Home Artikler Repeatlisten 2023 #12

Repeatlisten 2023 #12

339
0

BJÆLDEKLANG, BITCHES.

Ok, ro på, vi stresser mod julen og finder sørme plads til at ævle lidt om en julesang denne gang. MEN, vi skal også lytte til og plapre om nye singler fra navne som Siamese, The Jürgen Clubs, Slagger Lund, 802, Elektrisk Hegn, p.t., Rigmor og flere endnu!

Klar, parat, BLACK FRIDAY; køb dig fattig og spar penge samtidig. Eller noget. Der er ikke udsalg på singler her i butikken, vi tager tingene i vanligt mageligt tempo. Ingen stress, vi når det hele. Nå ja, og som en lille personlig anekdote, så har jeg brækket en fod, da jeg skiftede bagdæk på min cykel. Det kan åbenbart lade sig gøre.

Så jeg løber (og cykler) ingen steder året ud, men har tid til at lytte til hvad der dumper ind af den virtuelle brevsprække. Der er IKKE den sædvanlige uoverskuelige flaskehals i skrivende stund, så tror jeg når igennem “det hele” i år. Men lad os ikke fedte mere rundt, hvad er der blevet lyttet til siden sidst?

Følgende 22 numre var i lyttepuljen:

Isbjörg – “Inure”, Echo Me – “Carry Us Through”, Rasmus Elk Olsen – “Porcelain Girl”, Slagger Lund – “Morgengry (gentaget & ny), Big Sun – “I Was Loving You”, Ane Sætterstrøm . “Found It”, Kirsten Vennix – “Mere End Du Ved”, Siamese – “On Fire”, Rigmor – “Alt det du gør”, Herreholdet – “Som tiden går”, Ida Kudo – “The Power That Is Woman”, Kasper Søegaard – “Rammer Muren”, p.t. – “Danny”, Love People – “Normal Bias”, ISSE – “En mod hele verden”, Lauge Heebøll – “Higher Love”, Vanir – “Twisting The Knife”, Tiger På Spring – “Violent Heart”, The Jürgen Clubs – “Daddy Was A Player”, Elektrisk Hegn – “Kranium”, 802 – “22 (Violet Vampire)” og Anders Knudsen – “A Day In The Life of A Christmas Tree”.

Siamese – “On Fire”

Siamese udviser stort mod på flere punkter på denne single. De går all in, maxer helt ud og lader til at de har arbejdet ud fra et mantra om at intet er forbudt. Og fordi de overhovedet tør udsende et nummer, der lyder som dette. Det vil nok ikke blive taget lige vel imod i metalkredse.

Man kan også spørge sig selv om “On Fire” overhovedet er et metalnummer, eller nærmere en voldsom genrebastard. En hvor metalliske elementer indgår side om side med pop, techno, elektronisk dansemusik og en masse andet. Min første tanke var også noget i retning af “hvad FUCK sker der?!”.

Jeg har ikke været fan eller fast følger af Siamese tidligere, men fra sidelinjen virker de som et ret kompromisløst band. Et band, som konstant har udviklet sig fra et udgangspunkt i noget poppet metalcore’ish til noget tiltagende iørefaldende og netop poppet. Det vil nok kunne tolkes som alt andet end kompromisløs, og nærmere leflende. Når man lytter til “On Fire” er spørgsmålet så: leflende for hvem?!

“On Fire” og Siamese skifter ham flere gange under nummeret, men formår alligevel at fremstå som det samme særegne dyr. Det burde egentlig ikke fungere at gå fra storladen, hymneklingende ballade-pop, over hård, danse-dunkende metalcore, som muterer til tør technobeat, episk stropelysbadet dansegulvs symfoni til et gigantisk, stadion metalpop omkvæd. Og det var bare det første halvandet minut! Men det fungerer på forunderlig vis.

Læg dertil at stort set alle dele af sangen inklusive vokalen virker manipuleret og  læsset til med diverse effekter, så det lyder digitalt og fremmedartet. De gør alt for at jeg burde hade det som pesten og løbe skrigende bort. Men jeg ELSKER det her nummer?! For alt det nævnte, for at være alt, alt ALT for meget og omfavne det uden skyggen af ironi eller glimt i øjet. Og jeg forstår fuldt ud hvorfor andre kommer til at hade det af selvsamme grunde.




The Jurgen Clubs – “Daddy Was a Player”

Kan du forestille dig den musikalske ækvivalent til en tynd, lidt nørdet og umiddelbart usporty fyr med dårlig kropsholdning, der står lænet let ind over et bordtennisbord klar til at serve? Og så banker han en i sikker stil.

Sådan lyder “Daddy Was a Player” for mig, hvis jeg skulle visualisere indie-gutternes nyeste smash hit. Nyeste, siger du? Jooh, jeg skulle også lige dykke tilbage i hukommelsen, men jeg vidste at jeg tidligere havde rost en single fra The Jürgen Clubs. Nemlig den umiddelbart fængende “Rare Candy” fra maj måned. Den blev, lidt overraskende/måske ikke, ikke det store P6 hit som den sagtens kunne være blevet.

Efter at have fået genopfrisket sangen, og lyttet videre til “Daddy Was a Player”, synes jeg stadig at The Jürgen Clubs har det meste af det, som burde være nok til airplay på den kanal. Poppet indie-rock mix fra de seneste par årtier, godt omkvæd, og små, pudsige lyde og detaljer drysset ud over sangen. Opskriften ER der. Men hvad mangler der så?

Det smager jo sådan set rigtigt? Men, mangler der lige det allersidste et eller andet i smagen, som gør det mindeværdigt? “Daddy Was a Player” er en boblende og liflig smagsoplevelse, så længe musikken spiller, ligesom “Rare Candy” var det. Mit nye yndlings indie-slik, helt sikkert. Men kort tid efter sangen slutter, er smagen også hurtigt væk? Jeg kan simpelthen ikke sige, hvilken ingrediens der lige mangler, for det smager stadig af et hit når jeg lytter?

Slagger Lund – “Morgengry (gentaget & ny)”

Kender i det med at en stemme kan røre en, trænge dybt ind og bare ramme rigtigt uden man kan forklare hvorfor? For det er i hvert fald ikke fordi den i klassisk forstand er smuk, eller teknisk set imponerende. Slagger Lund synger som en punkteret cykel føles at køre på. Det ville jeg normalt finde mere smertefuldt end rørende.

Lige så snart de første sarte toner af “Morgengry (gentaget & ny)” og Slagger Lunds let grødede, små-knirkende og tæt på out of tune vokal forlader højtalerne, trænger de dog ind. Jeg bliver helt var og rolig, får lyst til at give den skrøbeligt klingende vokalist en opmuntrende krammer og et venligt klap på skulderen.

Det er musik og en stemme, der på samme tid lyder som om at det hele er lige ved at være for meget og krakelere, og så lyder ekstremt trøstende, optimistisk, omsorgsfuldt og styrkende. Her er den atmosfæriske guitar også med til, at løfte det hele med sin drømmende lyd.

Det er frisk morgenluft lige ned i rygerlungerne og det tomme sorte hul af depression og sjæle-slagger. En udrensning og en omfavnelse.




Lund udsendte tidligere i år albummet Maniak, som jeg forsøgte at rose helt op i morgenhimlen. Andre anmeldelser, og vi er ikke kommet for at pege fingre, her krammer vi lige nu, var knap så positive. Det må have været en misforståelse, en dårlig dag på kontoret eller også var vedkommendes hund lige blevet kørt over.

Jeg er ofte bange for at jeg er blevet følelseskold, afstumpet og alt for kynisk. Eller bare indifferent. Når Slagger Lund på smukkeste “uskønne” vis synger “alt er okay”, så føles det faktisk sandt…

802 – “22 (Velvet Vampire)”

Her har vi igen at gøre med en slags metal-hybrid, for projektet 802, flirter kun med et metallisk udtryk. Men burde alligevel appellerer til et metalpublikum. Der er noget industrial over lyden, tung synth der læner sig over mod noget 80er goth. Eller Trent Reznor? Der er dog også en tungrocket vibe at spore hele sangen igennem, der smager kraftigt af shoegaze i klang og stemning.

Tilsammen giver det egentlig et ganske originalt udtryk, som er baseret på noget genkendeligt. Manden bag 802 er Andreas Asingh, måske bedre kendt som den elektroniske kunstner Slowolf. Han har allieret sig med to unge metalmusikere,  Andreas Beck og Jens Emil Sørensen og sammen dannet 802.

Jeg kaldte det et “projekt”, fordi det virker som om bandet og musikken er tænkt og del af en større kunstnerisk vision. Sammen med nummeret er der også lavet både en horror kortfilm, samt brygget en særlig Velvet Vampire øl i samarbejde med Mikkeller (som her så fik lidt gratis reklame, men hvad faen…).

Dømt ud fra lyden i den glimrende single, så giver det også god mening med en tilhørende kort film. Nummeret og atmosfæren ER filmisk, ud over urovækkende. Alt i alt et spændende nummer, og projekt, som det bliver interessant at se og høre mere fra.




Elektrisk Hegn – “Kranium”

Knallert-rock står mit hjerte ganske nært, da jeg selv stammer fra en lille flække i Sønderjylland. Et nummer som “Kranium” kunne være soundtrack til oplevelsen af at vokse op det, og lignende steder. Eller stemningen af det kogt ned i lydform.

Det er støvet udkantshegn, som fræser af sted på smalle, dårligt oplyste og dårligt asfalterede landeveje. Selv forklarer bandet, at sangen beskriver: “rastløsheden som en slags elektricitet, der går gennem marv og ben. Kedsomheden i provinsen bliver fordrevet med høj fart på landevejene, svinge med baseball-bat og hængen ud på den lokale grillbar”.

Jeg kan ikke selv beskrive det meget bedre, så jeg vil hellere lægge vægt på at det fungerer. Det er ikke raketvidenskab og rockmusikkens revolutionære eller frelserer vi har med at gøre her, det er “bare” god, gammeldags autentisk rock. Det er den følelse af noget ægte og autentisk, noget oplevet, som bliver beskrevet og stemningsmæssigt formidlet, som trækker sangen op.

Det her er lyden af en flok gutter, der hvis de flyttede til storbyen, så ville det nok være Aarhus. Og så ville de være at finde på Escobar, som en del af den del af klientellet, der oser af et VÆRE rock, og ikke blot posers der drejet ind det forkerte sted.

P.t. – “Danny”

Som man kan læse lidt længere nede, så er der en hel del virkelig fine semi-poppede singler, som kunne have sneget sig med i det “gode selskab” her. Men, hvis jeg skal pege på kun et enkelt, bare for at komme igennem denne artikel uden at løbe tør for ord, så bliver det “Danny”.

Jeg skulle lige lytte mig varm på p.t. igen, de har været med i en tidligere udgave af Repeat. Og “Danny” ramte ikke plet ved første gennemlytning, men allerede anden gang kunne jeg fornemme at sangen havde “noget”. Det der “noget”. Det er nu heller ikke helt uerfarne folk, der gemmer sig inden i duoen. Erik Apollo, forsanger fra Tårn, har nemlig slået sig sammen med producer og bassist Larle Damsgaard.

“Danny”, der handler om et forlist venskab, er dansabel, men ikke anmassende. Lidt afventende, men ikke for fjern og distanceret. Lidt “fesen” i sin bløde, danse-poppede lyd og halv-lyse vokal-levering , men ikke FOR tam. Sangen er både lun og opløftende i tonen, men gennemstrømmes også af en følelse af vemod og ensomhed. Festen var måske sjovere da Danny var med?

Det har nok en del med balance at gøre, balance i ingredienser OG doseringen af disse. Og så har duoen p.t. fat i en ret god melodi her, og et omkvæd, der er svær ikke at få lidt på hjernen og nynne med på. Hvilket jo alt sammen ikke er helt uvæsentligt, hvis man skal lave en god single, eller muligvis score sig noget radio airplay. Og det ville jeg bestemt ikke udelukke, at “Danny” kunne opnå. Eller, det BURDE den!

Korte kommentarer

Lauge Heebøll bringer noget mørke ud på dansegulvet med “Higher Love”. Det er ikke dumt, jeg kunne godt se for mig, at det her fik en chance i radioen. Det lyder lidt som, hvis Saveus mødte When Saints Go Machine, eller sådan noget lignende? Kasper Søegaard “Rammer Muren” med sin single, eller det gør han egentlig ikke. Han kommer ganske elegant og yndefuldt over den, men fælles for ham, og Lauge er, at det hele virker lidt velkendt. Det er godt håndværk, men jeg mangler nogle særlige detaljer, så sangene skiller sig ud.




“Carry Us Through” af Echo Me er bløde vellyde med et folk-poppet skær. Rasmus Elk Olsen har lavet en ligeledes blød og vellydende, endnu mere dæmpet sag med den sarte “Porcelain Girl”. Duoen Love People, der gør sig i noget voksen-indiefolk, har også fat i noget der egentlig lyder appetitligt og radiovenligt på “Normal Bias”. Fælles for de tre velskrevne og flot leverede sange er, at jeg simpelthen ikke er i humør til den slags lige for tiden. Så de rammer ikke.

Vi tager lige en kort pause for at hylde ambivalensen. Jeg ved ganske enkelt ikke om jeg omfavner eller frastødes af Big Sun og deres “I Was Loving You”? Det lyder fuldstændig som et band og en semi-power ballade fra anden halvdel af 80erne? Svulstigt, klistret, masser af synth, store armbevægelser og følelser helt ude på tøjet.  Vellykket hyldest eller kikset pastiche?

Jeg har det også lidt stramt, og er samtidig en smule pirret, af “Violent Heart” af Tiger På Spring. De kalder sig selv et energisk party-punkband. Der er nu ikke meget punk over dette nummer, medmindre man synes at store anthem-rock omkvæd ala Biffy Clyro er punk. Nuvel, den del af sangen er jeg ikke så tændt på, selvom det har nogle ørehængerkvaliteter. MEN, bandet leger lidt med manipulation af vokalen, og smider andre steder passager ind, som vi på hyggeracistisk manér kunne betegne som “junglerytmer”. Det er ikke uinteressant, og tilsammen giver det en små-underlig blanding og stil, som jeg ikke hader?!

Herreholdet og “Som Tiden Går” har også et eller andet, men samtidig er der noget der skurrer. Det er som vokalen snubler sig lidt igennem sangen, især nogle versefødder hvor der er små benspænd. Og så er der en lidt særegen udtale af ordet “tilbage”, der bliver til til-baaag-ø, der minder mig om Peter Olesen. Hvilket bare giver mig lyst til at lytte til Olesen-Olesen i stedet for.




Apropos særegen, udtalen og klangen af “woman” i “The Power That Is Woman” af Ida Kudo hyler mig lidt ud af den. “WUU-man”, lyder det sådan cirka, i det ellers ret elegante popnummer. Sangen har en smittende ro og ret forførende melodi, men jeg ved sgu’ ikke helt om jeg kan med den vokal?

Ane Sætterstrøm og Kirsten Vennix er nydelige på henholdsvis “Found It” og “Mere End Du Ved”, men det bliver også lidt “eh”. Vennix er dansk-hollandsk, og har tidligere oversat kendte danske sange til hollandsk og omvendt. Der er rødder i en folk/vise tradition, og der er også noget til stede her, som med lidt justering kunne fange min opmærksomhed. Der mangler nok lidt flere kanter til min smag? Det samme med Sætterstrøm, det bliver for nydeligt og høfligt.

Det kan også fremstå en kende velfriseret og nystrøget hos vores ven ISSE, der efterhånden er ved at være fast inventar. Hun bliver vedholdende ved med at sende os singler, selvom hun ved at jeg ikke er heeeeelt i målgruppen for hendes venligt klingende P5-pop. Hun er også produktiv, og god til det hun gør, hvilket jeg også påpegede sidste gange i Repeatlisten da jeg anmeldte forrige single.

Der kunne argumenteres for at “En Mod Hele Verden” er blandt hendes stærkeste numre hidtil. Faktisk lader det til at ISSE bliver bedre og bedre for hver gang. Eller også virker hendes stædighed og jeg er ved at bløde op og blive mør? Keep em’ coming!

Isbjörg bliver også ihærdigt ved med deres proggede stadion-math rock, der i storladen stil foldes ud i hidtil uhørt ambitiøs grad på “Inure”. Selvom det heller ikke lige rammer min personlige smag, så har Isbjörg virkelig oppet sangskrivningen her. De folder tålmodigt og dygtigt sangen ud, lader den ånde og vokse, over 6½ minut inden det hele kulminerer mod slut. Desuden er tilføjelsen af gæstesangerinde Margrethe Christine Wellejus velvalgt og tilfører Isbjörg en ekstra, lys og stemningsfuld dimension, som klæder dem virkelig godt.

Vanir har jeg desværre ikke rigtig nogen holdning til. Det er dødsmetal af den folksy/heroiske/episke slags, det kender vi da.

Der er egentlig ikke meget nyt, overraskende eller uventet at finde på den nye single fra Rigmor. Faktisk lyder det lidt som noget vi har hørt før fra indie-gruppen. Ikke at det gør noget, jeg kan godt lide Rigmors stil og lyd, men indledningsvis var jeg lidt indifferent overfor  “Alt det du gør”. Men så begyndte sangen stille og roligt at snige sig ind på mig og vokse for hvert lyt.

Det er jo også et tegn på kvalitet og ikke mindst slidstyrke. Rigmor kan sagtens skrive en ørehænger, som har en krog, man straks bider på. Denne single er mere af sniger slagsen, den skal have lov til at simre. Rigmor kommer ikke brasende med store armbevægelser og blinkende lokkemad her. Det er langt mere afdæmpet og henholdende, indtil de har dig og du frivilligt kommer dem i møde. På den måde fungerer det mere som diskret, men lokkende, sirenesang end flashy madding. Men den kræver nok flere lyt inden jeg er helt fortryllet.

I stedet lukker og slukker vi med hvad der efterhånden er blevet en tradition: en ny julesang fra Anders Knudsen. Han er aktuel med sit tredje juleudspil i hans tålmodige projekt om at udsende en ny julesang hvert år i 10 år, og slutligt samle det til et album.

Jeg har allerede anmeldt og rost de første to singler, “The Quiet Earth” (2021) og “Baby’s Coming Home For Christmas” (2022), helt op til julestjernerne. De var virkelig gode og ramte en klassisk, magisk julestemning, der fik dem til at lyde som numre der “altid” havde været en del af det faste julerepertoir.

Årets tilføjelse, “A Day In The Life of A Christmas Tree”, rammer ikke helt de samme høje nagler. Men den sigter også efter noget andet end de to foregående, som var mere højstemte og højtidelige i tone og stil. Det er nok mere min smag, hvis jeg skal vælge indenfor julesange, men Knudsen forsøger nok klogeligt at variere udtrykket med denne sang.

Her bliver der rocket mere rundt om juletræet, det er mere sprælsk og formen mere løs i kanterne. Knudsen beskriver det som “Chuck Berry spiller op til dans sammen med Johnny Cash, Snehvide & De Syv Små Dværge”. Sådan lyder det også. Det er sikkert lidt af en fest, men en der stikker lidt af. Et fint afbræk efter to storladne numre, som nok vil komme endnu mere til sin ret som del af et album, end en isoleret single.

Og så sænkede julefreden sig over Repeatlisten. Måske når vi endnu en regulær udgave i år, hvis indbakken når at blive fyldt indenfor de næste par uger. Ellers bliver næste udgave den STORE SPEKTAKULÆRE JULE/NYTÅRSSPECIAL, hvor jeg udvælger mine favoritsingler fra Repeatlisten i år.

Nu vi er ved den, så mangler vi da lige en sidste ting.

Føjes til Repeatlisten:  Siamese, Rigmor, Slagger Lund, The Jürgen Clubs og 802. Så… Dem alle! Så fik vi da også fedet listen lidt op inden jul.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: 802, pressebillede

Previous articleTristesse of Enola: Med og Mod (EP/Anmeldelse)
Next articleArctic Assembly (LP/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.