Heavy Days In Doomtown: Reportage fra Tungeren’, del 1 (fredag)

0
1388
views

Heavy Days In Doomtown blev afviklet i Ungdomshuset fredag til søndag (med en tyvstart på Loppen torsdag), GFRock var til stede i Ungdomshuset og kommer her med en reportage fra 3 dages tætpakket musikprogram i de tunge toners tegn. Vi starter med fredag….

First things first, doom og alle subgenrerne er ikke noget jeg har beskæftiget mig indgående med, så langt størsteparten af navnene til årets fesval var stort set ukendte størrelser for mig. Jeg havde lyttet det jeg kunne nå af programmet igennem inden (det kan man læse HER hvis man er nysgerrig), men ellers mødte jeg stort set bare op med en blank notesblok og prøvede at suge til mig. Det kan være lidt svært at rumme og få lagret så meget ny musik på så kort tid, så disse reportager vil mest af alt bare indeholde generelle betragtninger og førstehåndsindtryk fra udvalgte koncerter, ønsker man en mere detaljeret gennemgang af hvem der spillede hvilke numre, og specifikke anmeldelser af koncerter, så må man google lidt – så en del pressekort derude.

Vi ankom i god tid fredag eftermiddag, mig om min wingman (fra nu af betegnet WM når der optræder input fra ham), så vi havde en lille times tid, til lige af sniffe rundt og bese staldene. Jeg har aldrig tidligere besøgt Ungdomshuset, så alt var “nyt og spændende”. Kort forklaring af områdets opbygning, man kommer ind i et åbent gårdområde, hvor der er træstubbe, bænke m.m. til at hvile stængerne på, en “drink” bar (du måtte åbenbart kun købe en drink?), en madbod med diverse (pænt billige) vegetar-retter (så da købte jeg naturligvis kun pomfritter), info-standen (hvor jeg fik udleveret mit pressekort, som jeg straks pakkede væk for ikke at ligne en mega tool, mere end jeg gjorde i forvejen) og ellers bare “rekreativtområde” – lille, hyggeligt og intimt.

Drejer man til venstre finder man den mindste scene, “Dødsmaskinen”, der egentlig bare mest af alt ligner en gammel hærget bar, med en lille scene nede i enden længst væk – rustikt, men hyggeligt. Drejer man derimod til højre, kommer man ind til Main Stage, placeret i en større nedslidt “lager”-bygning, baren er lige ved indgangen, toiletter (der var fine) ved siden af, ellers bare et stor mørkt lokale med højt til loftet og alt hvad der skulle være af udstyr. I det hele taget virkede den tekniske side af sagerne tjekket og som om der var styr på det hele og ikke manglede noget.

Første savle fra det tunge skyts kom fra finske Oranssi Pazuzu, der indtog Main Stage kl. 17. Vi havde sneget os op på balkonen i det mørklagte lokale, fordi “hvorfor ik”, noget man dog straks fortrød lidt, da der blev fyret godt op for røgmaskinerne – røg har det åbenbart med at stige til vejrs? Så i tiltagende tæt tåge af kunstig røg, diverse urter og naturprodukter og smøger (man “må” ryge indenfor til koncerterne! Eller – selvfølgelig måtte man da det) forsøgte man at skimte bandet. Finnernes lidt særprægede blanding af elementer fra black metal og en masse synth og effekter steg også hurtigt til vejrs, og blev en lidt luftig oplevelse for mig. Egentlig var det sgu meget fedt det de havde gang i, især synth delen gav det et underligt “vi kommer fra det ydre rum” skær, men jeg havde lidt sært ved helt at blive revet med og taget med væk, til den galakse Oranssi Pazuzu befinder sig i. Vi forsøgte at stille os ned på gulvet, her var der lydmæssigt lidt mere tyngde i musikken, og især de mere atmosfæriske passager fungerede rigtig godt, indtil de blev overdøvet af en mystisk “sprutte” effekt og senere en regulær skærebrænder guitar.

Salen var efterhånden også blevet godt fyldt op (hvad kunne der mon være derinde? 4-500?), det tiltrods, og det gentog sig ved mange af koncerterne, så var det et generelt lidt afventende publikum. Men meget lyttende! Jeg så kun få mobiltelefoner og andre distraherende objekter når musikken spillede, et særsyn efterhånden (jeg var dog desværre nødt til at vippe den frem af og til for at skrive noter, da det var så bulmørkt i lokalet at jeg ikke kunne bruge blokken). Nu var det overordnet heller ikke et musikprogram spækket med navne der opfordrede til klappen og hujen under og mellem numrene, det blev der ofte ikke givet plads til, men når der var, så skal det siges, at folk også var klar til at ytre deres anerkendelse.

Da det finske sci-fi trip blev lidt for ensformigt, tog vi os en bajer i eftermiddagssolen i stedet for, og “kiggede på mennesker”. Ja, vi opførte os som om vi var i zoologisk have! Ej, men man blev hurtigt klar over, at selv om man normalt skiller sig en smule ud i bybilledet med sit lange hår, skæg og “afslappede forhold til beklædning”, så var man i dette selskab et lille konformt borgerdyr på tur – sådan kunne det i hvert fald se ud. Jeg har ingen ringe diverse steder, læder er ikke lige mig og jeg har ikke forsøgt at klippe mig selv fornylig. Så der stod vi, Hr og Hr Danmark, med vores billige øl. Man måtte forresten gerne tage egen mad og drikke med ind på området, det kan måske virke som det mest naturlige i verden for nogen, men med alle de regler, restriktioner og begrænsninger jeg har vænnet mig til i Squaresville, så var det en dejlig forfriskende oplevelse. Og tænk sig, selvom man måtte og kunne, så flød området ikke med halv-spiste madpakker og tom pant fra medbragt øl, folk købte stadig forplejning i boderne! Det var der måske andre festivaler der kunne lære lidt af…

Vi sneg os ind på Dødsmaskinen, et aflangt lokale med meget mindre kapacitet end Main Stage hallen, man brude nok ikke lukke flere end 150 derind, hvilket i løbet af dagene gav nogle lidt tætpakkede oplevelser. Der var nemlig ingen overlap i programmet, men nærmest direkte skift fra scene til scene, så det gav lidt trafikpropper hist og her – men ingen panik, stille og rolig møffen og masen. De svenske retro-psych-rockere Vidunder fik den første tur i Dødsmaskinen, en ok, men som forventet udfra mit snig-lyt inden festivalen, ikke banebrydende oplevelse. Indledningsvis var det som om lyden mest blev oppe på scenen, hvilket ikke ligefrem var med til at feje stængerne væk under en. Men bentøjet begyndte da at rocke fint med. Bandet havde blandt andet en sang om “the forrest we grew up in”, så var det lyriske univers ligesom også på plads. Den let-sumpede slut-60er rock havde bandet egentlig et ganske godt greb om, der manglede bare nogle bedre sange, og det unge band var heller ikke udstyret med den mest smittende karisma eller udstråling på scenen, så det forblev lidt en “nå ja” oplevelse. Eller sagt på WM-sprog: “Det her lård er simpelthen bare ik’ hårdt nok til mig!”.

 

Dread Sovereign, dagens højdepunkt. Foto: Heavy Days In Doomtown
Dread Sovereign, dagens højdepunkt. Foto: Heavy Days In Doomtown

Så indtraf et af festivalens tidlige højdepunkter tilgengæld lige bagefter, i from af irske Dread Sovereign på Main Stage. Frontmand Nemtheanga slår også sine folder i Primordial, men Dread Sovereign er lidt en anden størrelse. Vokalen er en del af tiden i det messende/høj stemte leje, så seancen mindede lidt om en form for gudstjeneste. En gudstjeneste med tung doom og heavy metal. Numrene startede ofte med at Nemtheanga råbte en stump af sangteksten fra næste nummer, “IN THE VOID OF NAMELESS HORROR”, BANG og så faldt bandet ind. Det var samtidig første koncert hvor publikum fik luftet, og smidt, godt med horn mod scenen (“YOU WILL HAIL SATAN”). Musikalsk fungerede bandets storladne blanding af doom og regulære heavy metal passager fortrinligt, det gjorde også koncerten til en af de mere crowdpleaser venlige, men det skal der jo også være plads til. “THIS IS A SONG ABOUT DRINKING, FIGHTING, FUCKING AND TAKING AMPHETEMIN”, jeg var sgu glimrende underholdt. Højdepunktet var den mægtige “We Wield The Spear of Longinus”, med den dejlige linje “we are the spear in the wound of christ”. Amen.

Jeg lagde mærke til, at modsat andre steder hvor man står tæt på begrænset plads, så var luften til Heavy Days In Doomtown ikke tyk af kvælende parfume stank? Et dejligt naturligt og u-parfumeret publikum åbenbart? Det stod jo godt til den ligeledes meget u-parfumerede musik man blev præsenteret for.

Abysmal Grief holdt en form for gudstjeneste. Foto: Heavy Days in Doomtown
Abysmal Grief holdt en form for gudstjeneste. Foto: Heavy Days in Doomtown

Der var dog lige en enkelt gang, hvor der musikalsk var ved at gå lidt for meget sminke og parfume i den, nemlig da italienske Abysmal Grief spillede op til gak og løjer på Main Stage. Bandet var i den mere teatralske ende af spektret, med fakler på scenen, et podie/talerstol midt på scenen, hvor forsangeren gemte sit keyboard. Og en entre på scene der signalerede, at nu skulle vi til et lidt mere udtryksfuldt og teatralsk sted end tidligere på dagen. Indledningsvis var deres storladne orgel-metal ganske underholdende, hvor især den boblende bas fra den Nazgul udseende bassist gjorde sit for at gøre det catchy og medrivende. Men hurtigt stod man og tænkte “det er sgu de samme tricks de bruger hele tiden”, hvorefter de naturligvis fulgte op med sættes mest catchy sang. WM: “Det er totalt EMO det her, all that eyeliner!”. Så gik vi ud for at trække noget luft, hvor jeg overhørte følgende samtale mellem doom gut 1 og doom gut 2:

1: Jamen det her lort, det lugtede…. af lort?! Men på en anderledes måde…
2: Jamen hva’ lugtede det af?
1: Lort….
2: Jeg kan mega godt lide sennep…. jeg bruger det på alt!

Smukt og poetisk på en måde, ik?

Således åndeligt beriget kastede vi os endnu engang ind i Dødsmaskinen, for at se hvad svenske Noctum havde at byde på. Er man til retro-psykeliske toner, med en kant af klassisk heavy, så var det sikkert lidt af en fest, men for os var det sgu lidt som om man havde hørt det hele før. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og det skal da heller ikke lyde som om vi synes at “alt var bedre i gamle dage”, selvom det var det. Jeg har det bare momentvis lidt svært med denne psych-rockede bølge, hvor alt fra 60’erne og 70’erne lige får en tur igennem møllen igen – for rigtig mange af disse bands kommer sgu til at lyde noget ens i mine ører.

“We came all the way from Nashville, Tennesse just to be here”, lød det fra Loss’ frontmand, der fyldte godt på Main Stage. På trods af et frygtindgydende ydre (stor, rund, skallet og bare all round bad ass), så havde det store menneske en overraskende mild stemme og imødekommende attitude, når han altså ikke lige sang. Hans spørgsmål om hvorvidt nogen kendte noget til Nashville blev blandt andet besvaret med et højt og tydeligt “Dollywood” fra salen – det er kraftedeme comedy! Jeg grinede, frontmanden gnækkede lidt og så rumlede den afgrundsdybe vokal igen. Det meste af Loss’ materiale krøb sig frem i glubsk reptil tempo, men heldigvis på en måde hvor man blev suget med ind i mørket. WM: “Acapella-growl, det er sgu da skønt!”, ytrede sidemanden på et tidspunkt hvor frontmanden … brummede alene, og han havde ret. Det hele antog lidt Twin Peaks’et stemning for mig, hvor man ikke var helt sikker på hvad det egentlig var der foregik, men man prøvede fascineret at følge med.

Loss
Loss – grumme af udseende, grumme at høre på! Foto: Heavy Days In Doomtown

WM: “Skal vi ikke bare ryge os HELT ned?”………….

Forsættelse følger.

Af Ken Damgaard Thomsen

Alle fotos tilhører Heavy Days In Doomtown

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here