske “bare” var kommet af nysgerrighed – eller var lidt udkørte efter en lang arbejdsuge. I hvert fald forplantede festen fra forreste halvdel af lokalet sig aldrig til hele salen, og selv blandt de mest energiske var det kun momentvis, at festen var sådan helt oppe at ringe med eksempelvis slam-dance lignende tilstande under “Apperatus”, lidt “åh åh åh” kor under en lang solo i “The Poet and The Parrot” og spredte tilløb til noget klassisk “knytnæve i vejret HEY HEY HEY” under “Master The Reality” og “Enter The Night”.

Halv-hjertede eller små-forkølede forsøg på at løfte stemningen, er måske for groft sagt, det var bare som om, at selv blandt de mest ihærdige, så peakede festen aldrig helt, i hvert fald ikke andet end kortvarigt. Og ja, det var en generalisering, hvis du personligt havde den fedeste fest nogensinde i en hel time, så beklager jeg, det lagde jeg ikke lige mærke til. Dermed ikke sagt at stemningen generelt var dårlig eller folk virkede uinteresserede, tværtimod så det ud som om, at mange stod og nikkede med til Bombus’ tunge kværnende rytmer, jeg selv blev flere gange nærmest lidt hypnotiseret af de snurrende og cirklende melodier, ikke mindst under den mægtige “The Poet and The Parrot”, fra albummet af samme navn, der faldt tidligt i sættet. Ganske enkelt et pragtfuldt nummer, der også fik rusket godt gang i publikum.

Nu er Bombus et relativt nyt bekendtskab for mig, jeg har hørt om dem tidligere og fanget et nummer hist og her, men først for ganske nyligt har jeg haft tid til at dykke ned i deres seneste album, The Poet and The Parrot. En skam, for det er fandeme en røvfed skive og bandet spiller materialet derfra RØVfedt live! Når det kører for bandet, så lyder de nærmest som en velsmurt blanding af Motörhead og The Sword, men også med noget karakteristisk “skandinavisk” over sig. Og så lugter og føles det hele lidt, som om det er smurt ind i olie og leveres med en eller anden primal urkraft.

Som når der blev høvlet tunge riffs ud fra den lille scenen under en medrivende “Let Her Die” og de 2 guitarister/vokalister brølede “She’s not the only one!”, imens instrumenterne hamrede melodien helt op under loftet – ikke at der skal så meget til på Beta for at nå loftet, men alligevel! Det skyldes naturligvis også, at lyden, som altid fristes man til at sige, stort set sad lige i bullseye hele vejen igennem koncerten. Thumbs up, igen. Det er i numre som “Let Her Die”, førnævnte “The Poet and The Parrot” og “Master The Reality”, at jeg synes Bombus er allerbedst. Tempoet er højt, men ikke fræsende, der er masser af tyngde og big hairy balls men samtidig godt med fremdrift i melodierne, som i sig selv bare er elementært medrivende. Det er måske ikke pisse indviklet, det Bombus serverer, til gengæld er der masser af sovs og kartofler til, så man føler sig som en stor stærk dreng når man indtager blandingen.

Den anden side af bandet er, når det jeg har valgt at kalde “Motörhead”-delen, får overtaget, som eksempelvis i “Enter The Night”. Et nummer som med fart, attitude og energi er ganske uimodståeligt på plade, men som på en eller anden måde aldrig helt løftede sig på Beta, da den faldt i anden halvdel af sættet. Det var som om der lige manglede det sidste overskud på scenen, fra et ellers hårdtarbejdende og stor-svende band, der langsomt men sikket havde fået lokalet til, at lugte af Serie 6 herreomklædningsrum efter kamp en regnvåd søndag eftermiddag i oktober. Det var bare som om, at det ellers brandfarlige nummer manglede den sidste gnist og glød.

I det hele taget dalede intensiteten på scenen og også i salen (generalisering igen) en anelse hen imod slutningen af sætte, hvor også et nummer som “Biblical” aldrig for alvor fik så meget luft under vingerne, som man kunne have håbet på. Måske lagde bandet simpelthen for hårdt og/eller for godt ud? For sættets første halvdel, med de tidligere nævnte numre, var noget af et 5-stjernet triumftog. Det var ikke fordi bandet virkede decideret trætte eller uinspirerede hen imod slut, især i sidste nummer i sættet, “A Safe Passage” (tror jeg det var, beklager, men er som sagt relativt nybegynder hvad Bombus angår), blev der skovlet godt med kul på ovnen igen. Alligevel stod jeg med følelsen af, at bandets stærke motor ikke helt fik udnyttet hestekræfterne så optimalt, som tidligere i sættet. Der manglede lige det der sidste “noget”, så man var klar til at smide sig på skinnerne og bare lade sig køre over.

Bandet kom hurtigt tilbage på scenen til et ekstranummer, som om de godt kunne mærke lidt hvad klokken havde slået, og at det måske kunne tynde hastigt ud i de tilbageværende hvis den blev trukket for længe. Heldigvis lukkede og slukkede Bombus med manér. med den kraftfulde midt-tempo slider “Into The Fire”, der også afslutter The Poet and The Parrot, det nærmeste bandet kommer en “ballade”.

Don’t let them stray on their own
I call you liar
You’re sitting safe on your throne
The smoke makes you higher
Into the fire…..

Og således forlod man Beta i halv-høj tilstand, side-skæv af Bombus’ potente udladninger og røgede tungrock, som lige manglede det allersidste for at undertegnede svævede helt væk – i hvert fald set over en hel koncert. Derfor ender vi på 4 store stjerner for det samlede indtryk, men hvor den 5. stjerne viste sig i overrumplende, men i sidste ende lidt for kortvarige, glimt.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Ulf Lundén

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.