GFR Fokus: Koncertanbefalinger i Aarhus, uge 22

0
1803
views

Vi har igen studeret programmet hos byens spillesteder for at finde ud af hvor du kan svinge med garnet, stampe med fødderne og stikke armene i vejret, mens du lytter til rock. I denne uge kan du opleve nogle vægtige internationale navne, ligesom der også bliver budt på godbidder fra Danmark.

Torsdag:

Den amerikanske guitar-slacker Kurt Vile besøger Aarhus og Voxhall torsdag, sammen med  The Violators. Kurt Vile har de seneste år udgivet et par særdeles anmelderroste albums og også besøgt Danmark flere gange. Nu lægger han så vejen forbi igen, med det nye album Wakin On a Pretty Daze i baggagen og med Vince Nudo fra Priestess som ny mand bag trommerne. Som opvarming kan du høre Will Samson.

Voxhall, Vester Allé 15

Døre kl. 20, koncertstart kl. 21

180 kr.

Fredag:

Helhorse er blandt de stærkeste danske eksponenter for den sludgede metal, noget de viste ganske eftertrykkeligt på debuten For Wolves and Vultures fra 2011. Bandet blander elementer fra punk, stoner, hardcore og rock’n’roll + inspiration fra Steen Steensen-Blicher til en slagkraftig enhed, og de er snart klar med deres andet album, og har netop været på en mindre Europa-tour, så man kan forvente et brag af en metal-aften på Radar. Horsensianske Oktan varmer op, og det gør de med “kick ass hard rock’n’roll uden kompromis”. Bandet har tidligere Mnemic-sanger Michael Bøgballe i front og har et album på vej. Radar sætter i øvrigt denne aften deres 360 graders scene i anvendelse og har DJ Bager bag pulten.

Radar, Skovgaardsgade 3

Døre kl. 20, koncertstart kl. 21

60 kr.

Lørdag:

De amerikanske punk-veteraner Bad Religion besøger også Aarhus i weekenden – nærmere bestemt Train. Siden 1979 har bandet sendt en række gnistrende albums på gaden, og live kan bandet også stadig, hvilket de viste på foran et noget begrænset publikum ved Orange Scene i 2011. Nyeste album hedder True North og fik pæne ord med på vejen. Denne aften står aarhusianske Broadway Killers for opvarmningen.

Train, Toldbodgade 6

Døre kl. 20.30, koncertstart kl. 21.30

25o kr + gebyr

På Backstage er der samme aften Death On Stage #3 hvor du kan opleve 3 fremadstormende metal-bands. Captain Roselyn spiller frådende aggressivt og energisk med inspiration fra blandt andre Refused og The Psyke Project. Leviathans Ocean spiller atmosfærisk metal, mens Our Sin er i den tunge og groovy ende af metalspektret.

Backstage, Mejlgade 53

Døre kl. 20, koncertstart 20.30

50 kr.

Radar er der mere rolige toner, når albumaktuelle Lars & The Hands of Light kommer på besøg og de suppleres af ligeledes albumaktuelle Suns of Satan, hvis debutalbum vi anmelder på fredag. Lars & The Hands of Light brød igennem med debuten The Looking Glass, hvorfra især ‘Hey My Love, Hey Love’ fik masser af airplay. Bandet er aktuelle med deres andet album, Baby, We Could Die Tomorrow, hvorfra singlen ‘End of Summer’ allerede har trukket en del opmærksomhed – du kan se videoen her. Suns of Satan består af komponist, sanger og percussionist Kristine Bjørg Marcussen og multiinstrumentalist Jeppe Søndergaard Knudsen. Parrets musikalske kompositioner er bygget op omkring modsætninger og små idiosynkratiske melodier pakket ind i en kakofoni af lyd.

Radar, Skovgaardsgade 3

Døre kl. 20, koncertstart kl. 21

80 kr (da koncerten er månedens udfordring er prisen kun 10 kr hvis man har Lydkort)

Endelig er der lørdag gadefest i Vestergade, og blandt de mange ting, der sker her, er der en koncert med Captain Casanova, som jeg fik et godt indtryk af da de varmede op for Bias til deres releasefest på HeadQuarters. Tjek dem ud lørdag kl. 20 på gadescenen i Vestergade.

Vestergade

Kl. 20

Gratis

Søndag:

Endelig kan du søndag afslutte en travl musikuge med den amerikanske original, Bonnie Prince Billy, der har slået sig sammen med Dawn McCarthy om at indspille en række sange af de amerikanske Everly Brothers. Bonnie Prince Billy har gennem årene udgivet mange roste albums, både solo og i samarbejder med andre kunstnere og i denne ombæring altså sammen med Dawn McCarthy fra Faun Fables. Er du til alternativ folk og country, så er Voxhall the place to be denne søndag aften og der er givetvis en excentrisk og særegen oplevelse i vente. Norske Susanna varmer op.

Voxhall, Vester Allé 15

Døre kl. 19, koncertstart kl. 20

260 kr.

En glimrende koncertuge i Aarhus, hvor der er flere koncerter, du ikke bør snyde dig selv for – så op på Helhesten, eller hvilken rockhest der nu tiltaler dig, og ud over stepperne!

Skrevet af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here