Helmet Compass: Rewind

0
906
views

“Retningsløst” og “rodet” er to ord med negativ klang, så dem skal vi ikke bruge for meget her her, vi vælger i stedet “idérige” og…. Okay, rodet. For lidt rodet er denne EP fra Helmet Compass sgu godt nok, men jeg mener det i særdeles positiv forstand, for rodet opstår pga. mange gode og veludførte idéer, der stritter i en del retninger.

Trioen består af tvilling brødrene Johannes og Andreas, begge på guitar og sang, samt trommeslager Silas, der er ingen bassist, men de får alligevel tilføjet mange af deres sange en både fyldig og tæt lyd. Helmet Compass spiller sen-60er/start 70er klingende rock, med psykedeliske strøg, poppet sødme, spredte duftspor af mandehørm og masser af overskud. Endvidere kan man fornemme inspiration fra diverse mere tilbageskuende 90er bands, bandet nævner selv Oasis, jeg kom også til at tænke på Mad Season – mere om det senere.

De har kun et halvt års tid på bagen, men allerede udsendt 5 EP’er! Så der er god gennemstrømning i den kreative åre, hos Danmarks selvudnævnte “mest produktive band” – der tilmed udgiver hele herligheden gratis på nettet, da de ifølge dem selv ikke har “planer om at involvere sig med den almindelige musikindustri, i form af pladeselskab og lydstudier”.
Det sidste er vigtigt her, for den tilsendte EP har, for at sige det pænt, en rustik lyd der måske ville afskrække nogen fra at give bandet en chance. Hvis du skruer godt op, så knaser og suser optagelsen som et gammelt kassettebånd, hvilket skyldes, at alt materiale indspilles og mikses på en 4-spors kassettebåndoptager i deres øvelokale. I LOVE IT!

Det giver musikken en skøn umiddelbarhed, det virker upoleret, råt og “rent” – det er så langt fra glat produceret man kan komme, hvor det stadig er muligt, at lytte til musikken uden at få ondt i ørerne pga. FOR ringe lydkvalitet. Helmet Compass holder sig på den rigtige side af skramle grænsen på “Rewind”, en slags “best of” fra deres 5 Ep’er, som er det materiale de har været så venlige at sende os. Alle numre er stort set “one takes” uden redigering – fordelen er en spontan “her og nu” følelse, som Helmet Compass selv beskriver det, ulempen er at nogen numre lyder en smule uforløste eller ufærdige, men det må man tage med. Netop spontanitet, og idéer uden for meget filter, er bandets helt store force, så må man tage med, at noget af det lyder som skitser med potentiale til mere.

Rewind består af 12 numre, der kommer forholdsvis vidt omkring, man aner en rød tråd i lyden, men mest af alt ser jeg denne opsamling som en art appetitvækker, et indblik i hvad bandet har af idéer og smagsprøver på hvilken retning de kunne bevæge sig i. Derfor tillader jeg mig også at hoppe lidt rundt mellem sangene i min gennemgang, da dette ikke rigtig kan betragtes som et sammenhængende værk.

Vi begynder vores rejse ind i Helmet Compass’s univers i omvendt rækkefølge, med deres bud på en generationshymne, den over 9 minutter lange og små-psykedeliske stener “Another Lost Generation”, der slæber sig af sted i adstadigt tempo, med trance agtig melodi og “spøgelses” vokal. Man bliver nemt opslugt og suget ind i LSD trippet, så nummeret fungerer helt klart efter hensigten. Af beslægtede numre på Rewind har vi “Carry The World”, instrumentalnummeret “Afterglow” og “My Hero”, alle placeret på sidste halvdel af albummet. Fælles for dem er at de er lange, kryber ud af højtalerne i nedsat tempo og deler en let dyster og misantropisk stemning. Et nummer som “Carry The World” bliver spillet med stor tillid til materialet, sangen får lov til at udfolde sig i sit eget langsomme tempo og bandet er ikke bange for, at dvæle og stå næsten stille. Helmet Compass har fuldstændig styr på virkemidlerne, men sangen bliver måske en anelse for lang, uden rigtig at nå et befriende peak – men det kan naturligvis være med fuldt overlæg?

Den ovennævnte Mad Season inspiration synes jeg, at jeg kan høre i den instrumentale “Afterglow” og mere i brudstykker i “My Hero” – i hvert tilfælde i de stemninger numrene skaber og den melodiske klang hist og her. Måske er det bare mig, men prøv at lytte til de to numre og Mad Seasons “River Of Deceit” og “Wake Up”… lyt til de numre uanset hvad! Og hvis det ikke fremgik, så var det ment som en stor kompliment.
“Problemet” jeg har med de 4 nævnte numre, og det skal ikke forstås som en kritik af selve musikken eller sangene, er, at jeg det seneste stykke tid har hørt en del nye og unge bands kaste sig ud i denne retrolyd, og tilbagevenden til ældre dyder indenfor den psykedeliske rock. Så jeg er måske lidt mættet på det punkt, selvom det her er virkeligt velspillet og Helmet Compass har et kompetent greb om denne lyd og genre. Sangene er dog generelt så gode, at jeg på ingen måde keder mig!

På et andet nummer der leveres i nedsat tempo, “Fuck It”, synes jeg at kunne ane en Dizzy Mizz Lizzy’sk klang, tror det er guitaren der leder mine tanker i den retning. Det meditative tempo er igen effektivt og godt skruet sammen, men tonarten omkvædets “fuck it” synges i er ikke lige min kop øl, sådan er det nu bare engang imellem. Det vokale udtryk varieres relativt meget på Rewind, vokalmæssige ting afprøves i stor stil og alsidighed virker som en dyd hos bandet – så må det nødvendigvis medføre, at der indimellem dukker noget op der ikke lige falder i lytterens smag. Så plus point for, at forsøge noget forskelligt og ikke altid vælge det sikre eller trygge.

Helmet Compass’s sange handler efter eget udsagn blandt andet om psykedeliske stoffer og kærlighed, sidstnævnte kommer til udtryk på den nedbarberede ballade “He Will Hurt You”, og det slipper de skam ganske glimrende fra. Det er tydeligt, at bandet besidder melodisk tæft og har en veludviklet sans for simpelthen at skrive noget så gammeldags som “gode og umiddelbare sange”. Det er sgu efterhånden lidt af en lost art, måske var det der min Dizzy følelse stammede fra?

“Schrödingers Cat” har en mere britisk skramlet “sound” krydset med amerikansk sydstats guitar, det britiske kommer af, at den flabede vokale levering pludselig minder en smule om Damon Albarn fra Blur. En lige så flabet vokal kan man høre på den mere uptempo “Mirror Mirror”, hvor Liam Gallagher inspiration møder en mere slut-60er swinging poplyd, et rigtig klappe med og danse-på-stedet venligt nummer. Flair for den mere poppede lyd og sydstatsstemningen smelter sammen på “Happy Air”, som er et af de numre på Rewind, der lyder som om det er taget direkte fra et album fra den tid – endnu engang en kompliment, det er ukompliceret, lige til og dejligt afslappet udført.

Hvor de fleste af numrene på Rewind er vellykkede og ikke mindst velkomponerede genre pasticher, hyldester til en svunden tid spillet med løssluppen spontan energi af en yngre generation, så er der for mig to sange på albummet, som skiller sig væsentligt ud.

For nogen vil første møde med den spøjse “Dimitri and I” nok medfører let hovedrysten og et smil, også for mig, men var nødt til at trykke repeat da de knap 3 minutter var gået. Og smilet blev større og hovedrysten blev til frejdige nik til den helt enkle melodi, der er vuggevise banal og næsten provokerende simpel med kun guitar, få akkorder og vokal. Sangen har en bittersød, men sødmefuld, klang, frembragt af en melodi der bedst kan beskrives som skæv og særpræget. Flere gange lyder det som om sangen er ved at falde fra hinanden, for så at finde tilbage på et sammenhængende spor og tøffe videre. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor det her kuriøse lille nummer fungerer for mig, men det GØR det! Der er noget helt uskyldigt og rart over sangen, samtidig med, at det er lettere sørgmodigt, nærmest nostalgisk klingen og pænt trippy. En vaskeægte lille skæv perle.

“The Bliss Of The Bright Colours Of The City Lights” er, udover en forbandet lang titel, også første nummer på Rewind. Ligesom “Dimitri & I” gennemstrømmes den af en form for længselsfuld nostalgisk stemning, varme og en poppet sødme, især i et ganske enkelt fremragende omkvæd. Verset bæres fremad af fed retroguitar, før det hele løftes op i skyerne i det mere poppede omkvæd. Vi får også en solo af classic rock format, og i det hele taget emmer det hele af stemningen af en varm og fugtig sommerdag i 1970erne. Fuldtræffer!

Det er nok tydeligt, at det er de 2 sidstnævnte sange jeg synes bedst om på Rewind, men det skal ikke læses som en kritik af resten af materialet, for niveauet kan der ikke sættes mange fingre på hele vejen igennem. Jeg har nævnt et par “kritikpunkter”, men de bunder nok mest i personlig præferencer. Fra start til slut formår Helmet Compass at kanalisere deres mange ideer og indfald ud via kassettebåndslyden på imponerende vis. Det lyder ærligt, uforfalsket og ikke mindst som lovet spontant og “her og nu”, det er næsten som at få lov til at være med imens sangene opstår og tager form. Men det er på “The Bliss Of….” og “Dimitri & I” jeg synes de har fat i noget særligt, dele af de andre elementer de udforsker kan sagtens tages med og inkluderes fremover, men rock ‘n roll behøver ikke være dyster, syret eller beskidt for at rykke, de ting har mange bands styr på. Helmet Compass har evnerne til, at kunne skille sig ud ved at bruge det de viser i de 2 numre – for det er der knap så mange der har styr på.

Rewind ER en skramlet rodebutik med lidt for enhver smag, hvad der mangler af overordnet fokus og “orden”, kompenseres der for med oprigtig spilleglæde, nysgerrighed og lyst til at prøve selv de mest skæve indfald af – det her er ganske enkelt musik der lever, og uden omsvøb og skam lever med, at det ikke altid er formfuldendt eller “perfekt”. Og så må i have mig undskyldt, Dimitri og jeg skal skal ud og nyde byens lys.

Anmeldt af Kodi (giver ikke stjerner til upcoming)

Find Helmet Compass på Facebook

Stream Rewind gratis HER

Albummet kan også høres på Spotify. Søg på “Helmet Compass” og “Rewind”.

For daglige rock nyheder, koncert og festival updates m.m. like GFRock på Facebook