Home Seneste Maj 2018 - Nyheder Spot på Spot 2018: Roots & Hybrid Festival

Spot på Spot 2018: Roots & Hybrid Festival

2700
0

Spot Festival er over Aarhus igen d.10.-12. maj, og vanen tro bydes der på et overflødighedshorn af koncerter. En del af koncerterne er arrangeret i underprogrammer – vi kaster et blik på Roots & Hybrid, som er en hel festival i sig selv. 

Spot Festival byder på bunker af interessante navne, og i stigende grad er der også andre aktører end Spot selv der booker underprogrammer, der så finder sted under den store Spot paraply. Blandt de mindre arrangører, der kuraterer eget program, finder man blandt andre kendte størrelser som Tape og Oppenheimer. Et andet af underprogrammerne er Roots & Hybrid festival, som arrangeres af Foreningen Det Turkise Telt, og faktisk er sin helt egen størrelse.

Rødder og hybrider

Festivalens kommunikationsansvarlige, Thomas Beyer, fortæller: ”Roots & Hybrid udspringer af vores erfaringer med Det Turkise Telt under Aarhus Festuge. Vi vil gerne udfordre betegnelsen ”world”-musik og hvor langt vores forståelse af populærmusik spænder. SPOTs showcase-format er interessant at arbejde med, fordi det lader os præsentere folke- og roots-musikken på lige fod med pop, rock, elektronisk og hip hop. Vi vil vise al den kvalitet og kunstnerisk værdi, der ligger gemt her. Vores opfordring til publikum er, ikke kun at være nysgerrig på nye navne, men at være nysgerrig på helt ny musik.”

Det er andet år Roots & Hybrid Festivalen finder sted under Spot Festival. Spot-armbånd giver adgang (hvis der er plads), men man kan også købe et separat armbånd til Roots & Hybrid festivalens 3 dage for 195 kr. i forsalg, ligesom man kan købe endags-billetter i døren.

Thomas fortæller videre: “Vi vil egentlig gerne formidle musikken uden at kalde den world, fordi det godt kan ende som et begrænsende genre-label. Vi vil gerne snakke om musikken på en anden måde og tale ind i en nutidighed. Derfor har vi også valgt betegnelsen Roots & Hybrid, Roots fordi musikken ofte tager udgangspunkt i bestemte rødder og et bestemt sted, Hybrid fordi meget af musikken også krydser udtryk fra forskellige rødder, tider og steder. Vi ser det som vores opgave at sætte rammen for, at publikum kan opleve hvad musikken kan. Hybrid handler også om at det er et mosaikbillede, det er visuals, det er smagsindtryk fra mad,og det er musik, og derfor kalder vi det også totalkoncerter”.

At gøre det ukendte mindre fremmed

“Målet er i første omgang at afmystificere musikken og gøre op med idéen om verdensmusik. Når du skubber så forskellige stilarter som cumbia og klezmer ind under samme paraply risikerer du at distancere dig fra en musikalsk forståelse af det du hører, og ender hurtigt i en oplevelse centreret udelukkende om det eksotiske og fremmede. Vi vil gøre det ukendte mindre fremmed, og Roots & Hybrid er rammen om musikken der gør netop det. Totalkoncerterne, der henvender sig til alle publikums sanser, er vores måde at invitere publikum helt ind i musikken. Her gør vi det nye og eksperimenterende tilgængeligt, og fremhæver de fælles elementer i det, der ellers tænkes vidt forskelligt”.

I år finder festivalen sted i Den Rå Hal på Godsbanen, hvilket betyder at rummet er anderledes end sidste år i Ridehuset – men samtidig bliver placeringen også mere central i forhold til Spot-strømmene.

”Vores oplevelse over de seneste år er at vi tiltrækker et meget mangfoldigt publikum. For os handler det om at give publikum plads til at skabe deres egen live-oplevelse. Musikken rummer uendelige muligheder og vi vil gerne invitere både til fest og fordybelse – også ofte under samme koncert. Det er når koncertrummet omfavner os alle at live-oplevelsen vokser. Vi vil gerne både vise publikum ny musik, og ønsker i høj grad også at give musikken et nyt publikum,” fortæller Thomas.

Anbefalinger i den rockede ende

Årets udgave af festivalen byder på 17 koncerter med både lokale navne, upcoming europæiske navne og så etablerede internationale kunstnere. Der er alt fra cumbia, over nordisk folk til tyrkisk syrerock og malisisk ørkenrock. Vi bad Thomas om at anbefale nogle rockede navne fra programmet.

“Jeg synes man skal starte med at opleve vores åbningskoncert, som ret godt opfanger hvad Roots & Hybrid Festivalen handler om. Det er dels argentineren Chancha Via Circuito, som spiller elektronisk minimalistisk cumbia, og spiller sammen med Gurli Octavia, som er nordisk folk, og Ruhi Erdogan, som er trompetist i Gadjos. Det er virkelig en spændende kombination, som jeg tror kommer til at fungere rigtig godt”

Torsdag d.10. maj kl. 19.40

“Så synes jeg også man skal opleve hollandsk/tyrkiske Altin Gün som blander psych, funk, folk og rock, og er meget inspirerede af tyrkisk syrerock fra 70’erne. De fortolker blandt andet gamle folkesange, og der er masser af tempo og fest”

Fredag d.11. maj kl. 23.00

Black Sand skal man også høre. Vi har egentlig booket dem uden at høre dem, for det er et nyt projekt fra Orhan Özgur Turan, som også er med i Hudna. Det er et ørkenrock-projekt, som er både grænsesøgende og eksperimenterende og der bliver knald på”

Lørdag d.12. maj kl. 16.00

“Jeg synes også man skal høre Afenginn. De er som regel mellem 9 og 12 mand på scenen, og startede egentlig som et Balkanbrass/rock-projekt, men seneste album er en symfoni i fire satser af Kim Nyberg, som er hovedmanden i bandet. De favner bredt og det er et virkelig stærkt live-navn. De bølger mellem det drømmende, svingende, storslåede og helt skrøbelige”

Lørdag d.12. maj kl. 19.15

“Man skal også høre Terakaft. De er fra Mali og en af stifterne fra Tinariwen startede bandet. Terakaft er mere rockede, uden at miste forbindelsen til deres Tuareg-traditioner, og der er både hypnotiserende rytmer og gode grooves. Det er et navn vi virkelig glæder os til at se på scenen”

Lørdag d.12. maj kl. 21.00

Der er mere rocket og folket på programmet, blandt andre lokale Mary Jean, som spiller hvad hun selv kalder “tribal pop”, og selvfølgelig en række andre spændende musikalske hybrider fra både Danmark og resten af verden. Gå på opdagelse i programmet HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Altin Gün, pressefoto

Previous articlePremiere: Ny video/single fra Aztek
Next articleEsben Amdisen og De Blege Mænd i Sort: Flygter nattens skygger (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.