Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Bullhounds: To Rock & To Serve ★☆☆☆☆☆

The Bullhounds: To Rock & To Serve ★☆☆☆☆☆

1839
0

I Bullhounds pressemateriale præsenteres bandet som “en uforfalsket, svingende og beskidt anretning southern rock’n’roll, med masser af forrygende guitarpassager og rå karismatisk vokal med punkattitude og overdrive”. Og da behøver du ikke have læst mange pressetekster inden for at alarmklokkerne ringer.

For det er, naturligvis, ordsminke af den absolut gennemskuelige slags, hvis vage floskler dækker over en omgang gumpetung og halv-fesen røvballerock med en vokal i front der i sine bedste øjeblikke blot er uskøn, og svinger over til det decideret umusikalske. Det lidt aparte musikalske samarbejde der ligger til grund for The Bullhounds, er det mest interessante ved dette album (og gruppens første, anmeldt HER af Jonas). Selve bandet er 3 rester fra legendariske The Georgia Satellites, mens vokalen leveres af danske Erling Daell, der blandt andet ejer Daell’s Bolighus, Jem & Fix og Harald Nyborg.

Og hvis det lyder som en rockfan med penge i overskud, som kan bruges på at leve drengedrømmen ud, så er det lige hvad det er. Derfor vil jeg heller ikke betvivle (det mindste), at hjertet er på rette sted og at Daell brænder for det her. Men musikalsk er det ærlig talt lidt hovedrystende, at det her bliver udsendt, mens andre og langt bedre danske bands ikke kan få udgivet deres musik på et større selskab – hvis overhovedet noget.

Nuvel, nu hvor jeg sikkert har skabt mig et par nye venner, så lad os komme i gang med selve musikken. Stilen, er som citeret indledningsvis sydstatsrock, i bred forstand. Nok mest i kraft af, at musikerne har rødder i den svingende sydstatsrock, for de fleste af albummets 14 (!?!) numre har ærlig talt svært ved at leve op til definitionen af noget der “svinger” – selv hvis man er gavmild. OK, du kan ikke helt tage rytmesansen ud af de her gamle musikere, lige meget hvor stift og gigtplaget numrene end fremstår, men de kæmper virkelig en hård kamp for at få sangene til at udvise nogen form for puls. Og når de endelig gør, så virker det mest som rutineret venstrehåndsarbejde udført med autopiloten slået til.

Det er nu heller ikke nemt når materialet er så livløst, sangskrivningen er uinteressant, klichéfyldt, forudsigelig, uden overskud af nogen art, kedelig, paint by numbers og så videre! Sydstatsrock er noget jeg forbinder med en organisk følelse og musik der ånder og lever, det her lyder mere som en svagelig klon koblet til en respirator.

It ain’t easy being cool
Every thursday in drunk-driving school
I didn’t do nothing wrong
I was just driving along

Sådan lyder de første kiksede linjer i åbneren “It Ain’t Easy Being Cool”, og så er stilen og niveauet ligesom lagt. Rent musikalsk er det ikke helt så skidt, at man ruller med øjnene, bandet har gang i en nogenlunde sejt vuggende sydtatsmotor rock, der gasser op. Men… vi kommer bare aldrig ud af stedet og de 3 ½ minut ender med at føles som det dobbelte. Sådan er det, desværre, hele vejen igennem albummets 14 numre, der i varierende grad har for meget bly i røven til at få det til at rocke og rulle.

Semi-balladen “Peace of mind” prøver at kickstarte batterierne på den strømflade pick up truck ved, at skubbe den ud på den åbne highway. Men highway-rock tiltaget letter ikke rigtigt musikalsk, det er en temmelig generisk omgang, hvor Daell i førersædet leverer en af pladens værste vokalpræstationer. Der forsøges med noget halv-lidende/kvalt sang, men det er overhovedet ikke en stil eller et toneleje, hvor hans begrænsede register og stemmepragt gør noget godt for nogen. Han lyder faktisk som om han har spist noget krydret mad og har brug for en rasteplads.

På de efterfølgende “Call Me A Victim” og “Eff That” (hvem fanden har fundet på de titler?) lyder det stadig som om der er maveproblemer, eller også forsøger Daell at tillægge sig en eller anden sej, “smøg i mundvigen” rebel “accent”? Jeg er med på, at hele meningen er, at man forsøger at ramme en sydstatsstemning og dermed give det hele en snert af autencitet, men det har den modsatte effekt, når udførelsen og resultatet er som her. Musikalsk er der heller ikke meget fremdrift i Georgia Satelliterne, der nok har en ganske autentisk instrumental klang, men for pokker hvor det eksekveres bovlamt.

Okay… der er 14 numre på det her album! Synes lige jeg ville gentage det, for det er en kamp uden lige at slæbe sig igennem materialet, der er blottet på noget man med god samvittighed kunne kalde højdepunkter. Medmindre man kan kalde det er højdepunkt, når Daell skruer op for volumen og forsøger at BRØLE/vrænge sig igennem “I Don’t Mind” med en nærmest respektindgydende mangel på elegance og selvkontrol, eller skønsangen og Status Que tøffe-rocken på “Inside My Head”?

Du kan også udfordre dig selv og forsøge at holde masken de første 30 sekunder af “Kickin’ The Can”, hvor der igen Status Quo steppe-rockes på stedet og Daell bræger løs, på et nummer der vist sigter efter at ramme en “fri og ubekymret” tone, hvor vejen ligger åben… til dåsesparkeri eller noget. 14 numre. Men, “the easy way is running, out on everyone, when the bottle is all empty”, som det så filosofisk lyder på “The Easy Way”….. jeg kunne godt bruge en drink nu. Og et bad.

Albummets næstsidste nummer, “No Control”, handler tilsyneladende om at lytte til rock and roll, det vil jeg foreslå at The Bullhounds holder sig til fremover, hvis det her er niveauet. 14 numre er alt, ALT for meget, hvis nogen skulle være i tvivl. Faktisk er der ikke et eneste mindeværdigt nummer blandt de 14, der føles som en ulidelig musikalsk maraton at slæbe sig igennem – uden at der venter en belønning, eller følelse af tilfredshed når målstregen krydses.

Projektet og hensigten er bestemt sympatisk, men det her burde ikke være andet end et hyggeprojekt for Daell og co., hvor man kunne forære resultatet væk til venner og bekendte, hvis det endelig skulle indspilles. Og man kan, trods en ihærdig indsats på sangskriver-siden, ikke helt tage de musikalske knogler ud af backing bandet – hvilket også er med til at redde en enkelt stjerne. Men nogen større kunstnerisk værdi eller musikalsk kvalitet finder man altså ikke på To Rock & To Serve.

Beklager, men nogen er nødt til at sige det.

Af Ken Damgaard Thomsen

Albummet udkommer d. 8/1,  besøg The Bullhounds på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.