RF ’19: Roskilde på shuffle #4

0
444
views

Roskilde shufflen kører igen, denne gang kommer vi forbi blandt andre festfunky Jungle, tyske eksperimenter fra Zeitkratzer, hardcore fra Cult Leader og La Dispute, stærke kvinder som Sharon Van Etten, Lizzo og Sidney Gish, danske navne som Collider, Baby In Vain og Speaker Bite Me, gamle kendinge som Noel Gallagher, Underworld og Johnny Marr. Og mere!

Hvor stoppede vi sidste gang? Nå, det blev alligevel en lidt flimrende oplevelse mod slut, så vi starter bare spillelisten fra sang nummer 1, Chance The Rapper, aktiverer shuffle og trykker straks next… Hugo Helmig med “Don’t Lie”… vupti, det blev ikke lige i år for dig på Roskilde, Hugo (som har aflyst alle koncerter i år for, at kommer sit stofmisbrug til livs). Klog beslutning af unge Helmig og folkene omkring ham, held og lykke med det, der kommer nok en chance til for, at spille på Roskilde.

Saz’iso, har vi været omkring, ah, Jungle med “Heavy, California”. Straks får jeg en overvældende trang til, at danse hvidmandsfunky, ensom herre, 40 år dansen, hvor jeg også klapper lidt – lidt skævt på takten, naturligvis. De har tidligere taget Roskilde med storm og får sikkert også startet en fest igen i år, når de tænder op for Arena fredag eftermiddag kl. 16.00. Eftermiddagspopfunk på en fredag? Det kan sgu godt være, at det er den helt rigtige booking til det helt rigtige tidspunkt Roskilde har lavet der.

I mens jeg sidder og funderer over det og andre store og små ting i tilværelsen, som, hvorfor lugter en hund, der lige har været i bad, alligevel så underligt når den er våd, så dukker der noget trutteri op i baggrunden. Violiner er der også og andre instrumenter fra folkemusikken, men lydbilledet er lidt jazzet og spaced out? Hvad er det der foregår her? Zeitkratzer med “Ruckzuck”, hvad i himlens navn er det, uha, voldsomt sammenbrud og et sving mod noget dybt foruroligende i musikken, men det må vel næsten være tysk? OK, base i Berlin, har fortolket værker af alt fra Lou Reed, John Cage, Kraftwerk til Stockhausen?! Avalon, lørdag klokken 17.00, en lidt anderledes eftermiddagsfest end dagen inden! Kan jeg lide de her, æhh, “eksperimenterende lydflader”? Tjaaa… hmm… den er nok arkiveret under “interessant og udfordrende”.

TROMMEOVERFALD, DAKKEDAKKEDAK, SKRRRRRIIIIG, så er Cult Leader i huset med “The Isolation In The Land of Milk and Honey”. Noget af en titel og noget af et rabalder, der kommer væltende efter de tyske nørderier. Er det hardcore? Det er satme pænt tungt og hurtigt, når de ikke lige står og kokser lidt ud. Uha, på Gloria torsdag aften? En high energy metalkoncert, der ikke foregår midt om natten eller tidligt på dagen? Hmm, og der er vist ikke noget der overlapper for mig, medmindre man vil fange Bombino fra start, klokken 19.00 på Arena… Hvem er det der rapper nu? Skepta? Vi må videre, Shambs, nix, dem/ham/whatever er vi hoppet over tidligere og vi gør det igen! La Dispute?

Starter langsomt og meget tyst… vente vente… jeg når at læse, at det er post-hardcore inden sangen “Fulton Street 1” er nået til noget der minder om hardcore. Bygge bygge op, det minder nærmere om sangforedrag de første 2 minutter. Og sådan bliver det ved med små, konstante stigninger i intensiteten hele nummeret igennem, mens vores fortæller lyder helt vildt “emotionel”… hey, det er den lange udgave af “emo”? Der kan man bare se! Nu bedømmer jeg jo lynhurtigt ud fra ét nummer, som andre har valgt for mig, så aner ikke om det her er repræsentativt for, hvad der venter på Pavilion torsdag aften klokken 22.00? Men det bliver uden mig, da!

The Body + Full of Hell, fuck yeah, en helt anden form for emo, men, dem har vi også tidligere været omkring, så vi dribler videre til “Easy Money” af Johnny Marr. Mit kendskab til Marr solo er begrænset og mit forhold til The Smiths, hvor Marr tidligere svingede spanden, veksler mellem “fuck hvor har de lavet mange fede numre” til “men slap lidt af med den nærmest religiøse dyrkelse af det band”. Hvad har det med Marr solo, at gøre? Ikke meget, det her er i hvert fald ikke heeelt The Smiths niveau. Men, et nummer som “Easy Money”, er, trods en vis ensformighed, også ret catchy. Det kunne måske lokke mig forbi Arena fredag klokken 21.00, plus chancen for, at høre riffet fra “How Soon Is Now?” spillet live, af ophavsmanden selv.

Ligesom Underworld der nu er begyndt at tylle lager, lager, lager i 90’er dancetempo i baggrunden. Urgh, orker man det? OK, det er klart lyden af en tid (en kort tid) i populærkulturen, hvor vi alle snakkede om Trainspotting og kattelort, mens “Born Slippy” bankede løs til enhver 90’er fest med respekt for sig selv. Og nu jeg hører den, eller når den dukker op på P6, så er det jo stadig et effektivt nummer. Men også et der giver mig en smule ubehag, fordi det virker som om at træde ind i en tidslomme og fremkalder følelser jeg slet ikke kan relatere til længere. Mange vil sikkert elske netop den følelse, men nostalgi giver mig som regel myrekryb og fornemmelsen af, ikke at bevæge mig fremad. Det sagt, anakronisme eller ej, fredag aften klokken 23.30 på Arena? Hvis Jungle ikke blev en fest tidligere på dagen, så gør det her nok og så er du varmet op til Robyn på Orange klokken 01.00. DANS!

Jesus christ, den fucking sang spiller endnu, er det extended ultra mega mix udgaven?! Nå, det giver mig tid til, at tænke på Ewan McGregor, der kommer op af et toilet i Trainspotting. Underligt, at tænke på, at kort tid efter var han Obi-Wan Kenobi i nogle Star Wars film, som røg den anden vej? “Dance dance, if you do that dance”, så for pokker, move over, party Noel og hans gakkede fugle er i huset med den fodtrampende party booster “Holy Mountain”. Er det Noel Gallaghers bedste sang, nogensinde? Nej, men det er måske et af de numre, hvor det lyder mest som om han bare giver slip, går all in på The Beatles sen-60’er fandyrkelsen og bare har det… sjovt? Ikke verdens mest sindsoprivende booking der, Roskilde. Faktisk virker det som en af de der “der var sgu ikke lige andet, men han/hun/de har et navn der pynter på plakaten, så pyt” bookinger. Med al respekt til alle de involverede parter. Meeeeen, jeg droppede faktisk Noel af samme årsager sidst og fordi jeg tænkte han nok snart dukkede op igen på en festival nær mig, så kan jeg jo nappe ham i år på Arena klokken 19.00 lørdag aften.

Så tog vi en lille, ufrivillig pause fordi lydkortet og/eller højtalerstikket på min computer fik en nedsmeltning og remixede Noel til ukendelighed. Det er hvad man får ud af, at være en fedterøv da der skulle købes laptop for 3 år siden, man går ned på udstyr. Men, det gav mig tid til, at brygge en kop kaffe, så, som Joe Walsh synger, da han fejrer sit skørlevned, “life’s been good to me so far”! Livet behandler vel også den ellers lidt moody singer songwriter Sharon Van Etten ret godt for tiden? I hvert fald er det blevet til en del airplay og omtale, et nummer som “Every Time The Sun Comes Up”, er da også bare helt elementær, stærk sangskrivning. Hvis man vil tage en kønsdebat vinkel (please not), så er hun en del af et rigtig, rigtig stærkt felt af kvindelige kunstnere på programmet i år, jeg går bare mest efter fed musik, uanset køn… og det bringer mig nok forbi Avalon Torsdag klokken 15.00.

Dukkedukkedukke gakgakgak, Death Grips, huha, ikke lige nu, NatKat, heller ikke nu misser, aha, Collider, dem har jeg faktisk ikke fået hørt? Det lyder som en speed up jangleprog-pop udgave af Mew?? Troels-Henrik kunne ikke lide det, da han anmeldte deres nyligt udsendte plade, ret mange andre anmeldere kunne til gengæld. “Daisy” hedder nummeret her, som vi nok får at høre på Rising, når gruppen indtager den scene tirsdag aften klokken 21.30. Jeg skal vist lige sætte mig lidt mere ind i sagerne inden, så jeg lusker videre til Baby In Vain med “Low life”. Så vidt jeg har forstået det, så kommer man ikke til, at høre det, eller andre kendte numre fra trioen, når de rammer Gloria som første navn onsdag sammen med danserne fra Corpus. Deres fælles forestilling, som har kunnet opleves på Det Kongelige Teater fra d. 10. maj, indeholder helt nykomponeret musik, som altså også bringes forbi Roskilde Festival i år. Så… videre?

Hatari lyder som en lettere beruset og svært mellemfornøjet omgang mørk kunst-synthpop. Det er åbenbart islandsk der vrænges på? Onsdag aften klokken 23.15 på Apollo, nååårh, der skal jeg da vist noget an… næh, det er da ikke sikkert, kan jeg se i spilleplanen? Kan være man skal smelte hjernen med det her så? Kan jeg lide det? Ingen anelse! Jeg kan til gengæld godt lide disco-soul baskeren “Juice” fra Lizzo, der bragte sig lidt i vælten for nylig ved, at udtale at folk der ikke selv kan spille musik ikke burde anmelde det, og så efterfølgende måtte trække lidt i land, fordi: dumt. Nuvel, hun skrev ikke noget om, at man skulle være god til, at spille, så, jeg kan da godt kalde mig “musiker”, hvis det gør hende glad? Hun er nok ligeglad, men, det her er altså et frækt, rørigt nummer som gør mig nysgerrig efter, hvad hun ellers har i posen, når hun indtager Apollo lørdag kl… oh for fucks sake, indenfor samme tidsrum, som giver stress hvis man også vil se Phil Anselmo, Girlpool, Noel Gallagher, Janelle Monáe og din mor!

Nogen gange dukker der et navn op på Roskildes plakat, som man både ikke har hørt om tidligere eller, trods utallige kig på programmet, lige havde opdaget også stod oplistet. Sidney Gish er et af dem. “Not but for you, Bunny” er måske ikke et nummer, der blæser mig fuldstændig omkuld, men da det begyndte at spille tænkte jeg alligevel, selvom tankerne stadig var oppe hos Lizzo i forrige afsnit, “hmm, hvad er nu det her?”. Naivistisk pop? Aha, “charming and witty indie pop”, siger Roskilde Festivals hjemmeside. Typisk “hold øje med hende/tidligt på dagen Gloria” navn, og ja, det er en ting, i dette tilfælde fredag klokken 13.00. Kan jeg nå det pga. de daglige skriverier, så er det her min fredag begynder.

Speaker Bite Me, de danske støj-rockere, har fået et for dem næsten optimalt spilletidspunkt, er mit bud. Torsdag midnat, Pavilion. Bandet vendte tilbage efter en længere albumpause med Future Plans, til stor succes og kritiker klapsalver, sidste efterår og har siden været på min personlige “helt åbenlys booking til Roskilde” liste. Det er på ingen måde en kritik, eller for at lyde som et selvfedt orakel. Det virkede bare logisk, lige til højrebenet og helt fortjent, så… her er vi! Jeg er til gengæld ikke foran Orange, når Bikstok skruer tiden tilbage til 00’erne lørdag eftermiddag . Vor herre til hest en overflødig og tilbageskuende booking af ellers kompetente folk, som åbenbart var for fine på den til, at booke eksempelvis D-A-D til, at servere en rockfest med en ny plade i ryggen i år. Ja, I went there! Det havde været en meget mere relevant, fortjent og veltimet booking end det her og kunnet give Orange den rockfest, der i dén grad mangler i år. BUH.

Tror Ulver får lov til, at lukke shuffle-festen for i dag, inden jeg får hidset mig unødigt op over noget, som jeg ellers generelt er positivt stemt overfor! Jeg troede de var sådan noget black metallisk halløj? Nemoralia lyder nærmer, som nogen der overdoserede på Depeche Mode i 90’erne? Nuvel, det er vel heller ikke det værste der kan ske…. Uha, onsdag klokken 18.30, hvad skal vi ellers der? De overlapper lidt med Tears For Fears, som man ellers kunne formode, at de med denne lyd kunne dele lidt publikum med? Der er også Maggie Rogers og Baby In Vain forestillingen i farvandet med et lille forspring til dem.

Det kan jeg så sidde og gruble lidt over, mens M Rexen synger os hjem med de rolige toner af “Autumn Home”. Hvor er Roskilde Festival dog en fed og musikalsk forvirrende, farverig størrelse…

Var dette den sidste omgang shuffle inden festivalen? Måske, efter 4 udgaver løber man, trods alt, efterhånden på en del kunstnere der tidligere er blevet nævnt. Vi får se.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2018

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.