Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 44

Udvalgte koncerter i København, uge 44

2464
0

Så blev det, det der november, der. Dejligt! Lad os få fyret op for musikken.

Vi har spredte glæder i denne uge, så vi lægger ud med to arrangementer onsdag aften, hvor vi lægger ud med noget der lyder som en mindre onsdagsfest i Pumpehuset. Her kigger Skinny Lister forbi, de lyder som en flok englændere der godt kan lide en til hvert ben.

Sing a long folk møder mere fordukken punk-folk, loves der, plus rom. For gruppen har åbenbart en tradition med, at drikke rom på scenen og sende flasken ud blandt publikum. Det er jo ganske banebrydende, og aldrig hørt før i musikhistorien, men sikkert festligt!

Pumpehuset // d. 1/11 // Kl. 20.00 // 190 kr.

Vi dalrer videre til Stengade, hvor spillestedet af samme navn har nogle mere grumme løjer på plakaten. Du får noget så eksotisk som black metal fra Litauen fra Au-Dessus og mørk, industrial post-rock fra amerikanske Au Revoir. Men det er det danske, atmosfæriske hardcore band TRWLR, som virker bekendte i mine ører.

Dem sendte jeg 5 stjerner efter for albummet Vastare Mare tilbage i januar måned, og anede et slægtskab med et band som Hexis:

“Ligesom hos førnævnte Hexis er de dog ikke ren, sanseløs smadder, der er en underliggende, snurrende og fængende melodi i det TRWLR foretager sig, der suger en ind i det ellers væmmelige lydbillede. Et nummer som titelnummeret, “Vastare Mare”, demonsterer en anden ting som TRWLR gør rigtig godt, arbejdet med tempo og stemningsskift. Der er kort sagt dynamik, af den sprængfarlige slags, at finde her”.

Stengade // d. 1/11 // Kl. 20.00 // 80 kr.

Bliver du hængende i området indtil torsdag, så kan du igen få valuta for sparepengene på Stengade, som denne gang har to danske, kvindefrontede rockprojkter linet op.

5 stjerner blev det til fra Thomas, da han anmeldte Roxy Jules og Roxy Jules III for knap et år siden:

“Albummet er som sagt gennemsyret af en dyster og mørk tåge, der pletvis bliver opløst af sublime guitar-riffs og -flader. Det er uhyre stilsikkert, det er medrivende og vigtigst af alt, så er det originalt. Stil og lyd sender til tider mine tanker afsted mod The Raveonettes, da man kan finde nogle af de samme elementer og tendenser i musikken, som duoen benytter, dog er der flere elektroniske tiltag hos Roxy Jules end hos The Raveonettes. Og sammenligningen er da også hovedsageligt baseret på atmosfæren der bliver skabt, ja, og så lige guitaren der har noget meget Sune Wagner’sk over sig”.

Samme karakter var jeg ude med til Darling Don’t Dance og deres “comeback” EP i begyndelsen af april måned:

“I bund og grund er Pediophobia, trods det gennemgående tema om moderskab og de kriser og tabuer der kan opstå i den forbindelse, en ret ukompliceret og ligetil størrelse. I hvert fald rent musikalsk, hvor der serveres en dejlig skurrende portion grunge med støjende ekkoer af Sonic Youth og det melodiske øre fra start 90’ernes amerikanske alt-rock scene.

Tilsat forsanger Julie Vestergaard Nissen’s markante vokal, der nok er i den lidt monotone (tilstræbt) og “tørre”, råt-rockende ende af spektret, uden at det bliver decideret ensformig at lytte til eller den føles komplet utilnærmelig. Dermed matcher den lyrikkens temaer og den generelle stemning albummet igennem på glimrende vis”.

Stengade // d. 2/11 // Kl. 20.00 // 60 kr.

J-dag! Jøsses, allerede, igen?! Good riddance.. nå, men fredag d. 3/11 hedder dagen også, og her er der J-dagsrock på Lygten Station med 2 danske bands. Du kan bælle sukker-øl til et af de mest vedholdende rockbands herhjemme, Supercharger, der bare keeps on rocking, og nogle potentielle arvtagere i form af Junkyard Drive.

De udgave tidligere i år den poetisk betitlede Sin & Tonic, som jeg sendte 4 stjerner efter. Indledningsvis lød det:

“Junkyard Drive spiller rock af den skole, der udspringer fra bands som Aerosmith, Guns ‘N Roses og en mindre hær af amerikanske 80’er navne. Referencerne og inspirationskilderne er tydelige, men hvad bandet mangler af originalitet, kompenserer de for med energi og spilleglæde”.

SKÅÅÅÅÅL!

Lygten Station // d. 3//11 / Kl. 20.00 // 90/110 kr.

Vi bevæger os videre til lørdag og tilbage i Pumpehuset, hvor eventuelle juletømmermænd kan dulmes med danske rockveteran toner fra The Sandmen til deres endnu ikke udsolgte ekstrakoncert.

De udsendte senest nyt i 2014, hvor det dansksprogede album Den Bedste Dag, delte kritiker-vandene lidt, men til foråret skulle der være nye toner klar.

Bandet har dog en lang række klassikere som “House In The Country”, “Innervisions”, “Get Up Get Out”, “Long Leg Sally”, “Snowman” med flere på samvittigheden, så mon ikke der er lidt for enhver smag og vi kommer godt rundt i bagkataloget? Live er bandets ry uplettet, og de skulle efter sigende stadig være et af landets ypperste livebands.

Pumpehuset // d. 4/11 // Kl. 20.00 // 210 kr.

Videre til Amager, hvor Beta præsenterer anmelderrost dansk metal af den mere komplicerede og tekniske slags. The Interbeing var lang tid om at følge op på debutten fra 2011, men i år landede konceptpladen Among The Amrophous, lidt af en mundfuld til 5 stjerner:

“Det skyldes måske også, at The Interbeing ikke er en genre-fascistisk eksistens, men kompetent tager brudstykker af mange metalliske subgenrer og svejser det sammen til et manøvredygtigt og slidstærkt musikalsk rumskib. For der er nemlig også noget futuristisk over The Interbeings klang og univers, der kunne lyde som et tungt soundtrack til en scifi film, med en tone af noget urovækkende og ildevarslende. Meshuggah og David Lynch bliver nævnt i pressematerialet, og hvis man forestiller sig en sammensmeltning og tilføjer nogle omgivelser fra en nyere rumfilm, så er det ikke helt skudt ved siden af”.

Opvarmningen leveres af ligeledes roste The Vision Ablaze, som vi også har omtalt og anmeldt af flere omgange.

Beta // d. 4/11 // Kl. 21.00 // 95/125 kr.

Lørdag aften er der også fut i Forbrændingen i Albertslund, hvor der er 3, ret forskellige, metalbands på plakaten. Der opererer alle indenfor en dødsmetallisk zone, men ellers er der umiddelbart ikke så mange ligheder.

Abscission, som jeg anmeldte i begyndelsen af året, var jeg ikke helt solgt på over en hel plade, men den indeholdt bestemt lyspunkter:

“To Build Upon Broken Bones”, lidt over halvvejs på pladen, er et af de steder, hvor jeg synes det lykkes for gruppen, at få både det uptempo aggressive og de mere storladne, melodiske passager til at smelte sammen. Det giver plads til, at man kan lade sig indfange endnu mere af den ondsindede og af og til desperate vokal”.

Jeg var lidt mere med på løjerne, da jeg for nylig anmeldte nyeste plade fra Deadflesh. Men Roskilde bandet har også haft over 20 år og næsten en håndfuld plader til, at forfine udtrykket, så det var måske ikke så underligt, at der var overblik og effektivitet på deres slagmark:

“Deadflesh fra Roskilde spiller dødsmetal. Old school dødsmetal, hvor der, med de fordele og ulemper det indebærer, ikke afviges mange millimeter fra formlen. Den er til gengæld også ret driftsikker”.

Det var et mørkt og et klassisk bud på den grumme genre, men fra Aarhus får vi også et mere moderne og energisk indspark. Livløs har jeg både anmeldt en glimrende EP fra og oplevet live på Uhørt Festival forrige sommer, hvor de var ved at splitte festivalens mindste scene ad. Bandet har Simon Olsen i front som utrættelig indpisker, og har man oplevet BAEST, hvor han også er bag mikrofen, live, så ved man, at han ikke har brug for meget tid og plads til at piske en stemning op.

Igen et spændende lineup under Allans Hegn banneret!

Forbrændingen // d. 4/11 // Kl. 20.00 7/ 69/99 kr.

https://www.youtube.com/watch?v=IctNw3CwSGw

Vi lukker og slukker med en lille søndagslækkerbisken i Lille Vega. hvor Kevin Morby giver en i skrivende stund endnu ikke udsolgt ekstrakoncert – men der er meldt få biletter tilbage.

Jonas fangede den fremadstormende sanger og sangskriver på Roskilde Festival i år (og sidste år oplevede Troels-Henrik ham på Radar i Aarhus), hvor han spillede på Pavilion onsdag aften. Eller, så og så, faktisk startede han med, at gå til den forkerte scene i en ordentlig rødvinsbrandert inden han tågede i den rigtige retning…

Vi giver ordet til Troels-Henrik i stedet for!

“Kevin Morby spiller med overskud og en tilbagelænet coolness, der vidner om rutine  og selvsikkerhed. Snakken er for øvrigt stilnet af – hvilket kun er fair, da vi med Morby er i en mere tradition singer/songwriter-tradition, hvor udtrykket kan ødelægges af at man ikke får tekster/udtryk med”.

Lille Vega // d. 5/11 // Kl. 20.00 // 230 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Theis Mortensen, Roxy Jules

Previous articleStranger the Horse: Play It On The Tannoys ★★★★☆☆
Next articleKlimaforandringer: Slægt ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.