Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Silla Dream: The Silent Treatment (EP) ★★★★☆☆

Silla Dream: The Silent Treatment (EP) ★★★★☆☆

1306
0

Silla Dream spiller “ugly pop”, en halv-grim genre man lige skal tune ind på. Men så gemmer der sig også en rigtig stærk EP bag den lidt misvisende titel The Silent Treatment.

Jeg skulle i hvert fald lige stille lidt ind på Silla Dreams halv-skæve frekvens inden udgivelsen helt åbnede sig for mig. Dog var der allerede under første gennemlytning tegn hist og her på nogle iørefaldende melodier og stærke numre. Det var måske vokalen der i første omgang hylede mig lidt ud af den, den kræver med sin særprægede klang og levering lige lidt tilvænning.

Hurtigt får man dog stillet ind, finder ud af dette solo-projekts særheder, skævheden og følelsen af at noget er lidt “off” er helt tilsigtet og en stor del af pointen og charmen ved det hele. Når man ser lyset, hvilket for mig trods alt kom ret hurtigt, så er der faktisk ret meget at komme efter på EP’ens 5 numre.

Det er som om Silla Dream nyder at lege lidt med ens forventninger og med vilje ikke giver ved dørene. For bag al den “grimme” pop og alternative rock gemmer der sig faktisk en musiker med et godt øre for fine melodier og gode hooks, de serveres bare kun i mindre portioner eller gemmes bag et lag af drilske krumspring og afstikkere numrene igennem. Mest “ren” er måske “Shy Machine”, der “gemmer” sig som fjerde nummer på EP’en. Hvis man ikke bare vil kaste sig hovedkulds ud i udgivelsen, eller ikke lige har tid til hele 18 minutters upcoming musik, så synes jeg det her er et glimrende sted at lave et hurtigt nedslag, smage på sagerne og se om det er noget for en.

Det er i den mere alt-rockende afdeling af materialet på EP’en og har er nok det nummer der har mest “single kvalitet”. Catchy omkvæd, måske udgivelsens stærkeste og en nogenlunde fast form og struktur, uden alt for voldsomme svinkeærinder. Der lurer dog stadig den der fornemmelse af at alt ikke er som det “skal” være, der er noget i luften. Det bliver aldrig helt snorlige hos Silla Dream.

Har man mod på mere i første hug, så åbnes EP’en med titelnummeret, der falder i en lidt anden kategori end “Shy Machine”. Det første der nok fanger ens opmærksomhed er den underligt klingende vokal, der lyder manipuleret og generelt “mystisk”, mens melodien uroligt bølger og vrider sig afsted. Omkvædet er ganske fængende, og giver noget modspil men kan også hyle en lidt ud af den ved første gennemlytning – der er ret mange kontraster i spil her.

Den efterfølgende “Cat Eyes” er mere tempofyldt og let til bens, det kan nærmest virke lystigt og “trallende” i forhold til den lidt urovækkende åbner. Her er dynamikken også vendt lidt på hovedet, så tempoet sættes ned i omkvædet og sangen nærmest bremser lidt op inden den tripper let på tå afsted igen. Det er ikke udgivelsens stærkeste sang i mine ører, men efter den lidt mærkværdige åbning forlænger det fint følelsen af, at The Silent Treatment er en udgivelse som man ikke helt ved hvor man har. “Dreams Non Grata” er mere anonym i sin klang og opbygning, her arbejdes der mere med en små-lusket atmosfære og en leg med vokalen (vokalerne?), som bidrager til et nummer hvor det er stemningen, mere end melodien, der fanger. Efter en interessant åbning på EP’en sidder man måske med en lidt søgende fornemmelse i kroppen efter de to efterfølgende numre, hvad er det egentlig Silla Dream vil og hvorhen?

Heldigvis kommer “Shy Machine” og leverer noget der er mere klart i spyttet, inden EP’en lukkes med den mere afdæmpede og dunkle “Just a Text Away”. Den virker som en tanke og et eksperiment der lige skulle prøves af, mere end et helt flyvefærdigt nummer. Det virker som et nummer, der handler både om afstand og usikkerhed om hvor man står i forhold til hinanden, eller et forhold hvor tingene bare er ved at løbe af sporet. I den forstand fungerer sangen som en passende opsummering af og punktum for udgivelsen og den der gennemgående fornemmelse af, at et eller andet er ude af synk.

I synk er Silla Dream ikke men, det er også det der giver det personlighed, særpræg og gør at man hænger på, selvom det måske ikke lige er alle numre der fremstår lige stærke og mindeværdige. Men helheden har noget, og i glimt er der altså melodier og musikalske indfald tilstede i disse krøllede drømme som stikker ud og sætter sig fast.

Jeg ender på 4 store upcoming stjerner for en udgivelse der tør skille sig ud og ikke bare følge med strømmen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleDavid Mølhede & Rundt Omkring: SORT ★★★★★☆
Next articleUhørt 2020: Væktslagsfestival i en Corona-tid

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.