RF16: Sturgill Simpson, Avalon, 2/7 ★★★★☆☆

0
1131
views

Amerikanske Sturgill Simpson er blevet kaldt countryens frelser og mange andre superlativer. 3 albums inde i karrieren er der allerede voldsom hype omkring ham og med hans seneste album, Sailor’s Guide to Earth har han også bevæget sig ud over countryens bredder. Der burde altså være grundlag for en legendarisk optræden, hvor man kunne opleve Simpson vælte Avalon inden han for alvor bliver stor. Men publikum ville det anderledes.

Du har måske allerede læst anmeldelser af koncerten, hvor en anmelder brokker sig over et snakkende publikum. Det her er endnu en i rækken.

Simpson havde svære arbejdsbetingelser. For det første buldrede Dizzy Mizz Lizzy stadig ganske højt på Orange, hvilket i de mere stille passager kunne virke generende foran under Avalon-teltdugen, men værst var dog en nærmest konstant snakketendens blandt store dele af publikum, som stort set kun lod til at høre efter, når der kom blæs på strygerne og intensiteten i musikken blev stor nok til at de lige måtte tage en pause. Lyden var også i den lave ende, og det er den sådan set ofte til denne type koncerter – det er sådan det skal være. At lyden så indledningsvist ikke var så klar og tydelig som man kunne ønske er noget andet, men lydniveauet var egentlig ok. Det var snakken (og støjen fra Orange, for den sags skyld) ikke.

Det er okay at folk snakker lidt med sidemanden og man lige veksler en kommentar om et nummer, ens nye striktrøje, hvem man lige mødte da man var nede og købe øl, det er ikke det – men det samlede snakkeniveau var bare for meget. Heldigvis lod en tilsyneladende oplagt Sturgill Simpson og hans 7 mand store band, inklusiv 3 blæsere, sig ikke mærke med det, og spillede ufortrødent løs. Det var dog som om, der først for alvor kom momentum, da Simpson begyndte at spille materialet fra sit nye album, hvor blæserarrangementerne er blandt de elementer, der gør det særdeles vellykket.

Simpson har ikke nogen storslået vokal, lidt nasal og ikke specielt artikuleret (han lyder som om “han har slugt Waylon Jennings”, som sidemanden konstaterede), men den er karismatisk, og man vil gerne kunne høre hvad han synger – for han virker til at han har noget på hjerte. Og her var det igen som om Simpson måske selv mumlede lidt vel meget, men også at mikrofonen heller ikke var helt skarpt indstillet. Lyden blev dog bedre og bedre som koncerten skred frem, og det var jo heldigt nok, når vi skulle være i selskab med Simpson i halvanden time.

‘Welcome to Earth (Pollywog)’ var første højdepunkt, som desværre blev skamferet af snak, indtil blæserne satte ind og blæste nummeret og koncerten ind i en anden dimension. Herfra var det som om Simpson fik bedre tag om publikum, selv om snakken stadig var alt for høj og konstant. Også under Simpson’s Nirvana-cover ‘In Bloom’, som mange blandt publikum næppe opdagede var et Nirvana-cover.

‘Breaker’s Roar’ blev næsten for stille, mens ‘Brace for Impact (Live a Little)’ havde bedre vilkår og fik folk til at spidse ører med sit bluesede groove, hvor blæsersektionen for alvor kom til sin ret – og skal vi ikke bare nævne, at Simpson’s band også var dygtige folk på deres instrumenter. Simpson selv tog nogle energiske ture ud i den ene side af scenen med sin guitar, og viste en indestængt energi, som ikke kunne holdes nede. Heldigvis. Selv den stille ‘Oh Sarah’ fik ørenlyd, og det endte faktisk med at teltet var på og klappede med til de sidste numre, men hvorfor det skulle tage så lang tid, er en gåde.

Sturgill Simpson’s koncert kunne potentielt være blevet en større oplevelse, men sådan blev det ikke i denne omgang. Vi må håbe han kommer tilbage og publikum næste gang lytter lidt mere efter.

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFR

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.