Home Anmeldelser Marts 2023 Weal: Undivided (Album/anmeldelse)

Weal: Undivided (Album/anmeldelse)

441
0

Weal springer på Undivided ud som full blow post-rockband. Det er en udvikling, bandet har mestret til fulde og der leges med både stemninger og tidsfornemmelse. Undivided en plade, der både kræver og giver tid. 

Weal har udviklet sig igen.

Da jeg som den eneste hos GFR ikke kender bandet personligt, har det et langt stykke hen af vejen været min opgave at anmelde deres udgivelser. Og der er sket ting og sager. Jeg har haft stor glæde af at lytte til deres legende første EP, siden er der skruet ned for det legende og sidst udkom i 2021 den decideret fremragende Calm, hvor barytonvokalen blev krydret af forskellige effekter.

På Undivided er bandet trukket endnu mere i den post-rockede retning og det er en plade med masser af vandrette flader.

Væk er duetterne (suk). Væk er det legende (SUK!). Væk er trombonen (kolossalt SUK!!).

Men det der er tilbage er til gengæld helstøbt stærkt. Det er en plade, der gør sig godt til stille gåture i skoven, stillesiddende stunder mens regnen eller sneen falder. Altså en plade der på én gang tager og giver tid.

Ja, både titelnummeret og afslutteren, La Résistence, er lange numre, der langsomt, langsomt udvikler sig og ikke som tidligere byder på hurtige, legende skifter. Her er noget andet på spil; den gradvise udvikling, opbygningen af stemningen.

Barytonvokalen er også ret begrænset og få i øvrigt digitale effekter på. Den er næsten trukket så meget i baggrunden, at den figurerer som et instrument, snarere end en kommunikator af ord.

Og dog. Den stærke ballade, Höghland, fungerer rigtig godt med et pophook og en ellers rørende levering og melodiføring. Den tangent har Weal stadig at spille på.

Når man så vender pladen (det er måske lidt udfordrende på en spadseretur i skoven…), afløses den af et magisk nummer i Past to Present. Drevet af et orgel og langsomt opbyggende med synths, er det med sine repetitioner af akkordrundgange snyder det, da det føles noget længere end de knap fire minutter, det egentlig varer. Ofte er det et problem, når ting føles lange, men her er det dybt fascinerende og magisk hvordan fire numre kan føles… længere. Som et hint af evigheden.
Det nummer kunne snildt have været dobbelt så langt – men fordi det ikke er det, bliver det netop på denne måde magisk. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende – men det sender hints til både noget Deep Purplesk orgel og noget elektronisk – som soundtracket til spillet Dune…

Weal har udviklet sig igen. Bandprofilen på Facebook kalder nu bandet for post-rock og det passer ret fint. Der er måske lidt flere vokaler, end vi er vant til i den genre, men de vandrette linjer, det intense lydbillede og det generelle udtryk passer lige ind i genren.

Ja, der i Turpentine bruges stor trommelyd og hvad der normalt havde været et refræn brager godt igennem med lodrette strukturer, kan det næsten føles helt vederkvægeligt. Stærkt!

Hvor skal Weal så hen næste gang? Det må tiden vise – de må for min skyld meget genre blive i dette spor. For på Undivided fremstår bandet uhyre stilsikkert og kompetent!

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleThe Awesome Welles (supp. Sebastian Wolff), Radar 3. marts 2023
Next articleRepeatlisten 2023 #2

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.