Vi er nået til anden del af et tilbageblik på 25 år (give or take, der var noget corona) på Roskilde Festival, sidste gang var jeg (Ken) omkring mine to første år, 1999 og 2000. To skelsættende år på hver sin måde. Nu bevæger vi os ind i nullerne, år et efter ulykken, 2001.
Jeg havde egentlig planlagt, at dække årene 2001 til og med 2004 i denne anden del. Det viste sig dog, da jeg fik skrevet hele møget færdig at det (selv for min standard) blev for langt. Og det gjorde sig også gældende for de kommende artikler i serien.
Så, jeg fifler lidt, klipper, klistre og bytter rundt, serverer i lidt mindre bidder og sætter samtidig udgivelsesfrekvensen lidt op. I det følgende vil der undtagelsesvis kun være fokus på et enkelt år, nemlig 2001.
Et peak år, der bød på lidt af det hele med hash-kogere, 1000 øl, stor lejr, fremragende vejr, legendariske koncerter og en indlæggelse på Roskilde Sygehus.
Hvad hele pointen er med disse skriverier, kan man læse en mere udførlig introduktion til i første del. Læs den, eller lev med, at det her er en personlig beretning om mine år på Roskilde Festival fra 1999 til 2024. 2025 bliver min festival nummer 25 i streg, der mangler jo to stk., 2020 +21, der blev aflyst pga. Corona.
Efter år 2000 og den meget omtalte dødsulykke måtte der ændringer til. Men ikke kun på den tragiske baggrund, som (heldigvis) medførte store ændringer i festivalens sikkerhed, beredskab, publikumsadfærd og lidt på godt og ondt medfølgende restriktioner. Også på det personlige plan skete der en hel del mellem de to festivaler, som kom til at forme de kommende år på Roskilde og livet generelt.
Faktisk trækker det tråde helt op til i dag, så lidt forhistorie er vigtig for konteksten og de større linjer. I januar 2001 mødte jeg min kommende kone (nu ex.), Lene og nogle af hendes venner, blandt andet Rikke og Thomas, som dengang dannede par. Og vi svingede fra første sekund, og delte i bred forstand musiksmag og begejstring for Roskilde Festival. Så vi skulle naturligvis på festival sammen den sommer.
Er du vimmer den var da møglummer
Ja, efter det våde og blæsende år 2000, så tilsmilede vejrguderne Roskilde med høj sol og temperaturer i den høje ende af 20erne det meste af ugen. Det hele kulminerede i en gang lummer, men tiltrængt regn om lørdagen.
Det gav både strålende humør, brune kroppe og slutligt var det også medvirkende til at festivalen for mit (og Lenes) vedkommende sluttede for tidligt. Det kommer vi til.
Først skulle vi dog lige igennem 5-6 dage med druk, fest, samvær og musik med nogle nu legendariske koncerter. Men hvordan og hvornår ankom vi egentlig til festivalen? Godt spørgsmål. Nej, seriøst, hvordan forløb det præcist?
Jeg har en idé om, at vi kørte fra Haderslev (hvor Rikke og Thomas boede) i en proppet bil af ældre dato, presset ind blandt grej og 1000 Fuglesang dåseøl. Og ankom… søøøøøndag? Mååååskeee? Det var stadig i årene inden kø ved indgangen, striks adgang og hegn der væltede. Folk kom dryssende, hvis man kom FOR tidligt, blev man bedt om at daffe og komme tilbage senere.
Et kig i arkivet, hvor en gammel notesbog dukkede op, afslører, at jo, vi landede søndag. Men Øst var allerede fyldt op, og Vest åbnede først dagen efter! Vi forsøgte at etablere en lille lejr ved bilen på parkeringen ovre på Vest, den gik naturligvis ikke. Noget med “brandsikkerhed” og den slags pjat?!
Så vi måtte tilbage på Øst, KLEMME et enkelt telt ind på en ledig plads, overnatte der, og tage turen om på den ANDEN side igen dagen efter. Hvor vi så kunne få plads nok til en hel lejr… Jesus Christ – godt man var ung!
Hvem der ellers kom hvornår og hvorledes har jeg fuldstændig glemt, men efter de to første år med 1-telts “lejr”, så endte den her lejr af godtfolk fra nær og fjern med at fremstå gigantisk. Jeg kan (beklager) ikke huske alle eller det nøjagtige antal, men den sammenbragte flok var nok på den gode side af 20 personer.
Alle sammen varierende grader af relativt tørstige, og i særligt 2 personagers tilfælde, Bo og Bo (fordi: selvfølgelig) ekstremt glade for at ryge hash. Og de var gode til det! Det var jeg ikke, men jeg gjorde da sporadiske forsøg.
Og så gik de første ellers op i røg, damp og kampdruk om kamp med varmen. Man skal jo drikke ekstra mange øl for at få nok vand, i ved – væskebalance og den slags. Det er videnskab! OK, der måtte også rent postevand til, som efterhånden blev hentet i en stor “fællesdunk”, og derefter fordelt i vandflasker. Det var simpelthen SÅ varmt, at vand var en nødvendighed. Og, suspense suspense, den dunk blev vores banemand.
Spil den med Saybia!
Campingscenen havde gjort sit indtog året før, og jeg har faktisk tidligere dækket den scenes historie og udvikling ganske indgående i 3 artikler. Så der er ingen grund til at koge alt for meget (og tyndere) suppe på den høne igen.
Den havde dog en ganske stor plads, som underholdning og tidsfordriv dette år. Modsat året før, hvor jeg ikke tror jeg overhovedet nåede forbi? I 2001 var vi nærmest parkeret foran den opklappelige skurvogn af en scene. Lige midt i solen med lunkne øl og røven skruet ned i de der lave træ-campingstole, som var det rene pindebrænde og sikkert gav varige sidde-skader på ryg og nakke. Hvis ikke nakken i forvejen var øm af at være stegt rød.
Så sad man der og skrålede med på “The Second You Sleep”, fordi vi allerede havde hørt en eller anden brændt demo-udgivelse fra Saybia. Den var da meget god, ikke? Ja ja, det var tidens toner, blandt andet, don’t judge. Hva faen, der var sgu’ da også Carpark North – fede tider! Nå, ikke… OK…
Der var også alt/støj-rockerne Barra Head, der faktisk havde eksisteret siden starten af 90erne. Der var endnu ikke en helt fastlagt booking strategi, hvor generelt uprøvede og ukendte kunstnere var i fokus. Det var mere et miskmask af “for små til den rigtige festival” navne. Nå, men Barra Head sluttede det hele af med at tyre CD’er ud fra scenen. I dag ville det sikkert medføre klager, fordi nogen kunne få en CD i øjet.
Ellers var det stadig lidt småt med decideret organiseret underholdning og aktiviteter på pladsen, måske var det lidt boldspil og den slags? Man måtte ellers underholde sig selv, hvilket medførte mere eller mindre kreative og halv-farlige spontant opståede udfoldelser. Ofte måtte man dukke sig for en flyvende fodbold foran Campingscenen, eller når et band som Barra Head tyrede deres cd’er ud fra scenen efter deres koncert.
En scene, hvor der forresten ikke var nogen nævneværdig form for afspærring eller voldsom sikkerhed omkring. Det virkede meget lavpraktisk og loose, og sjovt nok var der heller ikke nogen, som klatrede op på scenen eller opførte sig alt for tåbeligt. Det kom de kommende år!
En mere sikker festival med svigtende publikumstal
For første gang i mange år var og blev festivalen ikke udsolgt. Nok en kombination af efterdønninger fra ulykken, det dårlige vejr året før og et program som fik en lunken modtagelse, så vidt jeg husker. Jeg dyrkede endnu ikke programmet minutiøst og halv-religiøst, men var dog begyndt at følge med på nettet og i medierne.
Her kunne man ud over festivalens egen (stadig noget skrabede) hjemmeside eksempelvis tjekke nyheder, diskussioner og især rygter på Roskilde Universitets radios hjemmeside. Den blev go-too for det seneste nyt og sladder. Mon det var her, at det (for tidligt skulle det vise sig) kom frem, at Coldplay var booket? Det var de så ikke, eller også kom det helt ukarakteristisk for festivalen ud inden aftalen var helt på plads. Coldplay kom i hvert fald ikke, og så aflyste Guns ‘N Roses (Axl Rose solo + hired guns udgaven) vist efter de egentlig var offentliggjort?
Omkring 65.000 indløste billet, efter at festivalen i en del år havde solgt helt op mod 90.000. Det var før der kom en fastlagt øvre grænse, man solgte bare og så endte antallet cirka deromkring. 20-25.000 færre kunne altså mærkes på pladsen, hvilket egentlig var ganske rart. Det var varmt nok i forvejen, uden at man følte, at alt var overrendt og presset til bristepunktet.
I et interview i festivalavisen afviste Lei Skov forresten, at man ville sælge de resterende billetter til nedsat pris for at komme af med dem. Så dem, der havde købt til fuld pris ikke skulle føle sig snydt.
Det lavere antal publikummer betød dog ikke, at ting som toiletter eller madudvalget blev mere indbydende. Man måtte stadig ty til konserves af forskellig art, og så mere af nød end lyst besøge en af de ildelugtende og seriøst varme plastikbokse når leverpostejen skulle ud igen. Det var det år, at de blev døbt “svedboksen”. Never forget! Fy for pokker, hvordan kom man igennem med sådanne forhold og tilstande? Alkohol i rigelige mængder?
Sikkerhed først!
På festivalpladsen var ændringerne dog ret tydelige og gennemgribende, ikke mindst foran Orange Scene. Her var den første, noget mindre og “primitive” version af pitsystemet blevet etableret. Det skulle man lige se an og vænne sig til. Slut med den frie bevægelighed foran scenen, men det virkede som et logisk og ikke mindst nødvendigt tiltag.
Samtidig indførte festivalen forbud mod populære aktiviteter som crowdsurfing (medførte bortvisning) under koncerter. Det gjaldt også den anden vej rundt, hvor kunstnerne blev henstillet til at holde sig på scenen og ikke opfordre til unoder. Senere er de “regler” blødt lidt op igen, så man i hvert fald ikke ryger ud, hvis man får en surftur.
Igen var det nok nødvendige tiltag, både af regulært sikkerhedsmæssige årsager, men naturligvis også som signalværdi. Det kunne næppe være anderledes, men det kom (især som årene gik) til periodevis at virke noget hæmmende og begrænsende for stemningen. År 1 efter ulykken, indtil man lige fik lagt en dæmper på det hele, var det dog forståeligt.
I det hele taget virkede både festivalen og publikum MEGET opmærksomme på om folk opførte sig ordentligt, havde det dårligt eller på anden vis havde en adfærd, som på en eller anden vis stak ud. Det gav på den ene side en meget omsorgsfuld atmosfære, på den anden side virkede det også som om der af og til blev overkompenseret.
Som årene gik var det lige ved at kamme over. Efterhånden kunne man nærmest ikke bøje sig ned og binde sit snørebånd, inden der kom en samaritter eller crowd safety sprintende eller en forbipasserende spurgte om man var OK. Meget venligt og betænksomt, men jeg er ikke besvimet, jeg blinkede bare lidt længere end normalt!
Tooltastic og forever Young
Jeg svedte så meget under koncerten i et kogende varmt Grøn Scene telt under Placebo, at jeg måtte trække ud mod slut. Sætte mig i græsset og bundede en 1 ½ liters colaflaske fyldt med vand. Det var hverken den første eller sidste krise på den festival.
Endnu engang er der mange spredte glimt og brudstykker af koncerter, som vælter ind på nethinden, når jeg forsøger at genkalde festivalen nu. Grøn blev også besøgt af Nick Cave & The Bad Seeds, en glimrende koncert, som jeg “husker” det. Deftones spillede i bagende sol på Orange, da sad jeg det meste af tiden og kogte på tribunen, “My Own Summer”, shove it shove it shove it!
Maynard fra Tool kom på scenen under “Passenger”, i 2006 da begge bands optrådte samme dag igen, lå han og sov ude bagved. Heldigvis var han mere end klar senere samme aften i 2001, da Tool i mørket indtog Orange. Jeg var kun meget lidt bekendt med Tool inden den koncert, men var endt i græsset foran scenen med de førnævnte 2xBo og deres plade. Ikke en LP forstår sig. Og det blev af flere grunde en bevidsthedsudvidende oplevelse. MIND. BLOWN. Fuuuuuck en feeeeed koncert. Og så var jeg fan.
Det blev jeg også for alvor af Neil Young samme tid (cirka) og sted (cirka) dagen efter. En helt fantastisk dag på og foran Orange, som vi indledte med Beck. Som havde lugtet lunten og lokket Sort Sol til at bytte spilletidspunkt, så han IKKE, som ellers først annonceret, skulle på efter Neil Young og Crazy Horse. Den lurendrejer.
For Neil og hans hårdt rockende og sejt trampende kumpaner ville aldrig hjem lod det til. Og gik voldsomt vuggende langt over den aftalte tid, så klokken nærmede sig 3 og solen var begyndt at stå op, da Sort Sol endelig fik lov. Det var det hele værd. Det var fucking højt og pisse hamrende godt.
Jeg kendte Neil og hans mest berømte numre sådan til husbehov inden, men jeg blev blæst fuldstændig bagover. Så jeg blev igen fan. I sådan grad, at jeg købte mig en officiel tour t-shirt efter koncerten. Et kært eje, som jeg bogstaveligt talt sled op de næste mange år, så der til sidst var mere hul end stof tilbage.
Sort Sol var også fedt, selvom man på alle måder var ved at være godt grillet. Ellers blev man det af bandets flammekastere på scenen. Fruen og jeg havde forvildet os ind i forreste pit, og mens solen kiggede frem fik vi lov til at føle vores solskoldninger da sceneflammerne blev fyret af på klods hold.
Og så skulle vi vist hjem i seng. Inden endnu en forrygende dag ventede. Eller det troede vi.
Husk at drikke vand – værste råd ever?
Den der vanddunk der, ik årh? Den skal ikke ligge i varmen for lang tid. Og det skal vandflasker, som der måske/måske ikke i kampens hede bliver byttet rundt på heller ikke. En i lejren havde reddet sig et skidt-tilpas onde af en art dagen inden. Og hun havde muligvis drukket af nogle af de vandflasker, som vi også kom til at drikke af. Skulle det vise sig.
Og det skulle også vise sig at være en VIRKELIG skidt ting. Eller også var det fordi vi startede koncertdagen med at tjekke Swan Lee ud på en af de mindre scener. Der fik vi (Lene og Jeg) os også en bid tømmermændsmad, pommes fritter er der noget, der siger mig. Puha, det var som om at de friturebasser ikke havde den ønskede effekt. Faktisk blev vi, som koncerten skred frem, noget ramte og valgte at slæbe os tilbage til lejren og pleje de der formodede tømmermænd. Om ikke andet, så skulle det sikkert bare drikkes væk?
Det skulle det så IKKE. Vi blev mere og mere dårlige, det gik pludselig stærkt og så skulle ALT op igen. Jeg har aldrig været den store udøver af disciplinen “at knække sig”, men jeg gjorde den eftermiddag et ihærdigt forsøg på at indhente det forsømte. Alt der kom ned, inklusiv vand, kom straks op igen. Det er sjældent et sundhedstegn.
Efterhånden blev det så grelt, især for Lene, at det begyndte at virke farligt. Hun kunne ikke holde sig på benene og var usammenhængende. Jeg selv havde det skrækkeligt og som om, der tilmed sad en tennisbold i klemme i halsen, som ikke kunne komme op. Der var ganske enkelt ikke mere at kaste op, men kroppen forsøgte alligevel.
Der blev hentet hjælp fra samaritter. De havde kun en enkelt båre med, så jeg vaklede ved siden af og støttede mig til den, mens fruen blev båret op til nærmeste samarit-telt. Der blev det efter lidt tid besluttet, at vi skulle fragtes op til hovedafdelingen bag Orange, da de ikke helt kunne finde ud af hvad der var galt. Det foregik i en varevogn af ældre model, hvor vi blev fragtet langs yderkanten af området foran Orange. Hvor vi kunne se Robbie Williams stå og fyre den af?
Det endte med en overførsel til Roskilde Sygehus til flere prøver og utallige af de samme spørgsmål, som skulle besvares hver gang der var vagtskifte, eller nyt personale, som kom forbi. Jeg kan stadig høre “hvad har I taget?” for mit indre øre, hvis jeg lukker øjnene. INGENTING, FOR HELVEDE. Jeg ved godt at de bare gjorde deres arbejde, og hvis der var nogen, som man kunne mistænke for at have indtaget et eller andet mere eller mindre giftigt af tvivlsom legal karakter, så var det da muligvis to tosser med Roskilde armbånd.
Søndag formiddag fik vi endelig at vide at vi havde fået en vandforgiftning af en art. Vand… vi havde taget VAND. MotherFUCKER. Samtidig kunne den nedladende læge forresten meddele os, at det jo “normalt ikke er noget med LADER sig indlægge for”. LADER SIG INDLÆGGE?! Tror du vi er her for sjov og af egen fri vilje?!
Da vi så senere spurgte om vi snart måtte smutte, fik vi af en anden ansat at vide at “jeres forgiftningstal er sørme stadig alt, alt for høje”. “Lade sig indlægge” my smelly ass… Apropos, så fik vi lov til at komme tilbage til Roskilde Festival mandag middag lige tids nok til, at Rikke og Thomas var klar til at køre hjem mod Sønderjylland. Jeg kan som bonus fortælle, at noget tøj man har haft på i en uge på Roskilde ikke er videre lækkert, at skulle have på igen, når det har ligget en dag eller to i en plastikpose, i et skab på et sygehus…
Det skulle vi nok have tænkt over inden vi lod os indlægge!
Hvad gik man så glip af?!
Det var nu ikke kun pga. denne indlæggelse, og den manglende 1 ½ dag, at jeg gik glip af koncerter. Det VAR de første år på Roskilde så, der gik uden tvivl mindst lige så meget druk og spas i den, som udforskning af musikken.
Når man løber programmet igennem, så kostede indlæggelsen nævnte Bob Dylan, ham havde jeg helt sikkert tjekket ud. Robbie Williams? Mjaaaaah, måske. The Cure, der lukkede Orange? Jeg var sgu’ ikke lige til The Cure dengang, faktisk skulle der nærmest gå 20 år mere (inkl. 2 The Cure Koncerter på Orange) inden jeg overgav mig.
TV2 spilledede forresten på Orange inden, klemt inde mellem Queens of the Stone Age og Patti Smith. I mens Aqua optrådte på Arena. Det kan man da kalde ret alsidigt, og i sidstnævntes tilælde et nybrud fra festivalens side. De havde næppe inviteret Aqua bare et år tidligere.
Spoler vi tilbage til start, så præsenterede festivalen i løbet af 4 dage en række navne på de mindre scener, der kom til at få vokseværk. Eller stod lige på nippet til større gennembrud. The Hives, Håkan Hellström, Mew, Modest Mouse og The Dandy Warholes, alle på fucking Gul Scene! Royksopp, The Magnetic Fields og Phoenix på Blå. Til gengæld fik The Hellacopters, PJ Harvey og andre (selvfølgelig) selskab af et navn som Feeder på Arena. Feeder er nok lidt glemt nu.
Der sneg sig også navne ind rundt omkring på scenerne, som Saul Williams, Jurassic 5, JJ 72, Grandaddy, Mayhem, Manu Chao, Tinariwen, Arab Strap, Faithless, Basement Jaxx og Tiesto. Sammenholdt med de ovennævnte i de tidligere afsnit, så var det da noget af et line up?!
En af de bedste årgange nogensinde?
Alligevel var der kritiske røster ude angående programmet i år et efter ulykken. For sikkert, for konservativt og for lidt fremsynethed. Jeg ved ikke om jeg er heeeelt enig. Jo, det kunne på nogle punkter nok godt have været flere sats, og noget nytænkning, men i kontekst af ulykken valgte man nok “bare”, at satse på noget, der kunne sælge flest mulige billetter.
Noget, som kunne opsummere, hvad Roskilde Festival var og er i 2001, men jeg synes altså stadig, at pakken i bagspejlet ser både alsidig og ganske imponerende ud. Der er mangler, især moderne, eller bare tidssvarende hiphop, men Roskilde var, som Jesper Nykjær skriver i en form for indspark i programmet, i 2001 en rockfestival.
Dermed blev der holdt fast i det grundlag, der havde givet festivalen sit opsving i det forrige årti. Men samtidig synes jeg heller ikke, at de holdt fast i modediller som eksempelvis britpoppen da programmet blev lagt. Der er lidt for enhver rockfans smag, nyt, gammelt, nutidigt og med en god håndfuld navne, der voksede sig større.
Kunne man næsten forlange eller ønske sig mere?
Tilsat det glimrende vejr, den gode og varme stemning, så blev 2001, trods ulykkens skygge, der også blev italesat fra festivalen selv, et fantastisk Roskilde år. Og det comeback, som festivalen havde brug for.
Det kommende år gav flere udfordringer, og det blev mere tydeligt, at rocken ikke kunne bære festivalen ind i det nye årtusinde. I hvert fald ikke alene.
Og så var det vist ved at være på tide, at jeg endelig fik gennemført en festival, ikke?! Lykkes det mon i 2002? Det ser vi på næste gang, sammen med 2003 og 2004.
Af Ken Damgaard Thomsen
Fotos: Fra de private arkiver, samt udklip fra Roskilde Daily og Ekstra Bladet
