Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Change My Game ★★★★☆☆

0
693
views

For halvandet år siden var jeg ude med topkarakter til Thorbjørn Risager & The Black Tornados live-album, Songs From the Road, ligesom Change My Game udkommet på tyske RUF Records. Change My Game rummer ikke helt bandets live-energi og groove, men det er en dygtigt og professionelt udført opvisning i soul- og blues-rock.  

Skal vi starte med en anke, så er Change My Game en smule glat og perfekt slebet til. På Songs For the Road var det mere råt og levende, og selv om man kan sige det er en naturlig forskel på live- og studieoptagelser, så klæder det lidt mere rå udtryk Risager & The Black Tornados musik – blandt andet fordi spilleglæden og bandets sammenspil og dygtighed kom meget tydeligt frem.

Man kan nu også sagtens høre, at Risager og band er dygtige på Change My Game – tag blot åbneren, ‘I Used to Love You’, som åbnes af Risagers stemme, og en ganske smooth basrytme, som resten af instrumenterne spiller op imod. Her er vi ovre i en mere soulet variant af bluesen, men der er nu også mere tryk på kedlerne på for eksempel ‘Dreamland’, der nok lyder som noget man har hørt i blues-land før, men det gør den nu ikke mindre velfungerende – især ikke når blæserne sådan går ind og sætter medrivende trumf på. Her sætter tangenterne også sit præg, og man hører i det hele taget på albummet, at det er en bandøvelse, og ikke enkelte medlemmer, der skal profileres på bekostning af andre.

I centrum står Risager selvfølgelig, med en vokal, der faktisk fint formår at operere med saft og kraft, både på blues-baskerne som den tempofyldte ‘Hold My Lover Tight’, men også på det ind i mellem nærmest funky titelnummer, som sikkert nok kan blive en festlig live-favorit, der kan rystes rumpe til, og den mere sumpede og rustikke blues som indleder ‘Holler N’ Moan’, inden der kommer sving i hele orkesteret.

Det bliver næsten for pænt og poleret og en smule ballet, på den der “mega-fedt-coverband-til-personalefesten”-måden, på numre som ‘Hard Time’ og ‘Maybe It’s Alright’, som trods blandt andet godt korarbejde, ender med at være blandt de kedeligere sange på albummet. Så er jeg mere til den dunkelt bluesede ‘Long Gone’, hvor bassen igen er markant, selv om spilletiden trækkes lidt langt. Men uanset om man kan synes, numrene godt kunne være kortere, går der ikke mange øjeblikke uden, der er nogle instrumentale detaljer man kan nyde – en guitarsolo, et blæserstykke, korarbejdet, eller det kompetente trommespil. Det er i høj grad et album, til folk, som godt kan lide at instrumenterne får plads.

Jeg kan sgu egentlig rigtig godt lide det når Risager og co. bliver mere roots-rockede, som på numre som den tidligere nævnte ‘Holler N’ Moan’, og ‘Train’, som lyder som hevet ud af en aften på en beværtning et sumpet sted i sydstaterne, i hvert fald indtil der for alvor kommer strøm på til sidst. Måske jeg egentlig godt kunne nøjes med mindre en gang i mellem, for det er som om de instrumentale muskler helst skal luftes på alle numre.

I hvert fald ud over den nærmest Mark Lanegan’ske ‘Lay My Burden Down’, og ja, Lanegan er en musikalsk kamæleon, men her tænker jeg på en del af hans seneste solomateriale, hvor han dels har udforsket en crooner-blues og mere dæmpede versioner af amerikanske klassikere. Her er det en dunkel rytme og tangenter, som blæserne væves ind i, og Risagers vokal, der er på en form for sørgemarch – det er selvfølgelig også en opvisning i sin egen ret, men tilbageholdenheden klæder faktisk Risager og band.

Det viser, at der gemmer sig andet og mere i dem, end et band, der kan deres musikalske referencer til fingerspidserne og fyre den über-kompetent af musikalsk med saftig blues/soul-rock.

Ikke at der er noget i vejen med at kunne det, for det er stadig Thorbjørn Risager & The Black Tornados største force, at de kan hive numre som den afsluttende ‘City of Love’ ud af ærmet, tilsyneladende efter behag. Her er der swagger-rytme, orgel i en hovedrolle, og guitarsoli efter behag. Risager og co. er et fuldblods blues-rock-band, som både kan servere hjerte-smerte og rytmer, der går i hofterne.

Change My Game giver ekstra ammunition til live-arsenalet, men jeg tænker fortsat at koncerterne er Thorbjørn Risager & The Black Tornados allermest rette element. Der mangler måske stadig lige det sidste løft i kompositionerne til at jeg er helt solgt her, men der er nu rigeligt af instrumental saft og kraft og energisk overskud til at høste fire store stjerner.

Blues-elskere kan roligt begynde at se sig om efter et spillested i nærheden, hvor Risager og band kommer på besøg de kommende måneder, hvor de bevæger sig rundt i Danmark, Sverige og Tyskland.

Du kan finde tour-datoer og mere på deres facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.