Home Artikler RF’24, reportage & anmeldelser: Kærlighed, satan og en håndværker med jalapenos, mandag...

RF’24, reportage & anmeldelser: Kærlighed, satan og en håndværker med jalapenos, mandag d. 1/7

133
0

Dag to under First Days bød på masser af musik med den der eftersøgte guitar! Roskilde Festival har slet ikke glemt den, den er bare gemt lidt i programmet. Mandag bragte eksempelvis Katla, 802 og Syl den lede, fede spade til pladsen. En dag der også bød på bajere og burger!

Men først skulle man jo lige finde ud af om, og hvordan, man overhovedet kom til Roskilde mandag. Som man kunne læse i reportagen fra søndag, så var vi involveret i en trafikulykke på vej hjem søndag aften, som totalskadede pressevognen.

Heldigvis slap vi med mindre knubs og ømme led, men fotografen/chaufføren tog det lidt hårdt rent mentalt. Så hun og assistenten (der er en motherfucking tough pige på 12, der åbenbart er udstyret med mental airbag – vi holder dog øje med hende og evt. efter-reaktion) tager sig nogle fridage. De vender forhåbentlig tilbage senere på ugen.

Soloudbrud og logistiske udfordringer

Så skribenten her er flying solo. Når han liiiige fik kringlet det praktiske. Der var stadig en del habengut, som skulle ned i det telt, som blev slået op lørdag. Og transporttiden fra vores lokation i Herlev til Roskilde Festival er længere pga. 4-5 skift end hvis man bare cyklede de 31 km… hmmm… jeg har taget den tur frem og tilbage et par gange, når jeg har kedet mig i en ferie, men…

En tur med hunden og en efterfølgende rask lille løbetur for at rense hovedet resulterede ikke i en brugbar løsning. Heller ikke et bad. Eller mad. Eller at skrive reportage fra søndag.

Tiden begyndte at blive en faktor, især hvis man skulle ud at pruste på jernhesten. En “samlen til bunke” af diverse der skulle medbringes gjorde dog at cykel-idéen ikke virkede fornuftig/gangbar. Fuck it. Jeg tager en hyrevogn, jeg flotter mig sgu’ ellers aldrig med den slags. Og nu var der da i hvert fald ikke udgifter til benzin til fotografen ugen ud!

Det gik laaaaangsomt mod Roskilde i Taxa, myldretid?! Er der ikke sommerferie? Ryd vejnettet, pressen skal frem. Det sneglede sig afsted, mens taxameteret glubsk tikkede opad.

Jeg ilede ned til teltet på Restricted Camping for at besigtige evt. vandskader fra skyllen dagen før. Minimale! Succes! Hurtige pakke tasker om, få bare lidt teltorden (som jeg kan smadre dagen efter) og se om man nu havde husket det hele. Og så fuld fart: kurs mod Gutter Island.

Minimal vandskade i pressebunkeren

Gutter Mælk og Meet up

Mælkebaren var heldigvis åben, og der var faktisk overraskende god tid til at Katla skulle gå på, på Gaia. Der ligger lige ved siden af Gutteren, det er sådan en lille oase for Gutterfolk, dem der har været på festivalen kender typerne. Og man genkender også mange ansigter i området foran baren.

Før i tiden lignede det meste af klientellet på Roskilde Gutter Islands, nu er de/vi reduceret til dette lille vandhul på pladsen. Men det er der, og der er altid en hyggelig stemning – I skulle kigge forbi og få jer en White Russian.

Jeg fandt en bænk, en wingman og hans wingman fra den der ofte omtalte Gnu-lejr (“vores” gamle Roskilde Lejr, der nu lever videre i Get a tent) dukkede op. De er et smukt par, men måske også en parring, der kunne vække bekymring. De er virkelig gode til at drikke sig fulde. Eller dårlige?

Nuvel, mod forventning, så havde de ikke selvdestrueret efter jeg efterlod dem i egen varetægt dagen før. Men i stedet hørt en masse musik og trasket rundt og fået nye midlertidige venner. Der var blandt andet roser til Rebebe og ikke mindst Boko Yout, der var beskrevet som afro-grunge i programmet. Det levede åbenbart op til betegnelsen, og de lød generelt meget imponerede. Ikke mindst over kunstnerens publikumskontrol, udstråling og karisma. Og så var han, ifølge wingman “en gudesmuk mand” – har vi en blomstrende romance?

Wingman har også en fascination af andre former for gudesmukke mænd: de langhårede, lidt svedige og gerne nogen som ligner nogen der kan lide øl.

Katla, Gaia, kl. 17.00

De tre gutter i Katla lever til fulde op til den beskrivelse! Og så lyder de to sangere (som også styrer henholdsvis trommer og bas), som om de trænger til endnu flere øl til at smøre deres ru stemmebånd.

Katla er jo, som bekendt, den grumme drage fra Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Hun havde næppe forestillet sig, at den ville se sådan ud i virkeligheden. MEN, måske lyde sådan? Den her doom-drage kunne dog, ligesom Lindgrens Katla, spy ild. Masser af ild.

Den fik jeg fornøjelsen af på nært hold, da jeg var endt i anden række oppe foran. Lidt tilfældigt, da jeg egentlig bare lige skulle se om jeg kunne få et par nogenlunde brugbare skud med min skodmobil. Jeg blev dog hængende. Det var for fedt og svedigt til at søge længere bagud i det godt fyldte telt.

Det er ikke fordi at Katlas doomede metal/stenede tungrock er banebrydende, eller at trioen opfinder det dybe spisetrug til deres drage. Men de twister formlen tilpas med små breaks og temposkift på de rigtige tidspunkter til at det aldrig bliver kedeligt eller FOR forudsigeligt. Og så har de bare skrevet nogle tunge, grumme riffs og simple melodier der virker.

“KÆRLIGHED OG SATAN”, det er trioens slogan, hvilket også afspejler en form for humor og glimt i øjet. Det er ikke det samme som at bandet er en parodi, eller ikke tager musikken seriøst. De har skrevet nogle virkeligt gode sange, om satan and shit, men de krydrer det med at tale om kærlighed, samhørighed og omfavnelse mellem sangene.

Så man kan blive knust af “Black Echo” det ene øjeblik, og få en varm krammer det næste. Pakket ind i en lyd og æstetik, som er herligt beskidt, lodden og uhumsk. Det er lidt som at slås med en stor bjørn, der har rullet sig i mudder og ådsler og få en kæmpe bjørnekramme, når den er færdig med at rykke dig rundt. “Har I husket at spise og drikke?”, vi skal huske at passe på hinanden, lyder opfordringen. Og så spyr dragen mere ild mens Ditte Krøyer fra Vulvatorius starver olmt ind på scenen, som en besat punk-zombie.

“SATAN”, en titel der er til at forstå og et i forvejen sejt nummer fra Katlas første EP. Men HOLD NU KÆFT den satan eksploderede da ordene blev lagt i munden på Krøyer! Hun growler ganske enkelt med en kraft og klang, som åbner en port direkte ned til satan selv. Ganske enkelt imponerende og respektindgydende. Da kom de to rustne katla-brølere lidt til kort, men de supplerede alle 3 hinanden virkelig godt. Endelig en gæsteoptræden på Roskilde, hvor man følte at den rent faktisk tilføjede, hvis ikke forbedrede, et nummer.

Og hvis publikum ikke var med Katla inden (hvilket de var), så havde de dem i deres hule hånd nu. Ligesom min beskrivelse læner sig op af klichéerne, så blev alle metalklichéerne for publikums adfærd rullet ud. Man kunne slet ikke lade være, mens Katla kværnede sig igennem et nyt nummer (“Dead Lover”?).’

“Fandme tak”, lød det adskillige gange fra bassisten, heldigvis gik der ikke Dahlgårds Tivoli i musikken. Det var allerede blevet tid til at runde af, først med “Manslayer” og så dernæst den mægtige og prægtige “Dragonlord”. Hvis sidste ord naturligvis fristes til at sige er “ANTI CHRIST”. Og så blev der takket, bukket og sendt hjerte-fingertegn ud til publikum. Kærlighed og satan.

Også et “fandme tak” til Katla herfra. Deres herligt primitive (men ikke fordummende!) toner ER lige noget for mig, så jeg behøvede sådan set ikke meget overvinding. Men jeg gik fra koncerten en endnu større fan af gruppen og deres musik, end da jeg ankom.
TAG DEN, ASTRID LINDGREN!

Det er her de gemmer smøgerne

Skal I have noget med fra kiosken?

Efter alt det ild og røg var det tiltrængt med lidt til ganen og frisk luft. Der var også et “hul” i spilleplanen på et par timer inden næste fikspunkt, 802 klokken otte på samme scene. Så vi røg sgu’ i rendestenen igen og fandt en bænk med god udsigt over øen.

I mens gik Jeremy Troy i gang på Gaia, det gled lidt i baggrunden for os, indtil vi besluttede os for lige at tjekke det ud på nært hold. Det var ikke helt så “hiphop”, som vi troede, i hvert fald ikke den sidste del, vi oplevede i teltet. Efter en gæsteoptræden fra Iris Gold, der spankulerede på scenen i en form for retro-futuristisk spejl/discokugle/funk dronning kjole, gik der ligefrem Prince i Jeremy Troys optræden.

Hvis Prince spillede “Shipping up to Boston” af Dropkick Murphys, sådan lød indledningen af det nummer. Det var ikke heeeelt dumt, men det fremstod måske også en kende rodet rent stilistisk.

Og så kommer BREAKING NEWS sektionen. Der ER og SÆLGES smøger på Roskilde Festival! Efter to år uden (eller hvor jeg ikke kunne finde salgsboderne?) fik Wingmændene afsløret at de sælges i Kioskerne, der forefindes på pladsen. Det står bare ikke på kioskernes prislister eller fremgår med anden form for skiltning.

Ingen reklamer for eller om tobaksindustrien, men hvad med en øl fra vores officielle sponsor Tuborg? Velkommen på Roskilde Festival – kontrasternes land. Og stik mig så en smøg til min dyre Tuborg fad!

Imens var Angående Mig gået i gang på Eos, hvor denne kiosk-bod er placeret. Jeg har ikke lige fulgt hendes udvikling nøje, siden jeg oplevede hende på Uhørt i 2019. Så jeg er ikke helt klar over, hvor hun er på vej hen eller har gang i rent musikalsk. Det var dog ikke lige noget, vores ører, temperament og generelle sindstilstand kunne rumme i det øjeblik.

Så vi trak tilbage mod Oasen på Øen ved Gaia. Eller nogle træer i nærheden for at være mere præcis. Kig forresten op mod disse træer og deres kroner, når mørket falder på foran Gaia og de tænder for de projektører, der lyser dem op. Så sker der funky psykedelic shit, som en video fra los wingmanos fra dagen før afslørede.

802, Gaia, kl. 20.00

Ok, jeg vidste ikke helt hvad jeg kunne forvente eller regne med, da jeg gik ind til 802. Deres få singler er ret forskellige, vekslende mellem noget 80er goth-rocket, en smule black metal og godt med synth-lyd. Og da der blev lagt ud med at trommeslager/vokalist spankluerede stille og roligt rundt med en lille håndholdt flammekaster, virkede det hele også lidt random.

Jeg skulle også lige bruge et par numre på helt at tune mig ind på bandet, hvilket det også virkede som om publikum skulle. Det var som om at de fremmødte virkelig også gerne VILLE 802, men også skulle se dem lidt an.

Stille og roligt begyndte enderne dog at mødes. Vokalen lå en smule lavt/langt bagud i lydmikset, hvilket gjorde lydoplevelsen, når der var mest synth-sovs ovenpå en kende skingert. Samtidig var lyd og stil dog også periodevis ret storladen, noget som bestemt kunne et eller andet.

“Vi er bare et lille band fra Djursland”, lød det inden 802 gik ren party-80er med en konfettikanon og nummeret der blot hedder “1986”. Da bekendte de for alvor kulør og jeg begyndte at omfavne den tidslomme 802 lader til at forsøge at puste op. Et længere instrumentalt break/opbygning fik efterhånden godt fat i publikum, som det voksede og byggede op.

Lige da man begyndte at frygte/fornemme, at det måske også var for at få sættet op på acceptabel spilletid, gik der shoegaze i lyden. Og her fik 802 endelig helt fat i mig. Det var nærmest en form for tropisk-shoegaze med black metal elementer møder synthpop, hvis det giver mening? Og det fungerer. Eller, som wingman formulerede det: “Det går lige i løgene på mig”.

Efterfølgende blev det om muligt endnu mere poppet, så den anden wingman begyndte at fable om og sammenligne med Duné?! Ja, jooo, ahh, måske? Det efterfølgende mere atmosfæriske synthede-gazer nummer var et personligt højdepunkt for mig. Af en eller anden grund fik jeg associationer til temaet fra De Uheldige Helte, uden at det var helt derhenne. Men viben og klangfladerne var der.

Folk begyndte at sive lidt mod slut, selvom der blev opfordret til noget wall of death. Den kom også, bare fordi? Ligesom flammekasteren, konfettien og dele af musikken, så virkede det momentvis lidt forvirrende eller overflødigt?

Hvis 802 koger deres idéer lidt ned, vælger en retning (jeg ville klart foretrække den shoegazede og synthede), så har de dog et eller andet som har “noget”. Det er ikke helt tosset, og i glimt både effektivt og bestemt ikke uinteressant. Måske bare stadig lidt ufokuseret eller flimrende, som et prøvebillede fra et fjernsyn i 80erne.

 

Flere bænke og flere øl! Jeg kan kraftedme ikke huske hvornår jeg sidst har fået hældt så mange bajere indenbords i de første dage på Roskilde. Plejer at holde mig i skindet og spare på kræfterne, men man bliver altså ret tørstig i godt selskab. Og så er det som om, at det hele bare går lidt nemmere og ubekymret på Roskilde, hvis man har en lille promille kørende.

SYL, Eos, kl. 22.15

OMG what the fuck happened here? SYL lagde fra land med en kæmpe wall of death, så var den obligatoriske øvelse af vejen og publikumsposen allerede rystet godt og sammen.

Og fra da af var der dømt 100 meter hardcore sprint mod målstregen 40 minutter senere. Det er vanskeligt for mig at beskrive, eller egentlig bedømme, koncerten andet end komplet kaos. Igen var jeg endt oppe foran, hvor der var dømt ren anarki og rowdy tilstande.

Der blev moshet, hoppet og væltet rundt, mens SYL smadrede løs i et nådesløst højt, “grimt” og kantet lydbillede. Det ene nummer tog det andet, gæstevokalister fløj ind og ud fra scenen i et hæsblæsende tempo, SYL stak løs i skiftende tempo, men aldrig uden at trykke klingen helt i bund.

“igen og igen”, både nummeret og frekvensen af stik, efterlod blødende sår i maveregionen, så man kunne vågne op med noget arvæv. “Du lukker op, jeg lukker ned”, “dit ord” hardcore step-danser lidt på stedet inden “stor dreng” spørger, “er du stolt af sig selv, synes du dit liv giver mening?!”. Stik stik stik rytmer, øregange dolkes af det massive lydtryk. “Er du en stor dreng nu?”. Jeg er i hvert fald en glad dreng.

Det hele bygger op til mit yndlings raseriudbrud i SYL skarpe katalog, den hvirvlende, ekstremt medrivende og arrige bredside til Mette Frederiksen og de usolidariske socialdemokrater. “rose” fyres afsted, det hele er lige ved at falde fra hinanden, men SYL holder lige tilpas fast i tøjlerne.

Så dukkede der noget “writing’s on the wall” op, et covernummer, ikke sandt? Men hvem fanden er det nu, det er? Min hjerne blankede ud, både i kanten af pitten og nu. Sæt jer ned! Alle sammen. Obligatorisk partytrick nummer to, der altid virker i en eller anden udstrækning. Havde vi brug for den øvelse? Næh, men den kom.

Det hele endte med noget, der mindede om en total ned- og sammensmeltning på scenen og blandt publikum. BANG, slut, tak for kaffe!

Var det en “god” koncert? Jeg ved det ikke. Men det var en FED koncert og lige hvad Roskilde trængte til. Hardcore smadder, ingen nåde og ingen fanger, alle skal være med – tak for at rive mig et nyt røvhuld. Ned med lortet, og Fuck METTE FREDERIKSEN, og de andre klasseforrædere og farisæer.

Ok, så kom pulsen ned igen. Sådan da. Det var vist ved at være tid til fuldt alkoholstop, tid til aftensmad og så i seng.

Dixiland after dark

Booooh, hvad sker der for jeres bolle, bro? Dixi Burger har haft en hæslig uskik med at pille ved bollerne på en uønsket måde fra år til år. Der er altså tale om et mønster og en seriekrænker. I år er ingen undtagelse.

Prisen er holdt på det velkendte niveau på 75 kr. plus tilvalg af ost og bacon, hvilket efter omstændighederne bestemt er rimeligt. Og man får en tung bassemand for pengene, hvor der er godt med kød i bøffen. Tilsat salat, diverse et eller andet sundt og splat plus jalapenos. Så man skal lige tænke sig om, der gemmer sig en overraskelse i midten, hvis man har tendens til lidt sart vom.

Men den bolle?! Konsistens, udseende og smag som en håndværker?! Med fucking birkes på og det hele? Hvad sker der for det? Ikke uspiseligt, men unødvendigt. Vi ender på 4 mistroiske og skeptiske stjerner, men man får “noget” for pengene i Dixiland after dark.

Alene med en Dixi Burger foran den Orange baggrund… ahhh… stilhed

Skumring var ved at blive til midnat, da jeg krydsede broen over motorvejen tilbage til teltet. Følte mig overraskende let til bens i forhold til tidspunkt, aktivitetsniveau og ømhed efter biluheld. Det tegner meget lovende!

Famous last words? Lad os se når vi vågner tirsdag efter en nat i den jordslåede pressebunker.

Ord og skodfoto af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRF’24: Reportage, queer-kollektivisme, trafikulykke og anmeldelser fra søndag d. 30/6
Next articleRF’24, reportage & anmeldelser: stigende formkurve, falafler og festivalrus, tirsdag d. 2/7

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.