Home Artikler Repeat #60

Repeat #60

729
0

Fra The Entrepreneurs til The Natural Disasters, singlerejsen denne uge kommer også forbi Poptones, Æsken, Lea Kampmann, Pipi, Kom Vi Løber og Bjergtaget.

Jeg falder lidt i et “hvad er egentlig blevet spillet på P6” hul i denne uge. Det er ikke fordi, at den kanal skal blive en målestok eller “målet”, der er bare et vist overlap mellem P6s playlister, vores dækningsområde og en del af den musik vi får tilsendt. Men radioairplay er ikke et succeskriterie for de singler jeg anmelder, det er bare et pejlemærke der kan bruges af og til. Og i denne uge var det åbenbart oplagt, at kigge på for en del af de anmeldte singler.

The Entrepreneurs – “A Good Year To Go Across Country”

“Grandios sangskrivning, nedadgående omkvæds-teknik og ikke mindst Bertelsens svævende vokal præger denne one-off single”. Det er den sparsomme beskrivelse af denne nye single fra The Entrepreneurs, eller nye og nye, grundet forsinkelsen på linjen her har den så allerede været ude en måneds tid. Jeg har da vist også hørt den en enkelt gang på P6? Det har nok været i Morgenbeatet, en hurtig søgning viser at 3 ud af de 5 gange sangen i skrivende stund (d. 25/5) har været i radioen, er den blevet spillet i kanalens morgen/formiddagsflade.

Altså, endnu, ikke det helt store hit. Det kan der jo være flere grunde til, måske ligger vokalen lidt for højt i sit toneleje til den gennemsnitlige radiolytters smag, hvis en sådan en da findes? Måske savner man, i hvert fald indledningsvis, det velkendte pågående drive, som ellers har karakteriseret nogle af bandets forrige singler? Måske er singlen bare en lidt for aparte størrelse til netop radioen?

Den er i hvert fald ikke skåret efter nogen gængs hitskabelon, hvilket jo bestemt ikke gør noget, man må gerne skille sig ud og tage nogle chancer. Men det begrænser nok også mulighederne for, at et nummer som dette, der indeholder nogle start/stop fornemmelser, afbræk og “omveje” og i det hele taget, trods det forholdsvis rolige tempo, er en lidt uregerlig størrelse.

The Entrepreneurs virker som et ret intuitivt band, der følger deres indskydelser og mavefornemmelse og lader sangen tage dem derhen, hvor den ønsker det. Det giver en snert af anarki og vildskab i selve nummerets struktur, som gør at det er et nummer der måske ikke lige fænger ved første, eller andet, lyt. Den vil ikke rigtig tæmmes eller puttes i nogen kasse. Med det fordele og ulemper, der nu følger med den slags.

Konklusion: Som single er det en lidt særpræget og atypisk størrelse, der er eksempelvis ikke noget decideret omkvæd eller et hook. Alligevel er der noget dragende og ikke mindst insisterende over sangen, et nummer der spiller efter helt egne regler og præmisser.

Poptones – “Escape”

Så skal vi have noget altrock inspireret af navne som The Smashing Pumpkins og Nirvana. Navnet virkede bekendt, det skyldes nok at Poptones er et britisk pladeselskab dannet i 1999 af legendariske Alan McGee, der har været inde over navne som The Jesus and Mary Chain, Oasis, Primal Scream, My Bloody Valentine, The Libertines m.fl., men det var et sidespor! Om nummeret lyder det:

”Sangen er skrevet efter bruddet med min ekskæreste og handler om at undslippe følelsen af at være indespærret i et forhold. Det er en cut-up-tekst, jeg oprindeligt læste op og derefter klippede sønder og sammen, indtil der kom en rytme frem i det. Resultatet blev en collage af improviserede sætninger og udbrud, der indkapsler umiddelbarheden i det væld af undertrykte følelser, der pludselig får frit løb, når et forhold forliser. Særligt omkvædets insisterende og gentagne ’confident’ er et befrielsens råb om at genvinde sin selvstændighed som individ”.

Et eller andet sted kan jeg godt høre i hvert fald The Smashing Pumpkins i deres mere dovne og “svævende” hjørne, i det her nummer? Det vugger indledningsvist roligt og små-stenet afsted, mens vokalen leverer nogle løsrevne sætninger på en “tænker højt for sig selv vis”. Der kommer lidt mere tryk på i omkvædet, hvor der hugges lidt mere til med nogle fine guitarflader og mere markant trommespil.

Der er noget meditativt over nummeret, der aldrig får lov til at forlade det tænksomme stadie. Det giver, trods at det blusser op i omkvædet, en fornemmelse af ro. Det er sådan en sang man kan synke lidt hen til og forsvinde ind i, mens det smyger sig omkring en. Som single mangler den måske lige den sidste umiddelbare gennemslagskraft, det er en sang der kræver at man giver sig lidt hen.

Konklusion: Jeg kan lide roen og at det ikke er et nummer, som virker anmassende men, det er også det der gør, at den måske ikke lige vil få fat i lytteren ved første afspilning.

Æsken – “Glem Alt Om Fornuften”

What’s in the booox?! Det fremgår heller ikke helt tydeligt af den sparsomme pressetekst, men der står dog at de “er et orkester som spiller koncerter og musikalske forestillinger for børn og familier i hele landet…eller det gør vi jo normalt, men nu er alle vores jobs blevet aflyst eller flyttet til efteråret”. Så ved man det!

Så for pokker, så er der gøgl med cirkusstemning og et let Balkan-klingende præg. Så skal vi op af stolene og danse, måske på stolene? Det virker meget som en art introsang, eller første nummer i en koncert, hvor stemningen og bandets lyd og univers præsenteres. Det er løssluppent og ganske festligt, helt klart svær at sidde stille til og virker også som et nummer, der nok skal få fat i ungerne med sin fængende melodi og dansevenlige rytmer.

Der er dømt gak, løjer og fri rytmisk bevægelser her og på den vis fungerer det som en optimalt stemningssætter for det man må formode er i vente. Det smitter det her skidt men, det er er også ekstremt pågående og insisterende på den måde børnemusik godt kan være, så man kan som en mand der har rundet de 40, som undertegnede, også hurtigt føle sig lidt forpustet og overfaldet. Men spraglet og “kulørt” er det uden tvivl og man kan straks synge med, hvilket ikke er en uvæsentlig kvalitet for musik til det her segment.

Konklusion: Den skal nok få gang i mere eller mindre rytmiske numser i alle størrelser og aldersklasser. Men efter næsten 5 minutter er jeg også en lille smule forpustet.

Lea Kampmann – “Higher”

Så tager vi en afstikker mod nord, til Færøerne, hvor Lea Kampmann i 2017 debuterede og vandt prisen som Årets Artist på Færøerne. Kampmann er egentlig uddannet violinist men har på singlen “Higher” arbejdet sammen med hiphop producer Per Ingvald Højgaard. Om nummeret lyder det videre:

”Higher er en ærlig beskrivelse af den angst jeg oplevede, da jeg for første gang var i et længerevarende forhold. At være så tæt på én, at lære én så godt at kende og at lade en anden se alle sider i mig, gjorde mig utrolig sårbar, og meget bange for at miste. En angst der voksede sig større i takt med hvor meget opmærksomhed jeg gav den. Higher fortæller historien om angsten, der vokser og vokser. Om angsten, der er svær at standse igen.”

Efter nummeret her var slut på YouTube var næste automatiske afspilning Konni Kaas med “Surrender”. Det giver god mening, ikke kun fordi Lea og Konni begge stammer fra Færøerne men, er man bekendt med Kaas, som spillede på Roskilde Rising forrige år, så virker Kampmanns univers også bekendt. Det er lidt de samme breddegader vi befinder os på med “Higher”, ikke kun i kraft af hjemstavnen, men også det atmosfæriske og stemmingsfulde med et strøg af noget elektronisk har de to kunstnere tilfælles.

Samtidig fremstår Kampmann også ret tidstypisk og international i sin lyd, der på “Higher” også er præget af nogle langsomme, ret tunge beats, en roligt dunkende puls. Der er ikke meget nordatlantisk folk-stemning, eller hvad man nu ellers kunne have af stereotype forestillinger om musik fra Færøerne. Det skinner i hvert fald ikke igennem i stilen men, vil man gerne have det ind i sin beskrivelse af musikken og Kampmanns lyd, så kunne man sige at man sagtens kunne fornemme store, brusende bølger og nogle stride vinde når “Higher” breder vingerne ud og letter. Det hele foregår meget elegant og roligt med Kampmanns høje, lyse vokal som fast holdepunkt men, der er en ganske kraftig følelse af opdrift og en stærk “brusen” tilstede.

Konklusion: Flot, betagende og meget sikkert udtryk og stil her. Kampmann virker mere end flyvefærdig og det her kunne med den fornødne portion held, der også skal til, sagtens nå meget længere ud end “bare” Færøerne.

Pipi – “Solen Skinner”

Nu jeg var inde i DR’s musikdatabasematron så kunne jeg da lige søge på Pipi, som, lidt overraskende for mig, ikke har en eneste afspilning på DR’s kanaler for deres single “Du Er Den Du Er”, der udkom og blev anmeldt her i Repeat i slutningen af 2019. NÅ. Det virkede ellers som en oplagt P6’er?

Nuvel, om “Solen Skinner” lyder det:

“Sangen handler om den skygge der driver over himlen i kølvandet på en tragedie, og det lys som nødvendigvis stadig er der, men som kan være svært at se. Når man mister nogen, kan det være vanskeligt at se sig selv komme videre og over sorgen, og vi kommer som mennesker tit til at efterstræbe og idealisere lykken. Derfor søger “Solen Skinner” at vise det smukke i mødet mellem sorg og lykke. Sangen er en påmindelse om at sorgen kun eksisterer i kraft af glæde og omvendt, og at glæden altid vil være at finde igen”.

Jeg ved ikke om det skyldes, at Frederik Vedersø har været inde over som producer men, Pipi lyder mere dansevenlige og, ja, solbeskinnede i denne omgang. Det bliver faktisk helt rytme-gøglet som sangen skrider frem, kvart i Eclectic Moniker, hvor Vedersø også har slået sine folder. Blot en tanke?

Nuvel, jeg skal, efter nævnte single fra sidste år, lige vænne mig til udtrykket her. Det er ikke blot den mere dansable stil men også tempoet generelt, der gør den her mere benspjættende. Noget hvor jeg indledningsvis er lidt i tvivl om helt passer til og klæder den lidt “uldne” vokal, en af den slags hvor det godt kan lyde som om ordene af og til “hænger lidt fast” inde i munden. Når den skal op i det her tempo, så er det lige før de kan lyde lidt anstrengende for den, at få ordene ud i tide og følge med. Meeen, måske er det bare lige mine ører der skal stilles ind på Pipis mere optempo frekvens.

Hmm, jeg er en smule i tvivl om, hvad jeg synes om den her. På den ene side er det ret iørefaldende og omkvædet er sådan set ret fængende men, jeg ved ikke helt om jeg synes alle elementer og dele passer sammen her. Og om denne stil klæder vokalen og Pipi helt overordnet? På den anden side, så kunne jeg sagtens forestille mig, at det her var en single der dukkede op i radioen, den har et eller andet, der bare fænger, så…

Konklusion: Måske ikke lige helt min smag, jeg ved simpelt hen ikke helt om jeg synes det hele spiller optimalt her men, på den anden side så er det et nummer der stille og roligt sætter sig fast og som jeg husker efter endt lytning.

Kom Vi Løber – “Hendes Ansigt”

”Hendes ansigt” er resultatet af mødet med Jørgen Leths digt, ”Det ville glæde os” fra 1968. ”Jeg er vild med at arbejde med benspænd, både musikalsk og tekstligt; et eller andet, som skaber en lille modstand, så kreativiteten virkelig må i gang, hvis det skal blive til noget”. ”jeg tænkte, hvad hvis det benspænd blev en overskrift – parafrase? At jeg skulle prøve at skrive sange, som var frie fortolkninger af andres tekster eller værker? Altså give univers og fortælling til de billeder, som jeg fik på nethinden i mit møde med dem?”.

Således fortæller Lone Slot Nielsen om nyeste single fra hendes indie-pop projekt Kom Vi Løber, der har givet producer Aske Bode (Bodebrixen, Hymns From Nineveh, Penny Police mfl.) frie tøjler til at mixe Nielsens egen produktion til et radioedit.

Apropos radio, så ville tilfældighederne at lige denne morgen, hvor dette er skrevet (nu er vi nået til d. 26/5) blev Kom Vi Løber spillet i Morgenbeatet på P6, afspilning nummer 9 på kanalen for den single. Så allerede en smule medvind til Kom Vi Løber.

Nummeret har også et godt drive og en fængende, ret markant trommerytme, inden en behagelig indie-guitar får noget plads. Nielsens vokal er også klar og lyttevenlig med en smittende ro. Jeg kan sagtens se hvorfor det her har fået airplay, det er liflig og “rar” indiepop, som både er smittende og catchy og samtidig noget kant og tyngde, så det ikke bliver for letbenet. En blanding, som kan appellere både bredt og til nogle mere feinschmecker lyttere.

Dermed lykkes missionen med at sætte musik til og fortolke en andens tekstforlæg også til fulde. Tricket for mig er, at det helst skal virke som om teksten og musikken er lavet til at passe sammen, så det ikke fremstår konstrueret. Hvis jeg ikke vidste, at det var et digt af Jørgen Leth der var blevet fortolket, så ville jeg ikke tænke over det eller have nogen grund til at tro at det ikke var Nielsens helt egen tekst. Det er sgu ret godt gået.

Konklusion: Stærk single med noget dybe og substans, samtidig med at det er iørefaldende og sætter sig fast.

Bjergtaget – “Hvem Fik Sagt”

”Hvem Fik Sagt” er en elektrificeret folk-single, vokset ud af Joni Mitchell og Bob Dylans flowerpowerbevægelse. På nummeret ligger der lag på lag af korstemmer, synth-lyde og en guitar-væg, hvilket skaber en unik kombination af elektroniske og akustiske elementer. Tilbage står et pulserende og rytmisk pop-nummer, der udtrykker Krabsens tekstunivers, skabt af ærlige og personlige beskrivelser om det at være menneske.

Så skal vi have nogle “bølger af fællesskabsånd” fra Stephan C. Krabsen og hans band Bjergtaget, der udsender plade nummer to, Under, til efteråret. Det bliver opfølgeren til den efterhånden 4 ½ år gamle debutplade, som jeg var ret begejstret for dengang i begyndelsen af 2016.

OK, så kommer vi til en lille rørig sag, som jeg egentlig ikke har så meget at sige om – uden at det er en dårlig ting. Nummeret her flyder utroligt godt derudad, faktisk så godt og gnidningsfrit, at det er lige før de knap 3 minutter føles for korte og sangens slutning ret abrupt. Der er noget krautet over drivet og den konstant fremadrettede, “cyklende” bevægelse, som gør at det er en af den slags numre man sagtens kunne have kørende i dobbelt så lang tid, måske på en tur ud i det fri.

Men, det lille aber dabei er så, at det er tæt på at sangens også bare glider ind af det ene og ud af det andet ører, hvis man ikke lige koncentrerer sig. Er man lige uopmærksom, så er Krabsen og co altså gledet videre. På den led er det næsten FOR velsmurt og velkørende? Det er ikke det samme som letbenet, lyrisk virker det måske på overfladen gentagende og relativt enkelt men, der er også en god effekt i at det kommer til at lyde lidt messende.

Konklusion: “Hvem Fik Sagt” er en “sjov”, lille krabat, der kan virke glat og letfordøjelig men, som egentlig gemmer på en hel del, når får pakket op. Det er en af den slags sange, der gemmer på mere end den umiddelbart lader til og giver udtryk for.

The Natural Disasters – “The Wrong Way”

Vi slutter af med noget naturkatastrofe rock fra The Natural Disasters, som vi tidligere har været omkring i forskellige sammenhænge her på siden. Om denne nye single, der udkom som forløber for albummet Tormenta, der landede i sidste uge, lyder det:

”The Wrong Way” repræsenterer på fornem vis det kommende album. Det er goth rock med et drivende, tungt og mørkt flow, og en fremragende, stemningsfuld vokal af Anna Sharifi fra det tyske band UON. Nummeret så egentlig sin begyndelse for en del år tilbage, men Alioscha Brito-Egaña blev aldrig tilfreds med indspilningerne, så det blev gemt væk. Men nu, med The Natural Disasters som fundament og Anna Sharifi som vokalist, gav det pludselig mening og passede perfekt ind.

Så’ der goth-rock! Alioscha Brito-Egañ, manden inden i The Natural Disasters, har tidligere brugt Sharifi og hendes på vokal med et godt resultat. Eksempelvis på den mere dunkelt ulmende og truende “WLYN”, der var et remake af Sharifis, eller hendes band UONs, eget nummer “Who Loves You Now”. “The Wrong Way” viser en mere tempofyldt og på sin vis også udfordrende side af det samarbejde, hvor det virker som om hendes vokal presses lidt mere uden at den knækker af den grund.

Vi kommer godt og tempofyldt afsted ind i mørket, inden nummeret falder lidt til ro og Sharifis vokal gør sit stemningsfulde indtog. Der er noget teatralsk og melodramatisk over hendes højtidelige levering og klang, som er lige på nippet til at kamme over i noget der bliver for meget for mig, men det giver en god kontrast til den ret massive mur af mørke der strømmer gennem nummeret ellers. Så vi får et godt sammenstød mellem lys og mørke, der giver nummeret en god balance og sørger for at ingen af delene får et overtag.

Det er igen et nummer med et godt og fængende flow, der skyller en med og afsted men, det føles også som om det bygger op og stiger tilpas løbende til, at man får fornemmelse af at intensiteten vokser. Dermed bliver lige knap 5 minutter i selskab med The Natural Disasters heller ikke for meget, der sker løbende en udvikling og sangen vokser.

Konklusion: Der er nu noget dejligt dragende og tillokkende over sådan et møde mellem lys og mørke.

Føjes til På Repeat-listen: Kom Vi Løber + The Natural Disasters

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Frederik Lunde Angelo Jacobsen, Kom Vi Løber pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.