Neil Young & Crazy Horse: Americana **** (4/6)

0
975
views

Da rygterne om et nyt album fra Neil Young, og hans legendariske backing band Crazy Horse, begyndte at dukke op på nettet, lød det næsten for godt til at være sandt. Rygterne blev efterhånden til officielt bekræftet fakta, og de seneste måneder har gode gamle Onkel Neil kastet små smagsprøver ud fra albummet.
16 år er næsten umenneskeligt længe at vente på et nyt album fra de aldrende legekammerater i stærkeste opstilling, men forventninger og glæde blev forandret til let undren da det kom frem, at albummet ikke ville byde på decideret nyt materiale, men i stedet for en række genindspilninger og fortolkninger af gamle klassikere, fra den amerikanske sangskat.

Et på samme tid kuriøst indfald og også meget typisk Neil Young, den garvede Rasmus modsat har altid været garant for tilsyneladende mærkværdige indfald, skøre ideer, nytænkning, opbrud og opgør med fortiden og en massiv brainfart med jævne mellemrum. Det nyeste skud på stammen, Americana, indeholder lidt af det hele, pakket ind i en løssluppent skramlende pakke med 11 numre. Før jeg kaster mig ud i de enkelte numre skal det overordnet siges, at både Young og Crazy Horse går til materialet med smittende energi, uovertruffen timing og sammenspil og ikke mindst noget der kun kan tolkes som godt humør  – det lyder simpelthen som om de har haft det skide sjovt og hygget sig.

Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den enkelt lytter også har det sjovt hele vejen igennem Americana, der vil givetvis være nogen der bliver enormt skuffede. Både over manglen på nye originale sange fra deres kompetente hænder, men også den gennemgående stemning på pladen – så det er et album der kræver, at man smider forventningerne i skuffen, ned til de klassiske Neil Young & Crazy Horse albums, og sætter pladen på for at besøge en hyggelig rodebutik. Lykkes det, så er der masser af rare stunder og skæg og ballade af finde på hylderne.

Dette er ikke for Neil Young nybegyndere, og muligvis heller ikke for fans af ældre dato – fair warning!

Vi lægger tilforladeligt skramlende og retrotastic ud med “Oh, Susannah”, der pakkes ind i vuggende rytmer og en tilbageskuende “hippieklang”. Det lyder som noget NY&CH kunne have indspillet for 40 år siden. Sangen er oprindeligt skrevet af Stephen Foster, og udgivet første gang i 1848, her har den altså fået en vellykket og svingende 60er overhaling, eller som Young beskriver det i en dialogstump man hører efter nummeret, “sounds very funky” – formoder det betyder at han er tilfreds?
Næste nummer der ryger igennem NY&CH støjforvrængeren er “Oh My Darling, Clementine”, her omarrangeret en del og blot kaldet “Clementine”, endnu en traver fra 1800-dustroad, som fungerer overraskende godt i denne version. Faktisk lyder den som noget Young selv kunne have skrevet teksten til, en tekst jeg aldrig har nærlæst før nu, heavy shit man. Hun ryger sgu i vandet og drukner, det arme pigebarn, sunget med den klassiske Young’ske sørgmodighed, der lyder lige dele desperat og trist.

Rigtig fin start på Americana, hvor magien mellem Young og band synes indtakt og det hele slår herlige gnister. “Tom Dula” forstyrrer dog det hele en smule, med en indledning der lyder som et fuldemandsråbekor, før det bliver drejet tilbage på et bedre og mere groovy spor. Tom Dula er den velkendte Tom Dooley, og ja, man kan høre Thomas Eje synge den for sig når man læser titlen, heldigvis er den autentiske historie om Tom Dooey, der blev hængt efter at have dræbt sin forlovede, igen leveret i en noget anderledes udgave end den traditionelle Western Folk sang mange sikkert kender. Igen et sangvalg der undre når man læser titlen, men som giver rigtig fin mening når man lytter til nyfortolkningen, og det personlige touch NY&CH giver den. Den bliver lidt lang i spyttet, og på typisk Young maner lyder det som et nummer han ikke rigtig har lyst til at afslutte, men kedeligt bliver det aldrig, både pga. den skramlende guitar og et fint kvindekor der huserer i baggrunden.

“Gallows Pole” får en ordenlig tur i boogie bodega vridemaskinen, og her løber det for første gang en smule af sporet for NY&CH, men på en god måde. Sangen findes i utallige versioner, men er måske mest kendt i Led Zeppelins version fra 1970, der er at finde på Led Zeppelin III. Teksten er igen noget der gør den oplagt for Neil Young at kaste sig over – kvinde der skal hænges, bestikkelsesforsøg for at redde hende osv.. NY&CH gør den her til en sært catchy fællessang, som man kunne forestille sig blive sunget omkring et piano i en tilrøget lille bar, i et tvivlsomt kvarter, i en amerikansk sydstatsby. Småbizar fortolkning, men mægtigt medrivende.

Havde vi stoppet her, så havde vi stået med en glimrende EP, men det er ikke tilfældet, og nu begynder det at blive virkelig underligt i Youngland. “Get A Job” udkom i 1957, et Doo-wop popnummer indspillet af The Silhouettes, uskyldig radiopop som Mylle og din mor kunne lide det. Vi får NY&CH for fuld “sha-na-na-na-naaa” udblæsning, imens man overvejer om de har indtaget for meget hash med honning (Honey slices, som Young kalder det) under indspilningerne. Kritisk sans og selvkontrollen ryger ud af vinduet, til fordel for lalleglad attitude og sillyness! Et lille frirum fra alle sangene om henrettelser og undergang er da forståeligt, og ligefrem ønskeligt, men det her er nærmest grotesk pjat og pjank. Popcrooner er ikke din fremtid, Neil.

“Travel On”, der oprindeligt hed “Gotta Travel On”, først indspillet af Billy Grammer i 1959, og senere fortolket af Bob Dylan, er næste offer på skafottet. Den slipper dog mere nådigt end den forrige 50er sang, og NY&CH’s traditionelle country tilgang bringer Americana tilbage på rette spor. Det er bagstræberisk og altmodisch som bare pokker, men man kan ikke undgå at blive revet med og sidde og klaske sig på låret – hvor er min veranda og gyngestol? Smittende, opløftende og meget gammeldags YEEEHAAAW.
Vi bliver i Young’s unge år, med Jefferson Airplane’s “High Flyin’ Bird”, hvor vi har NY&CH fuldstændig på hjemmebane. Det her er tydeligvis en sang fra “deres egen tid”, som de har et sikkert greb om, og ikke laver radikalt om på, som det har været tilfældet på mange af den andre numre. Det ryster, dirrer og ikke mindst rocker, fede tider og far fucking out, man.

Written in the 1800s based on an old Negro spiritual, this song refers to the second coming of Jesus and “she” is the chariot Jesus is coming on. Some interpret this as the end of the world. Others have said that “she” refers to union organizer Mary Harris “Mother” Jones going to promote formation of labor unions in the Appalachian coal mining camps. The Americana arrangement continues the folk process with a new melody, a new title and a combination of lyric sources således beskriver Young selv “Jesus Chariot”, jeg var for doven til at skrive det om, eller rettere, havde for travlt med at sidde og rocke ud til sangen! Sammenbidt og gnistrende lyder NY&CH her, og man glædes, det klæder dem. Der går lidt selvsving i den tilsidst, men det må man forvente med disse herrer bag instrumenterne. At skære ind til benet er ikke altid en gangbar vej for Neil Young, så du kan roligt gå ud og lave kaffe, han spiller stadig når du kommer tilbage.

Woody Guthrie’s “This Land Is Your Land”, der blev en slagsang for borgerrettighedsbevægelsen i USA i slut 50erne, og gjaldede langt ind i 60erne til demonstrationer, får også en tur på Americana. Den er ærlig talt noget overflødig, ikke at versionen her er dårlig, der tilføjes bare ikke noget som helst nyt eller anderledes til nummeret, der retfærdiggør at den skal foreviges endnu engang. Den gamle hippie kunne have fundet utallige andre sange, som med rette havde fortjent en ny udgave, i stedet for at hive den her støvede sag ud af skabet. Og så stopper den tilsyneladende ALDRIG?! Eller også er det fordi der bare ikke er særlig meget tekst…

Mere afdæmpet og insisterende bliver det på næstsidste nummer “Wayfarin’ Stranger”, en spirituel Folksang fra det tidlige 19. århundrede, men nok mest kendt som skuespiller/folksanger Burl Ives’ signatursang, indspillet i 1944. En lækker lille og kort landevejstraver, der viser Young fra hans mere stille side. Og den BURDE have afsluttet Americana. Desværre kaster NY&CH sig ud i en skrækkelig udgave af “God Save The Queen” som sidste nummer, her rammes de tydeligvis af en voldsom blodstyrtning. Young jamre og tramper sig uskønt igennem den engelske nationalmelodi, som en pattelam fodboldtilskuer. Arrangementet er ganske stramt og for så vidt udemærket, men Young’s levering og nødvendigheden af maltrakteringen er mere end tvivlsom. Jeg har ingen anelse om hvad tanken var med dette, men vi prøver at gøre som om den ikke er med på pladen, bare tryk stop efter sang nummer 10, 11 er en fejl.

Det vi står tilbage med, er en på mange måder besynderlig udgivelse, minus enkelte svipsere og sære udflugter i diverse sange, så er det generelt skønne fortolkninger af gamle klassikere, men hvorfor? Ærgerligt at vi ikke får nogle nye numre fra NY&CH, jovist, men man kan ikke tage fra dem, at det her emmer af spillelyst og glæde, med nogen gange virkelig kreativ tilgang til materialet. Young omfavner sin arv fra den nordamerikanske folkemusik med stor kærlighed, og i de fleste tilfælde med velvalgte sange, selvom det muligvis ser lidt obskurt og underligt ud på papiret. Jeg ved dog, som nævnt, ikke rigtig hvad vi helt skal med Americana? Er det en introduktion til de sange der har formet og præget Neil Young? En kompetent historietime? Eller er det bare for NY&CH’s egen fornøjelses skyld? Det lyder i hvert tilfælde som om de har hygget sig gevaldigt, hvilket naturligvis smitter af på en som lytter, men helt vedkommende bliver det aldrig, især når man ikke rigtig kan gennemskue meningen med det hele. Sangene kan naturligvis sagtens nydes for hvad de er – gode sange.

Men at lede efter logik og mening i Neil Young’s’ enorme produktion og kunst er et dødfødt projekt, den canadiske særling gør som altid hvad der passer ham, og lige når man tror man har ham midt på landevejen, så drejer han, med egne ord, mod grøften. På trods af at der går lidt lejrbålsjam i den af og til, så er Americana helt bestemt turen værd. Det er nok bare ikke en tur alle vil være lige begejstret for, jeg hopper dog med og tager en tur mere med crazy ol’ uncle Neil.

 Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.