Home Artikler RF’22: Reportage, anmeldelser og færre rablerier, torsdag d. 30/6

RF’22: Reportage, anmeldelser og færre rablerier, torsdag d. 30/6

214
0

Torsdag på Roskilde Festival bød på masser af musik, så den vil vi fokusere på i dag uden for meget sniksnak. Det blev til koncerter med navne, som Sky Ferreira, Kacey Musgraves, Yola, Megan Thee Stallion og Dua Lipa, plus det løse.

Jeg tog fejl. Og indrømmer det gerne. OK, jeg indrømmer det i hvert fald. For det første var jeg måske lidt for hård ved Post Malone i går, og gav ham en svada på et lidt tyndt grundlag. Han er nok ligeglad. Men, andre steder, har jeg også skrevet om manglen på headlinere, som kunne samle pladsen og publikum foran Orange.

Der var i hvert fald mindst et. Som jeg havde undervurderet og ikke anede var så populært.

Men, det er at tage glæderne lidt på forskud, vi skal lige spole lidt tilbage. Jeg vågnede overraskende, og lidt ufortjent, frisk og udhvilet i mit telt efter onsdagens udskejelser. Overbevist om, at det stadig var først på morgenen, mit telt er helt sort indvendigt, slog jeg porten op til verden. og blev mødt af fuldt dagslys og en sovende/kollapset ældre herre på et liggeunderlag 1 ½ meter fra min teltåbning. Godmorgen, du spærrer udsigten og trafikken lidt, mester.

Godmorgen, søde ven! Rise and shine!

Det viste sig, at klokken var tyve minutter over 8?! WTF, op, i bad, afsted. I en hulens fart, hvis jeg skulle have nogen forhåbninger om, at nå til Pavillon kl. 12.00 til Star Feminine Band. Virkede allerede urealistisk da jeg 20 minutter senere skridtede mod Pressecenteret i Backstage Village. Som var helt tom, begge dele, stort set i hvert fald. Hvor er alle de kendte henne?!

Skrible skrible skrible, kaffe kaffe kaffe, en af de få goder ved det søde medieliv for os pøbelmedier, er gratis kaffe. Den er lige lovlig tynd i år. Der skulle nok spares. Og vi har sådan set betalt for den gennem vores mediebillet. Ja, til de der tror, at vi er gratister. Det koster omkring 600 kr. pr. akkreditering man har fået tildelt gennem ansøgningen op til festivalen. Hvilket dækker ting som strøm, vand og altså, på en måde, tynd kaffe. Men hey, måske giver tynd kaffe ikke tynd mave? Lad os se #mediemave

Jeg opgav håbet om, at se nogle afrikanske børn synge og danse dagen i gang, skriverierne trak lidt ud. Og WIFIen i pressecenteret begyndte, at strejke lidt, da teltet langsomt blev fyldt op. Så, der var lidt ekstra tid til, at sidde og stirre på skærmen og håbe på det bedste.

Da jeg efterfølgende rundede Avalon var Coco O. lige gået på scenen foran en ordenlig flok festivalgæster. Folk var åbenbart kommet tidligt ud af prutkabinen og ud i det gode vejr? Allerede godt med trafik på alle Roskilde Veje. Jeg stod og summede lidt til Coco O. fine poptoner, skulle lige “mærke min krop”. Mest min mave. Morgenmad! For helvede, havde igen glemt at spise. Nå, hvad kan man få, hvor der ikke er 100 meter kø?

Det blev en Falafel i rulleformat fra Gaza Grillen, som tidligere har været et ret sikkert valg inde på musikpladsen. Man ved hvad man får, det er rulle med falafel, lidt kål, rødløg og øhhh… “diverse”. Det er ikke en dårlig kombination, der er lidt gods i banditten, smagen er tilforladelig, om end lidt anonym og brødet rigtig fint. Så man får noget for pengene. Ved så ikke om man får NOK, når bassen er oppe i 79 kr. for en rulle. Det ville jeg kalde forsøg på røveri ved højlys dag alle andre steder end Roskilde, men efter festivalens standard er det godkendt. Vi ender på 4 ud 6 på skalaen for tilfredse pressemaver.

Jeg blev antastet af en, som ville spørge om jeg vidste, hvor man køber smøger? Igen, nej. Der lader heller ikke til, at være tobaksalg på selve festivalpladsen, ligesom det ikke var tilfældet på camping. Man undrede sig, udviste forståelse, jeg gav, selvfølgelig en smøg og vi overvejede at starte en lille forretning med contraband/bootleg smøger. Der må være en varevogn på vej med ekspressfart fra Polen, som parkerer udenfor pladsen.

Faen, du kunne købe en karton i 7/11 og sikkert sælge dem til 100 kr. pr. pakke herude. Det ville være ufint, men realistisk. Ej, tanken kunne ikke falde mig ind, men måske man skulle have meldt det ud inden festivalen? Så folk kunne have forsyninger med hjemmefra, eller få mor til at køre herude. Hvis det er spørgsmål om manglede mandskab til, at bestyre tobaksalgene, så kunne man vel have fundet en lille, mobil vogn eller to, som bare cirklede rundt på pladsen?

Om mod Arena, der var halvt om halvt aftal meet up til Tobias Rahim ved 14 tiden. Både de (måske) sørgelige rester fra Get a Tent lejren og fotograf inkl. junior var på vej. ABORT MISSION! Allerede en halv time inden Rahim skulle på var der så proppet foran Arena, at man kunne forudse hvor det bar henad. Tilstrømningen fra alle retninger tog til og jeg fik benene på nakken i modsat retning.

Man kan med rette argumenterer for, at Festivalen selv, og planlæggerne burde have set den komme for lang tid siden og justeret derefter. Den tror jeg vi gennem til evalueringen og min afrunding efter festivalen. Men, lige hurtigt: byt rundt på Rahim og Kacey Musgraves, skid hul i selvopfattelse og signalværdien, Rahim havde fyldt Orange. Om det havde været kl. 14 eller 17, da Musgraves smilede til et magert fremmøde.

Jeg svømmede mod strømmen igennem flodbølgen af unge, glade mennesker, der skulle til Rahim og endte igen ved Avalon. Da var Coco O. nået godt tre kvarter ind i koncerten. Hun har en flot vokal live, ingen tvivl om det, materialet er lidt døsigt til mig, også de par Quardron numre, der blev luftet i middagsvarmen. Meeeeen, som soundtrack til, at sidde og vente i skyggen var det nu meget hyggeligt.

Fotograf og vedhæng ankom, de havde nået de sidste 20 minutter af Star Feminine Band og kunne berette, at det havde været “super godt”. De sang med deres spæde barnestemmer, og dansede løs, så fotografen var blevet helt rørt og fældet en lille tåre. Det må være en godkendt koncert! Nu ventede, der noget lidt andet på Avalon, hvor Sky Ferreira efter planen skulle spille kl. 15.00.

Sky Ferreira, Avalon, Kl. 15.00 (eller cirka deromkring)

Efter planen. For, hun gik på 12 minutter forsinket. Og det efter, at hun havde frabedt sig fotografer foran hegnet. Så fotograferne nu stod linet op i publikum, forrest ved samme hegn. Jeg har fuld forståelse for, at man som kunstner ikke ønsker forstyrrende elementer og kameraer lige i smasken når man skal optræde. Men, læg så dertil, at man ikke går på til tiden, så begynder det, at lugte lidt halv-fælt af nykker.

Det er også muligt, at det ikke var rent krukkeri, men tekniske problemer af en eller anden art, som forsinkede hendes majestæt. Men, så adresser det på en eller anden måde fra scenen. Der må være nogen, som har en mikrofon, som virker. Hun bøvlede tydeligvis med noget in ear, som ikke ville makke ret og blev skiftet ud i løbet af koncerten. Og der var flere tegn på scenen, der indikerede at endnu flere ting drillede. Bare sig det! Kom på scenen, forsinket som du er, sig “det er jeg sgu’ ked af, vi har lidt tekniske problemer. Men, nu prøver vi det. Sammen! Er I med os, Roskilde?”. Bum, “problemet” fikset, kontakt etableret og følelsen af sammenhold skabt.

I stedet stod isdronningen klædt i sort fra tå til den lyse fuglerede i toppen og… stod. Kun langsomme, lidt dopede bevægelser i koncertens første lange del. Hun stod og stod og sang. Måske. Det var lidt svært, at høre vokalen af og til. Ikke fordi hendes anonyme band overdøvede hende, lyden var bare lidt ulden. Hun var bagud på point, da hun gik på og i stedet for, at hente nogle af dem kom hun længere bagud i koncertens indledning med den iskolde fremtoning og ikke eksisterende udstråling. Det skulle vist forestille, at være sejt og cool? Eller også er hun bare meget sky, hende Sky.

Hun og band begyndte mere og mere, at fremstå som levende pasticher på et goth/mørkemand/kvinde 80er rock opkog. Hvis hun da var levende. Måske var de robotter, eller karakterer fra en nutidig film om perioden? Det virkede påtaget. Og nåede slet, slet ikke ud over scenekanten og fik fat i publikum. Der hurtigt begyndte, at skrumpe i størrelse, efter de første par dødssyge sange. Forståeligt, der var ganske enkelt ikke noget, at tage med sig herfra. Det virkede underligt åndsforladt og ikke til stede.

Et nummer lød indledningsvis som en bleg kopi af “Pictures of You”. Tror hun har lyttet meget til, og gerne vil lyde som The Cure. Hun lød og sangene lød i stedet som en fesen version af fesen-finske Him. Kom til, at tænke på Adam Sandler i The Wedding Singer, “I was listening to The Cure a lot”, siger han, inden han krænger smerten ud i hjemmelavet nummer. Det virkede mere troværdigt end det her.

Der kom spredte antydninger af en god sang, som koncerten skred frem og der var lige ved, at være hul igennem da Sky skreg “I know what it feels like”. Man kunne næsten føle det, og tro på det. Og fandme om hun ikke tøede op i et lille glimt, og kom til, at smile til publikum. Det var bare alt, alt for sent til, at redde stumperne af en mislykkes koncert.

Ligesom det backtrack, som dukkede op i det uskønne lydbillede med spredte mellemrum koncerten igennem, så var det her en u-organisk og underligt fraværende oplevelse. Jeg har svært ved, at se meningen med det, for nogen. Inklusive Sky Ferreira. Hvad får hun ud af det?

Efter den 55 minutter lange fuser havde man brug for, at hvile systemet lidt. Der blev styret i retning af den mægtige Orange Scene, hvor country-pop dronningen Kacey Musgraves var programsat til kl. 17.00. Der var meget tomt og roligt, da vi ankom og søgte mod mere forplejning. Hvorfor ikke give Food For Sixty et skud mere, eftersom der ikke var nogen kø. Er det et godt tegn?!

Junior foretrak Boller i Karry, den smagte jeg natten før, så valget faldt på en portion Brændende Kærlighed. Not much love to share for de 60 kr., måtte jeg erkende. Det var godt nok en sløj omgang.Var jeg på eget initiativ ikke kommet til, at oversalte kartoffelmosklatten med rødbeder, lidt løg og måske baconknas en kende, havde den næppe smagt af noget som helst. Konsistens og smag, som den paptallerken den blev serveret i. Vælg Boller i Karry, hvis du er på budget og skal have noget fra den biks. Lunken kærlighed får en flad toer, og kun fordi jeg er flink og fik et eller andet der fyldte en smule indenbords.

Kacey Musgraves, Orange Scene, kl. 17.00

Hold da fest, der var få til country-popfest foran Orange! Der var gabende tomt på pladsen, da Musgraves indtog scenen i storladen pomp og pragt. Et hjerte på storskærmen blev tegnet, og bristede. Nu var der musik til de knuste hjerter?

Der var til gengæld masser af kærlighed til Musgraves og hendes band fra pitten. De virkede pænt fyldte og medlevende, og var endda med på fællessang hist og her. Så oppe fra scenen, er det muligt, at det hele ikke tog sig så magert ud, som det gjorde længere ude på pladsen.

Musgraves er en god og sikker performer. Og kan synge. Hendes store, følelsesladede numre, som der faktisk er en del gode imellem. Det er meget poppet, selvom hun egentlig startede i countryen. Den fik vi kun smagsprøver på, spredte bidder. Her var koncerten rent musikalsk stærkest og mest vedkommende. Popdelen blev lidt steril og pæn.

Det kan godt fremstå meget “amerikansk”, det kører bare på skinner. Momentvis har det også en lidt ærgerlig snert af X-Factor performance og form over sig. Super professionelt leveret, men også lidt for velfrisseret og “perfekt”. Så bliver det lidt tandløst og små-kedeligt. Dog lyste Musgraves og hendes ubetridelige talent for, at skrive driftsikre og stedvis flotte numre op. Et cover af Elvis’ “Can’t Help Falling In Love” faldt lidt til jorden. Sangen er vist på soundtracket til den nye Elvis biopic, men fortolkningen af Musgraves live fremstod, som en lidt for tam popballade-kopi af originalen.

Så var der mere gods i fine sange, som “Star-Crossed”, “Rainbow”, “Justified” og hittet “Butterflies”. Mod slut kom der endda Kacey-o-kee, som hun selv kaldte det. Med tekster til sangene på storskærmen, og det hele, så alle kunne synge med. Så var der da ingen undskyldning! Billigt, men smart trick. Tror dog, at dem der kendte Musgraves og sangene i forvejen også kunne teksterne. Og de øvrige havde mere travlt med at dase i græsset, eller få sig en hyggelig sving om til musikken.

Jeg vil ikke kalde Musgraves decideret fejlplaceret på Orange ud fra devisen om, at hun nok var hyret og placeret til, at levere det vi fik. En hyggelig, lidt ligegyldig omgang hyggemusik i solen, som man kunne bruge som man ville. Lidt synd for Musgraves, men hun gik til tjansen med oprejst pande, god attitude og et vindende væsen. Hun fremstod ikke som en robot eller en død sild, men selve koncerten var toptunet, strømlinet og fulgte drejebogen.

Mod slut fik vi lidt konfettiskyer og en tværfløjte på Orange. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har set. Om ikke andet, så kunne man da tage det syn med sig ned til Mantra. Nu skulle der andre boller på den festivalsuppe.

Yola, Mantra, Kl. 18.30

Første besøg på den nye Mantra Scene, der fungerede som Countdown under opvarmningsdagene. Og nu er en del af indre plads, placeret i det såkaldte Central Park område. En lille oase, der ligger i direkte linje fra Orange Scene, men afskærmet, så man lige skal runde et hjørne for, at finde derind. Hyggelige omgivelser, til en omgang soulrock med elementer af country og andre traditionelle, amerikanske lækkerier.

Yola er dog ikke amerikaner, men rigtig meget englænder. Det kunne høres, når hun gladeligt kommunikerede med de fremmødte mellem numrene. Knap så meget, når hun skruede op for stemmebåndet og gav den fuld skrue. Stemmemæssigt kan hun minde om en blanding mellem Aretha Franklin og Janis Joplin, det soulede og det krængende-sjælen-ud, kombineret med noget kraft, der giver det et skær af en naturkraft der slippes løs.

Hun var allerede i plus, da hun få sekunder inden i første nummer, med stort overskud malet i ansigtet, kastede et fredstegn tilbage, modtaget fra en på anden række i publikum. Tjek, hun er til stede og i stand til, at bryde manus. Og kan FUCKING ROCKE. Yola spiller ikke kun en solid spade, hun rocker også en fed vokal. Bandet var måske lidt statister, men kompetente statister, der passede deres arbejde og ikke snuppede spotlyset fra Yola.

Og hun solede sig i det. Kun mod slut dykkede koncerten en smule og kom til, at trille lidt antiklimatisk over målstregen. Det var, som om at der lige manglede et “hit” mod slut. I stedet gik der lidt medley med “don’t stop the music” i den og sangen “Stand For Myself”, der lidt bare var der.

Man kunne have ønsket, at Yola lille time på Mantra var sluttet med det brag, der i lange perioder var lagt op til. For der var indtil flere højdepunkter på vejen, som kunne have fungeret mod slut. Måske peakede koncerten lidt for tidligt? “Be My Friend” tog kegler tidligt, “KONGENUMMER”, står der bare i mine noter. “Diamond Studded Shoes” var dedikeret til, og skrevet om, tidligere premierminister Theresa May. Yola var ikke fan af hende og nogle af hendes udmeldinger, lad os bare sige det. Men, det kom der et vidunderligt, sing-a-long venligt nummer ud af. Her tænkte jeg virkelig “Janis”, bakket op af Chris Robinson Brotherhood, eller et lignede retrorockende orkester.

Man kunne få sig en lille vals, og gåsehud til “Great Divide”, som spredte endnu flere smil, gode vibrationer og kroppe i bevægelse på pladsen. En vild og effektiv opbygning ledte frem til en passage, hvor hun krængede og vrede sjælen ud og ud over os. Det var fejende flot. Gåsehuden fik jeg dog allerede tidligere. Yola har indspillet en coverversion af Elton John klassikeren “Goodbye Yellow Brick Road”, den kan findes på delux version af debuten. Den blev luftet.

Det er muligvis det tætteste vi kommer på, at få Elton John på Roskilde, og nu har både han og Elvis været forbi indenfor få timer. Elton ville dog ikke kunne overgå, eller matche Yolas udgave. Jeg fik den obligatorisk torsdagklump i halsen og fugt i øjenkrogen, da Yola ydede nummeret mere end retfærdighed. Hun løftede den gamle traver til uanede og mere rå højder. For satan er organ, der sidder i halsen på den kvinde og den fik alt den kunne trækker her. UDEN, at det kammede over og blev usmageligt eller sangopvisning. Det var bare… sjæl.

Og Yola har sjæl, det fik hun sat en tyk streg under på Mantra. Tror også, at hun fik sig et par nye fans på pladsen. Hun er også klar, og fortjener en endnu større scene og prominent plads på plakaten.

Booty shaking galskab på Orange

Efter, at have fået olieret sjælen og stimuleret førerhuset kunne man jo lige så godt få rystet ens halv-gamle, blege bagdel lidt igennem. Tilbage til Orange til en omgang heftig booty shaking med Megan Thee Stallion. Og der blev satme rystet røv, men ikke så meget andet på og foran Orange. Megan Thee Stallion er en ganske kompetent rapper, hun er hurtig og der er noget pondus i den aggressive levering stil. De druknede bare lidt for meget i blævrende hud.

En skam, for der er sikkert en masse fine budskaber gemt i sangene. Om frigørelse, lighed og nu er det kvinderne, der styrer det her pis. Og hingsten lader til, at vrinske om lige hvad der passer hende. Gerne om hendes egne kønsorganer og deres sikkert fortrinlige ydeevne. Som show blev det dog lidt for hurtigt meget ensformigt, at se på og lytte til. Det dunkede og skvulpede bare afsted, så man kunne blive helt søsyg. Men, desværre ikke på en måde, hvor man orkede, at være med eller investeret særligt længe af gangen.

Karakteristisk for den slags rapkoncerter sluttede det lidt brat, som om nogen bare hæv stikket og så var hesten væk. Tilbage i stalden og videre til næste røvrystershow.

Der var ved, at blive samling om lejrflaget i aftenskumringen. Flag er, som altid populære pejlemærker og samlingspunkter. Ikke mindst til de store koncerter, hvor det kan være svært at orientere sig. Og finde fikspunkter, ikke mindst foran Orange, når mørket falder på og folkemængden vokser.

Det gjorde den i timerne op til Dua Lipa på den store, sulten scene. Der blev forplejet vådt og tørt, lettet ben på taktisk gunstige tidspunkter og kaldt til fællessamling. Med gamle og “nye” ansigter at hilse på og gakkegøgle lidt med. “Hva faen, er du også her i år?”, “hva siger du, er det 13 år siden vi så hinanden sidst?!”. Det år spillede Nick Cave, Faith No More, Oasis og Nine Inch Nails på Orange – på den SAMME dag! Nu skulle vi opleve Dua Lipa…

Dua Lipa, Orange Scene, kl. 22.00 (cirka, hvis hun har tid)

Som mørket faldt på kunne man nemt holde varmen, man stod tæt nok på sidemanden/kvinden til, at man kunne mærke om de stadig trak vejret. Og evt. hvad de havde i lommen. Få ingen fikse idéer pilfinger, det er en lighter, gentager en lighter!

Dua Lipa havde så mange folk og danser med, at de var et kvarters tid længere om end planlagt, at gøre sig færdige. Introduceret på videoskærmen, som en art rulletekster til en film, marcherede hele menageriet på scenen. Så kørte showet, og der blev ikke trykket pause, eller spolet frem og tilbage undervejs.

Der er flere måder, at anskue en koncert, som denne på. Det vil jeg hellere forsøge, at formulere end, at dykke ned i den præcise sætliste eller detaljer. Jeg tænker, at du kan fange Dua Lipa live et andet sted, eller se en koncertoptagelse, og så ville det stort set være samme show hver gang. For det VAR et nøje indstuderet, gennem koreograferet og maskinelt popshow. Men det virkede efter hensigten.

Nej hatten ville sige, at det var hult, måske endda gabende tomt og fordummende. Det er tomme kalorier, som i bedste fald kun giver et boost kortvarigt og ikke kan føles dagen efter. Sikkert er det også usundt for den historieløse ungdom, hovedløst og uambitiøst af Roskilde og en overgivelse til laveste fællesnævner. Det er satme ikke Bob Dylan.

Men, jeg ved ikke om tidligere generationer blev meget klogere, eller bedre mennesker af, at lytte til Dylan og alle de andre “dybsindige” eller udfordrende kunstner. Mange blev alligevel nogle gamle, egoistiske og utiltalende svin, som har nok i sig selv, friværdien og hækken, som holder verden ude. Så tænker, at dem foran Orange nok skal klare den mindst lige så godt. Og blive gamle og sure helt af sig selv, hvis det er det, de lyster.

Jeg har i tidligere skriverier både, som nævnt indledningsvist, sat spørgsmålstegn ved om Roskilde har nogle reelle hovednavne. Og i hvert fald om dem der er, kan samle pladsen på tværs af generation foran Orange. Der var nok fleste unge, men vi er alle 40 eller deromkring, og der var mange i “vores” alderssegment. Og folk der var ældre. Og der var VIRKELIG mange! Som i, tæt på udsolgt på pladsen. Så Dua Lipa opfyldte i hvert fald det “krav” til fulde.

Ligeledes har jeg været ude med riven efter nyere kunstneres manglende sans for opbygning af koncerter. Den kunne jeg godt proppe i piben, og stikke den ind eller ryge møget. Dua Lipa var alt det, som jeg burde hade og har kritiseret andre for. Det var peak peak peak, ingen op- og nedture, hvor man bygger op til næste punkt. Bare en ustoppelig festmaskine, som kørte på autopilot. Og tog Orange og publikum med storm.

Det var en kæmpefest. En man tog sig selv i, at ønske aldrig stoppede. Selvom det var super “dumt”, alt for meget og så poleret for knaster og kanter, at man kunne have brugt det som vådserviet. Ingen ridser, Dua Lipa er “perfekt”.

En perfekt partyrobot, hvis ekstravagante danseshow også endte med, at blive noget, der bare skete. De dansede rundt deroppe, og hun med, med alle tænkelige rekvisitter, baggrunde og “settings”. Jeg har ingen anelse om, om der var nogen budskaber eller andet, som showet skulle formidle. Det lignede en masse glimtende og superstylede musikvideoer fremført i “liveversioner”. Hvor meget sang hun uden, at der var masser af effekter og “snyd” involveret? Who cares, det lød “perfekt”.

Det “perfekte” bringer mig frem til det, som man så, om noget kunne tage med derfra. For, som en fra lejren gjorde mig opmærksom på efterfølgende, hvad er det for et signal Roskilde sender ved, at booke Dua Lipa? Og hvad signalerer hun selv, hvis noget? På en festival, der helt efter tidsånden, virker meget (med rette) fikseret på, at præsenterer kunstnere og budskaber om, at vi alle er lige. Køn, seksualitet, kroppe, hvad ved jeg. Og her kommer så en headliner, som om noget ikke virker, som alle os andre. Hun er perfekt.

Dua Lipa kan jo ikke gøre for, at hun ser ud som hun gør. Og hun skal da slet ikke udsættes for en eller anden form for omvendt “shaming”, hvor man udskammer hende for, at være “perfekt”. Men signalet i det. Den havde jeg ikke tænkt over, men da vedkommende bragte det på bane, fik det mig alligevel til at studse lidt. Det virkede, i den kontekst, lidt besynderligt, at man bare smider alle gode intentioner overbord.

Festen stoppede “aldrig”

Tilbage til koncerten, eller showet. Det var “perfekt” til det, det skulle være og være tænkt som. Vi havde en fucking fest, og det skal der også være plads til. Og Dua Lipa havde, tilsyneladende så mange af de der “bangers”, de unge snakker om, i magasinet, at hun bare kunne sætte hitkanonen på frås. Det stoppede aldrig. Hit på hit, hov, den kendte jeg også, nå, har hun lavet den? Og hvis det kneb, så låner man bare til Gwen Steffani, Elton John (IGEN!) eller Daft Punk. Det er skide ligemeget, festen skal bare holdes på kogepunktet i 75 minutter.

Ligesom man troede, at nu mistede man pusten, så kom den næste. Der blev danset, skrålet med og viftet med alt, som ikke var sømmet fast med stormpløkker. Det var, på sin egen måde og i sin egen ret, et Orange øjeblik. Var det, som for 13 år siden? Tjaaaa, det var også en fest. Nu er festen bare en anden.

Den trak tænder ud, et par timers “opvarmning” med Rosevin på pap (pladens egen til 80 kr. pr. liter er godkendt) og så 75 minutters gammelfar dans kunne mærkes. Vi daskede mod Pavillon, Gutter Island Bar to the rescue!

#guttersejer

Nogen sank sammen på en bænk, eller i græsset, andre gik i baren. Nogle trak mod scenen og de mystiske, industrielle måske-metalliske toner, om begyndte at summe ud fra teltet. Der var ved, at være udsolgt i anmelderkroppen. Lyt til den, lyt for pokker. Man kunne jo også… de andre skulle til Joyce, der gik på Avalon kl. 01.30. Det ville bringe mig ind i eget telt ved 3 tiden. Nej.

Jeg trak stikket, vaklede mod nærmeste udgang på en ligeså effektiv autopilot, som Dua Lipa var udstyret med. Det summede i hele kroppen og hovedet var bare gået på strømbesparende tilstand. Der var teltet. Lyset var slukket.

Hey, jeg så udelukkende kvindelige kunstnere i dag. Slå den kønskvote. I morgen må jeg hellere finde nogle flotte mandfolk!

Af Ken Damgaard Thomsen (plus mobilfotos)

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleRF’22: Reportage og rablerier fra onsdag d. 29/6
Next articleRF’22: Reportage, anmeldelser og spredte kriser, fredag d. 1/7

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.