Home Anmeldelser September 2023 Vansind: Mørket (Album/anmeldelse)

Vansind: Mørket (Album/anmeldelse)

441
1

Vikinge-metal much? Midt i mainstreamen af vikingemetal møder vi Vansind, der har gode, forståelige tekster – men som over seks-otte numre kommer til at savne variation, dynamikken til trods.

Det er vist fair at sige, danskerne og i øvrigt også turister i Danmark har en stor interesse i vikingetiden. Det kommer til udtryk på mange måder – netop i dag kører DR en historie om, at Thyra da vist var mindst lige så vigtig som Gorm, mens vi i en lidt anden ende af skalaen har Jim Lyngvild, der som bekendt konstruerede kunstneriske repræsentationer af vikinger på Nationalmuseet uden den store trang til at forholde sig alt for meget til empirien.

I musikken har der været stor fascination af den nordiske mytologi og vikinger. Jeg husker det fra den grundtvigianske friskole, jeg gik på som barn. Og fra Sorten Muld, der da de brød igennem, stod for mit livs måske bedste koncert i en kirke.

I metallen er der en hel sub-genre af vikingemetal – en subgenre, hvor Vansind passer ret fint ind. De dansksprogede tekster er sin grebet ud af Eddaen og fremføres til dels via en brølende mandevokal og en egal kvinde-ditto.

Det føles meget genkendeligt, om end fx bands som Gåte i deres vokal bruger langt mere overblæst kvindevokal, men lad os bare kalde det genretypisk. Selv den brølte vokal er relativt letforståeligt og teksterne står på den konto ret skarpt.
Underlægningen er nok mere hardrock end metal, men gør brug af sækkepiber og fløjter oven på en mere klassisk rock-underlægning.

Jeg er egentlig billigt til salg for en (selv syntetisk) sækkepibe, og selv om det næsten virker kliche-agtigt, så finder jeg Grib til Våben, der falder som første hele nummer efter introen, ganske festlig og noget, der er mere end værdigt til at drikke øl mjød til. Er det lidt poleret det hele? Absolut! Har det noget med vikinger at gøre, ud over teksterne? – nok ca så meget som Lyngvild.
Men det ændrer ikke på, at det er ret festligt.

Desværre brister runemagien allerede på nummeret efter, hvor pæne synth-strygere gør det der, hvor de flader lyden ud, tager kanterne og dermed gør hele nummeret lidt mindre interessant.

Det kompenseres der så lidt for på Før Dagen Gryr, hvor den udmærkede vokal fra Line Burglin kommer til sin ret. Skiftene mellem denne vokal og den brølende mandevokal fra J. Asgaard får dog lidt Aqua-præg, hvor manden skal være ’uh-så grum og grov’ overfor den pæne pige. Men Aqua er også ret festlige…
Nummeret når med sine næsten otte minutter vel op på noget, der kan kaldes episk længde.
Jeg bliver personligt lidt træt af den lidt uinspirerede underlægning af poleret gainet guitar, bas og trommer med tricker. Men det er, ret beset, også vokalen der står centralt her.

I den sidste ende bliver variationen til at overse, og teksterne redder desværre ikke projektet fra at være sådan lidt ’vi starter stille med nogle akustiske instrumenter og så gå vi over i en mere metal-inspireret feeling’. Ikke som sådan en dårlig opskrift, men lidt trættende over seks-otte numre.

Det kan meget vel være, der er en reel religiøs baggrund for sange som Blót, Rejsen Mod Nord og Frigg.
De er dog skåret så tilpas meget over den samme læst, at jeg kommer til at savne noget variation – selv om de alle indeholder det førnævnte skift i dynamik.

Jeg kan se at bandet har været lidt rundt med projektet og at der også er scener for vikinge-metallen derude.

Jeg håber, det er lidt mere varierende live, for som plade er det lidt for hurtigt ’regnet ud’ og lidt for lidt teknisk eller idérigt til at det holder opmærksomheden rigtigt fanget i hele spilletiden.

Som DRs nyhed, der mere end indikerer at der er et opgør med tidligere tiders meget mandsdominerede vikinge-opfattelse, så må jeg også sige at det er kvindevokalen, der her er den største oplevelse.

Jeg får også en oplevelse af, at vikingetiden til stadighed bliver konstrueret på en bestemt vis, hvor Vansind skriver sig lige midt ind i.
Det er nok lidt en Lyngvildsk konstruktion, men som nævnt kan det også være ganske festligt, hvis man tager det for hvad det er.

Det vil jeg så gøre med Mørket og måske finde pladen frem og isoleret set lytte til Blót, når vi når til cirka d. 21. december.

 

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleTodez: Hunting With Ghosts (EP/Anmeldelse)
Next articleTristesse of Enola: Med og Mod (EP/Anmeldelse)

1 COMMENT

  1. Så uenig! Det er en fantastisk plade hele vejen igennem og har det, der bliver kaldt for Beauty And Beast-koncept, hvor du så end får Aqua fra…?! Det var en af årets plader i 2023 for mig

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.