Debbie Sings albumdebuter som en egenrådig musikalsk enhjørning, der skider farvestrålende regnbuer. Det perfekte soundtrack til et forrygende forår og en endeløs sommer.
Hun har allerede markeret sig og er skudt op fra undergrunden til roste koncerter på eksempelvis Roskilde Festival 2022. Båret frem af en række stærke singler, som “Godspeed”, “Put A Smile On Me” og “F My Tears Away”. Sidstnævntes italesættelse af at fucke tårerne væk indikerer måske også, at det hele ikke er sunshine, lollipops and rainbows i Debbies ellers kulørte univers.
Det er måske også noget af det, som får det her til at fungere så godt. Og en stor medvirkende faktor til, at Debbie og hendes sange går rent ind og rent faktisk fanger mig. For på overfladen er det en eksplosion af spraglet pop, mekaniske melodier og beats, vokaleffekter og en vis portion kitsch.
Debbie’s Songs ER alt det, meget mere og med et ekstra lag sukker. Men af en eller anden grund føles det hverken maskinelt, kunstigt eller overfladisk. Nok synger hun om en endless summer på sangen af samme navn, og dunker derudaf på dansegulvet som var det 2010 på sangen af samme navn. Men, som et andet nummer antyder, så “Even Summer Gets Cold”. Bag den glimtende, blinkende og feststemte facade aner man også smerte og alvor.
Dermed ikke sagt at Debbie stikker af og gemmer sig bag hende sange, som en form for eskapisme. De rummer bare lidt af det hele. Også stilmæssigt, hvor Debbie’s Songs virkelig kommer vidt omkring, får prøvet kræfter med forskellige genrer og insisterer på ikke at ville sættes i bås. Ikke så meget i de enkelte sange, som egentlig fremstår ret stilistisk stringente og stramme, men fra nummer til nummer er der vilde retningsskift. Fra EDM, over hyperpop, ballader, country-klingende materiale, rock vibes og alt midt i mellem.
Det kunne nemt være endt i noget værre rod over 12 numre (stramt eksekveret på kun 34 minutter), men igen slipper Debbie fra den musikalske legestue med skindet på næsen. Hun kan nemlig skrive gode sange, og i mange genrer og stilarter lader det til. Faktisk er der ikke et svagt nummer at finde på pladen, selvom nogle naturligvis falder mere i min smag end andre, Det er nok også et vilkår, når der favnes så bredt.
Alt virker tilladt i dette sukkerholdige slaraffenland, som godt kan have følelsen af en alternativ form for virkelighed. Eller et fantasiland, hvor den magiske enhjørning boltrer sig og får afløb for alle indfald. Kandiseret diskodasko på “Joyride”? Rock ud med “High”? Tag en tur i din “ATV” ud i det friske forår under blå himmel? Ram strandfesten ved aftentiden og dans tusmørket i møde på “Endless Summer” – mulighederne ligger vidt åben. Du kan også bare sidde i høet, som Debbie på coveret og nyde synet af din pick up truck, mens du nynner countryballaden “Wish Upon A Star”.
Gode melodier og sange er en ting, men Debbie Sings formår også at bringe en særpræget form for nærvær ind i det her på overfladen plastiske univers. Jeg kan ikke helt forklare hvordan og hvorfor, for stemmen er mestendels kørt igennem diverse effekter og filtre. Og musikken fremstår ligeledes, som om den er frembragt af en kunstig intelligens, der har alle instrumenter til rådighed som software.
Alligevel føles Debbie Sings og hendes sange paradoksalt nok meget organiske, levende, smidige og besjælede? Det her ligner og lyder ved første smagsprøve muligvis som lyserød, luftig candyfloss, der får plomberne til at skrige af smerte. Men jeg finder det sært mættende, berigende og vedkommende, og samtidig voldsomt opkvikkende. Er man så bare høj på kunstige tilsætningsstoffer og sukkerchok? Narrer jeg mig selv og er fake high?
Tja, i så fald er Debbie Sings even better than the real thing, og har skudt mig helt af på regnbuefarvet varm luft. Enhjørninge findes jo heller ikke (nå ja og Debbie Sings er vist ikke hendes borgerlige navn, hvis nogen skulle være i tvivl), men ville verden ikke være sjovere, hvis de gjorde?
Hvad legen end er på Debbie’s Songs, så er jeg helt med på den.
Af Ken Damgaard Thomsen
