Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Tako Lako: Pulse Riddle *** (3/6)

Tako Lako: Pulse Riddle *** (3/6)

13569
0

Gypsiebeat raverne Tako Lako er tilbage med deres andet album, et 10 numre langt et af slagsen, der ender med at være en lidt jævn omgang, som ikke rigtig får fat i hverken krop eller hjerte.

Jeg kommer vidt omkring her på siden, fra det koldeste black metal helt over til disse dansable balkan rytmer, og cirka alt ind imellem. Når jeg sidder med en genre som jeg enten ikke rigtig er inde i, eller ikke rigtig bryder mig om, så orienterer jeg mig næsten altid ud fra en række ord og begreber som: kan jeg føle musikken, rører den et eller andet i mig, kan jeg mærke kunstneren og så videre,  og så arbejder jeg mig ind i musikken derfra.

Problemet med Tako Lako’s Pulse Riddle er, at jeg ikke rigtig synes jeg kommer nogen vegne. Det er velspillet og har nogle spredte medrivende momenter, men af en plade at være, der burde være spækket med uimodståelige rytmer og melodier som går lige i bentøjet, så er den overraskende anonym. Numrene har det med, selv efter gentagende lyt, at flyde sammen og fade i baggrunden, så det bliver et dunkende baggrundstæppe, der kan få lov til at passe sig selv.

Det er naturligvis ærgerligt, for det lyder som om de danske gypsie kings går til opgaven med masser af energi – de får i mine ører bare ikke rigtig omsat anstrengelserne til nogle mindeværdige eller markante numre. Musikken gør ellers hvad den kan for, at tilkæmpe sig opmærksomhed med hårdtpumpede rytmer og hektisk tempo. Det er nemt, især for “en som mig”, at give balkan inspireret musik prædikater som “østblok melodi grand prix musik”. Balkan “bølgen” var og er naturligvis mere end det, selv om det er fristende at pege fingre, det indrømmer jeg gerne.

Det Tako Lako i hvert fald skal roses for, er at de virkelig forsøger at bruge balkan inspirationen til noget nyt og personligt. De er ikke “bare” et energisk og sveddryppende party band, der står og trutter og spjætter, men forsøger at twiste, kombinere, mutere og forme “genren” til noget med et personligt præg. Balken-følelsen og tonen er stort set hele tiden tilstede i numrene, men ikke nødvendigvis som hoveddrivkraften i det enkelte nummer.

Der lægges eller ud med en ordenlig sigøjner sving-om i “Remedy”, der åbner Pulse Riddle med snurrende rytme og pågående tempo. Ligesom mange af de andre numre på albummet, så er det som om de elementer i musikken, som skal gribe fast i selv de mest skeptiske på kanten af dansegulvet, ikke helt er skarpe eller stærke nok. Jeg er ganske enkelt i stand til at gøre modstand imod Tako Lako’s invitation. Det er på sin vis rart nok, da et af mine problemer med dele af balkan musikken er, at den føles for insisterende og anmassende. Men nu, hvor jeg kun står i yderkanten af festen og vipper lidt med, med den ene fod, så bliver musikken underligt statisk og stillestående i mine ører, når den netop ikke tvinger mig til at danse.

Det kan lyde lidt paradoksalt, hvis det er for catchy så er det forkert, og når det ikke er det, ja, så er den også gal. Hvad kan jeg sige, I’m a complex guy? Problemet er, at når jeg står stille, eller ikke bliver revet helt med, af numre som “Brainless” og “Survive”, der ellers på overfladen lokker med bevægelsesvenlige toner og rytmer, så kradser jeg lidt i overfladen for at se om der gemmer sig noget nedenunder. Men på Pulse Riddle er det enten som om, at jeg ikke rigtig kan se hvad den fine lakering dækker over, eller også er den smurt så godt på, at jeg ikke kan trænge igennem. Jeg siger ikke, at musikken er hul og overfladisk, jeg er faktisk overbevist om, at Tako Lako har mere på hjertet end “DANS for SATAN”, men de får ikke kommunikeret det ud til lige netop MIG som lytter. Og så står jeg bare der og skraber på en flot overflade uden at komme nogen steder, og mister hurtigt interessen.

Pulse Riddle bliver lidt mere interessant for mig, når festen træder lidt i baggrunden og der leges med sangskrivningen. På “Thunder In The Dead Zone” bliver det mere svævende og atmosfærisk, jeg begynder at lytte efter hvad der rent faktisk bliver sunget. Nummeret er ikke så direkte og pågående i sin melodi som de tidligere nævnte numre, hvilket faktisk har den virkning, at den luftige atmosfære begynder at sætte sig i ens egne krop, så man svæver med. Desværre bliver omkvædet lige en kende for grand prix agtigt til mig – sådan, så fik jeg alligevel fyret klicheen af. Også “Right Hand Leads” har noget mere tilbageholdende og atmosfærisk over sig, som giver lidt pusterum midt på pladen, men desværre bliver det ikke helt dragende og virkningsfuldt nok til at være andet end netop et pusterum. Jeg er stadig ikke helt med.

På albummets næstsidste nummer, den næsten 9 minutter lange “The Fury”, sker der dog med ét noget virkelig interessant! Det er alt for sent til at hive Pulse Riddle ud af sin semi-bedøvede tilstand, men et pejlemærke for noget bandet burde eksperimentere meget mere med. Et nummer der af mangel på en mere dækkende beskrivelse lyder, som en blanding af elementer og stemninger fra post-punk, industrial, lidt krautrock og lignende mere dystre genrer. Det er afventende og ulmende, “the world outside is getting dark”, lyder første linje, mens musikken og vokalen for første gang får bygget en stemning op, der sådan rigtig suger mig ind. Der er stadig balkan elementer at spore, eksempelvis en virkningsfuld violin, men her er det som om, at blandingsforholdet er helt tilpas doseret. Det er det eneste sted på Pulse Riddle, hvor jeg rigtig føler, at Tako Lako har fat i noget, som fungerer på alle planer.

Dermed ikke sagt, at albummet som helhed er dårligt, det er når alt kommer til alt, bare en af den slags udgivelser, som ikke får fat i mig som lytter. Flere eksperimenter a la “The Fury”, så ville det dog være en helt anden snak!

Er du til balkan musik, så er Pulse Riddle dog værd at tjekke ud, måske vil den være en kærkommen afveksling fra normen indenfor genren – hvis jeg skal sætte det helt firkantet op. Det er bare en skam, at afveksling i dette tilfælde ikke er lig med noget der virkelig rammer plet. Vi lander på en middelkarakter med pil op ad for i det mindste, at prøve på at lege med byggeklodserne.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Tako Lako på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.