Home Upcoming & Rockin' Maj 2020 – U&R Æterbrand: Æterbrand (EP) ★★★☆☆☆

Æterbrand: Æterbrand (EP) ★★★☆☆☆

1214
0

Det er ikke manglen på idéer og ambitioner, der mangler hos prog rock/metallerne Æterbrand. Der er nærmere tale om, at det unge orkester vil for meget og mangler en mere tydelig kurs.

Første nummer på Æterbrands 4 numre lange EP bærer titlen “Ship Without A Captain”, og en kaptajn til at udstikke en mere sikker kurs,er måske noget af det bandet mangler for, at få rettet skuden lidt op. Bandet spiller en form for prog-rock/metal med “post” elementer, fortrinsvis lange numre, de 4 sange har en samlet spilletid på næsten 40 minutter med to af dem på den gode side af de 10, heriblandt åbneren “Ship Without A Captain”, som får sat udgivelsen i søen med lidt koks i kompasset.

Der lægges ret effektivt metallisk fra land, ingen tvivl om, at de 4 gutter kan spille, mens vokalen er i den lidt mere “flagrende” ende. Problemet jeg har med nummeret er, at det virker som der er lidt for mange idéer og elementer i spil. Sangen skifter hurtigt over i noget der nærmer sig… musical? Med en teatralsk og højstemt vokal, lidt af en voldsom afstikker i forhold til det tunge udlæg. Kort efter skiftes der kortvarigt kurs igen med noget sammenbidt guitar for så at blive overtaget af den melodramatiske vokal påny og tilbage igen. Og så et skridt til siden, et bagud, fremad igen, ud i noget mere progget farvand. Indenfor de første 5 minutter er man allerede ved at miste orienteringen en kende. Jeg er ikke den største fan af vokalen her, den kommer til at fremstå en kende forceret, men rent instrumentalt har bandet sådan set godt styr på sagerne i de enkelte passager.

Problemet er, at det ikke helt går op i en højere sang-enhed, det virker lidt for fragmenteret, hvor idéerne enten ikke følges helt til dørs eller ambitionerne om at skabe et lille prog-værk der fungerer som en helhed ikke bliver indfriet. Men der er bestemt lovende takter i løbet af de næsten 11 minutter, der dog også ender med at blive symptomatiske for hele udgivelsen. Det bliver lidt for flimrende over 40 minutter og dermed også en lille smule udmattende at lægge ører til. Samtlige numre rummer passager, hvor Æterbrand har fat i noget der fungerer rigtig godt, eksempelvis de stemningsfulde omkvæd med flerstemmig vokal i den knap 8 minutter lange “These People Who Rule Us”. Det lyder rigtig godt og følges op af en fed instrumentalpassage, men så stikker nummeret af i mere psykedelisk retning inden det eksploderer ud i noget mere intenst og tempofyldt. Trods spilletiden er det som om det går lidt for hurtigt med at komme fra A til B og videre derfra, eller at der er for mange indfald samlet i ét nummer, så det ender med at føles som brudstykker eller eller en form for medley.

Det er sikkert et helt bevidst valg, og man må rose bandet for deres mod og eventyrlyst, men de hyppige skift i stil og tempo gør lytteoplevelsen unødig urolig og rastløs – som om bandet virkelig gerne vil vise alt hvad de kan i alle numre og ender med at spænde lidt ben for dem selv. Man kunne enten sortere lidt i idéerne eller dvæle lidt ved de mest velfungerende af dem. Der er mindst en håndfuld passager i “These People Who Rule Us”, som jeg gerne havde hørt udforsket mere, men jeg ender lidt med en “se hvad vi også kan” oplevelse.

“Intemate Opression” lægger mere straight forward rockende ud med et godt, tungt riff, der får lov til at drive nummeret frem det første minuts tid af den 8 minutter lange udflugt. Så daler tempoet for en stund og der bygges op igen, her fungerer overgangen dog bedre og virker, på en god måde, lidt mere strømlinet – det er det samme riff og rockende stil man vender tilbage til. Således veksler nummeret mellem det uptempo rockende og nogle mere rolige, opbyggende stykker frem mod, at bandet skruer bissen yderligere på og virkelig får det til at gynge. Skal man sætte en finger på noget her, så er det måske at lyden/produktionen kommer til at klinge en lille smule, jeg vil ikke sige tyndbenet… men der kunne måske godt have været lidt mere sul på sangens bund her, så det virkelig kom til at hugge dybt.

Der rundes af med den næsten 12 minutter lange “92 Planter”, udgivelsens eneste nummer på dansk. Målt på spilletiden alene er det måske EP’ens mest ambitiøse indslag og det kan måske virker lidt stilforvirret at der pludselig synges på modersmålet. Jeg synes dog, at det klæder forsangeren og i sidste ende Æterbrand, at skille sig lidt ud ved at kaste sig ud i prog på dansk. Det kunne man sagtens arbejde mere med. Mens man får skåret ned på mængden af udflugter, for “92 Planter” lider under den samme overflod af indtryk og indput som det meste af EP. Mange af de musikalske afstikkere lyder rigtig flotte, eksempelvis en helt neddæmpet og stemningsfuld passage 3 minutter inde, som sagtens kunne have været malket længere uden at det ville have tabt mig som lytter. Men Æterbrand vil videre, så der skiftes retning igen.

Det er som om Æterbrand skal hele universet rundt på denne selvbetitlede EP. Det resulterer i en lige lovligt overlæsset udgivelse, som ender med både at føles for kort til at man kan nå hele vejen rundt og for lang fordi de hyppige hop bliver udmattende i længden. Jeg bifalder idérigdommen, opfindsomheden og lysten til at udforske, men jeg ville nyde det mere, hvis der blev udstukket en mere klar retning. Less is more, begrænsningenskunst og alt det der for der ER en masse godt at finde på Æterbrand. Der er bare lidt for meget af alt og for lidt plads til at lade de bedste tiltag rodfæste sig og ånde.

Så vi ender på en positiv stemt men forpustet 3’er.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.