Home Seneste Januar 2016 - Nyheder Anbefalede koncerter i København, uge 1+2

Anbefalede koncerter i København, uge 1+2

2580
0

Alright, back in the pit! Så er det tid til årets første omgang kig på koncerter i København, denne gang dækker den også lidt ind i næste uge (der ellers ikke har meget at tilbyde, så den hopper vi over og er tilbage i uge 3).

Vi lægger ud på Amager, hvor Beta præsenterer en rutineret “debutant”. Bag pseudonymet/kunsternavnet ABO finder vi guitarist Anders Bo, der det seneste årti har ernæret sig som musikalsk lejesvend for navne som Medina, L.O.C., Suspekt, Rasmus Seebach, Burhan G, Stella Blackrose og Black City.

Nu er han klar med et album i eget navn, indspillet i Medley Studios sammen med Søren Andersen og en række gæste vokalister. Albummet indeholder 10 numre indspillet på 10 dage, samtlige sange er skrevet i samarbejde mellem Anders Bo og den respektive “gæst” på nummeret og Anders Bo har spillet samtlige instrumenter selv.

Til koncerten bakkes han op af Anders Borre (Black City, Celina Ree, Mike Tramp, Oliver Weers) på bas og Jack Andy (St. Prostitute) på trommer, plus alle de 5 medvirkende sangere fra albummet.

Beta // d. 8/1 // Kl. 22.00 // 100 kr. (forsalg) 125 kr. (døren)

Samme aften, på Nørrebro, finder vi en anden releasekoncert, når Cold Night For Alligators indtager Rust sammen med nogle interessante supportbands. Cold Night For Alligators er aktuelle med albummet Course Of Events, der udkommer d. 11/1 (og som vi anmelder hurtigst muligt derefter), hvor bandet kaster sig ud i at krydse progressiv dødsmetal med brutal, teknisk hardcore og mere ambiente toner.

Supporten leveres af 2 nye navne, bestående af mere rutinerede kræfter, nemlig de tonstunge black/hardcore fyre Cabal, der består af folk der har huseret i Scarred By beauty, Embracing Sickness og New Discolour, samt hardcore fra DTHRNR.

Rust // d. 8/11 // Kl. 20.30 // 40 kr.




Fredagens sidste tilbud finder vi på High Voltage, der står i de stærke rock-kvinders tegn – og så er det kraftedeme gratis!

Gabriellas kender jeg ikke andet til end, at det er lykkedes dem at få en single i rotation på P3, som jeg har fanget hist og her når jeg har lyttet til transmissioner fra boldspil. Stilen er fængende pop-punk med et twist af noget der kunne minde lidt om The Bangles møder The Ronettes, spillet med en snert riot grrrl attitude.

Riot grrrl attitude finder du i spandevis hos Taras, en trio vi tidligere har luftet et par numre fra som Dagens Track. De har tidligere haft store support jobs for DAD, og generelt været gode til at få råbt op i undergrunden, så deres navn har det med at poppe op rundt omkring. Trioens stil læner sig udover riot grrrl attituden op af navne som Joan Jett, eller måske hendes tidligere band, The Runaways.

High Voltage // d. 8/11 // Kl. 21.00 // Gratis

Vi dribler videre til lørdag og lægger ud i det tunge hjørne og noget der flader lige i vores smag – det er nemlig også “upcoming”. I Pumpehuset er vi nået til 3. udgave af Blastbeast gutternes The New Shit koncept, hvor en stor håndfuld mere eller mindre prøvede, tunge, danske bands får lov til at ryste fundamentet.

Du får sortnet hardcore fra den københavnske undergrund fra Woes, der blander deres kradse løjer op med en punket og melodisk kant. Der er pegan metal fra Cruelty’s Heart, der vist egentlig er englændere, men bosat i Danmark. Dem kender jeg ikke det store til, men et lyt på soundcloud afslører at det sgu’ lyder meget fedt!




Gaia er ovre i det mere langsomt udviklende og krybende, tunge, dunkle og olme doom-metalliske. Det er et af de bands der i længere tid har været på min “to do” liste, når de er dukket op i forskellige sammenhænge, men som jeg aldrig har fået dykket ordenligt ned i. Grusom har jeg tilgengæld haft fingre i og lagt ører til, hvor det blev til 4 stjerner for deres solide, tungt retro rockende debut sidste efterår:

“Grusom er enormt dygtige til at slå en stemning an, ramme et atmosfærisk tryk som holder én fanget og nogle gange ude på kanten af stolen, hvor man sidder og venter på klimaks og belønning”. Læs hele anmeldelsen HER

Aarhusianske Oxx har vi også været omkring et par gange her på siden, eller rettere, Jonas har anmeldt den eksperimenterende instrumental duo både live og på album, hvor han i har været godt tilfreds med avantgarde-impro-jazz-metal tonerne. Sidste navn er black-gazerne møl, som jeg slev har haft fat i af flere omgange. Først for deres debut-EP og senest opfølgeren, som endda sneg sig ind på min liste over favorit EP’er i 2015.

På II fremstår møl som et band der for alvor har fundet deres egen klang indenfor post-rock/black metal hybrid-genren, noget nedladende kaldet “hipster black”, men modsat forbillederne Deafheaven, der i mine ører godt kan lyde en kende fortænkte, så lever musikken meget mere for mig hos møl:

“Musikalsk er møl stadig beslægtede, uden tvivl, hvor især arbejdet med mørke og lyse flader i musikken, er et fællestræk. Men på II er det alligevel som om, at møl har en mere klart defineret egen lyd og følelse. Måske hænger det sammen med en anden forbedring, nemlig at numrene er blevet en anelse mere strømlinede – på en god måde. Sidste gang havde jeg lidt fornemmelsen af, at møl’s numre var 2-3 genrer, black-metallen og det mere post-rockede og shoegazede, eller skitser fra hver, lagt ovenpå hinanden. På II føles udtrykket noget mere organisk og numrene får dermed mere liv, og på en eller anden måde også tyngde”. Resten af anmeldelsen kan læses HER

Stærkt line up!

Pumpehuset // d. 9/1 // Kl. 19.00 // 70 kr.




Et andet navn der endte på en af vores favorit lister for 2015 er Jason Isbell, der toppede Jonas’ kig på internationale udgivelser med albummet Something More Than Free, hvor hans begrundelse lød:

“Årets mest slidstærke indslag på mit anlæg. Jason Isbell har efterhånden en lang karriere bag sig, men efter han lagde et galopperende misbrug på hylden, er der for alvor kommet en stærk klangbund i hans musik. Something More Than Free bejler måske nok til mainstream-publikummet i USA (med succes), men den gør det på en bund af glimrende og langtidsholdbar sangskrivning fra Isbell, som tager fat i halvfortabte mandeskæbner fra det rurale USA. Der er lidt Springsteen over det ind i mellem, og samtidig har Isbell et glimrende melodiøre. Det blev til 5 stjerner, da jeg anmeldte albummet fornylig.

Lørdag kigger han forbi Store Vega, hvor der meldes om “få billetter” – det er nok ved at være meget få.

Support: John Moreland

Store Vega // d. 9/11 // Kl. 20.00 // 175 kr. (forsalg) 195 kr. (døren)

Vi bliver hængende i Vega, denne gang den lille variant, indtil mandag, hvor der er tempofyldt og slagkraftig dødsmetal på programmet. Canadiske Kataklysm kigger nemlig forbi og gør din mandag usikker med en omgang “northern hyperblast” – KAPLOW!

Med sig har de Septicflesh og Aborted – og så trænger vi vist til at hvile ørerne lidt.

Lille Vega // d. 11/1 // Kl. 19.00 // 220 kr. (forsalg) 240 kr. (døren)




Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleCatch The Breeze – Reunite Your Forces – 7/1 – 2016
Next articleUxDxS: #ALTINGVILDERE (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.