The Van + Electric Elephants, Radar d. 20/4 – 2018

0
1226
views

Fredag aften blev Radar til dels omformet til en garage og en (potentiel) dansebule fra 70erne. Vores udsendte nåede to ud af tre bands og var imponeret af begge!

Af familietekniske årsager nåede jeg først frem til Radar 21:45, hvor Electric Elephants netop var på vej på scenen. Tidligere anmeldelser har indikeret at bandet trak på flere genrer – heriblandt shoegaze. Denne aften på Radar var det dog garage-rocken i sin reneste form, der stod forrest – og med fuld smæk på!

Electric Elephants ★★★★★☆

Og Electric Elephants har helt fat i, hvad garagerocken kan: Levere en ren, upoleret energi uden så megen omtanke for, hvad morgendagen bringer. Gains på bassen? Ja, tak! Syngende-som-om-der-ikke-var-nogen-imorgen-trommeslager? Også det! Dygtigt strengespil fra Gibsoniklædte guitarister såvel som fuzzed Rickenbacker-bassist? Ja, vi har en opskrift!

Det er kontrolleret kaos, vi er vidne til fra scenen og var det ikke for de ret teknisk svære rag’ede numre, ville man tro at det var lavet af en flok 90er-kidt i Seattle. Masser af gain på bassen, en levende trommeslager og så to guitarister, der ofte i to-toners akkorder spiller riffs – eller små melodistykker? – tight. Men på den der, beskidte måde.

Læg dertil at frontvokalen – leveret af trommeslageren bagest fra scenen – bakkes fint op af b-vokaler fra guitaristerne, og vi har en grunge cum garage fest. Det er ukompliceret musik, som er godt at drikke bajer til, godt at køre knallert til (forhåbentlig i omvendt rækkefølge; vi er dog et respektabelt webzine!).

Da min band-underviser i starten af århundredet beordrede os til at spille ’uden trusser’ fordi vi spillede for kontrolleret og sikkert, havde Electric Elephants utvivlsomt været hans ideal. For det flyder. Det groover. Det er beskidt, men kontrolleret og der kartes rundt på scenen på en vis, så jeg mener vi bliver vidne til i hvert fald to sammenstød imellem bassist og en guitarist.

Og nej. Falset-vokalen i visse stykker rammer ikke i skabet. Og nej. Der er ikke som sådan noget nyt under solen. Og endelig; Grungen levede af gode, nærmest poppede melodier, som Electric Elephants måske ikke helt har i repertoiret.

Men energien! Flere gange får bassisten maskinskade, som han løser energisk ved at rette en mikrofon her, rode med et kabel der. Sikkert ubeskriveligt irriterende for en musiker – for os blot et vidne om at det her ikke er musik, hvor det sidste komma behøves at sættes før start. For ting skal også have lov at udvikle sig.

At ét af numrene har et synth-islæt, hvor én af guitaristerne griber tangenter i start og slut af nummeret, er bestemt ikke ukærkomment. Ja, det er et lidt sært nummer, rent rytmisk. Men også befriende at se, at vi her har med mere end en one-trick-pony at gøre…
I den sidste ende er både maskinskader og overvejelser om synth lidt ligegyldigt. For vi står overfor et kompetent grunge/garageband, som alene med sin energi kan få os til at sige; i morgen er det lørdag – hvorfor kommer I ikke igen?

Radar er måske ikke helt med på min begejstring, da blot en håndfuld står foran scenen og lever med. Men ude ved kanterne er det tydeligt, at man ikke kan lade være med at boogie lidt med i skyggerne – og hey! Det har da også sin ret!

På 30 minutter får Electric Elephants bevist at (garage)rocken ikke er død og at ren energi stadig er at finde derude. Efter en solbeskindet dag i Århus viser Electric Elephants at det er værd at søge ind i mørket, når solen jo alligevel er væk…

The Van ★★★★★☆

22:45 går hvad der vel er aftenens headliner på: Iklædt spraglet skjorte og Gibson hollowbody leder Westmark an og tro imod gruppens plade indledes der med ‘Tank Chase (Intro)’ – som allerede her sætter barren for lyd, professionalisme og at The Van var kommet her for at spille The Van – og i mindre grad The Blue Van.

Westmark får igennem koncerten omtalt projektet som et midtlivskrise-projekt, og hvor andre bands holder fast i faste former, så viser The Van ikke tegn på træthed, overflødigt flæsk eller i virkeligheden mangel på energi. Meget professionelt leveres der et set, der med et enkelt svinkeærinde måske kunne kritiseres for at være ’som at sætte pladen på’.
Men som jeg nok havde forventet, så fungerer denne form for ukompliceret rock bare helt fantastisk live og selv om der gøres tydelig brug af ikke mindst vokal-effekter, så leveres der særdeles overbevisende.

For The Van er et band, der bare kan spille – og få alt til at lyde godt. I min anmeldelse af albummet påpegede jeg at det er dansabel musik, og live bliver netop dette aspekt understreget. Men vi er jo danskere, og selv om gulvet er fyldt foran scenen nu, så bliver det meget individuelt og aldrig rigtigt løssluppent, det der foregår på gulvet. Nevermind. Det skal intet tage fra bandet, der leverer professionelt og energisk.

De første par numre fra pladen leveres dermed uden de store udsving men med glæde og energi, og vi er ’på’ og glade for at tage lidt kalorier ud af projektet, da vi fire numre inde i settet får ‘Learn How To Lose’ her fint spillet på orgel i stedet for klaver på pladen. Den cool, tilbagelænede stil fanges perfekt og tangent-betvinger og trommeslager lægger fremragende b-vokal. Og ja; orgelet/klaveret/rhodes’en fylder i lydbilledet, men giver også den der The Doors-retrostemning, som bare løfter.

Og ja, det er jo bare et Nord Electro something-something installeret i en Hammond-ramme, men vi er ligeglade – for der spilles godt, overbevisende og det er om noget The Vans party piece at have netop et stærkt tangent-talent.
Vi rykkes på den måde rundt gennem den seje ‘Why You Gotta…’ – introduceret som ’jysk reggae’ og trækkende på No Diggity-agtigt kor, samt ‘The Good Lif(e)’, som leder til lidt pjat-dans foran scenen. Og det er i bund og grund lidt ærgerligt. For fra scenen bliver der gjort seriøse indsatser for at få folk med – det er ikke bare et band, der hygger sig på scenen, som Westmark ellers prøver at få fremstillet projektet som.

Igen bliver det tid til en ballade og ‘Little Losers’ fungerer også ganske glimrende med et orgel (eller emuleret klaver) live. Der er swung over sagerne og det cool, tilbagelænede feel fungerer forventeligt godt live. Nummeret leveres for øvrigt med en vurdering af håndlavet musik og en muligvis lidt usmagelig kommentar om at én eller anden større DJ åbenbart er død og at rocken lever videre.

Det bliver dog hurtigt (endnu mere) akavet af at en publikummer inden næste nummer, ‘Vanilla Sky’, mener et det er på sin plads at påpege at det ikke – som bandet siger – bare er Iggy Pops fødselsdag, men også Hitlers… Men den slags slår ikke varevognen ud af kurs og der spilles med overbevisning selv om der kort forinden var én, der trak Hitler-kortet. Det kan vi nok alle sammen lære noget af…

Med sin drevne 6/8’s-feel får The Van fint understreget at der spilles med overskud og professionalisme – og vi får endda et lidt sært ‘cover’ af The BLUE Vans ‘Silly Boy’, inden der lidt forventeligt afsluttes med ‘Tank Chase…(Outro)’ hvor der i øvrigt gås til makronerne, tangentspilleren skøjter rundt på scenen med sin Nord-i-et-hammondkabinet setup og ender med at sætte tangenterne på fronten af scenen – inviterende til at publikum kan joine, mens han selv tager guitaren og fyrer en solo af.

Egentlig meget passende for en ret kontrolleret aften at der kommer lidt kaos/jam ind over til sidst. Man må helt enkelt imponeres over hvor dygtige The Van er live og hvilken spilleglæde, de møder verden med.

Ærgerligt er det (måske) at deres særdeles dansable album ikke medfører netop det; dans. Men ingen på Radar kan efter denne professionelle oplevelse gå hjem og sige, at de ikke har fået meget for pegene!

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.