Home Artikler Uhørt 2020: Reportage del 1, lørdag d. 5/9

Uhørt 2020: Reportage del 1, lørdag d. 5/9

325
0

Vi nåede kun lørdag på Uhørt 2020, til gengæld er oplevelserne delt op i to dele. Her er første del, der inkluderer nogle overordnede tanker om en coronatilpasset festival, samt ord om koncerter med Swash, Magnus Temples, Alpas Ave og FVN.

(Anden del følger senere i dag, hvis tiden tillader det. Jaha, ungen er på vej hjem efter en uges ferie, så hun skal beses ved ankomst og korrekturen er taget til familiefødselsdag, så vi ser lige hvordan det hele går, ik?)

I denne første del vil jeg hurtigt kigge på Uhørt 2020 “Corona Boogaloo Special Edition” helt overordnet og så komme med anmeldelse/reportage af det første kuld navne jeg så, anden del dækker koncerter med Henret, Blitzkrig, Regarding Ambiguity, føl som og Himmelrum. Da jeg kun kunne være til stede lørdag og vores faste festivalfotograf var forhindret i at deltage, så bliver det en lidt nedskaleret omgang. Jeg kan jo kun dække hvad jeg så med egne øjne og gennem min mobil, ikke sandt?!

Det første, der mødte en, var synet af vagter iført visir, a la dem buschaufførerne er så heldige at have på, på arbejdet og måske også flere af dem end der plejer at være på pladsen? Jeg ankom med en gennemblødt bagdel, idet jeg løb ind i et lokalt byge-baghold, da jeg cyklede gennem Valby på vej fra herlige Herlev. Uden regntøj på, eller skærme på cyklen, cause that’s how I roll. Det våde bagparti kom til at forfølge mig i et par timer blandt andet ved, at det afsatte et flot, stort fugtigt aftryk på alle de stole jeg benyttede under koncerterne… elegant som altid.

Ud over at pladsen var indrettet med pile på jorden, diverse hegn og afskærmninger, spritstandere og alt det man efterhånden har vænnet sig til, var den helt store forskel nemlig, at alle koncerter foregik siddende. En ting, der “bekymrede” mig lidt som udgangspunkt, da jeg normalt kun er tilhænger af siddende koncerter, hvis det har været meningen fra starten og passer til den gældende koncerts form og stemning – så KAN det give mening. Men til alle koncerter? Jeg vil sige, at man, ligesom de andre tiltag corona har medført, vænner sig til det. Under visse koncerter gav det endog rigtig god mening, at folk var bundet til stolen og ikke bare kunne drysse rundt. Ikke videre overraskende var det de mere stille og atmosfæriske af slagsen. Her havde det faktisk så god effekt på publikums “opførsel” og lytning, at jeg sad og overvejede om man ikke kunne indføre en lignende model ved lignende koncerter fremover, corona eller ej, hvor man i pauserne mellem to koncerter eksempelvis stillede en bunke klapstole op og pillede dem ned igen efterfølgende. Mere arbejde for de frivillige? Jo, men det ville muligvis skabe endnu bedre arbejdsbetingelser for visse af de optrædende.

Det var nemlig som om, at det siddende format helt automatisk lagde en dæmper på folks snak UNDER koncerterne, som var holdt til et absolut minimum til de koncerter jeg overværede. Befriende! Jeg bilder mig også ind, at det medførte mere fokus og dedikeret lytning fra publikum generelt, når man ikke lige blev distraheret af sidemanden eller den konstante strøm af folk der vader frem og tilbage. Ja, publikum fik vel også selv ligefrem mere ud af musikken? Til gengæld ryger følelsen af spontanitet og overraskelse i vid udstrækning, der sker ikke lige noget uventet. Kunstnerne på scenen kan ikke på samme måde engagere og inddrage publikum, reagere på noget pludseligt opstået, føde af energien ved et levende “menneskehav”. Nu er det måske ikke så udpræget på Uhørt normalt, at publikum går helt amok og slipper tøjlerne, men lænket til stole bliver det en lidt statisk oplevelse, hvor den synergieffekt der kan opstå mellem optrædende og publikum begrænses voldsomt.

Ingen andre genrer på Uhørt led måske mere under det end metalkoncerterne, og til dels de mest dansevenlige kunstnere. Mere om det senere, men her kunne man virkelig mærke hvor fysisk en genre metal også er, til gengæld kan det også være en humoristisk genre, så man kan da, så jeg, godt headbange og smide horn selvom man sidder ned – men helt det samme er det nu ikke…

Ellers vil jeg lige hurtigt påpege, at afviklingen og hele logistikken, som altid, forløb fuldstændig gnidningsfrit. Alt spiller, jo, der kan være lidt tekniske udsving og udfald, det sker alle steder, men koncerter starter til tiden, planen skrider ikke, det hele kører på skinner. Opstår der et problem, så løses det på stedet uden panik og rådvildhed. De frivillige rundt omkring på pladsen og i boder giver den en skalle, har let til smil og alt det der. Det kan virke som en selvfølge, men man skulle NOK opdage og påtale det, hvis tingene ikke kørte – du skal jo faktisk helst ikke lægge mærke til, at det kører, det skal det bare. Og det gør det på Uhørt. Så en stor ros til alle de frivillige, arrangørerne og folkene bag. Og et sidste shout out til de to konferencierer Signe SigneSigneSigne og mere Signe og Mirza. Get in, get the job done, get out og helst ikke virke som om du står og fumler eller spilder folks tid, så man sidder og tænker “hvorfor skulle han/hun nu på scenen igen?!”. De gjorde begge, på hver deres måde, en god figur som bindeled og “let’s keep this show moving” “værter” på scenen inden og efter koncerterne.

DOWN IN FRONT! Heldigvis blev pladsen godt fyldt op og fyldt med liv i løbet af dagen. Med god afstand mellem folk, naturligvis!

Og så nåede vi frem til den første del af dem, hvor jeg har valgt at inkludere 4 koncerter her og de resterende 5 i del 2.

Jeg er gået lidt frem og tilbage på, hvordan jeg skal anmelde koncerter til denne slags festivaler gennem årene, hvor bands kun har 30 minutter på scenen. Der er jo egentlig tale om “showcases” og ikke hele koncerter, nogle optrædende har måske heller ikke materiale til mere, nogen til mindre, nogle er helt uprøvede, andre har mere erfaring. Så at give stjerner for disse korte koncerter har altid været en udfordring for mig og er, i mit eget hoved, tit endt i at det blev en strøm af “4 stjerner, det var da fint!” anmeldelser. Jeg har prøvet reportageform, et år forsøgte jeg med et plus/minus system i stedet for de forkætrede stjerner… I år gør jeg det… uden stjerner. Men i lidt mere fritflydende form, det helt afgørende her er, at jeg ikke synes at de optrædende havde nok muligheder for, at afvikle deres koncerter på deres egne præmisser pga. det ens setup med siddende publikummer. Så kan man modsat sige, at spillepladen og reglerne var ens for alle, men sådan fungerer det ikke helt…

Én ting, der dog kommer til at være et gennemgående tema og et forsøg på en rød tråd gennem “anmeldelserne” er, at “the devil is in the detail”, som man siger på engelsk, “djævlen er i detaljerne” på dansk lyder bare lidt mere kluntet. For nogle af de optrædende er det småting og mindre justeringer, for andre noget helt grundlæggende, men det er i disse detaljer forskellen på, at nå videre med deres musik og karriere kan ligge og dem vil jeg være så fri, at komme med et, eller flere, bud på igennem det følgende. Det er bare mine observationer og min mening, det er ikke lov eller en eviggyldig sandhed. Der er hvad JEG ser som det, der måske kunne mangle for, at et navn har “hele pakken”.

Swash… de så noget større ud i virkeligheden end på dette mobilfoto!

Swash, Skatescenen kl. 15.20

“Er du til upoleret lo-fi alternativ rock, hvor ikke alt behøver lyde lige kønt for at det alligevel fungerer, så bør man give københavnske Swash et lyt”. Således indledte jeg min anmeldelse af Swash’ udgivelse Osiris Reaps tilbage i februar måned, da bandet dengang kun havde eksisteret i bandform i nogle måneder. Det er altså stadig et relativt uprøvet og nyt foretagende der her får lov til, at åbne Skatescenen denne lørdag eftermiddag.

Og det kunne på godt og ondt mærkes, for der blev jævnligt famlet lidt på scenen og især indledningsvist virkede bandet, især deres to guitarister/vokalister, måske en smule betuttede eller bare godt, gammeldags nervøse. Den slags kan der arbejdes med gennem noget så simpelt  som at spille flere koncerter. Hvilket så kan være noget af en udfordring her i disse coronatider. Her kommer Uhørt måske som lidt af en livline til mange af kunstnerne. Muligvis en lille, jovist, men i det mindste kom de da så ud af øveren i en halv times tid.

Netop øvelokalet var det jeg, og det skal ikke lyde alt for negativt, kom til at sidde at tænke på, som koncerten, lidt uelegant og anstrengt bumlede fremad. Det virkede lidt som at overvære en bandøver, beklager. Der var ikke meget gang i den på scenen, medlemmerne virker ret fastlåste på deres pladser eller i deres “roller”, som om alle er meget koncentrerede om ikke at lave fejl og glemme et eller andet. Måske er den halv-slackede, lidt introverte og “akavede teenager/ung mand” udstråling også en del af genren og charmen, men jeg sad alligevel og manglede noget tilstedeværelse på scenen. En eller anden autoritet, som kunne matche de momentvis kradse og ganske hårdtslående toner fra gruppen.

Jeg ved ikke om det også hører med til stilen, at vokalerne var meget svære at høre, især ham på højre side af scenen, set fra publikum, han var nærmest umulig at høre i det noget skramlede lydbillede, der også mistede bassen på et tidspunkt. Eller måske havde den aldrig været der? Svært at sige, det hele mudrede lidt sammen, hvilket bestemt kan have været teknikkens “skyld” og ikke noget man kan klandre bandet for. Men det gav et underligt break i koncertens afsluttende del, hvilket medførte at to maskerede mænd stormede scenen. Bare rolig, de var der ikke for at stjæle bandets hyre eller vilje til at leve, blot hjælpe! Problemet blev hurtigt fikset, men gav mig en lille, fræk tanke: bassisten er placeret i midten og virker i centrum, i hvert fald rent visuelt, han tog hele miseren med ophøjet ro og tilsyneladende coolness. Kan han mon snakke? Hvis ja, lad ham tale mellem numrene og være det naturlige midtpunkt, han står der allerede! Så kan resten koncentrere sig om at spille og synge.

30 minutter virkede i Swash’ tilfælde også som for lang tid på nuværende tidspunkt. Bandet har mange korte sange, så de nåede igennem en hel del materiale, men ikke alle numre er lige gode og det gav den korte koncert et underligt start/stop flow. Sættet var kort sagt noget ujævnt bygget op, det er noget der kan arbejdes med, hvis de ellers kan få lov til at komme ud at spille. De gode numre bandet har, som “Gravity Slider” og “Family Computer” ER virkelig gode og viser et band, der, når de rammer den, har et godt øre for en fængende melodi, begravet i skæv larm. Der er bare stadig for langt mellem snapsene på det punkt og kombineret med en performance, som kræver noget finpudsning, så blev det alt i alt en rodet omgang. Måske skal de også rydde lidt op i referencerammen og vælge en mere musikalsk målrettet sti at slingre ud af?

Jeg slingrede ud i eftermiddagssolen og satte kursen mod Gården, hvor arealet foran scenen var fyldt op med flotte bænke fra den lokale byfest! Eller, sådan så bænke i hvert fald ud til de byfester jeg kender fra mine unge dage…

I farten glemte jeg åbenbart, at tage et billede af Magnus Temples. Så her er i stedet lidt vægudsmykning, der fik mig til at spekulere over om jeg mon mangler et skab til min sæl?

Magnus Temples, Gårdscenen kl. 16.10

Ung virker også glade Magnus på scenen ude i gården omringet af gammel industri, som et sjovt lille, delvist grønt åndehul midt i storbyen. Temples virker også som om han har lyttet til en god portion James Blake under hans opvækst, så på mange måder tilhører han en helt anden generation end undertegnede. Jeg var allerede sidst i 20’erne da Blake brød igennem og hittede, måske endda ældre?! Hvor fucking gammel er jeg egentlig?? OK, i følge google var jeg allerede over 30, plus det løse, da Blake for alvor fik hul igennem med hans elektroniske, blålige, soul-poppede toner.

Grunden til, at jeg nævner det er, at jeg ikke rigtig har noget forhold til denne form for musik. Jeg er ikke vokset op med den, den sagde mig ikke noget da den kom frem og blev det nye sorte for en periode, og det er ikke noget jeg som sådan kan relatere til. Men det er der sandelig andre der kan! Jeg er ret sikker på, at hvis man er formet af det samme stof som Temples, hvor høj, soulet vokal kombineres med dybe, rungende og dansevenlige beats, tilsat en god sjat pop-melodi i dette tilfælde, så ville man være helt på! Det er måske ikke lige min smag eller foretrukne stil, men jeg kan sagtens forstå tiltrækningskraften i det, med sine sugende og besættende rytmer tilsat godt med emotionel vokal-sovs.

Temples gjorde også en virkelig god figur i den (lidt sparsomme og vindblæste) eftermiddagssol, virkede oprigtig glad for at stå en scene og fremstod også som en, der følte sig tilpas i rampelyset. Der blev kommunikeret til de fremmødte mellem numrene i tone og stil, som virkede oprigtig og dybfølt, helt i tråd med de følelser han også lader til at ville udtrykke i den lækkert producerede musik. Det kan nogle gange være lidt af en udfordring, at få den slags lækre produktioner og lyde overført til en live-setting og få dem til at have samme gennemslagskraft som på en indspilning. Men i forhold til de par studieindspilninger jeg har lyttet til fra Temples, så synes jeg faktisk det fungerede rigtig godt med hans 3-mands setup, hvor han selv løftede en stor del med hans særdeles flotte vokal.

Skal vi kigge på den der djævel i detaljen, så kunne det være noget i retning af, hvor markedet er for det her? Det er et stort hav Temples kaster sig ud i og der er mange om buddet, som viderefører arven fra lignende inspirationskilder og giver deres bud på denne form for rytme-tung popmusik. Så kunsten og tricket bliver, at skille sig ud, eller have nok pondus til at trænge igennem. Jeg synes Temples lader til, at han har grundelementerne på plads og også nogle at de nødvendige redskaber, så måske mangler han “bare” et lille puf, en hjælpende hånd i form af at hans musik kommer ud til et bredere publikum?

Inden koncerten på Volume Scenen med Alpas Ave gik i gang, kunne jeg ud af øjenkrogen nyde synet af dagens første politipatrulje på pladsen. Yes, der var, åbenbart, jævnligt besøg fra ordensmagten for at tjekke op på om coronaretningslinjerne nu også blev overholdt og at Uhørt blev afviklet under forsvarlige forhold. Ud over at jeg ikke kunne opspore et sted på pladsen, der solgte en ærlig kop kulsort kaffe, så vil jeg sige, at det meste forløb acceptabelt.

Alpas Ave, alvorlige, dramatiske, bombastiske, mørke… ah pis, det er for lyst…

Alpas Ave, Volumescenen kl. 17.00

Eftermiddagen gik på hæld, men et band som Alpas Ave kunne nok have nydt godt af at spille senere på dagen, eller bare i nogle mørkere rammer. At beskrive Alpas Ave med ord er lidt vanskeligt og en af de situationer, hvor mine fattige beskrivelser måske gør at det ikke helt kommer til sin ret,  og jeg ikke helt kan definere, hvad det her egentlig var?

Alpas Aves setup inkluderede blandt andet en akustisk guitar, en violin, trommer og en masse tunge beats, rytmer, svævende lydflader og andre effekter, som tilsammen skabte et lydbillede, der i et svagt øjeblik gav mig mindelser om opera scenen fra Det 5. Element, Luc Bessons 90’er sci-fi fremtidsfabel. Det var ikke lige så hysterisk og over the top som en blå alien, der synger space-opera, men der var alligevel et eller andet ved Alpas Aves brug af både moderne og helt klassiske virkemidler og instrumenter, og den tiltider meget dramatiske og “teatralske” vokal, som sendte mine tanker i den retning. I hvert fald stemningsmæssigt.

Jeg fik billeder af en gammel herregård i victorianske tider, hvor mørke skyer trak ind over det store, gotiske hus og skeletterne langsomt væltede ud af skabet for husets beboere, fra kælder til kvist, mens stormen rasede udenfor. Det var sgu lidt som om goth-folk stemningen mødte moderne rungende beats og lydflader hos Alpas Ave, der virkede som et band der havde fuldstændig styr på hvad de ville med deres lyd og hvad det var de sigtede efter. Så kunne man så sidde der og være med eller ej. Det gav det også lidt følelsen af, at overvære en forestilling eller en sceance, mere end en egentlig koncert.

Hos Alpas Ave var der plads til dramaet, de store følelser, det mørke og forbudte, til det bombastiske og højtragende, men også til stilheden og roen. Pauserne. Der hvor man kunne hive efter og trække vejret. Inden stormen så blussede op igen, især mod slut, hvor “Black Mirror” (en af kun to numre bandet har ude i skrivende stund) buldrede ud fra scenen i en voldsom udgave, mens solen, paradoksalt nok, kiggede ind gennem den åbne port og lyste bandet op mens et ildevarslende “let it die” blev gentaget på scenen. Lys og mørke, liv og død i skøn forening.

Et projekt som Alpas Ave er ikke for alle og kan falde helt til jorden i de forkerte omgivelser. Effekten af bandets alvorlige anstrengelser havde nok været større og endnu mere tryllebindende, hvis mørket var faldet på. Til gengæld var det siddende setup nok en gevinst for lige netop et navn og form for atmosfærisk musik som denne. I sidste ende var jeg måske ikke helt rørt af Alpas Ave, det var nok lige det, der manglede for, at oplevelsen ville svinge sig op på en topkarakter. Men lidt forført er da heller ikke at kimse af!

Så ved jeg ikke rigtig hvad jeg lavede, jo, jeg driblede nok bare over mod Gårdscenen og fandt mig en plads tæt på scenen, hvor der forhåbentlig også var lidt læ?! En stadig halvfugtig buks og bagdel kombineret med en lidt strid sidevind gjorde, at man fik et mindre kuldechok når man trådte ud i virkeligheden efter, at have overværet en koncert på en af de to indendørsscener.

#fvndontaskmeagainhoe (det er ikke mig der har fundet på det hashtag!)

FVN, Gårdscenen kl. 17.50

Nu skal man jo passe på, hvad man siger i disse #metoo tider, ikke mindst som en alt for hvid mand, men jeg vover pelsen, i hvert fald den yderste del af den. Jeg var ikke den eneste med fokus på og bagdels-bevidsthed denne eftermiddag på Uhørt og der var både til gården og til gaden på scenen, da FVN indtog den sammen med hendes DJ, DJ “Mmmrrrrrphmmm”. OK, jeg kunne ikke forstå hvad det hvad han hed, det gik for stærkt.

Godt, så fik vi sat rammen. FVN trampede ind på scenen, som om hun ejede den og havde tænkt sig at behandle den, og os, ligesom hun lystede. Det er meget amerikansk i sin stil, det er meget sexfikseret og fyldt med “stærke attituder”, og så er det sikkert kvindefrigørende og alt muligt andet godt, som vi kun kan få for lidt af. I hear ya, girlfriends! OK; den slap jeg knap så elegant fra (Nååh, tjooo…red.). Det lød bedre i mit hoved. Sådan da.

Jeg kunne kort sagt nok ikke være meget mere på udebane her på anden række, jeg turde ikke sætte mig på første, i fare for at blive voldtaget med øjnene af FVN, eller få en stor, sort læderstøvle lige i smasken – ingen af delene ville jeg kunne holde til.

FVN er generelt fyldt med attitude, selvtillid og tekster, der ikke er bange for at smide svesken på disken (no pun intended). Et nummer som  “Cadillac” indledes med, at der synges om, at det ikke er hendes skyld, at “din” mand sexter hende: “If I could, I would fuck myself, cause I’m sexy”, lyder det ublu mens nummeret bounce-lusker ud af starthullerne. Det er lummert, men kammer aldrig over i grøften for helt billige point, hvor det bare bliver porno-pop.

Faktisk synes jeg en del af det er ganske raffineret, rimene er gode, teksterne har et godt, stramt flow, ligesom leveringen og så er de i bund og grund… morsomme? Det kan godt være, at det ikke er tænkt som humoristisk, men så da med en god portion glimt i øjet bag alle attituderne, men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af og til – hvilket i denne sammenhæng er en god ting!

FVN har scenetække og et solidt, selvtillidsfyldt performance gen og en “her kommer jeg, bitches” udstråling, der hører sig til i en genre som denne. Men hun virker også tilpas selvironisk og “grounded” til, at det ikke stikker helt af og bliver grinagtigt. Mod slut røg lyden i mikrofonen, der gik lige lidt inden den manglende lyd blev opdaget og adresseret, men også den lille sten på vejen, dansede FVN elegant uden om – uden at lade sig hyle ud af den. Det viser også noget overskud og ro.

Men, hvis jeg skal sætte en finger på noget, ud over at hun åbenbart kun havde materiale til 25 minutter og det endda kun lige knap nok (hun fedede sættet op med to såkaldte free style raps, der virkede meget indøvede, men lad gå) så er det, at det hele var for afpillet. For at denne form for performance og musik skal fungere for mig og kunne bære en længere koncert, så skal showet fedes markant op. FVN og DJ kunne lige og lige skubbe den over målstregen og bære 25 minutter selv, men gentagelserne og ensformigheden havde allerede sneget sig ind.

Jeg siger ikke, at hun skulle blæse hele hyren af på dette show og jeg har fuld forståelse for, at man ikke kan tage det helt store skrud og udstyrsstykke med til en 30 minutters showcase. Men det her var et show, der lignede noget der var ankommet i en stor håndtaske. En lækker og flashy en, javel, men FVN har faktisk allerede nogle habile bangers og numre (“Work” og “Like Boom” er begge glimrende!), hvis de nu leveres omgivet af nogle livemusikere, dansere, korsangere og gæste-rappere og alt det bling bling du kan proppe op på scenen. Så har vi en pakke! En vinderpakke? Mjaaaah, FVN henvender sig til et marked, der i øjeblikket virker overfyldt, så det handler nok lige så meget om held, som hvem der har den største og mest indbydende… pakke. Men der er potentiale her.

Og efter den røv-rystende oplevelse, hvor jeg lærte et godt trick eller to til at tørre mine bukser (shake it!), gik kursen igen mod Volumenscenen, hvor man kunne få varmet stængerne og blæst garnet på plads til tonerne af Henret. Mere om dem og koncerter fra Blitzkrig, Regarding Ambiguity, føl som og Himmelrum i del 2, der følger senere i dag, eller måske i morgen, hvis tiden skrider for mig (deadline om 4 timer, svede svede. Vent, det er om 3 timer!!!).

Ord og mobilfotos: Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.