The Centipedes: Spreading The Deafness (EP) ★★★★☆☆

0
589
views

Boom, keep it simple, stupid! The Centipedes detonerer med en lille, højrøstet rockbombe af en EP.

Det er ikke brummende og beskidt rock af den slags, der overrasker i form af sin lyd. Nej, The Centipedes styrke ligger i lydtrykket, viljen og i at varen, der leveres, virker ren og ufortyndet.

3 relativt korte studienumre, og en liveudgave af et fjerde, udgør denne lille kompakte EP. Jeg studsede lidt over, hvad man mon skulle med en liveversion  af et nummer fra et upcoming band, men når først bandet ruller deres tunge og støvede rock ud giver det mening. Smagsprøver på bandets formåen live er nemlig blot med til, at underbygge det indtryk man får af musikken i studiet. Råt, ikke så meget pis, plugin og spil højt og forbandet blæret.

Så hvis vi starter i bagenden, så er “The Angels” en stram, lille sag, hvor bandet stadig giver sig plads og tid til et instrumentalstykke, hvor der høvles hårdt igennem. Det er hårdrock der går lige i vippemusklerne, både den i nakken og fødderne. Lyden er ret god af en liveoptræden at være, det mudrer ikke, vokalen er til at høre og de fine nuancer i guitarspillet får også plads. Det er rock af den slags, man sagtens kunne forestille sig brage ud fra en scene et sted som Gutter Island.

Spoler vi helt tilbage, så følger de tre foregående numre meget samme opskrift, uden at de mister deres individuelle identitet. Skulle man kritisere numrene for noget, så skulle det være, at de måske lige mangler det hook eller riff, der også sidder helt fast i hoved og krop efterfølgende.

Men i mens musikken spiller bider den rigtig godt fra sig. “No Disguise” åbner lige på og hårdt, godt med fart og saft og kraft. Lyden er i den skrabede og “rustikke” ende, men som den her slags smudset rock skal lyde. I den efterfølgende “The Cripple” skrues tempoet yderligere i vejret, uden at det bliver for fartglad. Det første minut af det kun 2.50 lange nummer er instrumentalt, hvor The Centipedes får pisket noget af en stemning op, og så går der eller ud af rockens grumsede veje, med udskridninger og hjulspind, så man får sand i øjnene og står og hoster lidt i rabatten.

“The Kirker” er lidt mere sammenbidt og “bumlende”, med en sejt vuggende melodi, der lugter lidt af noget amerikansk truckerrock. “So I drink from the bottle, my fountain of sin // I keep on fighting myself, I now that my drugs will win”, lyder det midt i sangen, med foden på speederen, een hånd på rattet og en smøg i kæften. Ikke en større psykologisk afhandling, eller nyskabende lyrik, men det matcher udtrykket og den generelle stemning.

Og det er det, The Centipedes cruiser sikkert over målstregen på. Der satses ikke på, at overraske eller bruge snedig taktik, klampen i bund og kør den sikkert hjem på det, man ved man kan.

Det er, at rocke voldsomt sikkert igennem, så det er svært ikke at blive revet med og begynde at lugte lidt mere af mand. Vi ender på 4 øredøvende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here