Home Seneste Juli 2020 - Nyheder Repeat #64

Repeat #64

724
0

Lige nu burde vi have stået i Roskilde Festival til halsen, det gør vi ikke, så vi napper nogle flere singler! I denne uge er der blevet lyttet til Kjartan Bue, Brimheim, Claus Funch, Mawic, Twin Dive og Filippa.

Normalt ville vi også nærme os vores sommerferie efter festivaleren men, i år bliver vi nok ved med at drysse nogle anmeldelser over siden hist og her. Dermed kommer der nok også en Repeat eller to mere henover sommeren, inden vi falder tilbage i en mere normal rytme til august.

Indbakken SKULLE også være under nogenlunde kontrol lige pt., så ventetiden på anmeldelser af singler er forhåbentlig mere overskuelig end den har været. Så lad os komme i gang!

Kjartan Bue – “The Wild Strawberry Patch”

“Med ’The Wild Strawberry Patch’ har Bue leveret en særegen ørehænger, som trækker tråde til vidtgående kunstnere som Mark Hollis fra Talk Talk og Aske Bentzon fra Bamse og Kylling. Samtidigt skaber sangen sit eget folkelige univers, der i den grad byder fremmede naturer velkommen”.

Tja, så behøver man vel næsten ikke vide mere?! OK, lidt mere, om nummeret fortæller Bue blandt andet:

”Sangen handler for mig om kærlighed mellem mennesker og dyr. Den handler om det
potentiale, der er for vores væren i verden, hvis vi retter blikket fra indadskuen til udadskuen på naturen og de anderledes væsner som beboer den.”

OK, jeg får ikke helt en Bamse og Kylling vibe i den grad jeg havde håbet men så får man til gengæld en lettere særpræget tur ind og ud i et over 6 minutter langt lydlandskab. Det lyder, hvis man skal forenkle den ret omfattende oplevelse, på en eller anden måde som et møde mellem… When Saints Go Machine, især den lyse ret uforståelige vokal og scoret til en eller anden semi-hårdkogt strisserfilm fra 80’erne, måske lidt ala det saxofon-jazzede soundtrack til Lethal Weapon? Lyder det som en lidt bizar blanding?

Muligvis men, det er altså de referencepunkter der dukker op, når man lidt desorienteret bevæger sig ud i natten på “The Wild Strawberry Patch”. Et nummer der både emmer af noget “call of the wild/back to nature” stemning men også lige så vel kunne foregå i en storby ved sen nattetide, hvor spredte, ensomme skikkelser flakker omkring i neonlysene og gadelampernes skær.

Det er et nummer der både hvad tempo og spilletid angår tager sig god tid og især lever på stemning og atmosfære, så det er ikke et nummer der ligefrem skriger af singlehit. Men det besynderlige og ikke helt gennemskuelige lydunivers har noget dragende og tillokkende over sig. Man ved aldrig helt hvad der venter, hvornår der dukker noget nyt ud af tågen, hvor vokalen stikker hovedet frem fra skyggerne, eller hvor stemmen helt nøjagtig kommer fra.

Konklusion: Særpræget og betagende nummer Kjartan Bue har kreeret, som man ikke lige får afkodet ved første lyt. Selvom det svælger i at være anderledes, så er der noget sært fængende over oplevelsen, som gør at man gerne giver det flere lyt i streg for at opnå samme stemning igen og igen.

Brimheim – “Kafka”

Presseteksten introducerer færøske Helena Brimheim som det “illegitime kærlighedsbarn af Florence Welsh og PJ Harvey – en goth teenager, der lytter til Radiohead og læser Murakami”. Det er er singer songwriter, det er elektronisk, det er indie-rock. Om singlen “Kafka” lyder det videre:

“Singlen “Kafka” handler om den hyper-selvbevidsthed, som Helena selv oplevede, og
som mange oplever i deres ungdomsår. Den handler om menneskets forestillinger om, hvem man burde være, og hvad man burde gøre: Man føler, at man er nødsaget til at dyrke bestemte ting, fordi man har en forestilling om, at det er med til at optimere en som person – også selvom man dybest set finder det uinteressant.”

Hmm, det kan et eller andet det her. Måske fordi det på mange punkter smager lidt af at være et “perfekt” indierock-destilat? Den stedvis pågående og ret smittende rytme, en melodi der straks fænger, så man sidder og nynner lidt med (uden at kende teksten), Brimheims tiltalende vokal, der som lovet minder om en god blanding af Welsh og Harvey. Og så en nyere Radiohead’sk følelse der binder det hele sammen… Hvis du kan lide de navne og den form for musik, så virker det her næsten som om det er skabt til lige netop dig.

Skal man så være lidt kritisk, så kunne man sige at de mange genkendelige elementer og måden nummeret er sat sammen på frarøver Brimheim en smule personlighed. Hendes aftryk skal så muligvis findes i lyrikken, og hun kan jo ikke gøre for at hendes vokal lyder som den gør – men når man selv bringer sammenligningerne på banen så… ja… så risikerer man at man bliver sammenlignet, ik?

Jeg synes stadig ret godt om “Kafka”, selvom genkendeligheden truer med helt at overtage nummeret, men måske netop derfor? Det giver også en følelse af, at man kan være med på noderne fra første sekund af første gennemlytning, hvilket kan være en rigtig god kvalitet for især en single. Det virker også som om Brimheim har noget at byde ind med, melodien får godt fat i en og der er noget nerve i stemmen. Så det ville være ærgerligt, hvis hun fremover ikke fik ørenlyd netop fordi det minder folk om en masse andet de kan lide og hun dermed drukner i sammenligning eller anonymitet.

Konklusion: God og ganske fængende single, langtidsholdbarheden her afhænger nok lidt af i hvor høj grad Brimheim kan komme ud af forbilledernes store, lange skygger.

Claus Funch – “Drugged Up Future World”

‘Drugged Up Future World’ er lyden og duften af sommer “med et twist”, en akustisk guitar, en bas, en flygelpedal og en tamburin i selskab med en kompromisløs sangskriver i sjældent set og hørt optimistisk humør, der igen går nye veje.


Claus Funch debuterede egentlig tilbage i 2014 med Interpersonal Relationships, som vi i følge arkivet ikke anmeldte, men den fik da 4 stjerner på Gaffa. Alligevel valgte Funch kort efter at trække stikket, hive familien op ved rødderne og flytte til Paris for at “være far, skrive sange og drikke kaffe på den lokale Café”. Nu er han tilbage i KBH og udsender nyt album til efteråret, hvilket vi får en forsmag på i form af “Drugged Up Future World”.

Med tramp og fløjt for Danmark! Hvis man omskriver noget af teksten fra “En For Alle, Alle For En” Landholdssangen så får man min første tanke om “Drugged Up Furture World” men… anyway, det var faktisk et sidespor. Ud over at der rent faktisk er fodtramperytme og fløjt i løbet af nummeret. Nuvel, på en lidt anden måde så minder melodien mig stedvis, måske på rund af Funchs fløjteri om Benny Holst klassikeren “Sang Om Merværdi”. Det er også et lille sidespor, da det nok bare er i min hjerne af den reference dukker op og dog er der dog lidt en gammeldags visesanger stemning og følelse over Funch og hans single her.

Jeg må erkende at det er et ret fængende, lille nummer. Der er ikke det store omkvæd, voldsomt meget variation eller de store overraskelser, det er en sang der i bund og grund kører stille og roligt fremad i sit fine og frejdige tempo, lige ud af landevejen uden udskridninger. Hop på og afsted fra A til B. Men jeg nyder turen, Funch er godt selskab med hans rolige og varme stemme og der er bare helt elementært dømt god og beroligende stemning her, mens man begynder at trampe og fløjte lidt med. Hvis man rammer den rette tone og en enkelt, god og lyttevenlig melodi, så kan den her form for snorlige sang sagtens fungerer, se bare på et nummer som Bowies “Heroes”, der også bare tøffer afsted i samme spor. Uden sammenligning i øvrigt, “Drugged Up Future World” er, trods sine fine kvaliteter ikke nogen “Heroes”.

Konklusion: Mindre kan dog også gøre det. Overraskelser og variation er der ikke meget af hos Funch men til gengæld har han her fundet melodien, og det er en god, lille en af slagsen. Som man kan fløjte med på!

Mawic – “Modløs Nærmest Lykkelig”

Bandet Mawic har vi en enkelt liveanmeldelse i arkivet med, som stammer fra en koncert i Studenterhus Aarhus tidligere i år, inden der gik Coronatider i den. Nu er de klar med årets første singler fra deres hånd:

“Sangen handler om den situation vi nogle gange kan forfalde til, når vi ikke ser
realiteterne i øjnene, men derimod bare bliver i det samme trummerum fordi det bare
er det nemmeste. Vi glemmer os selv, nok mest af alt, fordi vi frygter alternativet –
den ensomhed, tomhed og melankoli vi synker ned i”.

The Calling? Er det The Calling det catchy omkvæd minder mig lidt om? Hmm, i hvert fald noget start-midt nuller radiorock af en art, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting! Iørefaldende er det i hvert fald, især når Mawic virkelig får sparket nummeret igang, der starter lidt afventende men bygger fornuftigt op, så man får fornemmelsen af at vi rykker os ud af stedet og er på vej mod det fængende omkvæd.

Sangen har et rigtig godt drive og fornemmelsen af fremdrift er svær at modstå, og hvorfor skulle man også det? Det er et rocknummer af den slags, der bliver bedre af at man bare giver sig hen, lukker øjnene, spreder armene og lader sig “falde” og bære med. Man kan næsten se de rejste arme og hoppende kroppe for sig fra en livekoncert, når den her fyres af. Medrivende er vist det rette ord.

Det er samtidig en sang, der virker som om den kommer fra og har noget på hjertet, trods den radiovenlige indpakning. Det er jo en balanceakt, hvor nogle måske ville rynke lidt på næsen over, at det flirter med det letfordøjelige samtidig med, at det gerne vil formulerer noget vedkommende og dybere. Men jeg synes det lykkes rigtig godt for Mawic at få en følelse af noget tyngde og nerve ind i poprocken, så det ikke bliver for letbenet og ender med at ryge ind af det ene øre og ud af det andet.

Konklusion: Rigtig fin, indbydende og alligevel ikke for letfordøjelig single fra Mawic.

Twin Dive – “Say His Name”

Nyhedsstrømmen ændrer lynhurtigt retning, det ved vi alle, så det her nummer, i hvert fald tematikken, risikerer, desværre, allerede at være yesterdays news når denne anmeldelse ryger online. Eller også kan vi håbe på, bare i en lille bitte grad, at det bliver del af en fortløbende “samtale”, der ikke forstummer:

”Say His Name” er en punk hyldest til de igangværende protester, der finder sted i USA og resten af verden, som alle er blevet fremkaldt af det brutale mord på George Floyd. Ligesom protesterne i sig selv, er sangen et råb om retfærdighed og lighed, vævet i opmuntrende ord for amerikanerne især.

Og søreme om medierne, i hvert fald herhjemme, har fundet andre ting og sager at snakke om, Black Lives Matter er ikke væk, men det virker som om det kun blev et lille plip på radaren herhjemme. Nu er vi jo heller ikke USA, alligevel giver Twin Dive den hele armen og forsøger at råbe amerikanerne (og dermed indirekte nok også resten af verden) op med deres snerrende punkrock:

C’mon America!

you got that brilliance,

you got that arrogance,

no lack of elegance,

and all your millions,

C’mon!’

George Floyd bliver også nævnt ved navn, og her er det at nummeret og Twin Dive måske bevæger sig ind på lidt usikker grund. Hvis du laver en sang, uanset hensigten, der bliver for specifik eller on the nose, så risikerer man at begrænse dens rækkevidde, udbredelse og levetid og så bliver det på en eller anden måde en “novelty song”. Energien er god, attituden rå og bister og Twin Dive lyder dejligt indigneret og pissed off men, der er altså en vis fare for, at de får begrænset dem selv og deres gennemslagskraft her.

Nogen skal jo råbe hans navn, det er prisværdigt at Twin Dive tager det på sig og har handlet så hurtigt med skærende guitar, tæskende trommer og hærget stemmebånd (her bliver virkelig smadret igennem) men, man kan også frygte at der råbes for døve ører, eller prædikes for de i forvejen “omvendte”. Emnet er vigtigt, udsynet her bliver måske her bare lidt for smalt og specifikt til at ramme bredere?

Konklusion: Noget af en punket energiudladning og et velment raserianfald fra Twin Dive, der måske bare, i et større perspektiv, kan virke som skønne spildte kræfter. Omvendt gør de måske netop det der skal til? Råber op og holder Floyds navn i live.

Filippa – “Loverboy”

“… ung melankolsk powerpop fra en pige, som selv styrer både pen og pult i sin proce”. Okay, så er vi i gang, lad os høre lidt mere:

“Bag artisten FILIPPA gemmer sig den 25-årige københavner Filippa de Neergaard, der indspillede sin første sang på kassettebånd som 5-årig. Gennem årene har hun skrevet, produceret og arrangeret sine numre selv, for at finde og mærke sig selv i sin egen lyd. FILIPPA er nu på vej ind på den danske musikscene med en styrke og en vished om at have sig selv med hele vejen. Loverboy er en sang med tunge beats og melankolske undertoner”.

Fra smadret protest-punk til… det her? Noget af en kontrast! Jeg ved ikke om Filippa kommer til at lide lidt under, at jeg lige har haft ørerne i maskinen men, jeg skal i hvert fald lige bruge lidt tid på at stille ind på hendes finger-knipse rytme frekvens og i bund og grund ret tidstypisk electro-pop. Eller hvad man nu vil kalde de lidt døsige men alligevel dansable toner?

Det er musik af den slags der virker nærmest optimalt til en kanal som P3, det rammer tidens toneklang, let-melankolsk men endelig ikke for mørkt og deprimerende til radioen og så vil det ikke have nogen problemer med at indgå i en (tilsyneladende) uendelig strøm af lignende numre fra lignende kunstere. Kort sagt så savner jeg en del mere personlighed og noget særkende, et eller andet der får Filippa til at skille sig ud fra mængden, så det IKKE kommer til at føles som metervarepop fra transportbåndet.

Giv mig et hook, et omkvæd, et eller andet overraskende på vokalen, bare et eller andet der stikker ud eller gør det mere mindeværdigt. Det er fornuftigt håndværk hele vejen rundt men det virker også skåret efter en lidt for sikker skabelon. Så bliver det, desværre, hurtigt lidt anonymt og kedeligt at lægge ører til.

Konklusion: Nummeret er bestemt ikke dårligt, det er desværre bare ret forglemmelig og mangler noget særpræg så jeg husker det efter de 3 minutter er overstået.

Føjes til På Repeat-listen: Ingen i denne omgang

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Brimheim pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.