GFR Live: Whores & Thieves, Rust, 29/3 – 2013 ***** (5/6)

2
2748
views

I fredags fik jeg endelig mulighed for, på GFRocks vegne, at anmelde et af de bands som vi har bragt mest om her på GFRock. Der er en grund til, at vi har kastet så meget opmærksomhed efter Whores & Thieves – de er på mange måder indbegrebet af hvad rock og rul burde gå ud på. Ikke så meget bullshit, ikke gøre det mere indviklet end det er, og så bare ellers afsted i en sky af støvet og svedig rock ‘n roll.

Nu har jeg haft lidt tid til, at reflektere lidt over koncerten siden jeg forlod Rust i fredags. Ikke at der er nogen grund til at overtænke sagerne, men jeg kom alligevel til at tage mig selv i et par tanker, da jeg travede hjemad efter at have forladt det lille spillested.

Hvad kunne man næsten mere skrive om Whores & Thieves, som vi ikke allerede har skrevet? Det var en tanke jeg kredsede meget om inden koncerten, vi har trods alt bragt en del, og bandet har ”kun” en EP (The Ugly Truth) og albummet Anti Echo Chamber ude – hvad er der tilbage af ord på og vinkler, som vi ikke har benyttet? Lige efter koncerten var min ”frygt” dog forsvundet, og med lidt eftertænksomhed og et par dages skrive-pause, så skulle det nok være muligt at se koncerten i et lidt større perspektiv, og dermed få en lidt ny vinkel på musikken – det er så det vi prøver lige her.

En anden ting mine tanker har kredset omkring, er det faktum at folk, både i ”min” branche, men også musiklyttere generelt, er så forhippede på at finde ”det næste store”. Eller ”de nye” et eller andet – især indenfor rockmusikken. Som jeg står der til koncerten og lægger ører til to nye W&T numre, så spekulerer jeg allerede lidt over ting som: ”Lever toeren mon op til den første?”, ”hvor stort er deres potentiale egentlig”, ”kommer de mon nogensinde til at spille på landets store scener”, og ting i den dur.

De to nye numre viste hver især nye (og lovende) takter for bandet, især et nummer præsenteret som ”kattesangen” af den karismatiske, og mellem numrene lidt underspillede, frontmand, Christian Bonde, som med sin luskede melodi havde fat i et eller andet. Den anden var i den mere melodisk tilbageholdende afdeling, som lige kræver lidt mere tid til nærlyt end en live situation giver. Alt i alt lød det som en logisk forlængelse- og udbygning af deres tunge ørken/hede-rock.

Men hvordan skal det nu gå dem, disse ludere og lommetyve fra det mørke Vestjylland (nu i de fleste tilfælde bosat under storbyens fordærvende lys), kan den kommende plade leve op til den første som stort set samtlige anmeldere, skribenter osv., os inklusiv, løftede fra de støvede rocklandeveje og op i skyerne? Hvad har de at byde på, på et dejligt velbesøgt Rust sådan en stadig kold aften i marts? ”Oh, oh, oh don’t you love it? Oh, oh, oh you got to love it! What do you see when you see yourself?” lyder det i den fabelagtigt medrivende ”Hollow Drive” – jeg elsker sgu da DET her, men står samtidig med lidt foldede arme og ”tænker” og ”analyserer”??

Behøver det hele at være så indviklet og alt skal underkastes en løbende analyse? W&T giver mig svaret denne aften, med en sveddryppende heftig performance, der synes renset for alle mulige bagtanker om hvad der er hipt, eller mest befordrende for deres karriere. Simpel rockmusik, skåret ind til benet, som man kan og bør nyde en øl til. Er det lidt hulemandsagtigt? Ja, måske nok, bandets skramlede og ”mudrede” tilgang til hvordan rock skal lyde aktivere nogle primaldrifter i både krop og sind, som sætter sig lige i ”små step på stedet” bentøjet i den skønne ”Generation”, som bandet levere passioneret og stramt (på den der cool, men alligevel løse måde) som andet nummer i sættet. “I’m A modern day caveman” gjalder ud i lokalet – indeed!

foto4

Herfra ser de sig ikke tilbage, men er til stede i nuet, et ruskende og skarptskåret nu, hvor det fem mand store orkester fremstår som en særdeles sammentømret enhed på en scene. Man kan mærke på leveringen, at det her er et band som er spillet skidegodt sammen efter mange koncerter, men som endnu ikke virker trætte af materialet eller at få lov til at præsentere det for et publikum. ”It’s Getting Ugly” lyder det med overbevisning fra scenen i nummeret af samme navn. Det gør det muligvis, men vejen dertil er sgu smuk! Bandet spiller råt og kompromisløst, uden at det virker fjendtligt, og i forsanger Bonde har det en ægte klassisk rock-frontmand, der både kan levere vokal- og performancemæssigt.

Den lille upolerede perle ”Old Man’s War” brummer ud over scenekanten, så man ikke kan lade være med at stå og nikke med til dens tunge hakkende tempo. Nogle anmeldere nævnte, at der måske var for lidt variation i materialet på Anti Echo Chamber, jeg synes denne koncert demonstrerede at der faktisk er rigeligt med variation. Både i tempo og udtryk, men bandet har bare fundet en lyd der tiltaler dem, og som lyder som ”Whores & Thieves” – der er en rød tråd igennem det hele, men den er ikke så snorlige, at det bliver for forudsigeligt.

Så kan man sige, at der næsten heller ikke er tid til at det bliver forudsigeligt, når bandet kun spiller omkring 40 minutter, men hvorfor risikere tomgang ved at presse spilletiden op, når man kan aflevere en komprimeret rockoplevelse som denne i stedet for. Hvor der på Anti Echo Chamber måske er et fyld nummer eller to, så er W&T live all killer, no filler. Bandets største ”hit”, ”Evelyn” er eneste sang denne aften som ikke rigtig formår at folde sig helt ud, og ikke løfter sig over niveauet på pladen. Den ellers fine, og, for bandet, poppede melodi, drukner en smule i lyden (der ellers generelt var god og høj). En lyd der i live versionerne ligger temmelig tæt op ad hvad man finder på albummet, ikke så underligt, da Anti Echo Chamber sangene er indspilet i one-takes, uden for meget finpudsning. Finpudset er W&T heller ikke live, der er masser af kant og knaster i det velspillende orkesters lyd.

Højdepunktet i det tætpakkede og dynamiske sæt, kommer i form af en djævelsk og gnistrende fremførelse af ”For The Sake Of My Condition”. Bandet er ved at rive scenen fra hinanden med deres instrumenter, og forsanger Christian Bonde skriger og ånder rock ‘n roll på vokalen, så man næsten frygter et kollektivt sammenbrud deroppe på den lille scene. Det var ganske enkelt fremragende, og burde måske have været sidste nummer – bare fordi det næsten ikke kunne overgås i flammende intensitet.

Sidste nummer, lidt senere på aftenen, bliver dog den glimrende ”Digging Holes”, der som eneste ekstranummer lukker dette kapitel i Whores & Thieves historie. De spiller stadig enkelte koncerter rundt omkring i kongeriget, og drager snart på en mindre tour i Tyskland. Herefter må man formode at der skal kigges fremad mod ”den svære toer”?.

Altid fremad og ”det næste”… det er det jeg går og funderer over på vej hjem imens ”Digging Holes” stadig tager spadestik i min hjerne. Hvad bringer fremtiden for et band som W&T? Kan de opnå mere? Intet andet end gætværk er mulige svar, og er det overhovedet vigtigt? Se DET var så næsten det vigtigste jeg tog med fra denne aften på Rust.

Whores & Thieves kommer måske aldrig til at stå på Orange Scene eller sælge titusindvis af plader, det er deres lyd for lidt leflende til. Den slags er bare ikke alle forundt, hvis det da overhovedet er noget at stræbe efter (jo, måske Orange), og ej heller er bandet ”det næste nye rock-sort”. Og det behøver de heller ikke være! I stedet for altid at kigge fremad, eller fundere over hvad der kommer og hvad det skal ende med, så demonstrerede denne koncert for mig den gamle læresætning om at ”leve i nuet”.

Det gør bandet tilsyneladende på en scene, på en aften hvor deres simple, men fremragende, rocknumre fik mig til at folde armene ud og slå hjernen fra – bare nyde og tage ind. Det er DET rockmusik i bund og grund burde handle om, og lige nu, i det øjeblik, fremstod Whores & Thieves som rockens nutid.

5 store stjerner og et TAK.

Anmeldt af Kodi

Fotograf: Anna Nielsen

Whores & Thieves på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you, hver dag.

2 COMMENTS

  1. Fremragende anmeldelse det var en fornøjelse at læse.

    Jeg er efter at have set dem 3 gange i Aarhus indenfor det seneste år ikke bange for at sige at Whores & Thieves er det nye sort 🙂

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here