Home Anmeldelser Oktober 2021 Blackbird Syndicate: Broken Peace

Blackbird Syndicate: Broken Peace

143
0

Der er ikke meget nyt under solen på Blackbird Syndicates Broken Peace. Godt håndværk, høj energi og pickuppen i rillen er definerende og dermed cementerer bandet, at rocken ikke er død. Til gengæld er der ikke så meget på pladen for dem, der søger dybde. 

For nylig erklærede Gaffa nok en gang rocken (måske) død.
Ud over at dette er en doven udmelding og måske mere et udtryk for at Gaffa har brug for noget opmærksomhed, så er en plade som Broken Peace af Blackbird Syndicate et meget håndgribeligt eksempel på, at rocken bestemt ikke er død.
Sentimental og refererende til historien? Bestemt! Død? Nej!
Og, må jeg tilføje, ganske festligt i live.

For hvis man med ’død’ mener at der ikke er så meget nyt under solen, så kan der være en pointe. Syndikatet spiller slavisk fire-fjerdedele derudaf og trækker på både helteguitar-soli og Sebastian Bachsk/Axl Rosesk vokal.
Men ved I hvad? Det fungerer! Det giver lyst til at vippe med foden, måske endda danse, drikke øl og svinge håret.
Som man altid har gjort.
Otte numre på Broken Peace lever op til albumtitlen ved at være intens, til tider uptempo-rock hvor der ikke er megen tid til refleksion, men med sikker hånd spilles hardrock som vi kender og elsker det. Smadr da lige freden!
Der er endda elementer af (selv) ironi i at hele pladen indledes med en drilsk ’på-tirsdag’ swing, som så langsomt går over i den energiske Take The World.
Og flere gange synes det at være trommeslagerens fødselsdag: Addicted, som godt kunne have singlepotentiale, starter med lidt blær på trommerne og næsten et hint af en dobbelt stortrommepedal.

Men når vi så har stået på mål for rocken og Blackbird Syndicates udskæring af denne, så må vi også ret beset fastslå at Broken Peace altså ikke er en ny klassiker. Overhovedet.
Rocken er som poppen defineret af nogle træk – måske endda efterhånden klicheer – og den rille holder solsortene ret insisterende pickuppen i.
Den hopper lidt op, når balladematerialet – fire numre – rulles ud.
For vokalen med ikke så lidt overdrive falder lidt igennem når det hele bliver sart, tempoet nedsættes og der pludselig bliver luft til at lytte til de ikke alt for begavede tekster.

Her kunne det måske have været klædeligt (men også farligt) at bruge lidt af den ironiske tilgang. Eller styre ind i stormen og lave deciderede og genredefinerende power-ballader.
Det er ikke grelt, det er egentlig heller ikke fordi vokalen som sådan falder igennem på balladematerialet. Det er bare sådan, at Blackbird Syndicate er bedst til at køre i højeste gear, vise sig frem for deres åbenbare evner på instrumenterne og pløje derudaf.

Jeg takker Blackbird Syndicate for at manifestere, at rocken bestemt ikke er død.
Samtidig lægger jeg mig også i slipstrømmen af tidligere anmeldelser af bandets plader og EPer, hvor det ret præcist fremlægges at der er noget lidt Bon Jovi-folkeligt og dermed måske ufarligt over udtrykket.
Men på Broken Peace fungerer det altså ganske udmærket og hvis man køber ind i præmissen om at man altså ikke behøver sidde på kanten af stolen for at bemærke hver en tekstmæssig detalje, men derimod lader sig rive med af energien, så får man en fin plade-oplevelse her.
Hvilket også er en pointe, der ville kunne fremføres om megen pop. Men jeg har endnu til gode at læse Gaffa udbasunere, at poppen er død.
Blackbird Syndicate viser på Broken Peace at rocken ikke er død, men at nye tanker inden for genren måske snarere tænkes af unge piger i Velvet Volume, Baby In Vain eller Prisma.
For på Broken Peace får du pickuppen i rillen – og ikke så meget mere.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleThen Comes Silence + Chopper, Stengade, lørdag d. 2/10 – 2021
Next articleSnapshots of A Wo/Man: Kønsdebat via musik-dokumentarfilm

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.