Home Artikler RF’23: Reportage, spredte højdepunkter, en Orange bommert og anmeldelser fra torsdag d....

RF’23: Reportage, spredte højdepunkter, en Orange bommert og anmeldelser fra torsdag d. 29/6

585
0

Musikalsk var torsdag på Roskilde Festival en lang, lidt middel oplevelse med spredte højdepunkter. Og så en kæmpe bommert på Orange. Her kan man læse om alt fra karryrettet og pølsemix til koncerter med Courtney Marie Andrews, Ethel Cain, Busta Ryhmes, Indigo de Souza og Electric Wizard. Samt et personligt rekordforsøg: hvor mange koncerter kan man nå at smage på, på to timer?

Ah ja, fornøjelsen ved at vågne op i et telt! Hvor er jeg og hvorfor? “Heldigvis” var jeg vågnet nogle gange i løbet af natten, i et eller dejligt tempereret og mørkt telt. Man ligger jo og vender og drejer sig, og vågner cirka hver gang.

Så er man ved at få krampe i baglåret, så gør den ene hofte ondt og så har man fået moslet sig ned fra liggeunderlaget. Jeg begyndte dog først for alvor at vågne op af min døs ved kvart over 7-tiden. Ah, jeg behøver vist først stå op klokken 8. Ti i 8 begyndte jeg at få styr på mine stumper.

Selvom jeg selv synes, at jeg havde pakket fornuftigt hjemmefra, og jo ikke havde rodet teltet til de foregående dage, var det stadig lidt uoverskueligt. Taske, lille rygsæk med computeren og ekstra tøj fra i går, den store opbakning, hvad er hvor og hvad skal jeg have med?! Åh, og hvad med en “badetaske/plastikpose”? Lad os starte dagen med at undersøge badeforholdene i år.

Gå glad i bad og syng jubiduæææ i mediebyen

Først skulle jeg dog tisse noget så grusomt! Havde muligvis holdt mig for længe i teltet, jeg skulle i hvert fald pisse 4 gange i løbet af den første time, inden jeg nåede ind i Backstage Village. Eller også er jeg bare ved at blive gammel.

Jeg fik mig en skyller under det svage vandtryk, hvad fanden, i det mindste var tredje bruser, jeg afprøvede varmt. Det friskede lidt op. Ligesom en hurtig morgenkompelt bestående af to stykker knækbrød uden pålæg og en lun banan, lige fik lagt en lille bund, inden der skulle hældes mediekaffe i dunken.

Af sted mod den famøse Backstage Village for første gang i år. Hvor var indgangen, og hvordan kom man mon hen til den i år? Og hvor er Mediecenteret/Presseteltet placeret, der er altid et eller andet der skifter eller flytter rundt. Jeg valgte at satse, gik ind af indgangen skråt bag Orange og cruisede ned af vejen mellem Orange, forbi Avalon mod Arena. Måske var man heldig at indgangen var der igen i år? Yes, den direkte vej til medie- og kendis himlen. Som var meget tom klokken 9 om morgenen.

Det var Presseteltet også, der sad kun et par spredte early birds og tastede løs. Hurtigt pakke teknikken ud, nå, min mobiloplader gad ikke lade telefonen op. Det er klart. Improviseret nødløsning, som laaaangsomt fik noget saft på det ridsede device hurtigt fundet. Og så en kop kaffe, mens laptoppen åbnede. Yikes, fislunken, hvis man er flink, kaffe at starte dagen på? Tak for kaffe, heldigvis var de næste par liter skoldhede.

Skrive skrive skrive, ryge ryge, hov regner det lidt, skrive, tænke, stene, ryge og tisse. Hvorfor ligger de nærmeste toiletter i modsatte hjørne af Presseteltet? Det plejer sgu’ da at være en skurvogn, eller ligefrem en ægte toiletvogn lige op ad teltet så man ikke spilder tiden?! SKANDALE. Så gik over og pissede op af Ekstra Bladets nært beliggende container i stedet for… Ej, det er pis. Eller er det? Ja, det var pis.

Og så ud i virkeligheden igen. Eller som den gør sig ud på Roskilde i hvert fald. Nu skulle der noget country i systemet for, at komme helt op i gear.

Courtney Marie Andrews, Avalon, kl. 13.15

Jeg ved dog ikke om klokken 13.15 dansk tid var lidt for tidligt/sent for den gode Courtney og hendes lille band i det store telt? I hvert fald skulle vi et godt stykke ind i den knap en time lange koncert, inden hun og hendes musik sådan for alvor vågnede lidt op.

Der var pænt fyldt op på Avalon indledningsvist, måske småregnen udenfor sendt lidt flere ind i læ end man kunne have frygtet? Selv pressen var mødt op, eller i hvert fald en her unavngiven, ret prominent journalist fra et stort, hæderkronet dagblad. Der inden koncerten forlod teltet med en tom øl-kande og kom tilbage med en fyldt. Når nu Mediebyen sover, og er blevet lidt kedelig, må man jo flytte festen ud!

Courtney Marie Andrews kvitterede ved at lægge ud i et behersket tempo og intensitet. Meget af materialet ER ganske sagte, klassisk storyteller country med knuste hjerter, længsel og sydstatsstemning. Hun besidder også en ganske klassisk vokal indenfor genren, ikke så meget twang, men klar, smuk og med potentiale til at være hjerteskærende.

Koncerten gyngede stille af sted med numre om nogle “crooked teeth”, noget længselsfuldt “I can still imagine you” lyrik. Jeg fangede brudstykker af fine tekster, båret af en flot vokal. Men det hele virkede lidt stillestående og fjernt. Der manglede noget nærvær, og selvom man kan sige meget positivt om Andrews som kunstner, så besidder hun ikke meget karisma på en scene. Hun fremstod tilknappet.

Halvvejs begyndte der at ske noget. Vi fik et nummer om nogle vilde blomster, det er sgu’ nok en metafor, og pludselig fik jeg gåsehud. Og antydningen af et lille livstegn i tårekanalerne. Det blev ved antydningen, og gåsehuden forsvandt også igen, men nu var jeg i hvert fald vågnet af min døs. Og både Andrews og band fik mere liv i materialet, der også steg i lydstyrke og fylde.

“Please break the spell”, lød det på et tidspunkt i et nummer om nogle “magic way”, hvor den forreste del af teltet på veltimet vis blev fyldt med sæbebobler fra en blandt publikum. Da var der faktisk antydningen af magi i luften. Andrews tog den efterfølgende helt ned, da hun placerede sig bag tangenterne og gav et nyt nummer om, at “he left me standing in the rain”. Sikke en skidt fyr, Courtney!

Alien og Ko ankom, bare lige for at dreje stemningen i en lidt anden retning. Roskilde er kontrasternes land. I pausen til det efterfølgende nummer var der et højt tilråb fra en i publikum, hørte ikke hvad han råbte, men Andrews formanede, “everybody be nice, ok?”.

Og så fyrede hun “hittet”, “Satellite” af. Det er nu også et virkelig godt nummer. En gigantisk humlebi og koldsved af at spise en müslibar var lige ved at hyle mig ud af den efterfølgende, men Andrews fik mig lige hevet ind igen da de lukkede koncerten med et langt, sejt vuggende nummer, som skruede godt op for rocken og ruskede Avalon lidt.

Det var alt i alt fint. Lidt for pænt. Også lidt kedeligt i perioder. Pænt kedeligt.

RESTEN af GFR mandskabet var ankommet, fotografen og den 11 årige assistent, som stolt proklamerede at hun først var kommet i seng kl. 01. Der er sprækker i fundamentet lige så snart far bjørn ikke er hjemme! Nuvel, der var ikke tid til gøgl, Nora Brown, det purunge “banjovidunder” stod klar på Gloria. Det var der flere der havde opdaget i spilleplanen.

Der var voldsom lang kø, da vi ankom ved indgangen. Et af minusserne ved Gloria er, at man skal stå i kø ved to indgange, fra siden og centralt, for at komme ind, inden koncerten. Det kan nok ikke gøres meget anderledes af hensyn til publikumspres på den lille scene. Men kø og spildtid er ikke mine venner. Og et crowded Gloria er en varm omgang. Vi besluttede, at det nok blev for meget med oppakning og for en 11 årig. Roskilde er også kompromiser, især når man bliver ældre.

Jeg skulle jo, belært af erfaring (når jeg gider høre efter mig selv) huske at holde pauser mellem koncerter. Det blev besluttet i stedet at snuppe den næste koncert, Ethel Cain, på Avalon. Så kunne jeg også lige få noget rigtig morgenmad, det skal man jo også huske. Morgenmad kl. 14.30, ok, ikke helt optimalt, men stadig morgenmad.

Det blev en vild kanin, med meget lange ører, der vandt. Ingen kø og tæt på Avalon. Kaninen, eller Wild Rabbit (var det ikke det, den hed?) viste sig at dække over indisk inspirerede retter. Hmmm, karry og mig, og så på tom mave, på en festival? Det var en sats. Jeg valgte en karry bowle til 75  kr. med noget ris, grøntsager og, øhhh, ja, karry, der var vist også lidt kylling i.

For 75 kr. havde jeg nok forventet lidt mere end knap 1-2 centimeter føde i bunden af en ret “bowle” der kunne indeholde mindst 5 gange mere. Det trækker ned i forhold til prisen. Retten var dog velsmagende, det mættede nogenlunde og jeg følte mig ikke direkte snydt. Det bliver en meget lille 4er ud af 6 på value for money skalaen.

Så var jeg klar til mere “kvinde med en guitar og et band”, nu med mere rock.

Ethel Cain, Avalon, kl. 15.00

Hun og hendes band havde ikke travlt. Jeg tror, at de to første, meget langsomt og omhyggeligt opbyggede numre strakte sig over koncertens første kvarter? Ulmende, mørk guitarrock med en ganske stærk, lysere vokal i front fra Ethel Cain. Det er ikke en dårlig opskrift, hvis man har tålmodighed.

Det havde publikum også i begyndelsen, modsat hos Courtney Marie Andrews, hvor folk knævrede fra start. Her var det også sværere at råbe sidemanden op, lyden var meget høj på Avalon, og fyldig. Næsten FOR fyldig, i hvert fald i de dybeste toner, der fik de forreste højtalere til at runge TUNGT, så lyden vibrerede. Det var lige ved at blive forstyrrende. Det må vel nærmest være det omvendte af en hyletone?

Efter den lange indledning med to laaaaange, men gode numre, fortsatte Cain og det velspillende band, i samme spor med et nummer om nogle vilde heste. Det er nok et metafor. Der var nu endnu flere på og omkring Avalon, suget ind af det ganske dragende mørke oppe på scenen? Eller Ethels ret store vokal, der stod flot, når den fik plads for de rungende, dybe toner som stedvis overtog lydbilledet.

Det kørte videre i samme tempo, tålmodighed, tak. Effekten udeblev heller ikke, det blev periodevis næsten en meditativ oplevelse. Hvis man blev indfanget og fandt sit eget “groove”. Ellers kunne jeg forestille mig, at det fremstod en kende monotont. Et nummer voksede og voksede og voksede, indtil det med perfekt timing peakede ligesom solens stråler brød igennem skydækket udenfor. Gratis ekstra effekt grundet omgivelserne.

Et af de mere kendte numre fra Cain, “Crush” blev igen næsten overdøvet af de brummende højtalere. Heldigvis sluttede koncerten med et højdepunkt, uden forstyrrelser med den herligt highway rockende “American Teenager”. Der fornemmer man næsten arven fra Springsteen ekkoer gennem sangen.

Cain takkede af efter kun 45 minutter, ingen ekstranummer, det var det. Det var da kort. Men virkede også tilpas. Dog kunne man måske godt have ønsket sig lidt mere forløsning hist og her, når nu tilløbet var så langsommeligt. Nå ja, og nogle dybe toner, der ikke truede med at overdøve det hele.

SÅ var det egentlig Gloria tid igen, men igen var den der kø lidt afskrækkende. Og “to i træk uden pause” reglen. Næste levende billede derinde var Melodi Ghazal, dansk/iransk sangerinde, som forresten er en af vores naboers niece, så… that’s cool. Hun, naboen, fik en video af køen, som kompensation, mens vi sad og forsøgte at lave en slagplan. Måske var det tid til noget helt andet end en ung kvindelig kunstner?

Lad os prøve noget helt, helt andet så. Vi satte kursen mod Orange Scene og fandt en plads i solen, godt fremme på pladsen. Assistenten fik sig en boller i karry fra Food For Sixty, hun er stor tilhænger af denne spise. Og tildelte den 4 ud af 6 “mumsehjerter” med pil op, samt flere “mmmm” udbrud. Den smagte godt, selvom risene føltes som at “spise små biller”. Den blev toppet af med æblekage med flødeskum til 35 kr., som modtog hele 5 stjerner!

Busta Ryhmes, Orange Scene, kl. 17.00, cirka

Man havde jo sine bange anelser. Hiphop ikoner fra 90erne og deres koncerter, der er et mønster. Der er tendens til gak og gøgl, alt for meget hype og snak frem for rap og musik. Korte bidder af numre, hits og andres sange i en uskøn rodebunke uden rytme og flow.

På det punkt levede Busta Ryhmes og hans skrabede set up af hypeman/DJ Sir Scratch-a-lot (eller hvad han nu hed) og side-rapperen Spliff (var det hans navn?) til fulde op til forventningerne. Og man kan nærmest sige, at Busta og det lille slæng overpræsterede på de punkter. Det er så også næsten det eneste positive man kan sige om den parodi på en “koncert” man blev trukket igennem.

Fremmødet var ellers godkendt, da koncerten skulle gå i gang klokken 17.00. Det kom en stor del til at fortryde ret hurtigt. DJen indtog scenen til de omskrevne toner/tekst af Journeys “Don’t Stop Believing”. Og allerede her frygtede man det værste og var lige ved at give op på forhånd. Åh nej, skulle man trækkes med et tomt, ligegyldigt hypeman DJ-sæt, inden hovedpersonen kunne ulejliges til at dukke op? Ja ha!

Det ene dødsyge sample og nummer efter det andet fulgte, mens Scratch-a-roonie havde problemer med at finde ud hvor han var. Da han havde råbt “COPENHAGEN” 3 gange i løbet af de første 2 minutter holdt jeg op med at tælle. Det blev tocifret, uden problemer, inden koncerten var slut. Det kan tilgives, efter amerikanske forhold ville Roskilde nok være en forstad til København. Men det føjede bare til det samlede indtryk af manglede stedsans og ikke mindst situationsfornemmelse.

Navnligt det sidste led hele showet af i stor stil. Inden da skulle vi stå igennem “Jump Around”, og alle de andre travere og billige tricks. Under selve koncerten blev “Seven Nation Army” endda hævet frem, ikke en, men to gange. Så bliver det ikke meget mere pøllet.

Efter 20 minutters tidsspild, der føltes dobbelt så langt, traskede Busta Ryhmes endelig ind på scenen i et smart joggingsæt. Som han, uden at fat shame nogen, i hvert fald ikke bruger til at motionere. For første gang i 15 år på en scene i COPENHAGEN, det med de 15 år blev om muligt gentaget flere gange end den geografiske forvirring. Thomas Treo kaldte ham en “bøvet Baloo” og “pensioneret supersværvægtsbokser” i sin anmeldelse, så kan jeg ikke bruge nogen af dem, øv.

“Har han luft til det her?”, var min første tanke. Nah heeeei, da! Det var selvfølgelig hans sidekick, der kom til at trække det meste af raplæsset for magelige Busta. Han kunne kun i korte glimt ramme og holde sit vanvittige tempo fra velmagtsdagene. Det var dog også forventelig, og tilgiveligt, tiden taber vi alle til på et tidspunkt. Det kender jeg jo selv.

Det tilgiver dog ikke det komplet latterlige og tonedøve, på mere end én måde, bizare freakshow af en forestilling som fulgte. Det begyndte egentlig acceptabelt. Der var gang i folk, og om ikke andet virkede Ryhmes veloplagt og i hopla. Han besidder stadig en god portion charme, lune og et eller andet rablende galskab, der ligger og bobler. “Fuck you Denmark”, brølede han, fordi vi ikke havde haft ham på besøg i 15 år.

Til gengæld kom koncerten til at føles som om den varede 15 år. I glimt, korte glimt, kiggede det rablende og herligt gakkede frem i begyndelsen. Han fik folk med på råb og sing-a-longs, alle de fortærskede tricks fra Hiphop Concert For Dummies. Men de virkede indledningsvist, mange af de fremmødte var heller ikke født, da de her tricks ikke var blevet en kliché endnu.

Vi fik lidt små sexisme om “freaky ladies”, og senere lidt hygge homofobi, da han ikke ville have fyrene til at synge den slags tekster tilbage til ham. Pussycat Dolls “Don’t Cha” blev hevet frem fra 00er mølposen og kastet ud til et modtageligt publikum. Men så gik det galt. Helt galt.

Under forsøg på sing-a-long nummer 3, i et i forvejen lidt for langt nummer, nåede jeg lige at tænke “nu dør den”. Og med et punkterede koncerten fuldstændig. Der var næsten ingen respons fra publikum. Den døde simpelthen lige der. Og ingen forsøg på førstehjælp kunne genoplive patienterne. Busta Ryhmes havde i hvert fald ikke udstyret til at klare sådan en massiv flatliner.

Herefter gik det fra delvist charmerende rod til sørgeligt. Koncerten mistede, om muligt, endnu mere flow og følelse af opbygning. Numrene blev endnu kortere brudstykker, afbrydelserne, hvor Busta eller hans ligegyldige sidemænd skulle snakke, råbe, gentage sig selv utallige. Folk udvandrede i stor stil, så pladsen bag pitten nærmest blev ryddet, folk der orkede at stå op.

Det blev ikke engang dårligt på den der måde, hvor det er fascinerende. Det var bare kedeligt og røvsygt, samt voldsomt enerverende. Og så gik vi også, til tonerne af “Seven Nation Army”. Vi manglede bare “For Evigt” og et dannebrog på scene, så havde Busta vundet i bingo.

Derefter trængte assistenten, forståeligt nok, til en is. Ovenpå boller i karry og æblekage, desserten, i ved. Mand, jeg savner ikke at være den alder, men jeg gad godt have samme forbrænding.

Indigo de Souza, Gaia, kl. 18.30

Mens Busta Ryhmes satte de sidste rester af værdigheden over styr på Orange, trak det op til andre tider på Gaia. En kvinde der spiller guitar! Du kan næsten ikke undgå at løbe ind i sådan en koncert på Roskilde i år, på alle tidspunkter af døgnet.

Den næste i rækken var unge de Souza og hendes band, som også trak fulde huse på Gutter Island Scenen. Jeg har ikke nået at få lyttet meget på forhånd, eller få styr på bagkataloget, så sangtitler fangede jeg ikke mange af. Men er det egentlig også så vigtigt? Det er jo ikke en headliner, som har 20 kendte numre i kufferten. Hvad spiller de mon, hvad spiller de ikke?

Jeg gik “kold” og åben ind til koncerten, og må sige, at jeg ikke blev skuffet. Hun er sgu’ et ret interessant bekendtskab, hende de Souza. Selvom hun bygger på et velkendt fundament af de seneste 30-40 års rockhistorie og genrer, så gør hun det personligt og sætter det sammen på sin egen, ganske unikke måde.

Det er næsten som om hun “sampler” og “mikser”. Sangene kan være ret korte, mange slutter abrupt, så er de bare ikke længere. Hun formår, at bryde med ens forventninger om hvordan man sammensætter og bygger et nummer op. Lige når man tror, at man ved, hvor sangen skal hen fra A til B og på et tidspunkt C, så skifter hun kurs.

Det kan være et pludselig skrig, eller et melodisk og/eller rytmisk kursskifte. Hun kan tydeligvis synge, og synge helt rent og gennemtrængende, når hun vil. Men hun bruger også stemmen på overraskende vis. Den får lov til at sitre og dirrer i passager, nogle gange som om den er lige ved at knække. Det er meget udtryksfuldt. Og med til, at bidrage til at sangen og tekster kommer til at virke meget personlige.

Det skramler og hakker, der er knaster og sprækker i overfladen. Pludselig blev jeg forstyrret af en meget overrislet ungersvend tæt på scenekanten, som prikkede mig på skulderen og stolt råbte mig lige i fjæset “DET ER MIN MOR”, mens han pegede på de Souza. Jeg svarede, at jeg godt kunne se ligheden, hans blege/kogte ansigt var jo som snyt ud af næsen på den jævnaldrende Indigo. “HUN HAR ØVET SIG SIDEN FORÅRET”. Javel ja. Jeg fandt en ny plads…

Skal man sige noget negativt, for jeg synes vitterlig at Indigo de Souza har et eller andet unikt, i en slidt genre, over sig. Så var det, selvom scenen nu hedder Gaia, en klassisk Pavilion koncert. Det vil sige, at mange dryssede ud og ind af teltet, flere sad udenfor og snakkede og havde musikken som baggrundstæppe. Og, at de Souza måske heller ikke, endnu helt at sangene, der TVINGER folk til at lytte intenst.

Hun har dog fundamentet og potentialet til, at skrive dem på et tidspunkt. Og så virker hun dejligt upoleret, uspoleret og helt sin egen.

SÅ var freden også for alvor forbi. Gnu-lejren var dukket op med flag og følge ved Gaia. Efter en, som jeg kunne forstå det, en ganske voldsom dag indtil videre hvad alkoholindtag angik. Det involverede blandt andet en shots-sjat fest kl. 11 om formiddagen, hvor rester fra de foregående år blev fordelt i små glas og hældt indenbords. Christ.

Jeg selv havde kun en enkelt øl, og en papvin, jeg prøvede at sippe lidt til af og til, i systemet. Så jeg var slet ikke oppe i samme omdrejninger. Tiden skred dog alligevel, og løb fra mig, jeg havde ellers planer om norsk hiphop fra Carpe på Avalon kl. 20.00. På anbefaling fra Mike, Gnu-lejrens frontløber når der skal tusses telte, og altid klar med en liste på 3-4 navne man ikke må misse. Han har også en bedre hit rate end undertegnede på det punkt, så jeg stolede på anbefalingen. Havde bare ikke lige indregnet afledningen og af de Souza faktisk spillede over en time.

Pludselig nærmede klokken sig halv 9, så var det langt til Avalon klokken 8! Fotograf og assistent var ved at være lidt møre efter den lange dag igår og begyndte, at forberede sig på afgang og en potentielt lang fredag. Jeg skulle have aftensmad og søgte mod Ski Burger.

Selvom jeg vidste, at det ville hjemsøge mig i morgen, og i kombination med karry morgenmad. Jeg trængte dog til noget snask. Og valget faldt på en omgang pølsemix til 69 kr., samme pris som den skrabede fish ‘n chips, der ellers har været en fast tradition en gang pr. festival. Men jeg nægter at betale 69 kr. for noget jeg kan huske engang kostede 35.

Portionen var faktisk ganske fair til prisen, og jeg fik endda en hel cocktailpølse som ekstra bonus. Der var dog mere bonus, lige da jeg havde taget et foodporn billede til sociale medier landede en snuspose, kastet af en på modsatte side af bordet, lige i mine fritter. For helvede. Nå, han virkede som den eneste douchebro, dømt ud fra samtale niveau og indhold, og opdagede ikke noget, så jeg lod det ligge. Ikke posen, forstår sig.

Pølsemix, man ved hvad man får og går ind til. Til pris i forhold til størrelsen af portionen lander jeg på 4 tilfredse pølsestumper ud af 6.

Tour de Roskilde Festival

Hvad så nu? Programmet var lidt af den slags, hvor der var en del, man kunne tjekke ud, men ikke noget der for alvor trak, inden Electric Wizard to timer senere. Så fik jeg en lys idé. Hvorfor ikke bare prøve lidt af “det hele”? Hvor mange koncerter kunne jeg nå, at få en bid af på knap to timer? Jeg lagde en hurtig plan, spilletider og steder tillod ikke helt, at jeg bare kunne tage “alle” scener fra en ende af i rækkefølge, men tæt nok på.

Hurtigt mod Orange, hvor Tove Lo stadig var igang med den svenske discopoppede fest. Det lød egentlig ganske fint og hun havde godt fat, selvom Orange kan virke meget stor i dagslyset. Jeg havde dog ikke tid til at stå og slå rødder, en koncert var i fuld gang på Apollo, den kunne jeg lige nå lidt af.

Her var der gang i 070 Shake, der lød som noget trancet hoppe poprap? Jeg kunne dog ikke komme helt ind og se på løjerne, det tillod tiden i hvert fald ikke. Der var nemlig godt med kø og mylder foran Apollo for at komme ind i det aflukkede område foran scenen. Stod lige og summede lidt der, inden jeg ifølge tidsplanen kunne nå det første kvarter af Leenalchi tilbage på Gaia.

K-pop ovenpå pølsemix, det kunne godt gå rigtig galt. Det gjorde det nu ikke. Det “eksotiske” navn Leenalchi var lidt af et tilløbsstykke, jeg fik mig dog alligevel sneget ind fra venstre og kom helt op til hegnet da de gik på. Det allerede energi udstrålende band lagde ud med “Tiger is Coming”, som jeg kendte fra min egen spilleliste.

Jeg har svært ved at beskrive hvordan det lyder. Det er pop, ja, men rytmen er “skør”, hakkende og sært smittende. Med halv-skingre kvindevokal og “rap” fra gruppens mandlige vokalist. En lille springfyr, der virkede totalt i hopla og med smittende overskud. I det hele taget virkede bandet lykkelige for at stå på scenen og over den medlevende modtagelse i teltet. Det kunne måske være blevet lidt trættende i længden, men jeg skulle jo også videre efter 15 sjove minutter.

Tilbage mod Eos, hvor Piri stod klar lidt efter kl. 9. Det var noget af en fesen fuser. Det var dansepop, af den lidt hyper og meget polerede slags. Den slags kan jeg leve med. Men det var virkelig discountpræget. Piri selv i hvidt stramt lillepigesæt, to danser i sort. Det var sceneshowet. Ingen instrumenter, ingen DJ, ingenting.

OK, så musikken var tydeligvis båndet. Det er også hvad det er. Men jeg er alvorligt i tvivl om, hvor meget Piri selv sang. Det lignede playback. Jeg stod tæt nok på til at kunne se, at hendes mundbevægelser jævnligt ikke matchede den alt for perfekte vokal, som kom ud af højtalerne. Nej tak, så hellere noget kvalitetspop.

Derfor tog jeg ud på mit personlige rekordforsøgs længste stræk, fra Eos til Arena, hvor den kommende superstjerne Rina Sawayama var gået på kl. 20.45. Jeg nåede frem til hvad der skulle vise sig at være koncertens 3 sidste numre.

Dømt ud fra dem, så var det her en kæmpe fest. Teltet var fyldt, kogte og Rina virkede som en gudbenådet performer oppe på den store scene. Hun sang godt, det er en ting, men hun havde Arena i sin hule hånd. Mod slut forlod danserne scenen, og hun satte sig på stol i et imaginært “omklædningsrum”. Hendes assistent kom på scenen og hjalp hende med at klæde om. Imens diskuterede Rina koncerten, og om publikum ikke havde været lidt stille og så videre.

Det kunne nemt være faldet helt til jorden. Men havde den modsatte effekt. Rinas stramme, professionelle pop-art show blev menneskeligt og humoristisk. Hun er ikke bare dygtig, men sjov! Oprigtigt morsom, på den britiske deadpan vis. Men også med autoritet, som om hun er i total kontrol. Publikum lystrede og skreg på mere. Det fik de i form af en blændende finale, der er mit personlige Roskilde højdepunkt indtil videre.

Den glimrende country møder uptempo trampepop banger “This Hell” skabte ekstase i teltet. Opdelt fællessang i publikum fungerede perfekt, alt klappede. Noget som nemt kunne være et maskinelt, men effektivt, show ala Dua Lipa sidste år, fremstod levende. Næste gang spiller hun på Orange.

Jeg sprintede mod Platform, i håb om at kunne nå de sidste toner af Gabbar Modus Operandi, 200 BPM orgasm music” fra Balis undergrund, som der stod i programmet. Det blev dog en quickie, havde ikke lige regnet med, at bruge så meget tid i selskab med Rina. Så nåede kun lige de allersidste pumpede toner. Oh well, det tæller, mine regler!

Så var der dog lidt hul i programmet, desværre, så jeg kunne ikke sætte mere på kontoen inden Lil’ Nas X på Orange 22.15. Det lå jo tæt på Avalon, men også tæt på Electric Wizard tiden, så den skulle lige times. Jeg fandt en plads ved ølsalget på hjørnet ved Orange, så jeg kunne se scenen, men også komme hurtigt væk. Og så stod jeg ellers lidt der og fordøjede, kiggede på mennesker og begyndte at kunne mærke kroppen.

BANG, der var Lil’ Nas X, eller der skete i hvert fald noget på storskærmen og oppe på scenen. Lytte lytte lytte, jeps, det er ikke noget for mig, hej hej. Regner man det hele med, og det gør jeg, så endte jeg på 7 koncerter på under to timer.

Nede ved Avalon var det berusede Gnu-flag dukket op, og stod og svajede lidt utilregneligt. Jeg undgik ikke helt fælden og måtte lige konversere lidt med godt folk, også nyankomne i løbet af dagen til lejren. Glædelige gensyn, de jo søde allesammen. Mike kunne berette, at ja, jeg gik glip af noget, da jeg missede Karpe. Dammit. Han fortalte også om mødet med to tyskere, et sjældent syn på Roskilde efterhånden. De prøvede forskellige festivaler hvert 5. år og havde aldrig oplevet så fredelig og imødekommende en festival.

Men det gjorde også, at jeg lige var lidt afledt, da Electric Wizard indtog et helt mørkt telt og scene med sparsom belysning.

Electric Wizard, Avalon, kl. 22.30

Den her bliver kort. Ikke fordi, at stoner/doom bandet ikke havde noget at byde på. Jeg har bare ikke så meget at sige, når jeg ikke er inde i bandets bagkatalog. Det er sådan et band, der har eksisteret i periferien for mig. Jeg har set dem før live, kan lide hvad jeg hører, når jeg en sjælden gang får sat det på.

Da jeg lidt forsinket ankom og endte helt oppe foran til højre for scenen, var der kommet gang i videoskærmen bag bandet og de stod nu ikke i komplet mørke. Og de spillede røvfedt. Der blev headbanget og vippet med på de tunge, langsomme rytmer, som Electric Wizard har en del af. OK, faktisk har de ikke så meget andet, men de har fandme også nogle fede riffs og slet ikke tossede melodier at hænge det op på.

Det er gentagende, hypnotiserende, tuuuuuung, medrivende, sumpet og stenet. Med sange om vampyrer, blod, andet okkult og sejt. Hugge hugge, vugge vugge, hurtigt fik jeg varmen og stod og svedte godt. Ud og trække lidt luft, efter en særligt svedfremkaldende vuggevise fra helvede. Ind igen, da den lette støvregn lige havde kølet mig lidt ned.

I næstsidste nummer kom tempoet op, og det var faktisk lige ved at dræbe koncerten lidt for mig. Det virkede både lidt malpalceret og jeg var bare ikke lige i stemningen til, at nu skulle der stoner-rockes hurtigere igennem. Heldigvis faldt pulsen igen med den afsluttende “Funeralpolis”. Det er sateme også et sejt nummer.

Ja, det var det. Det var sejt, fedt og måske også forudsigeligt. Det kan man dog også godt trænge til efter en dag i øst og vest, rent geografisk og hvad indtryk angår.

JEG var træt og brugt. Det trak op til regn, og dagen i morgen bliver også lang. Og så er der udsigt til noget jeg kender og kan synge med på! Hvis jeg stadig har stemme efter alt for mange smøger og festivalstøv. Man bliver helt tør i munden.

Det blev jeg også af min natmad. De medbragte kiks, det pålægsløse knækbrød, og lidt peanuts. Mundvand bye bye, og medie nat nat. Jeg gik i seng efter en underlig, men typisk Roskilde dag, hvor musikken generelt set måske var lidt middelmådig. Men de korte øjeblikke jeg fandt, var små højdepunkter. Snapshots.

Kæft hvor kiks og knækbrød krummer.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR

Previous articleRF’23, Reportage, rigtige venner, kald det kærlighed og anmeldelser fra onsdag d. 28/6
Next articleRF’23: Reportage, den evige vandring, Orange følelser og anmeldelser fra fredag d. 30/6

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.