GFR Live: Gasblå og Rum 37, Beta 2300, 12/4 – 2013

0
2626
views

To af de nyere bands indenfor dansksproget rockmusik indtog Beta 2300 på Amager fredag aften. De efterlod lidt forskellige indtryk, men samlet set var det en positiv oplevelse, der måske lige manglede det sidste specielle “noget”.

Det første man mødtes af, da man trådte ind af døren, var en venlig mand bag disken og en generelt meget tilbagelænet stemning på stedet. Altid en dejlig begyndelse, efter en lang arbejdsuge, hvor denne anmelder, indrømmet, måske hang en lille smule i bremsen.

Man træder ind i et stort lokale med højt til loftet, prydet af et spændende vægmaleri. Der er “chill out” område med sofaer og borde, toiletter og garderobe i kælderen, og for at komme ind i koncertsalen drejer man op af trappen til venstre lige ved indgangen. Heroppe finder du baren, og længere inde bagved, i et separat lokale, scenen. På en måde føles det ligesom at træde ind i et biograf-kompleks, og indretningen tilføjer stedet sin helt egen charme.

Der var stort set ikke et øje da vi ankom ved 21 tiden, det viste sig at Gasblå først gik på omkring kl. 22.00 og Rum 37 kl. 23.00. Nuvel, så var det godt at baren havde 2 Gyldne Damer for en 50’er, så man kan fik tilført den slidte krop lidt fornuftigt prissat væske.

Selve koncertlokalet gør umiddelbart ikke meget væsen af sig, der er lavt til loftet, sorte vægge og gardiner, et par spredte bar-borde, lydpulten og den lille scene – mere behøver man jo sådan set heller ikke. Beta er generelt ikke stort og prangende, men der er en hyggelig, intim og inviterende stemning over stedet, bestemt et besøg værd.

Således er rammen på plads, skulle man aldrig have været der før, eller som mig, kun i en ordenlig brandert lige da de åbnede for nogle år siden. Det selvpåførte hukommelsestab fra dengang, gentog sig naturligvis ikke denne aften – man er vel på arbejde?! Det var der også nogle danske musikere der var, så lad os dreje fokus over på det vigtigste, musikken.

Gasblå *** (3/6)

Gasblå er en stort set ukendt stikflamme på den danske scene for mig, vi har tidligere bragt lidt om bandet her på siden, men udover at have læst dette materiale, så har jeg ikke selv været i nærkontakt med musikken. Det havde selvfølgelig nok hjulpet en del, om ikke andet forbedret udgangspunktet en smule, men man kan, lige meget hvor hårdt man prøver, ikke nå at lytte til alt musik, ikke engang alt det vi giver spalteplads her på GFRock. Så alt fra sangtitler, til små detaljer i musikken, som den trænede Gasblå-lytter sikkert fik med, røg lidt hen over og igennem hovedet på mig.

Det sidstnævnte, er samtidig mit største “problem” med Gasblå’s sange, de var for mig virker en lille smule anonyme, og havde svært ved rigtigt at sætte sig fast i hovedet på mig imens de blev leveret. Tilgengæld blev de leveret usvigeligt sikkert og velspillet, hvor især trommeslageren efterlod et meget kompetent og tight indtryk – der blev sgu hamret sikkert og stramt derovre i hjørnet. De resterende medlemmer, i det ret traditionelle line-up med bas og to guitarer (den ene betjent af forsangeren), gjorde det også helt overordnet godt og solidt.

Genremæssigt svejser Gasblå en del forskellige inspirationskilder sammen til noget lyttevenlig midterspors-rock, der lugter lidt af eftertænksom arbejderklasse mentalitet, med et tydeligt fokus på teksterne og deres fortællinger. Der ville det selvsagt have hjulpet en del, hvis jeg havde et mere indgående kendskab til dem i forvejen. Lyden på Beta var fornuftig og klar, men det er stadig lidt begrænset, hvor meget af lyrikken man får med. Til gengæld kunne man se, at forsangeren momentvis levede sig meget ind i teksterne, med lukkede øjne og lettere aparte hånd/armbevægelser – dejligt med noget indlevelse og personlighed.

Netop personlighed, sådan rigtig markant, var nok det jeg savnede allermest hos Gasblå. Sangene var generelt fine og habilt skruet sammen, de mindede lidt om mange andre ting hist og her, uden at jeg helt kan sætte en præcis finger på hvem, men samtidig stod jeg og var lidt i tvivl om hvem Gasblå egentlig var? Der manglede for mig, denne aften, under min første kontakt med gruppen fra Næstved, et eller andet der gjorde dem mere mindeværdige.

Men alt musik kan ikke være lige mindeværdigt for alle, det er der ikke noget galt i, publikum virkede i hvert fald som om de hyggede sig, nogen måske lidt for meget med knævren (mere om det senere), så det samlede indtryk af Gasblå ender i denne omgang på det jævne – men i den positive ende af det jævne.

IMG_2550

Rum 37 **** (4/6) (og 1/2 ekstra helt uofficielt)

Så havde jeg straks et meget mere indgående kendskab til aftenes hovednavn Rum 37, faktisk måske i sådan en grad, at det endte med at blive lidt af en hæmsko for min nydelse af musikken. Mellem Rum var en plade jeg lyttede intensivt til i løbet af det tidlige efterår, op til udgivelsen i oktober måned, hvor materialet i dén grad ramte mig på det helt rigtige tidspunkt (læs anmeldelsen HER). Mange af numrene krøb ind under huden på mig, og generelt synes jeg bare at det var en forbandet god rockplade, med masser af fremragende sange og fede melodier. Og en gennemgribende stemning på albummet som helhed, der bare appellerede kraftigt til mig.

På et tidspunkt havde jeg nok skamhørt Mellem Rum så heftigt, at der var alvorlig risiko for at slide den op – så den fik en pause. Minus et par enkelte numre, der fik lov til at overleve på MP3 afspilleren. På fjernlager med resten. Hvor de først fornylig er blevet gravet frem fra igen, og da var det som om, at deres magi og effekt ikke helt var den samme længere som i efteråret. Var jeg kommet ud af min Mellem Rum’s periode? Man er vel på en eller anden måde altid “mellem rum”?

Det jeg oplevede på Beta, var et band, der på en eller anden måde også befinder sig mellem rum. Vi fik alt hvad de har indspillet, tror jeg, og man følte lidt at det var en slags forårsrengøring, her er alt hvad vi har, tag det, vi finder noget nyt. Forsanger Kristian Helmuth, der har en lidt sky og hæmmet fremtoning det meste af tiden, proklamerede også fra scenen, at det var sidste gang i et stykke tid de stod på scenen i Beta. Man formoder, at der skal holdes lidt velfortjent pause, inden processen omkring plade nummer to går i gang, for der må jo kommer en opfølger – eller hvad? Det kan man jo aldrig vide…

Rum 37, i aften 5 mand på scenen inkl en ekstra guitarist, lagde fra land med at fylde dette rum med lyden af “Sabotør”, fra deres EP der udkom et års tid før debut albummet. Et nummer der glimrende demonstrerer bandets fine sans for opbygning af sange, noget der gennemstrømmer deres samlede produktion. Men ligesom de to efterfølgende numre, hittet “Dagen Er Ny” og en af mine personlige plade favoritter “Alle Her Beundrer Dig”, så skæmmes oplevelsen af et lidt for buldrende udtryk, til min smag. Efter koncerten slog det mig, at det sikkert skyldes at jeg er SÅ vant til den smagfulde og flotte produktion af numrene på Mellem Rum, at det ekstra lag rocket patina, som sange stort set altid får live, indledningsvis forstyrrede min lytteoplevelse en smule – indtil jeg fik fintunet lytteapparatet.

“En dreng er død…”, ordene der starter “Dagen Er Ny”, der findes både på EP’en og albummet, var det der i første omgang sugede mig ind i Rum 37. Det lød både barskt, sørgmodigt og sært dragende, sammen med den kraftfulde melodi og Helmuth’s længselsfulde, og på samme tid varme og kolde, vokal. Live, der druknede den lidt, i den nævnte, lidt for bastant buldrende lyd. Måske også et nummer, som jeg trods dens mange kvaliteter, er blevet en lille smule træt af? Måske også bandet? Det virkede som om den lidt blev skudt af hurtigst muligt, så man kunne komme videre – eller også skulle Rum 37 bare lige spille sig varme, overfor et fint, men indledningsvis lidt reserveret, fremmøde?

Under “Alle Her Beundrer Dig” begyndte der at ske noget, musikken rumlede stadig lige en smule for meget for mig, set i forhold til album versionen, som er decideret fremragende, men man fornemmede en stigende intensitet på scenen. Ikke mindst den lidt kejtede Helmuth leverede i glimt flammende blikke, og en klædelig snert sammenbidthed i leveringen af visse ord. Sangen handler om noget i retning af, at sidde og føle sig alene til en fest, sunget ud fra en kvindes synspunkt. Rum 37’s, tilsyneladende, største fan, i band t-shirt helt oppe foran, følte sig vist også en smule alene til festen – han prøvede i hvert fald, nærmest lidt manisk, at opildne det mere tilbagelænede lyttende publikum til fest, farver og sing-a-long. Sjældent har jeg set så ihærdig en indpisker indsats, men det begyndte næsten at virke skræmmende, på en lidt komisk måde – og ikke mindst distraherende!

Men det er da klart bedre med så engageret, om end lidt forstyrrende, indsats, end den evindelige snik-snak blandt det danske koncertpublikum. “December” var periodevis ved at drukne i nabobordets hverdagsproblematikker, nærmest som live facebook-updates, af den slags hvor man tænker “efter denne uundværlige information fra dig, kan jeg nu dø i fred”…. Jeg nævnte i begyndelsen, at der er lidt biografstemning over Beta’s indretning, og hvad er god skik og brug når man ser film i biffen? At knytte ædespalten og give sig hen til kunsten, glemme ugen på kontoret – i stedet for at fortælle sidemanden, og alle indenfor flere meters afstand, om den!

“Skal du op og danse med Orla?”? Eller også råbte den selvudnævnte “hypeman” “skal du op og danse foran?”? Det sidste giver måske mere mening, tror jeg, Efter den dejlige “December” indtraf det musikalske forår under koncerten, nu begyndte det sgu at spire og springe ud i fuldt musikalsk flor.

IMG_2560

“Alt Hvad Vi Har”, Mellem Rum’s længste nummer med sine over 6 minutter, hev mig pludseligt helt ind i koncerten, og jeg glemte alt omkring mig. Et nummer jeg ellers har ignoreret i et stykke tid, men her blev jeg omsluttet af Rum 37’s univers, svævede rundt og væk i musikken. Her kunne jeg for alvor MÆRKE bandet og forsanger Kristian Helmuth’s følelsesladede stemme. En helt igennem betagende stund, “alt hvad vi har kunne vi miste….”, meget banalt, men som når f.eks. Love Shop var bedst, blev øjeblikket helt transcenderende. Tid og rum opløst.

Den guitartunge “Heather Hill”, der afslutter Mellem Rum, fungerede efterfølgende som næsten lige så forførende midterdel i koncerten. Et ganske mægtigt rocknummer, luftig og atmosfærisk, trods den skarpe og markante guitar klang. Rum 37 spiller forresten helt overordnet blændende sammen, og føles på alle måder som en rutineret og tæt sammenspillet enhed, hvor der er masser af plads til de enkelte medlemmer, men ingen stikker af og forfalder til overflødigt lir – fælles front. Sammenhold, så er man stærkest, og ender forhåbentlig ikke efterladt på en bænk på Mozart Plads. “Mozart Plads”, er ikke en af mine favoritter fra Mellem Rum, men live var den mere boogie-rockende skæring ganske fornøjelig, selvom om fortællingen om manden på pladsen egentlig ikke er specielt opløftende.

Det er noget andet af det Rum 37 kan igennem deres musik, selvom der er en gennemgribende følelse af skandinavisk melankoli (ikke helt ulig den man finder hos Kent), så rummer musikken alligevel stemninger der virker optimistiske,  gør en i godt humør, og virker udrensende og befriende. Lidt den samme virkning finder jeg i R.E.M.’s mest sørgmodige sange. “Din hud er så tynd, jeg må gemme dig..”, lyder det i “Knytter Min Hånd”, der fører klangen i lidt mere “poppet” retning, sol og vind kan skade den tyndhudede hovedperson. Umiddelbart lidt en musikalsk bagatel, men igen et nummer der efterlader en rar følelse i min krop. Det kører stadig for Rum 37 på scenen, det gør dem åbenbart godt at række hånden ud i teksten, og række de/den trængende en hjælpende hånd.

Vi nærmede os så småt afslutningen, Rum 37 måtte i hvert fald være ved at løbe tør for numre fra bagkataloget, og så fik jeg for anden gang numre fra scenen, hvor vi kom tæt på pladens magi. “Sølvstænk” drøner ud af højtalerne, med sin potente og dirrende tempofyldte melodi, et nummer der aldrig rigtig falder i kadence, men bare pulserer derudaf. Sangen handler om at flytte fra den gamle lejlighed, efter 8 år samme sted, det var da pudsigt, jeg har netop forladt mit hjem igennem snart 7 år? Og med ét ændrede sangen sig, fra en jeg i efteråret synes bare var et blændende rocknummer, til rent faktisk at være noget jeg personligt kan relatere til. Publikum får lov til at deltage med lidt “ah aah” kor, og Beta lever og ånder for alvor som rum. Den efterfølgende “Løbe Gennem Regn”, som BURDE have været et af de numre der overlevede på MP3eren, viser sine kvaliteter som næstsidste nummer i sættet. Dens ultra-fængende, og syng-med-venlige, omkvæd smitter af på forsamlingen og undertegnede. Et rigtigt “kast armene i vejret” nummer, der, ja, giver en herlig følelse af at løbe igennem regn – hvorhen? Det er lige meget, nogle gange trænger man bare til det.

“By I Flammer”, der altid har sendt mine tanker i retning af Henrik Hall, dunker afsted som sæt-lukker. Uden helt at kunne præcisere hvorfor, så er det ikke en af mine favoritter, så havde nok foretrukket at der var byttet rundt på de to sidstnævnte. De dundrende vibrationer i sangen var dog ganske effektive live, så hvorfor hænge sig i rækkefølgen.

Rum 37 forlod scenen, men med lidt hurtig hovedregning (ellers ikke min stærke side), så manglede der da lige et enkelt nummer fra Mellem Rum. “De Stærke” er første nummer på albummet, og fik her lov til at lukke koncerten som eneste ekstranummer. Man forstår valget, den virker som en “mission statement” fra Rum 37, med sit budskab om at holde sammen og kæmpe for det der betyder noget for én. Så på den måde opsummerer den fint hvad meget af bandets musik omhandler, men den faldt bare lidt til jorden for mig her. Måske bare endnu en af de ellers fede sange, som jeg har hørt så ofte, at dens virkning har fortaget sig en smule?

Rum 37 var helt bestemt en dejlig oplevelse live, men jeg savnede den fuldstændigt omsluttende magiske følelse som Mellem Rum gav mig på plade. Der står 4 stjerner udfor deres navn, det kunne nok sagtens have været 5, hvis jeg ikke var præget af store forventninger til oplevelsen. Det kan orkesteret naturligvis ikke gøre for, det er jo faktisk en kompliment til albummet. Det kan måske virke lidt urimeligt, at det trækker lidt ned, at de ikke helt kan matche den stemning Mellem Rum satte mig i sidste efterår, når de står og sveder numrene ud live.

Lad os kalde det 4 STORE stjerner (hvis man kan bruge det til noget), for en koncert der glimtvis ramte mig, men aldrig fuldstændig rev mig ud af virkeligheden på grund af for høje forventninger, og en lidt uretfærdig sammenligning med en magisk periode i efteråret, hvor jeg levede og åndede mellem rum.

Anmeldt af Kodi

Foto: Nanna Posselt

Rum 37 fortæller lidt mere om pladen og musikken i vores Q&A med bandet

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here