Home Artikler RF’24, reportage & anmeldelser, hovedretter og våde sokker, torsdag d. 4/7

RF’24, reportage & anmeldelser, hovedretter og våde sokker, torsdag d. 4/7

120
0
Avalon

Hvor onsdagen på Roskilde bød på eventyr og undergrund, så var torsdag mestendels fokuseret på de større scener og velkendte navne som Zar Paulo, Ida Laurberg  og The Last Dinner Party. The Beaches overraskede i regnen, mens Blondshell slumrede lidt i solen. Der blev også plads til familieudflugt og shopping!

Torsdag på Roskilde Festival, så er vi jo allerede halvvejs igennem “Main Days” – eller kun?! Det føltes som begge dele da jeg fik øjne, eller hvad man kan kalde det. Jeg er nu øm ALLE steder ud over der, hvor jeg havde ondt mandag efter søndagens famøse biluheld.

Og natte-kramper?! Oh my GAWD, hvad sker der for mine ben om natten?! Heldigvis var de funktionelle nok til at vælte ud af teltet, humpe i bad og i et overraskende rask tempo mod Mediebyen i tiltagende skydække. Har jeg nævnte at det er køligt (koldt, hvis man ikke er jysk bonderøv) om morgenen. Nå ja, og meget af dagen og endnu mere om aftenen…

Lukket for det varme vand

Det er IKKE varmere i det telt som udgør pressecenteret! Jeg formåede at være på toilet med klaprende gebis derinde, fordi det er koldt koldt når vinden, som det er tilfældet i år, suser gennem teltet stort set uafbrudt. En af fordelene ved blæst er så, at underlaget herude, såfremt det ikke overrendes konstant, kan tørre temmelig hurtigt.

Det skulle vise sig at være en fordel, for pludselig stod det ned i stænger og larmede mod teltdugen, så man skulle tro det var monsun-sæsonen. Det har så den fordel, at det KAN overdøve de værste ævle og knevle hoveder herinde. Der er som regel ro, når jeg ankommer lidt over 9, men fra klokken 11, når der bliver fyldt op, så går snakken.

Også fra vores veninde “Snakkedamen”, som var tilbage i topform torsdag. Hvor hende og nogle fotografer havde haft en forfærdelig og traumatiserende oplevelse med en vagt dagen før under en koncert. Man SKAL opføre sig ordentligt (alle parter) og behandle alle med respekt, ingen tvivl. Og jeg var der ikke og hørte kun den ene part. Og jeg har stor sympati for at folk der arbejder, og måske ikke altid (føler de) behandles godt, siger fra. Omvendt kan der også hurtigt gå landsbysladder og medie-rundhyl i den her.

NÅ. Skulle vi aldrig have noget morgenmad?

På jagt efter forplejning

Passionsfrugt halløj med elderflower det ene og øko det andet… og vodka! OK, den morgenjuice, nydt over middag (så det er OK med alkohol!) var sgu ikke så tosset. Og friskede lidt op efter én kop mediekaffe for meget, men maven var stadig tom.

Jeg trissede mod Arena, i mit skarpeste regnsæt, der var stadig knap en time til at Zar Paulo skulle på, på Arena. Lad os se hvad det område kan byde på i år. Hmm, plejer der ikke at være en Arena Bar til venstre for teltet? Nå, den er rykket ind mod midten, i selve teltåbningen?

Ellers ligner det lidt sig selv, eller var boderne højre om scenen endnu engang trukket lidt væk for at skabe en større plads udenfor teltet? Der var spredt flis og generelt flere siddepladser rundt omkring, var min umiddelbare fornemmelse. Den mulighed brugte jeg på at indtage min morgen/middagsmad siddende.

Pasta Carbonara fra… Pasta Carbonara – opfindsomt navn men stadig til at forstå. 90 kr. for en paptallerken med halvtør og klistret pasta med parmesan ost ovenpå, minimal mængde “sovs” og… 1 2 3… 3 små bacontern. Så var den da betalt. Til gengæld smagte den KUN af parmesan. Til den pris så bliver det 1 sur italiensk kokkehue herfra. STRONZO.

Af med regntøjet igen. Men så fryser man lidt, eller er det faktisk for varmt? Af og på, af og på, det er tøjskifte-festival i år, og det er næsten umuligt at finde den rette balance, vejrforholdene skifter ofte. Hey, hvidvin, sådan en skal jeg da have med i tasken til Zar Paulo. 90 kr. for en papvin fra “Netto”, som er en blanding af godt sur og tør, så man skal skylle efter med øl. Ja tak.

Jeg parkerede min lille anmeldervogn i teltåbningen, venstre for scenen, ud for storskærmen. Derfra kan stadig skimte scenen, se “det hele”, det er lidt langt fra selve scenen, men erfaring siger mig at lyden ofte er bedre lige udenfor Arena en inden i. Det betyder naturligvis også, at man ikke altid kan fornemme den reelle stemning indenfor i varmen.

Zar Paulo, Arena, kl. 14.00

Mangt og meget er efterhånden blevet skrevet om Zar Paulo, også af undertegnede, så der var opbygget et vist pres og forventninger. Det undgår jeg ikke at erkende, og jeg er selv skyld i det og delvist (minimalt i forhold til vores platforms størrelse) medansvarlig.

De er blevet udnævnt til de næste, det ene og det andet, har lige varmet op for Minds of ’99 Parken, spillet store festivaler og egne udsolgte koncerter landet rundt. Så alt var sådan set linet op til en målfest, stor sejr og folkefest på hjemmebane.

Det blev til en sikker sejr, men måske ikke en fest, hvor det hele kulminerede i ren ekstase. Dertil var der, trods jeg ikke har set bandet live tidligere (jeg har nærmest gjort en kunst ud af at misse dem?!), for få reelle overraskelser. Det var lige før, hvor paradoksalt det end kan lyde, for sikkert, professionelt og “ordentligt” leveret. Uden at det virkede stift, kørte på autopilot eller ikke fremstod oprigtigt. Det kan lyde underligt, men måske er Zar Paulo ved at være for dygtige til at være løsslupne?

De havde så også et stramt “headliner show” (lad os bare kalde det, det), som skulle afvikles på en time. Så skidtet skulle helst køre på skinner. Og det gjorde det fra den stemningsfulde start med den luftige “Et Par Øjne”.

Her fik vi allerede forsmag på noget af det Zar Paulo kan med deres tekster. De indeholder ofte et lille twist, noget absurd, et eller andet, der stikker lidt dybere end man kunne tro. Eller bare en fin, poetisk linje midt i en popsang, hvor man tænker, hov, hvor kom den fra? “De fleste jeg kender, dem mister jeg om lidt”, lyder det eksempelvis i “Et Par Øjne”, nå, jamen så må man jo hellere nyde hinandens selvksb.

Og nyde hinandens selskab gjorde det charmerende, tøjlede-utøjlede band på den gigantiske scene og det hengivne publikum i det fyldte telt. De sang med på alle strofer og passager, de kunne se deres snit til at forsøge at bidrage til.

Allerede under første nummer tænkte jeg, at Zar Paulo havde luret den optimale opbygning af et koncert/festivalsæt. Og da de fortsatte over i den skønne “Kan du holde til at holde det inde”, var jeg ikke i tvivl. Der var tænkt over opbygningen og en koncerts spændings- og intensitetskurve, så der måtte komme et hit eller en tempofyldt sag, som næste nummer for officielt at sparke festen i gang.

Ligesom “Kan du holde til at holde det inde” bygger op mod et klimaks, gjorde Zar Paulo det samme. “God eftermiddag ROSKILDE, vi er Zar Paulo, I er amazing”, lød det fra scenen inden band og forsanger sendte den sikkert i kassen med “Ravage”. Paradoksalt nok det Zar Paulo nummer, som jeg synes mindst om på plade, men den fungerede glimrende live. Og blev sendt af sted lige da den skulle!

Inden jeg glemmer det, må jeg hellere nævne at lyden var god, bandet spillede skide godt, og forsanger Emil Vammen sang og dansede lige som man kunne ønske sig. Selvom Vammen i front (helt fortjent) kan rende med lidt af opmærksomheden pga. hans sære karisma, dragende udstråling og frontmand x-faktor, så ER Zar Paulo altså et BAND. Og de er gode til at være det, Vammen giver plads og “varmer ikke bolden”, hvis vi skal køre fodboldmetaforen helt ned i mudderet.

Igen var der tænkt over sammensætningen og opbygningen. Vi kom helt op, og inden vi skulle derop igen, eller endnu højere, så smed bandet et nyt nummer ind i sættet. Så kunne folk lige få pusten, inden der skulle klappes og jubles, når “Klap for Fædrelandet” blev hamret i kassen. Det nye nummer (“We are one”?) virkede i øvrigt lovende, men skal lige høre den et par gange, ik’`

KLAP FOR SATAN. KLAP KLAP KLAP, KLAP FOR BERTEL OG HANS DRØMMEKAGE. Og for Danmark. Vi er for fede! Vent, hvad synger de EGENTLIG, og hvad klapper vi/folk for? Jeg kan godt lide det lidt absurde i et nummer, som tydeligvis har et sarkastisk omkvæd, og en tekst hvor der ikke er noget at klappe af, bliver en form for slagsang og publikumsfavorit.

Man lagde især mærke til band-energien på et nummer som “Elendig Software”, hvor bandet på helt Kliché’sk (bandet) manér tager over med unisonsang/kor, hvilket for mig er netop dét nummers egentlige højdepunkt. “LANGE BEN, OG ARME, OG ELENDIG SOFTWARE”, vi brølede alle i kor. Ikke mindst under den smukke afslutning på nummeret, da var jeg ved at være tæt på paradis.

Nej hvor heldigt, de fyrede “Tæt På Paradis” af som næste skud! Nu var vi godt inde i hitdelen af sættet, hvor alt fungerede og blev taget imod med åbne arme, hævede hænder og stemmebånd på maksimal lydstyrke. Den ellers stramme sang blev her forlænget med et keyboard mellemspil mod slut, hvilket ikke gjorde turen mod Edens have dårligere.

“Interesssantmand”, om en mand som måske er den eneste i verden, der har opfattelsen af at han er netop det, fulgte op. Puha, jeg begyndte at blive lidt svedig, især at at følge bandet og deres frontmand, der er i evig bevægelse med sine aparte dansetrin, holde Arena gryden i kog. Låget røg ikke helt af, men kun fordi bandet klogeligt (igen) lige tog den et nøk ned med “Ikke gå så langt”. Ned med pulsen inden slutspurten.

Tretrinsraketten mod den forventede sejr faldt i form af fællessangen “Stop Believing”, den fartgale “Tiger” og den sidste dansefest, “Jeg synes du er dejlig”. De ville hinanden, de fik hinanden, Zar Paulo og Roskilde, og vi havde heller ikke regnet med andet. Godt spillet, de herrer.

Og familien kom til kaffe

I mellemtiden var fotografen og assistenten på 12 dukket op og havde nydt anden halvdel af Zar Paulo med skribenten. Fotografen stadig noget rystet over søndagens trafikulykke, hvor hun var vores chauffør, så jeg har givet dem fri under resten af festivalen. Eller tilstedeværelse i det omfang de magter.

Den 12-årige uddelte noget af en hæder til Zar Paulo, “det var helt udmærket”, hun har kun et “ekstremt godt”, som næste karakter på hendes skala. Så vi er helt oppe at ringe her. Jeg lagde også mærke til, at hun faktisk lyttede og fulgte med hele tiden, ikke småting for en, der er præget af TikTok mentalitet.

Vi sneg os mod Avalon, på de våde og små-smattede smutveje mellem staldene. Nu i høj sol, blå himmel og ingen tegn på regn. Det kom Blondshell til gode, der nød godt af solen og den tilstrømning, det medførte omkring Avalon. Der var langt fra udsolgt, og stadig pænt med plads i selve teltet, da vi ankom 10 minutter inde i hendes sæt.

Det kneb dog lidt med koncentrationen, jeg har ikke lige overskud og kapacitet til at gå fra koncert til koncert og give det min fulde opmærksomhed længere. Jeg snuste lidt rundt i teltet, stod og sad lidt ude i solen, mens Blondshell sendte hendes/deres amerikanske alt-rock toner ud fra scenen. Det lød… fint, men også noget traditionelt og sådan lidt “tidligt på dagen” engagement og stemningsmæssigt.

Efter lidt pause i solen med Blondshell i baggrunden satte vi kursen mod Orange Scene, damerne ville gerne se Ida Laurberg, og det havde jeg heller ikke noget imod. Kunne hun mon klare springet fra Eos under First Days sidste år til den største scene?

Men først skulle der lidt mad i maverne. De damer strøg i Food for Sixty, og købte en Boller i karry og Brændende Kærlighed til fællesspisning, samt en æblekage til assistenten (og den er der ingen, som tør prøve at tage fra hende!). Man ved hvad man får her, og det var faktisk en af de bedre årgange for begge deres hofretter. Det smagte rent faktisk af det, det er og bør. God portionsstørrelse til den favorable pris, og man blev tilpas mæt og tilfreds. 4 discountstjerner til et af pladsens bedre, prisbevidste tilbud.

Ida Laurberg, Orange Scene, kl. 16.00

Orange Scene, og navnlig pladsen foran, virkede meget stor op til koncertstart. Jeg nåede at blive lidt bekymret for fremmødet. Heldigvis var folk enten bare lidt sent på den, eller Ida Laurberg fik hævet folk til med deres poptoner. Og de fleste blev hængende den lille times tid seancen varede.

Så allerede her fladt lille Ida på kun 160 ikke igennem på den enorme scene. Så kunne man frygte, at hendes små, ofte skrøbelige og “ærgerlige” inderlige popsange ville blafre væk i sidevinden. Eller at hun ganske enkelt ikke havde materiale nok til at fylde tiden og pladsen ud på en hovedscene.

Det første punkt kan jeg afvise, heller ikke på den front, dumpede Ida. Hun har både hits nok, og andre fine sange med nok gennemslagskraft til at nå ud på pladsen. Især et nyere nummer som “Jeg håber din kæreste dør”, altså, det er for sjov, men ikke helt, som Ida forklarede, er på flere punkter et virkeligt stærkt popnummer.

Andet punkt faldt lidt i to afdelinger. Jo, hun og det velspillende band, som også fik lov til at fylde og blive hyldet for deres betydning af Ida selv, havde lige materiale nok til at redde den i hus. Men kun med ekstra hjælp fra en række gæster, som momentvis gjorde hovedpersonen til gæst i sit eget hus (som var baggrundsscenografi?).

Først vi, naturligvis fristes man til at sige, allestedsnærværende Andreas Odbjerg på scenen til den nuttede og uimodståelige “Jeg ka’ rigtig godt li’ dig”. Den sad lige i popskabet, det er sgu’ lige før jeg får Kirsten & Søren vibes af det nummer og Ida og Andreas’ dynamik og kemi. Lamin luskede på scenen til treenighedens sommerhit, og her begyndte Laurberg altså lidt som at virke som tredje hjul – så hurtigt af scenen med dem bagefter!

Indskudt bemærkning: ER Andreas Odbjerg den snedigste popdreng i klassen lige nu? Han har fingrene i “alt”, og kan år efter år snige sig ind på Roskildes scener som gæst. Og hvorfor pokker har Roskilde forlængst ikke booket ham og givet ham noget af “Odbjergs fritime” på Orange, hvor han kan hive alle han har samarbejdet med derop i stedet for at han altid er gæsten?

Tilbage til Idas hus eller værelse. Det er et sted, hvor man godt kan/har haft det lidt svært med kærlighedslivet og selvværdet. “Det er ikke kun mine ex-kærester jeg hader, det er også mig selv”, forklarede hun inden “Det’ bare sådan det ser ud” blev sendt ud over den nu præsentable “fyldte” plads.

Det kan jo lyde enormt selvmedlidende og navlepillende, hvilket er et gennemgående tema for Laurbergs sange. Men det gennemgående er også, at Idas triste, ærgerlige og lidt fortabte fremtoning, klang og stemning omkring hende leveres med et diskret glimt i øjet. Der er en humor til stede, og egentlig også et håb, for hvis det hele var SÅ skidt, så ville hun jo nok ikke stå på Orange Scene?

Ida Laurbergs stemme og sange, er ofte lyden af en tung, opgivende udånding og et lille, vemodigt suk. Til gengæld kan hun synge live, og ramme nogle ret høje toner, når sukkene forvandles til noget mere kraftfuldt.

Så kom Tina Dickow pludselig slentrende på scenen, så vi kunne blive udsat for en fordanskning af hendes egen “Nobody’s Wife”. Den gamle traver skal åbenbart genindspilles, med Laurberg som gæst, så den kan få endnu en tur i manegen? Det lød fint, Dickow synger stadig virkelig godt, men det virkede også lidt unødvendigt – medmindre vi var ude i at smørret kun lige rakte til det brød, som blev forsøgt slået op?

“Lige før Lukketid”, tjo, inden da var vi blevet trakteret til et mere 80er klingende poprocknummer i midttempo. Nu kom den store hymne inklusive obligatorisk guitarsolo, apropos at laget af smør var ved at føltes lidt fattigt. Den slags numre, og udskejelser, been there, done that. Jeg er også gammel.

Det VAR lige før lukketid, da sangen af samme navn forsøgte at sætte en fod i den store Orange dør, inden den tvang sig i. Laurberg introducerede den som hendes favorit at synge live, og hun sang, igen virkelig godt. Og fik reddet sig frem til afslutningen og dimensionen i form af herlige “Terrier”.

Den var folk helt med på, heldigvis, for også den måtte tage en ekstra lange tur i den Orange manege inden den fik lov til at lægge sig i kurven. Jeg synes det er fedt, når kunstnere lige giver deres største hit, eller mest populære nummer, lidt ekstra og lader folk synge sig helt ud. Meeeen, jeg stod også med fornemmelsen af at det arme kræ pine og død skulle strække snuden ind over en usynlig græse der hed 60 minutter.

Det var både med hiv og sving, helt ved egen kraft, vilje og talent at Ida Laurberg fik hævet den i land. Der var aldrig nogen fare for dumpekarakter, men heller ikke det modsatte. Det er bestået. Og nogle gange er det nok, og en stor sejr i sig selv. Godt arbejde, Ida!

Men de nægtede IKKE at daffe

Familien, altså. Der blev hurtigt tjekket program, Rhiannon Giddens, Avalon kl. 17.00, fuck, den havde jeg glemt. Nå, det når vi ikke. Hvad ellers?

Ledelsen (som er mig) tog en administrativ beslutning, vi havde ikke meget tid sammen som familie denne uge. Jeg skulle hurtigt ud af døren i mandags, og det var ikke sikkert, at damerne kom tilbage til Roskilde i år. Det var blevet familietid, så vi lige kunne hænge ud, hygge, få snakket lidt mere om ulykken og alt det der.

Så vi gik på shopping! Det er da dyrt på Roskilde, hva’? Altså alt. Jeg købte en kop kaffe til turen, som viste sig at være en White Russian. Sværger at jeg gik til kaffeboden med den ambition at købe kaffe, men de havde jo også White Russian med egen kaffelikør!!!

Der blev ikke rigtig shoppet noget, assistenten ville hellere gemme og bruge de lommepenge jeg lige havde overført, så hun selv kunne bestemme hvad hun ville købe, på noget andet når hun kom hjem. Clever girl… Og åbenbart en fin måde at undgå at punge ud “fra egen lomme” på et eller andet spontant, overpriced mærkevare gøgl herude?

Vi rundede Eos, da vi spottede Gnu-flaget i menneskemængden forsamlet foran scenen op til Belle and Sebastian skulle på. Det tryk blev lige lidt for meget i solen for den efterhånden småtrætte 12-årige. Pre-teens har åbenbart energiniveau, der svinger lige så meget som festival-vejret i år? Så vi fandt en plads i skyggen med nogle hængekøjer mellem Eos og Gaia.

Og pappa stak i Gutter Baren efter mere mælk og en fadøl til fruen. Fadøl blev en udfordring, den unge guttermand bag disken var lige mødt ind og det viste sig, at fadølsanlæg og hans teknik ikke harmonerede. Det tog mange forsøg og slutligt hjælp fra en kollega, hvilket han beklagede dybt. Ingen grund til stress, forsikrede jeg i et unaturligt anfald af storsind og medlidenhed. Stakkels fyr, havde rollerne være omvendt, var jeg faldet om af flovhed, præstationsangst og stress længe før.

Det trak op til “på gensyn” til tøserne, træt- og mæthed meldte sig, helt forståeligt. Og de skulle lige finde ud af hvordan og hvorledes de kom hjem til Herlev. Jo ikke i egen bil i hvert fald! Am I right?? Nå.

Kødrand omkring Arena og kødløs middag hos Meyer

Jeg trak mod Arena og Khruarangbing… det ser forkert ud, Khruangbin! Og jeg var godt nok ikke den eneste. Holy hell, åhhh nej, Roskilde Classic, der sker ikke nok på de andre scener for alle, så alle der har brug for et musikfix trækker mod Arena.

Der var og blev totalt pakket, men der var en lille oase på mit spot fra Zar Paulo. Man blev bokset inde, men lige der var der albuerum og plads til nye bekendtskaber, som også stod og ventede på andre folk og måske dem selv? De vidste ikke hvad de gik ind til musikalsk, jeg prøvede at forklare, selvom min sidemakker virkede lidt skeptisk.

Han spurgte lidt inde i de varme, rolige toner fra texanerne, om musikken VAR begyndt? Han troede, at det var en slags ventemusik inden koncerten. Men, humøret steg, da der kom mere gang i bandet efter den afdæmpede indledning. Det er en “vibe”, de skaber, og når man fanger den, får tunet ind og bliver indfanget, så opstår der et eller andet rum. Et hvor man står og svajer med, drømmer sig væk og tripper på sin egen vis.

De manglede vand, jeg havde i tasken, og kvitterede ved at stikke mig et shot. Delekultur i solen, varme vibrationer foran Arena, men det trak i mig at gå mod Avalon igen. Her var 47Soul gået på samtidig med Khruangbin på Arena klokken 19, og jeg havde i forvejen planlagt en 50/50 løsning. Fange første del på Arena og nå Avalon når den formodede fest peakede.

Det lykkedes meget fint, efter lidt anskaffelse af forplejning fandt jeg en siddeplads ved teltet. Og lige da jeg fik sat mig, gik 47Soul igang med det nummer jeg kendte på forhånd. Fucking hell, op i fart, ind i teltet, rundt til venstre og helt op til hegnet.

Så blev jeg sulten igen. Vi er nået til det velkendte festival niveau, hvor sult kommer og går ud af det blå. Hvad kan man, hvad skal man? Meyers Køkken, hmm, ahhh, ikke igen, vel? Selvom deres Falafel Bowle var et madmæssigt højdepunkt sidste år. Men var vist ved at have opfyldt min falafel-kvote for i år.

MEYER, FOR HELVEDE. Det dumme svin har gjort det igen. Den bowle til hundrede kroner er IKKE en eneste krone for dyr. Faktisk vil jeg kalde det value for money, selvom jeg er en nærig rad. Falafel, diverse grønt og “spændende” sundt og noget linseværk af en art. Delikat og indbydende anrettet (efter festivalstandard), man kan se og smage hvad alt er, og begge dele er virkelig lækkert. Jeg blev lidt forvirret over smagen af en tomat, men det viste sig at være en lille radise. My mistake, Meyer. Topkarakter igen.

Strandrock og “bare en byge”

Så, så jeg Gnu-flaget ankomme, men med for mig ukendt flagbærer? BRUGSTYVERI! Nå, det viste sig at være en bekendt af flokken, der havde slæbt det med til muligt samlingspunkt, Avalon. Jeg overtog, da han skulle på mad-run og anden Gnu-person dukkede op som en trold af en æske.

Hun købte en kande øl, vi fandt en siddeplads, så ringede telefonen og hun måtte trække stikket for i dag: puttet tid til lille junior på Amager. Og så stod jeg der med et flag og en kande øl, jeg ikke havde bestilt?!

Jeg erindrede dog at jeg selv, og andre i flokken, tidligere på ugen havde snakket om The Beaches på Gaia ved 21-tiden som en mulighed for meet up. Så jeg travede mod Gaia med mine nye midlertidige ejendele i håb om at kunne afsætte noget af det. Altså, kanden skulle jeg nok selv kunne finde nytteværdi i, hvis ingen ville dele. Men flaget ville jeg egentlig helst ikke have med ned i teltet og ind i Backstage Village fredag formiddag.

Succes, flaget blev overtaget, men ville ind under teltdugen ved Gaia, hvor der så pakket ud. Jeg skulle lige tisse og se om jeg kunne overskue en sild i en tønde oplevelse. Ah, der var endnu mere tætpakket da jeg kom tilbage, og selvom det trak op til regn, da canadiske The Beaches gik på med deres melodiske indie-rock valgte jeg en udendørsoplevelse. Lyden var glimrende lige udenfor Gaia (Arena-tilstande?), og de skyer var sikkert bare en byge.

Det var det. Men en virkelig kraftfuld og vedholdende en. Selvom The Beaches spillede skide godt, havde virkelig god og smittende energi, og fat i de fremmødte i og udenfor teltet, så måtte jeg først ty til regntøj. Og dernæst læ i trærækken lidt længere fra Gaia, hvor lyden stadig var høj og tydelig. Men det var en ulige kamp, intensiteten af bygen var så kraftig, at mit regntøj ikke helt kunne følge med. Så jeg blev våd hele vejen ind, og ned af benene, helt ned i skoene.

I mens blæste The Beaches sig igennem deres energiske og smittende sæt uden tilsyneladende at lade sig mærke af regn, eller tabe pusten. Charmerende bekendtskab. Også selvom de mod slut gav ham der Brett skylden for et kuldsejlet forhold med det fængende radiohit “Blame Brett”.

Så gik jeg lidt i overlevelsesmode, og måtte improvisere, da jeg fandt en bænk mellem Gaia og Eos. Det yderste våde lag tøj af, og forsøgt hængt til vindtøring på den dumme rygsæk, jeg slæbte rundt på. På med et nyt lag, noget tyndere, men tørt tøj på det inderste våde lag. Måske kunne man kropstørre det inderste lag, uden at være drivvåd og blive kold udenpå. Luk varmen inde, i ved.

Lykkes det? Baaaah, jaaaah, jo. Lidt. Eller med tiden. Men det var lige på den kølige og klamme side de første par timer.

Afsted mod Eos og det (måske?) sidste musikalske måltid for i dag. Kø ved den varme kaffe, naturligvis. Så måtte man nøjes med fortyndet øl fra den regnfanger af en kande uden låg, man stadig var udstyret med. Fik dog byttet mig til en halv kop kaffe for et halvt krus øl, da en yngre pige gik kold i sin kaffe. Dele-økonomien vandt igen på Roskilde, alt er godt.

Gnuen ankom, men parkeret på modsatte side af det regnvåde menneskehav, der nu var skyllet ned foran Eos. Og jeg stod i venstre side, min sædvanlige “snydekode” ved Eos. Ned i venstre hjørne, der er aldrig pakket, man kan komme helt op til hegnet og tæt på, hvis man kan leve med at se scenen fra siden.

The Last Dinner Party, Eos, kl. 22.45

Gimmick band og fis i en hornlygte, eller the real deal? Holdningerne har været mange til det lettere teatralske, dramatiske og stilbevidste glam/rock/pop/indie band. Med branche buzz og hype følger skepsis.

Lad os lige tilsidesætte hele den snak, men jeg stod indledningsvis, da bandet gik på scenen med en lurende skepsis i kroppen. Måske fordi, da jeg lyttede til bandets debutalbum, Prelude to Ecstasy, efterlod det mig med en lidt tom følelse. Og en af, ja ok, de har 2-3 gode sange, men resten er lidt kedeligt?

Den fordom var jeg indledningsvis lidt fanget og fastholdt i, da bandet spillede sig igennem de indledende “Burn Alive” og “Ceasar on TV”. Men stille og rolig begyndte jeg at give mig hen. Der er en charme og varme til stede i deres levering og performance, selvom materialet kan virke en kende højtragende og selvhøjtideligt. Det er også en bevidst form og stilvalg, et der en del af samlet pakke.

Måske også derfor, at bandet med små-rokader og indskudte sidesving, holdt sig temmelig stringent til rækkefølgen af sangene fra albummet. Der er en fortælling, der skal udfoldes, eller en eller anden følelse og stemning, der sigtes efter. En, som det fremmødte publikum åbenbart også gerne ville være en del af. Der var i hvert fald uddelt begejstring blandt det hovedsageligt yngre publikum, jeg stod i blandt oppe foran på venstre fløj.

Når de ikke holdt sig til “manuskriptet”, så fremstod de ret nede på jorden. De vidste i hvert fald både at de var i Danmark og på Roskilde, og at sidst de spillede her til lands var på “Smyyykfest” sidste år foran “like 4 people”. Derfor var de også meget overraskede over fremmødet denne aften.

Det, og andet, fortjente vi da “a little special treat” for senere, hvor de kvitterede ved at spille et helt nyt, ikke-udgivet nummer. Og et cover af Chris Isaak klassikeren “Wicked Game”. Førstnævnte var god, coveret flot, lidt døsigt leveret, men også lidt unødvendigt i sidste ende.

Så var der mere smæk på “Sinner” tidligere i sættet, et af mine nævnte “2-3 gode numre”. Det er sgu’ et hit, med fuld fart på drama, armbevægelser og punktet nerve. Men stadig ret poppet og blødt nok, så de fleste kan være med. Bandet i sig selv er ret stillestående at kigge på, de har deres dress code/dagens tema ting kørende og passer ellers deres arbejde. I front har de så en med en god portion karisma og udstråling, som trækker den del af læsset ved at danse rundt. Når hun ikke lige satte sig, lå hun ned eller var nede foran front hegnet.

Nå ja, og så sang hun, jo. Og KAN synge. Der er nogle ret krævende og voldsomme fraseringer hist og her, da går der lidt musical i den, men det lød godt hele vejen igennem den times tid det sidste festmåltid varede. Faktisk tror jeg nu, at jeg foretrækker hendes vokal live, hvor det hele ikke var alt for pænt og poleret i studiet.

Mod slut, efter nogle flere “tak”, og underspillet britisk charme og humor, var der kun en enkelt ting tilbage at sige. “Nothing Matters”.

Her leveret i en liiiiile smule forhastet og stakåndet version ved ikke, om de skulle nå bussen? Men ikke noget med at trække hittet i langdrag, tværtimod, bang, farvel. Det er nu stadig et virkelig godt nummer, en af den slags, der “gør alt det rigtige”.

Og så takkede bandet af med en forsanger, der havde lånt en studenterhue på forreste række (som hun glemte at levere tilbage!) og et palæstina tørklæde. Som blev hængt til tørre på trommesættet. Så nåede vi også lige at mene et eller andet som noget. Måske?

Danse i måneskin og mudderbade

“And I will fuck you, like nothing matters”, humøret var højt da jeg fandt Gnu-kongen og resterne af hans følge længere bagud foran Eos. Alkohol gør underværker!

Men der er også visse åbenbare bivirkninger, mest tydelig på typer som Wingman. Han var blevet fuld, kærlig og måske delvist utilregnelig i diverse gerningers øjeblikke. Som når han frivilligt rullede sig i mudderet ved Gaia, da vi hoppede og dansede lidt rundt til nogle vanvittige og festlige toner fra Balming Tiger. Han ER jo heller ikke fyldt 50, endnu, så man må gerne tumle lidt.

Folk væltede lidt frem og tilbage. Hvad var planen og målet? Var det noget af delen? Avalon – hvorfor? Hvornår? En forsvandt under et White Russian run. Eller var det os, der blev væk? Skrillex? Ahhh, hvaaa, naaah?

Det her ville ende i velkendt kaos. Jeg trak stikket, takkede af og bakkede mod Dixi Burger. En burger i tasken til en “nødsituation”. Og kaffe, ja for helvede, noget at varme sig på, på vej hjem til teltet! Altså rigtig, ægte sort kaffe denne gang uden nogen form for mælk.

Betjent af festivalens største overskudsmenneske, som udtrykte bekymring, medfølelse og delte velmenende ord og visdom ud til alle han betjente, kunne jeg holde kaffepause på den orange rasteplads. Nå nej, det var jo Skrillex der skulle til at gå på! Videre ud i natten!!

Der var mere kø for at komme ind på pladsen klokken 1, end der var for at komme ud. Jeg vil sige omkring 1:100 ratio, what is happening?! Der var åbenbart en fest foran Orange, jeg lige havde u-inviteret mig fra.

Nuvel, jeg havde en fræk date i mit telt med et par tørre sokker. Ikke på DEN måde, gris!

Af Ken Damgaard Thomsen, ord og slørede mobilfotos

Øvrige fotos: Lene Damgaard/GFR

Previous articleRF’24, reportage & anmeldelser: smagsprøver fra nær og fjern, onsdag d. 3/7
Next articleRF’24, reportage & anmeldelser: Orange fællesskab og isolerede nedslag, fredag d. 5/7

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.