Sune “Køter” Kølster: The Rock History ★★★★★☆

0
2130
views

Sune “Køter” Kølster forsøger på The Rock History, at presse den hårdere musiks udvikling og historie fra 50’erne frem til i dag ned på en dobbelt-LP. Det er både voldsomt ambitiøst, lidt vanvittigt og må have været lidt af et logistisk og planlægningsmæssigt mareridt. Men på imponerende vis kollapser udgivelsen ikke under sin egen vægt.

The Rock History og dens 24 numre (inklusiv en række kortere “intermezzos”) ER en ordenlig mundfuld, og et eller andet sted er det vel også lidt for meget og lidt for mange forskelligartede indtryk at tage ind. Læg dertil en voldsom lang liste af gæstemusikere og bidragsydere (14 i alt, hvoraf de fleste bidrager på flere numre), hvor trådene er samlet af producerlegenden Flemming Rasmussen, og man sidder med en udgivelse hvor man tænker at alene planlægningsperioden og logistikken bag må have givet gråt hår og kostet en nærmest uoverskuelig mængde timer.

De enkelte numre kan godt drukne en smule i den overvældende helhed, men et eller andet sted handler det her jo også om netop helheden. At zoome ud til fugleperspektiv og gennem udvalgte nedslag forsøge at præsentere en art musikalsk tidslinje, fra rockens uskyldige begyndelse i 50’ernes dansesale, over de psykedeliske trips, videre til punken og helt frem til metallen og slutteligt den mere ekstreme, sorte af slagsen.

På den led er The Rock History overraskende vellykket, underholdende og efter omstændighederne et tilfredsstillende og rimeligt fyldestgørende blik ud over rockens udvikling og historie. Naturligvis er vi ikke i nærheden af at få alt med, ikke engang hovedgenrene indenfor rocken og metallen, og slet ikke subgenrer – der er selvsagt blevet valgt og vraget. Her kunne det måske godt komme til at fremstå overfladisk, fragmenteret eller rodet. Og jo, det er jo ikke et album der i klang og tone umiddelbart fremstår som et sammenhængende værk, det ligger ligesom i præmissen. MEN, så alligevel. Kølster’s halv-lyse vokal, der trods en egentlig lidt begrænset spændvidde og lidt ensformig klang, viser sig alligevel at være tilpas afvekslende indenfor stilarterne, er et gennemgående element der binder det hele sammen.

Det der ved første lyt kan lyde lidt som en række varierede stiløvelser, tenderende til pastiche, vokser ved gentagende lyt og kommer til at fungere helt efter hensigten. Lyt for lyt synes jeg pladen og dens udsyn folder sig tydeligere ud og netop kommer til at fungere som et godt view ud over rockens historie.

Man føler naiviteten i den relativt simple og prototypiske 50’er rockende første numre som “Rock ‘n Roll” (ft. Povl Kristian og Benjamin Koppel) og den Jerry Lee Lewis’ske “Læderjakker” (ft. Povl Kristian), Ungdomsoprøret og eksperimenter med det ene og det andet tager stille og roligt over i rammende betitlede og fængende “Psykedelia” (ft. Anders Koppel og Molly Kvist Koppel), inden det bliver tiltagende tåget og svampet på numre som “Meltdown” (ft. Joachim Svensmark og Anders Koppel) og “Utopia” (ft. Joachim Svensmark).

Vi kommer over det mere Queen/Meta Loaf inspirerede på de glimrende “Lænker” og “Love Sucks”, med tidligere Baal-guitarist/medstifter David Kampmann på råfed 70’er-rockende guitar. Inden uskylden for alvor begynder at blive tævet ud af rocken med punkens indtog. Det er nok på de 3 punk-snotnæsede numre med Peter Peter på guitar, “Skinddød”, “Anarki” og “Som Besat”, at Sune “Køter” Kølster for alvor føler sig, og lyder helt, på hjemmebane. Han har selv rødder i ungdomshuspunken (“Slået Ned” er endnu et effektivt eksempel på det), og det skinner også lidt igennem.

Mens vi arbejder os nærmere metallen på den harske og kantede “Entropia” (ft. Mads Heldtberg) virker det pludselig som lang tid siden at man fik en omgang jitterbug til de første numre. Stille og roligt forsvinder rocken og albummet ned i et mørkere og mørkere hul på de afsluttende sange, heriblandt “Doomed” med King Diamond guitarist Andy la Rocque, inden vi får det stemningsfulde instrumentalnummer “Rock ‘N Roll Requiem” (ft. Molly Kvist Koppel) at falde til ro på.

Jeg har måske lidt svært ved at fremhæve enkelte numre som værende de bedste, endsige decideret fremragende, til gengæld er der heller ikke nogen der falder igennem – så der er ikke direkte nogen der løber med opmærksomheden i hverken den ene eller anden retning. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at det også er en del af, og understreger en samlet pointe. At det er de brede strøg, panoramaformatet og den lidt slørede helhed der sigtes efter, fremfor enkelte højdepunkter. Man kunne næsten anskue The Rock History som ét langt medley, varieret, bestemt, men det er meningen du skal høre hele pladen som en samlet helhed og ikke plukke ud. På den måde er det også et meget gammeldags projekt, der er håbløst uegnet til streaming og iTunes zapper-generatioen.

Det er på mange måder en lidt konservativ og altmodisch historieundervisning, uden fancy hjælpemidler – og det tiltaler mig egentlig en del. Men det kræver også en del af lytteren, så man ikke tjekker mentalt ud undervejes og misser guldkorn, eller særligt vellykkede passager.

Det gør nok at det ikke er en udgivelse for alle, alene spilletiden vil nok skræmme nogen væk. Lyrisk (og på sin vis også musikalsk) kunne nogle af numrene måske også være lidt mere opfindsomme, der spilles på det sikre og det velkendte, men det ligger på den anden side helt i tråd med projektets mission – det er ikke meningen at nytænke rockhistorien, men at spille på det velkendte i genrene og dermed også klichéerne. Et endnu mere ambitiøst projekt kunne have være på samme tid at hylde OG udfordre de valgte genre og deres musikalske og lyriske konventioner, men det havde også været et andet og mere uoverskueligt projekt at kaste sig ud i. Og så kan det sgu’ godt være at både bagmanden og pladen var bukket under for vægten.

The Rock History er samlet set lidt af en bedrift (det inkluderer det flotte cover og gennemførte visuelle udtryk – det er en LP man gerne har stående i samlingen), alene ambitionsniveauet og arbejdet bagved er respektindgydende og beundringsværdigt. Nogen vil muligvis savne nogle flere mindeværdige “hits” på det lange album, men det havde i min optik undermineret både pointen og helhedsfølelsen – og det er i sidste ende det, albummet virkelig vinder på.

Samtidig er albummet ved at skumme over af noget der virker som oprigtig spilleglæde, engagement og rendyrket og uforfalsket kærlighed til alt der rocker – den form for kunstnerisk nødvendighed kan man ikke fake. Og det er også den glød der er med til at løfte den lidt overvægtige udgivelse op på 5 stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Rock History på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.