The Blue Van: Letters ★★★☆☆☆

0
956
views

The Blue Van leverer på Letters 10 velspillede rock og rul numre af den velkendte slags, med et par overraskelser på instrumenteringen hist og her. Overordnet savnes der noget dynamik og det los i bagdelen, som bandet ellers er garant for live.

Da jeg for et par år siden for første gang så en The Blue Van-koncert, var jeg ikke tvivl; de var de klare bannerførere for den engelsk-sprogede danske retro-rockbølge, der spiller rock som Stones kunne have gjort det. På Letters får vi desværre anskuelsesundervisning i, at det ikke altid er lige nemt at få den megen live-energi proppet ned på et studiealbum.

Af positivt kan siges at der er en række ganske udmærkede skæringer på pladen, ‘The Beat Goes’ er en fin melodisk pop-rocksang, ‘More’ indikerer, at bandet kan lave sange, der vil få ethvert tag til at lette live – og ‘Running with the Moon’ har nogle morsomme indslag som rørklokker, mens ‘Weight & Hail’ har både klokkespil – og en jazz flute (!).

Men det er en underlig ‘flad’ fornemmelse at høre pladen. Det vil være meget nemt at skyde skylden på formen. Det er en form for opsamling på ti uafhængigt udgivne singles, som så er puttet på vinyl (jeg har så underligt nok fået en CD med ni numre, men heldigvis findes der da Spotify til at supplere op). Og måske havde det været en idé at tænke mere i en rød tråd. Men jeg er ikke sikker på, at det havde gjort den store forskel.

Jeg savner simpelthen noget vildskab, og det eneste nummer, der for alvor giver dette indtryk er ‘I wanna know’. Og det er egentlig fordi bandet der spiller til den kliché, titlen indikerer; det er bare rock derudaf, og guitaren får lov at få lidt saft og kraft. Jeg ved godt, at rock sjældent er en genre, hvor teksterne bringer én i det store refleksions-mode. Men når de øvrige rock-klichéer som vildskab og kant er trængt så langt tilbage, så er det lidt svært at følge med på de tekstmæssige klichéer.

Jeg kan egentlig godt forstå udgangspunktet; når man spiller musik som The Blue Van gør, så kan man godt føle trangen til at lege lidt med formerne og instrumenteringen. Og jo. Jeg smilede da også, da der dukkede en fløjte op. Og ja, jeg kan godt se, at albummet er presset så idéen om at udfordre det og udgive på en anden måde er tiltalende. Jeg tror desværre bare at The Blue Van i deres iver efter at lave noget anderledes har glemt at komme ud over kanten, arbejde med dynamikken – og for øvrigt give den et los i r**en af og til.

Det er i grunden ærgerligt. For der spilles godt, Steffen Westmark synger som altid fint og det hele virker ganske kontrolleret. Men for en single-opsamling må jeg igen sige, at der nok kun var et eller to numre, der ville klare sig på min radiostation, hvis jeg havde en. En skam – især når jeg kender til bandets evner live. Men her handler det altså om at anmelde nærværende udgivelse, og der må jeg konstatere, at i hvert fald på plade, er der mindst ét andet band, der har overhalet The Blue Van indenom som retrorockernes konge.

Hvor meget det end smerter mig, så må jeg ende på tre stjerner for en fint spillet plade, som på én eller anden måde hele tiden mangler mindst ti procent.

Jeg tror simpelt hen ikke på den vildskab, genren er defineret af, på Letters.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg The Blue Van på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.