A Colossal Weekend har vokset sig stor og stærk, som en garant for velbookede festivaler, stramt afviklet i Vega med en række interessante navne på plakaten. Her følger en lille stemningsrapport fra fredagen, hvor fokus også var på andet end musikken.
For vi var der egentlig på eget initiativ og betalt af egen lomme, så ingen akkreditering og “forpligtelser”. Hvorfor så overhovedet belemre jer med nogle ord og tanker, når halvdelen er ævl og kævl om andet end musikken?
Tja, jeg kom bare til at tænke lidt over, hvor et publikum som “os” er i livet, hvordan det afspejler sig i måden man går til koncert på og lignende små tankespind. Både imens jeg cyklede hjem til herlige Herlev i ulvetimen og her dagen efter, når jeg scroller igennem mit Facebook feed. Samtlige dedikerede rock og metalmedier med base i og omkring KBH var naturligvis på pletten – så I behøver næppe søge længe efter fyldestgørende anmeldelser fra mere kompetente metalhoveder end os.
Gamle mænd på udgang
Observerede, at Devilution bragte en lille stikpille til folk, der snakkede under stille sange eller passager til en koncert. Og det var egentlig det, der fik mig til at spekulere lidt over det der knævre fænomen. Jeg har tidligere omtalt snakkeklubben, især på Roskilde Festival (hvor det nu virker mere som undtagelsen end reglen igen, heldigvis), og hvor mystisk det kan virker, at folk betaler i dyre domme for en billet for at stå og holde “snak over hækken” med gutterne mens musikken spiller.
Ofte er det folk på min egen alder, eller deromkring, der er de værste syndere. Lad os sige 40 til 55 årige. Folk, der ligesom undertegnede og dem jeg fulgtes med i Vega, måske ikke ses så ofte eller kommer så meget ud. Hvis vi ses hvert halve år, er det efterhånden en mindre sensation. Og det handler i disse tilfælde ofte om, at finde en anledning, i dette tilfælde Colossal.
Derfor er det måske også meget naturligt, såfremt man kan gå ud fra at en del er i samme situation som os, at snakken går. Man kommer lige så meget, hvis ikke mere, for selskabet, som musikken, der dog stadig trækker i en vis grad. Det er altså en balanceakt.
Når man så mødes, og måske som os, sætter sig på en bænk i nærheden af Vega og lige varmer op med en øl eller tre. Ja, så er ganerne fugtet, alkoholen virker måske allerede lidt bedre end forventet (fordi man er tørlagt i længere perioder end tidligere) og snakken er allerede godt i gang. Gårsdagen skal vendes, de andre var af sted allerede i går (og snupper også lørdagen med, mens jeg kun kunne tillade mig en enkelt aften ude denne gang).
Man får måske en ny ven for dagen, i vores tilfælde en somalisk fyr, der venligt delte ud af anekdoter og hans livshistorie, mens han (uden at lægge skjul på det til hans forsvar) nassede lidt øl og smøger. Han havde dog købt billet til Colossal, selvom han egentlig ikke var til metal, men han kendte en fra Vulvatorious, og ville gerne opleve dem på en scene. Så havde vi allerede fået røverhistorier fra ham, han var lidt en “karakter” og fik en intern referenceramme for aftenen, som kunne holde snakken kørende i døde perioder.
Rundt omkring Vega så man flere små flokke og “klikker” af formåede ligesindede, og folk der gennemsnitligt nok lå omkring vores egen alder i midt-40’erne. Der var kort sagt rigeligt med potentiale for at snakkeklubben kunne gøre sit indtog under koncerterne.
Når metalfolket er ude at lufte outfittet på et trods alt begrænset areal som her, så løber man også konstant på folk man kender fra “miljøet”. Der skal hilses, klappes skuldre, udveksles hurtige opdateringer, man falder i snak. Også mens musikken spiller, selvom man af respekt for alle involverede parter forsøger at undgå det – det kan smutte. Hvis man så samtidig står og lytter til noget, som ikke lige fænger, så forhøjes risikoen for snak.
Og det er jo også en af faldgruberne ved et arrangement som Colossal. Nok havde de igen booket en række stærke navne, og samlet en ganske imponerende pakke for metal feinschmeckere. Men jeg ved ikke HVOR stor den samlede mængde feinschmeckere er kontra “dem der lige er ude og lufte ørerne”, folk som nemt kan afledes.
Fedt band med for mange fede idéer?
Salen, Store Vega, var godt fyldt da Kylesa gik på kl. 21.00 sharp. Som nævnt indledningsvist, så er afviklingen på Colossal knivskarp og alt kører på skinner. Så lever man med fadøl til 60 kr. i baren (nej, man gør ej!). Sludgebandet fra Savannah, Georgia blev gendannet med et nyt line up tidligere i år efter, at have været på pause siden 2016. To af de grundlæggende medlemmer, Phillip Cope og Laura Pleasants (begge guitar og vokal) har fået selskab af en ny trommeslager og bassist.
Dem kunne man da høre! For var der noget, som fyldte i lydbilledet, så var det bassen (John John Jesse, der lignede en karakter fra King of the Hill på noget god coke) og trommerne. Især sidstnævnte (bestyret af Roy Mayorga) virkede miked up to the max. Dermed druknede guitarerne en lille smule, men især vokalerne var noget mudrede. Det er nok også en del af Kylesas udtryk generelt, men sammenholdt med de voldsomt tydelige trommer, så virkede det lidt i ubalance.
Og det er egentlig også det samlede indtryk jeg har af Kylesa som band. Der mangler en form for balance. Bandet vil gerne spille hurtig sludge, men også tungt og langsomt, flirtende med noget doomet. Men der er også en punket og rasende energi, som skal ud. Ikke nødvendigvis et problem i sig selv, hvis det doseres korrekt. Det er dog som om, at Kylesa, i hvert fald i dette livesæt, har svært ved at vægte de enkelte elementer I sangene. Det efterlader et ofte lidt rodet eller usammenhængende indtryk.
Det ene øjeblik fræser de løs, så stopper de op og bygger effektivt op, skifter retning igen, og glemmer opbygningen. Enten mangler de noget tålmodighed, evnerne til at skrive mere sammenhængende numre, eller også er det helt bevidst, og bare ikke helt til mit temperament. Når de rammer noget, som fungerer, lyder det pisse fedt og rykker virkelig! Lidt for ofte spænder de så ben for dem selv, eller deres sange, ved ikke at køre den langt nok ud, bevare fokus og være tålmodige. Det er som om de vil for meget på for kort tid, i stedet for at lade de gode idéer der vitterlig er til stede ånde og få plads.
Det er måske også medvirkende til, at salen ret hurtig bliver synlig og mærkbart tommere. Folk har se girafferne fra Georgia, og er daffet videre. Sikkert for at finde billigere øl udenfor, eller falde i snak med gutterne. Dem der er i salen, minus de allerforreste rækker, der eksploderer i lidt pligtskyldig moshing under det sidste hidsige nummer, “Scapegoat”, står skiftevis og nikker med, eller småsludre med sidemanden når Kylesa taber dem.
Kylesa er for mig et af den slags navne, der er det fedeste band i verden lige i øjeblikket, når de rammer den lige i røven. Til gengæld er de en lidt frustrerende størrelse, når de tilsyneladende lettere ukritiske følger enhver indskydelse. Stay on track! For andre er det sikkert det, der gør dem til deres favorit kultband…
Pessimistiske Alkymister
Alkymist i Lille Vega eller Vulvatorious i kællarn (aka Basement)? Jeg var egentlig mest opsat på Vulvatoriuos, men stemningen var åbenbart mere til doom and gloom end punket død? Så jeg endte med at gå med flokken i Lille Vega. Desuden så jeg Vulvatorius spille en fed koncert på Roskilde Festival sidste sommer, mens jeg ikke havde set Alkymist siden de spillede samme sted i 2019.
Der er ikke sket det vilde med Alkymist siden dengang kan jeg konstatere. De har godt nok en ny plade ude, hvor lyden virker en kende mere tung-rocket end egentlig doom’et, noget jeg måske ikke helt var klar på. Men på scenen var det ikke til at mærke eller se nogen væsentlig forandring.
Alkymist er ikke et “show” band. De kommer, de står, de spiller og synger og de går igen. Musikken får i dén grad lov til at tale for sig selv. Fedt og kompromisløst, ja, men også (igen) en udfordring for og til et overvejende “festivalpublikum”. Fanger du dem ikke, eller taber dem undervejs, som det desværre nok lidt var tilfældet her, så går folk igen – eller begynder at snakke. Også selvom bandet spiller godt, og gør den ting de nu gør, godt!
“Jamen det kan da ikke være rigtigt, at folk ikke kan holde kæft/koncentrere sig i bare 45 minutter/ikke aflede dem selv, bare de keder sig en lille smule”, “skal folk stimuleres hele tiden”. Ja, mange skal nok. Det er vist desværre blevet et vilkår. Og igen, jeg er selv skyldig i det nogle gange, selvom jeg forsøger at være fokuseret, eller genvinde fokus når jeg tager mig selv i at kaste et hurtigt blik på telefonen. En anden ting er nok også, at “vi” er blevet så vant til at multitaske og “second screene” i bogstavelig og overført betydning, at vi ikke kan lade være. Det falder naturligt.
Jeg tjekkede forresten lige hurtigt min telefon imens jeg skrev de sidste to linjer i det afsnit. Der var ikke sket noget af betydning, men man kan aldrig vide.
Gammelt vrøvlehoved på afveje
Der skete heller ikke andet af betydning efter Alkymist end at jeg blev væk, på en måde, eller afledt og væk fra flokken. Jeg mødte en jeg kendte, og skulle lige… og pludselig var det Elder-tid. Hvor faen stod de andre? Jeg cruisede lidt rundt på må og få, forsøgte at spotte, musikken gik i gang. Ah, fuck it. Jeg gik ud og tog en smøg mere. Hov, der stod min cykel jo. Nå ja, kunne da også være man skulle quit while ahead og ikke blive FOR presset af den ventende bagkant i morgen tidlig.
Og så satte jeg mig på cyklen og lagde ud med at cykle i den forkerte retning. Så der var god tid til at vende dagens indtryk, inden jeg nåede hjem til det nordvestlige Herlev.
Colossal Weekend har etableret sig som en festival, hvor programmet emmer af kvalitet og dygtighed til at booke og sammensætte nogle stærke plakater. Jeg nåede kun lige en smagsprøve i år, og i privat regi, hvor vi kom BÅDE for at hænge ud og nyde musikken. Jeg håber de ligesindede havde en god oplevelse torsdag, fredag og får det i dag (lørdag). Og at de der kom udelukkende for musikken ikke blev for chikaneret af snak fra midaldrende fædre, der var på ledsaget udgang.
Vi ses muligvis næste år. Og måske i arbejdsregi, så lover jeg at holde helt kæft, drikke meget mindre og skrive endnu mere.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Bach
