We At Sea: We At Sea (EP) ★★★☆☆☆

0
849
views

We At Sea er et velspillende og vellydende folk-pop band fra København med en nydelig kvindevokal i front. I det hele taget er deres ellers sørgmodige sangunivers så nydeligt og velfriseret, at man får lyst til at hive i sig selv i håret når man lytter til det – bare for at føle et eller andet.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at We At Sea har fuldstændig styr på deres udtryk og musikalske virkemidler.  Men samtidig virker det her som seriøs og alvorstung musik fanget i sin egen lille boble, som man kun kan briste, eller prikke lidt til, hvis man tager lidt drastiske midler i brug.

Jeg ville sagtens kunne forstå hvis andre ville finde dette melankolske og traurige univers dragende og forførende, hvordan vi reagerer med følelsesapparatet og hvad der virker på én er vidt forskelligt. Men for helvede hvor jeg keder mig i løbet af denne EP’s 5 numre. Måske et citat fra deres facebook (og nummeret “We At Sea”) kan være med til demonstrere mine frustrationer:

Here on the pier we stand and wait for a boat to take us far from land.
Come along we’ll play a lonely song. There is room for another broken heart

Meh…..

Der sættes til søs på det dybe, mørke hav med netop den selvbetitlede “We At Sea”, der kun lige nøjagtig kommer ud af stedet på grund af en taktfast pulserende rytme, som skubber nummeret fremad. I centrum er dansk/færøske Rebekka Søndergaard Mortensen, der klangmæssigt er i den lidt distancerede og kølige sirene-sangerinde klingende afdeling, men i stedet for at lokke en tættere på med hendes, på samme tid, søvndyssende og højstemte vokal, så driver jeg i modsatte retning inden nummeret rinder ud.

Og jeg flyder kun længere og længere væk, mens We At Sea forgæves prøver at fange min interesse og hive mig ind i deres univers. På “You’re The One” kommer der lidt elektronisk puls ind i lydbilledet og et ganske stemningsfuldt omkvæd, mens små guitarflader lige er inde og markerer. Men det vender ikke strømmen, som bærer mig væk fra deres roligt vuggende båd.

Tiden går ganske enkelt i stå, og ikke på en måde hvor jeg forsvinder ind i en spændende og stimulerende drømmetilstand. Jeg står HELT stille, og eneste bevægelse er når jeg lettere febrilsk leder efter min puls. Det er en skam, for, som nævnt, We At Sea kan spille, skabe stemninger og der er som sådan ikke noget galt med bandets langsomt udviklende og på overfladen udramatiske univers.

“No matter how much I cry, the tears can’t make up for the sorrow” lyder det indledningsvis på den endnu mere afdæmpede “No Matter”, men af en eller anden grund bliver stemningen og tonen bare aldrig vedkommende, gribende og for den sags skyld knugende nok til at jeg kan mobilisere lidt følelsesmæssig engagement. “Disappear with me” lyder det fra Mortensen på “Woodland”, men stemmeføringen bliver for ensformig når den ikke rigtig påvirker mig, og selv over kun 5 numre virker We At Sea som en alt for stillestående og monoton oplevelse.

Der er egentlig masser af små variation i detaljen, den sagte afslutter “The Gold In Me” er eksempelvis ovre i noget minimalistisk, akustisk folk og i løbet af sangen noget diskret stryger, der bakker den ensomme vokal op. Det samlede indtryk er for mig bare helt overordnet, som at blive kvalt i en lidt for blød dyne. En skam, for et nummer som dette er egentlig isoleret set en ganske smuk sag, som jeg under andre omstændigheder kunne have sat mere pris på, men på dette tidspunkt er det bare et spørgsmål for mig om at komme igennem EP’en.

Jeg betvivler ikke, at der er lagt hjerteblod, oprigtige følelser og hårdt arbejde i det her, men i stedet for at røre mig og suge mig tæt på den både afdæmpede og detaljerige musik, så giver det mig lyst til at skrige. Er det så fair, at jeg anmelder EP’en når jeg har det sådan? Tja, ville det være mere fair, hvis jeg var faldet pladask for den udsvævende emotionelle rejse på de knuste hjerters båd?

We At Sea bliver en af den slags udgivelser, hvor jeg er meget præget af mit subjektive indtryk, for rent objektivt er det flot udført, godt håndværk og, for nogen, sikkert en rørende oplevelse. Men jeg kan ikke rigtig sætte mig ud over, at jeg selv er fuldstændig uberørt af de labre toner og nærmest padler i modsatte retning på grund af lyrikken.

Så, retfærdigt eller ej, personligt er det en non-oplevelse, som jeg dog vil anbefale at andre med hang til blød og inderlig poppet folk giver et lyt. Vi ender på en måske misvisende og halv-fesen neutral 3er.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg We At Sea på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.