Julebonus! Vi når lige at nappe en hurtig runde nye singler inden juleferien, hvor der er blevet pakket musikalske gaver ud fra navne som Solbrud, The Lost Loves, Mad Magpie, Alvah, Daze of June, De Genfødte, Elitist og Kúlu.
Ho ho ho, så blev det sgu’ endelig jul, Eller allerede?! Inden lukketid er indbakken blevet fyldt lidt op igen, så der er dømt lidt hurtig oprydning inden Repeat lukker ned for i år. De singler, som er blevet tilsendt inden deadline for dette indlæg, og dermed ikke er med her, kommer med i første udgave i 2024.
Da jeg samtidig i skrivende stund også er så godt som færdig med min årsliste over favoritsingler for 2023, føjes der heller ikke nye numre til denne. Til gengæld får samtlige numre i lyttepuljen denne gang et par ord med på vejen. Så vi kører “fri form”.
Lyttepuljen bestod denne gang “kun” af 16 numre, og de var:
Elitist – “Funneled Into Oblivion”; Daze of June – “Matricarh”, Mad Magpie – “Your Girlfriend”, Vicent Ryder – “Dream Big”, Johanne – “Vejret Skifter” (livesession), Dry Stick – “Cranes”, De Genfødte – “En Mærkelig Mand”, Alvah – “Multiflexer”, AGGI – “Waste No Time”, Uno Soul – “Time To Share”, efteraar – “Stemmebånd”, Kúlu – “Abscene”, The Lost Loves – “X-Mas is so cold without you”, Northern Assembly & Kajsa Vala – “Pilgrims”, Heathhaze – “Christmas Now” og Solbrud – “Sjæleskrig”.
Som man måske kan lure, så er der en del julesange, eller numre, der passer til denne tid af året, i blandt. Dem tager vi med det samme, bevæger os fra de bløde pakker lidt over til de blandede, og slutter af med de hårde.
Julesange… de er ligesom sne i december efterhånden er blevet. Vi får lidt, det er ofte en kort fornøjelse og mest noget sjap. Jeg vil ikke kalde disse nye forsøg på at skrive en julesang for decideret sjap. Men der er heller ikke nogle kommende klassikere imellem, beklager.
Jeg har det, som mange sikkert, lidt blandet med julesange, især dem af nyere dato. De bedste af de klassiske er da hyggelige nok, der er endda nogle direkte gode SANGE imellem, som sagtens kan stå på egen hånd uden julen som afsæt. Men for mange er lidt ligegyldige, virker som stiløvelser eller er en mager omgang. Og vi skal sgu’ have lidt sul i denne juletid!
Northern Assembly har slået sig sammen med Kajsa Vala og lavet et ganske smagfuldt bud med “Pilgrims”. Det er den mest traditionelle af de her inkluderede sange, det vil sige at sangen både lyder traditionel, og læner sig op af en stil, tone og melodi, der lyder som om den er inspireret af, eller refererer til, nogle velkendte julesange. Det er sådan set fint nok, men det bliver også lidt “ehhh”, som i: fint, men jeg ved ikke helt hvad jeg skal med den? Men den er da nydelig, og generer mig ikke, men heller ikke specielt mindeværdigt.
“Dream Big” fra Vincent Ryder er af en lidt mere moderne, og også “irriterende” støbning. Det er neutral pop af P4/5 slagsen, tilføjet lidt julet stemning og klang. Det kunne være sunget, spillet og skrevet af så mange, og dermed bliver det også en oplevelse nærmest uden smag. Det er vaniljekranse fra Karen Volf i musikalsk form. Den glider ned, men efterlader ikke det store indtryk.
Julen er også tiden hvor man skal dele, det forsøger Uno Soul at formidle med “Time To Share”. Her vælger indie/rockbandet af fokusere på det gode, sunde budskab og nedtoner det julede islæt rent musikalsk. Det gør sangen lidt mere almengyldig og “bred”, så den ikke udelukkende hører højtiden til. Et hæderligt nummer, men samtidig ender den også lidt i ingenmandsland mellem”julesang” og “almindelig sang”. Ikke FOR begrænset af julen, men fjerner man jule-elementet, er det samtidig også blot “endnu en sang”. Så, jeg prøver vel egentlig at sige, at den mangler et eller andet, så den skiller sig ud, hænger fast eller på anden vis markerer sig.
Man kan også omfavne det lidt corny og kitchede ved julen, det gør The Lost Loves på deres bevidst “kiksede” juleschlager. Bandet har før delt gode, nostalgisk rockende numre som “Ensom København” ud. Den lettere 50er rock ‘n rollede møder støjende alt-rock tone går igen her, mens der skrues lidt op for julehyggen og kitchen. Det er ganske vellykket, men jeg mangler lige et pophook, omkvæd eller melodi, som helt får fat i mig.
I midterfeltet mellem de bløde julegaver og de hårde lægger vi ud med lidt pop. Johanne, som vi før har haft med her i Repeat har lavet en livesession, og som single får vi en udgave derfra af nummeret “Vejret Skifter”. Det lyder mægtig nyligt, og Johanne synger fint, men jeg keder mig desværre. Meget.
Lidt mere gang i den er der hos de to popsangere AGGI og Alvah, som bevæger sig indenfor den mere moderne popmusik. AGGIs “Waste No Time” er en form for fusion af noget RnB’et, hakkende rytmer, manipuleret vokal og lignede tiltag de unge kan lide. Nummeret kan godt virke flimrende pga. rytmen, som om den konstant starter og stopper, eller har svært ved helt at komme i gang. Det er naturligvis hele idéen i det, men får sådan en gammel stivbenet makker som undertegnede, kan det også være svært helt at relatere til.
Alvah leger også med popformlen på “Multiflexer”, som egentlig er et ganske labert nummer. Sangerinden har en lidt underspillet vokal og måde at bruge den på, samtidig med at sangen umiddelbart ikke gør så meget væsen af sig. Virkemidlerne er i hvert fald dejligt diskrete, mens der også flyder en let mellemøstlig stemning og klang gennem sangen. Men hovedsageligt er der dog tale om et blødt, radiovenligt popnummer af den ganske smagfulde slags.
Efteråret er blevet til vinter, men det skal da ikke forhindre efteraar i at udsende en single og bruge stemmen på “Stemmebånd”. Nummeret er Aarhus-bandets debutudspil, og forløber for en EP, der lander i 2024. Vi befinder os i indie-pop/rock land, hvor der lægges lidt tilbageholdende ud, inden der kom mere tempo og melodi på i et ret fængende omkvæd. Det er et nummer, som man sagtens kunne forestille sig ville kunne blive spillet på P6. Føle-føle, iørefaldende, lidt råt, men uden at skræmme indie-segmentet væk.
Kúlu ville også kunne gøre sig på P6, ikke mindst med nogle af deres tidligere singler, som jeg også har anmeldt her. Det atmosfæriske rockband satser nok ikke på, eller regner med, at få meget airplay med deres nyeste single “Absence”. Det monumentale nummer strækker sig nemlig over næsten 12 minutter, ikke ligefrem det gængse singleformat. Det er altså lidt af en rejse de rutinerede herrer tager os med ud på her, men heldigvis en ganske betagende og interessant en.
Det er ikke fordi Kúlu direkte skifter ham på “Absence”, de udvider, bygger ovenpå og prøver nogle nye ting (for bandet) af. Der er naturligvis nok at gå på opdagelse i, men lidt groft sagt falder sangen i to halvdel. En første del, som følger en mere gængs sangstruktur, og så en sidste del, hvor der eksperimenteres med det instrumentale.
Bandet Dry Stick er et projekt fra Homesick Hank, der udsendte et album tilbage i 2019, mens Hank har udsendt 4 i “eget” navn”. Nu er plade nummer to fra den tørre pind, hvor den står på kompetent udført folkrock. Det kan jeg sgu’ meget godt lide, altså folkrock, og “Cranes” er da også et fint nummer, udført af en habil håndværker. Men det støver også en kende for mig. Mere stick mindre dry næste gang?
Forrige gang føjede jeg “Himmerige” fra De Genfødte til Repeatlisten, opfølgeren “En Mærkelig Mand” kunne også sagtens være røget på listen. Jeg sammenlignede De Genfødte, som trods navnet er et soloprojekt af Anders Laursen, med nogel Allan Olsen klingende. Her tænker jeg både på det folkrockede visesanger fundament, som man finder hos mesteren Olsen, men også… hmm… sangens følelse og tone?
“En mærkelig Mand” har og kan noget af det samme, men her bliver sanguniverset lidt mere konkret. Det handler om, ja, en mærkelig mand, der bor overfor. Solidt udgangspunkt, selvom det selvfølgelig kan være lidt farligt at pege fingre, ikke sandt? Det Laursen lykkes ret godt med her er at skabe et lille univers/fortælling i sangen, som straks er ret levende. Jeg kan se sangen og “handlingen” for mig, føle det/den og så sangen, ja… lever og ånder? Det gør at en sang som denne, og nævnte “Himmerige”, ikke fremstår flade og statiske – man kan ligesom tage og føle på dem, hvis det giver mening?!
Inden vi skal se hvad der gemmer sig i de hårde pakker, skal vi lige have en sang med, som jeg efter en hel del gennemlytninger endnu ikke heeeelt ved hvad jeg skal synes om. Mad Magpie (Sofie Karoline) er på vej med album nummer 2, der indeholder 9 numre, som kredser om temaet “eskapisme”. Førstesinglen, “Your Gilrfriend”, handler om en kvinde, der opdager at manden hun er i et forhold med, samtidig er i et forhold med en anden kvinde. Vores fortæller fatter sympati for denne kvinde, og vender vreden mod det bedrageriske mandfolk.
OK, der er rigtig meget her, som jeg egentlig synes om. Genren er lidt svær at indsnævre, hvilket jo bare er skønt (medmindre man er en anmelder, der gerne vil kunne klaske et label på for nemhedens skyld!). Lad os, for netop nemhedens skyld, kalde det alternativ singer songwriter “rock”. Det kan NOGET, det her. Både stemmen, instrumenteringen, den lidt udsvævede melodi og den matchende opbygning af det næsten 6 minutter lange nummer. Måske er det ligefrem meningen, at man som lytter, skal føle sig lidt “utilpas”, eller ikke helt vide hvilket ben man skal stå på? Der er i hvert fald et eller andet, der gør at jeg føler mig lidt usikker på, hvad jeg mener om sangen. Jeg tror at jeg… kan… lide den?
Og så skal der åbnes hårde gaver!
Den første danner bro til det vi lagde ud med: julesange. Rockbandet Heathaze ønsker os en glædelig, hårdt rockende jul med “Christmas Now”. Eller hårdt og hårdt, det er desværre lidt mere tung i røven end hårdt rockende i mine ører. Det kommer godt nok slæbende fra start, selvom Heathaze nok har til hensigt at spille op til et roligt vuggende julebal, inden der skal synges fællessang i omkvædet. Intentionerne og julebudskabet er gode nok, det er sangen ærgerligt nok bare ikke.
Vi fortsætter med en af den slags, som jeg ikke ville have skrevet på ønskelisten. Og sørme om jeg tilmed kan lide den uønskede gave?! Eller, jeg hader den i hvert fald ikke. Jeg er ellers ikke den store metalcore nyder, så at sige, “nej tak, ellers tak”. MEN. Jeg får faktisk ikke kvalme, stress eller himmelvendte øjne af “Matriarch” fra Daze of June?!.
Nummeret handler om forsanger Benjamins moders død, og det er ikke kun det alvorlige og tunge emne, der giver sangen tyngde. Jeg er, som det vist fremgår, normalt ikke så meget til metalcore og beslægtede genrer. Det bliver sgu’ lidt for “emotionelt”, lad os kalde det, det (eller hysterisk) til mit temperament. Men den her sang sparker altså meget godt røv? Det er dejligt tungt, men stadig iørefaldende uden, at det kammer over og bliver “for meget” til min knudemandssmag.
Emotionelt og meget, meget ekspressivt, er det også hos Elitist. De følger debutsinglen “Vacuous Magnificens” op med “Funneled Into Oblivion”. Debuten var god, den her er bedre! Eller jeg synes i hvert fald endnu bedre om den, lad os sige det sådan.
Elitist går ikke ligefrem stille med dørene, eller nysgerrige i graven. I hvert fald ikke musikalsk, hvor de maxer totalt ud. Det er mere metal med mere på, og så presset ned på en ret kompakt spilletid, her knap 4 minutter. Egentlig er det næsten for meget af det gode. Ikke nok med at der er ekstremt meget smæk på, stilistisk og udtryksmæssigt vælter Elitist sig grådigt rundt i de mere ekstreme metalgenre. Men på en eller anden forunderlig vis formår de, at holde skidtet sammen.
Og lad os så lade julefreden sænke sig sammen med Solbrud. De er aktuelle med single nummer to fra deres længe ventede fjerde plade, blot kaldet IIII. Som forventet er det med sine over 8 minutter et langt nummer for en single, men der er jo tale om Solbrud. Det havde været mere overraskende, hvis de havde udsendt et 3 minutter langt nummer.
Mere overraskende er det måske, at der er tale om et instrumentalnummer. Det vil sige, et stykke inde i sangen er der et sunget skrig, men det er også eneste gang man hører en “stemme”. Der er nok tale om det titulære “Sjæleskrig”?
Samtidig videreudvikler Solbrud her deres velkendte black metal lyd, og bevæger sig i en mere klassisk heavy metal klingende retning. Ja, tør man næsten sige “heltemetalisk”? Med store, stemningsfulde guitarflader og store harmonier af den klassisk rockende slags. Det klæder dem overraskende godt, jeg savner nærmest kun at de slipper tøjlerne, går all in og lukker nummeret ned så episk, som overhovedet muligt. Det er en smagssag, Solbrud vælger her at beherske sig lidt, og lukke sangen smagfuldt ned. Jeg er nok bare lidt mere vulgær, hvad det angår.
Og med det, så lukker vi den vamle julebiks for denne gang!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Solbrud, pressefoto
