Home Artikler April 2020 - Fokus Repeat #52

Repeat #52

911
0

Denne lidt forvoksede udgave af Repeat byder på singler fra Verdens Sidste idé, Baby Did A Bad Thing, Mads Westfall, Lukas Vanggaard, Suckerpunch, Karen Kousgaard og Schwarze Fiktion.

Vi lægger lige ud med en lille disclaimer og en opfordring. I skrivende stund, (mandag d. 30/3) er de kommende 3 udgaver af Repeat allerede fyldt op og den 4. godt på vej, så der er altså noget flaskehals og ventetid. Derfor feder vi også op fra 6 til 7 numre for at komme lidt hurtigere gennem bunken og korter tilsvarende anmeldelserne lidt ned.

Og så er dette endnu en udgave UDEN en kvindelig kunstner (Hvad er Karen Kousgaard, hva, hva, hva? Red.), næste uge er der en enkelt med og ugen efter ingen igen. Det er for lidt. Jeg inkluderer kun singler vi får tilsendt, kære kvindlige kunstnere eller bands med kvinder, send os jeres musik, ellers kan vi ikke rette op på den skæve fordeling, hvor meget vi gerne ville. Måske ligger noget af problemet hos jeres PR og pladeselskaber – prik til dem.

Verdens Sidste Idé – “Tine Er Så Stille”

Der er da i det mindste et kvindenavn med i sangtitlen her… Inspireret af både Pink Floyd og Dr. Dre, sangen, ikke titlen. Nummeret er anden single fra bandets debutalbum, der er ude d. 17/4. Singlen udkom i slutningen af februar, så den har altså haft en lidt lang vej hertil Repeat (beklager). Om nummeret lyder det fra sangskriver Asbjørn Hvelplund, at den er inspireret af en hændelse i Aarhus C:

”Vi gik en flok ad Hallsti, en lille, mørk sti langs banen i Aarhus C, en sen nattetime. En kvinde kom hen og spurgte, om vi vidste, hvor de prostituerede holdt til i Aarhus, for hendes veninde, som vi forstod måtte være prostitueret, var måske i problemer. Kvinden kunne ikke komme i kontakt med veninden, og var derfor sprunget på toget i København for at finde hende. Vi var alle lige flyttet til byen og anede ikke, hvor de prostituerede holdt til, så vi kunne ikke hjælpe og stod bare dér og så åndssvage ud.”

Nu skal jeg ikke afsløre, hvor denne “veninde” dukker op, men… det ender måske ikke så godt. Det er så også noget af det eneste positive jeg tog med mig fra dette nummer efter første gennemlytning, for det fangede mig sgu ikke liiiiige, Slet ikke forhold til, hvor dunkel og nedslående fortællingen egentlig er. Vokalen gjorde ikke det store for mig, den er i den mere matter-of-factly ende, uden voldsom meget karisma, hvilket kunne gå ret godt til sådan en historie som denne. Den har bare ikke rigtig nogen effekt på mig som formidler.

Musikken er også i den tilbageholdende ende, der er ikke de store armbevægelser. Det virker ret enkelt og tilstræbt nedtonet, måske for at underbygge den der følelse af noget deprimerende og nøgternt, som hviler over det hele. Det er der sådan set ikke noget galt i, men igen, jeg bider bare ikke helt på. Og så er der egentlig ikke så meget tilbage at sætte tænderne i, hvis man ikke hopper på maddingen – fisken er smuttet.

Konklusion: Den ryger vist under “I just did’nt get it” kategorien. Beklager. Ikke engang en sætning som “Tine tag og tag din telefon ved du, du betyder noget for nogen” giver noget udslag hos mig. Jeg er muligvis stendød indvendig.

Baby Did A Bad Thing – “Scars”

“Vi spiller americana med et nordisk islæt og vi er snart pladeaktuelle med vores debutalbum.  Albummet er produceret af den navnkundige guitarist Rune Kjeldsen (CV Jørgensen, Savage Rose, Nikolaj Nørlund, m.fl.) og fra albummet udsender vi 6. marts singlen “Scars.”

Således lyder det fra Baby Did A Bad Thing, der er ude med deres debutplade. Om singlen lyder det, at den handler om, at “det ikke kan undgås at tilegne sig et par ar på ens vej, hvilket i sidste ende er en smuk pris at betale”.

Typisk “P4 vokal”, var min første tanke, dvs. teknisk set flot og klar, men også helt uskadelig og en der ikke rigtig vil mig noget. Jeps, jeg er ved at være på krigsstien nu, så jeg må hellere tage en lille time out. OK, de her “scars” her, det lyder mere som en bette hudafskrabning, i hvert fald ikke noget der bløder voldsomt, eller stikker specielt dybt. Ja ja, time out, jeg smutter lige igen.

Nu behøver ting jo ikke være mørke, deprimerende, urovækkende og alt muligt for, at det kan beskrive sår af nogen art. Kort sagt, det behøver ikke lyde ondt for at det gør ondt. Det her lyder ikke ondt, men det lyder til gengæld meget. meget nydeligt! Både mandevokalen og den kvindevokal der dukker op lidt inde i nummeret. Baby Did A Bad Thing, kunstnernavnet i sig selv, har en dejlig, billedskabende og, ja, netop lidt urovækkende, eller i hvert fald pirrende, klang over sig. Den savner jeg en lille smule i selve musikken. Der er noget lidt renskuret over udtrykket, hvilket sikkert vil tiltale en del lyttere, igen, jeg tænker P4-5 stykker ville være oplagt som destination, men jeg er godt nok ikke helt med på noderne.

Konklusion: Pænt, virkelig pænt håndværk! Jeg savner flere ridser i lakken, gerne en bule eller to, men er du til en mere skinnende overflade, så er det her sikkert ganske indbydende.

Mads Westfall – “Kender Du Det, Så Husker Jeg”

Mads Westfall fik en del opmærksomhed da han i 2018 udsendte sin forsættelse til Søren Krag Jacobsen klassikeren “Kender Du Det?”, et nummer med den kække titel “Kender Du Deja-vu”. Nu er han klar med den mindst lige så kækt betitlede “Kender Du Det, Så Husker Jeg”, der så er 3. del af historien om Jesper Ravn og hende der Mona. Det er enten lidt godt tænkt, eller noget af det dummeste jeg nogensinde har hørt.

Lad mig lige starte med, at slå et par ting fast. Inden jeg nåede til dette nummer havde jeg ikke hørt “Kender Du Deja-vu”, men lyttede den igennem i denne forbindelse – for god ordens skyld. Søren Krag Jacobsens original er nærmest hellig. Den burde være en del af kulturkanon det ene og det andet, hvis den da ikke allerede er det og er nærmest en perfekt, afrundet historie. Den har ikke brug for en opfølger, eller gud forbyde det, en “happy ending”, det ville underminere hele pointen i sangen. Så hvis det er der vi ender med det her, så bliver jeg gal. Rigtig gal. Så gal som man nu kan blive over noget der ikke handler om, at der er liv på spil.

Godt. Lad os komme i gang. Efter en runde “Kender Du Deja-vu” må jeg sige, at jeg ikke ligefrem er imødekommende overfor konceptet. Alene det, at Mona-karakteren gøres til en tilbagevendende figur af stor betydning i stakkels Jespers liv virker for mig ret idiotisk og reducerer ham til en ret sørgelig stakkel. For mig er Mona ikke så meget en bestemt person, som hun er et symbol på den første, flygtige forelskelse. Det er for mig netop pointen: flygtig! En person/oplevelse der får afgørende betydning: helt klart! Sikkert en skelsættende begivenhed og tilstand vi alle har oplevet i en eller anden grad. Og så kom man (forhåbentlig) videre. Ikke at man glemte sin “Mona”, hun er jo en vigtig del af en dannelsesrejse, men jeg ved ikke helt hvad jeg ville gøre, hvis min pludselig dukkede op på min arbejdsplads som min nye kollega. Jo, jeg ville først og fremmest nok tænke om verden virkelig ikke var større?!

Her bliver Mona så måske nok mest et smuthul (not a pun) eller en mulighed for, at man kan drømme sig væk fra konen og børnene. Det er sådan set fint nok, men der er stadig en del der nager mig ved hele præmissen ved det her. Nu skal man, selvfølgelig også være forsigtig med ikke at overtænke det hele: måske ER det bare en pudsig idé, som har fået lov til, at blive til en sang. Nå, men han knalder Mona, selvom hendes røv er blevet lidt stor… Tænker du kunne finde noget bedre, Mona.

Så er vi efter et længere tilløb klar til del 3 om Taber Jesper og Brede Mona, som nærmer sig nutiden ved at skrive beskeder via messenger i stedet for at der blev sms’et i forrige nummer. Bare skide ærgerligt, at Jespers kone opdagede de beskeder, så nu er han blevet skilt og sidder i sin tilbygning og kan ikke få Mona og deres seneste møde, der endte med det der knald, ud af hovedet. Lige når man troede manden ikke kunne blive mere ynkelig… Jesper, du er et skvat! Det er måske også en del af pointen, det gør ham dog lidt vanskelig at heppe på, af åbenlyse grunde og han er næsten for trist til, at man kan grine af ham. OG, så står det igen i kontrast til forlægget: Jesper er ikke et taber-skvat i originalen, han er bare en helt almindelig, relaterbar kikset teenager.

Konklusion: OK, det stikker af det her. Ser man bort fra forbeholdene overfor hele præmissen i det her, synes jeg Westfall rammer tonen i det hele ret godt, ligesom stemmen bestemt har noget Krag Jacobsen’sk over sig, Ligeledes får han på fin vis opdateret universet til “nutiden” og får også rystet nogle gode betragtninger og formuleringer ud af ærmet. Melodimæssig er det ikke lige så stærkt og iørefaldende som originalen, men det er næsten også for meget forlangt. Så… opgaven er bestået, med mine forbehold in mente!

Lukas Vanggaard – “Rør Ved Mig”

Unge Vanggaard har jeg været omkring tidligere her i Repeat, bare rolig, vi rørte ikke ved hinanden, men nu er han altså ude med en single med titlen “Rør Ved Mig”. Sangen, og hele hans kommende EP, baseret på numre Vanggaard har indspillet på sin iPhone, så det er vel en form for moderne lo-fi?

Nå,”Kærlighed er det ultimativt største, vi har og at mærke en oprigtig krammer fra en ven eller et dejligt kys fra en kæreste giver livet smag og konsistens. Det er jo altid rart at blive pillet lidt ved, ik? ’Rør ved mig’ piller ved følelsen af at stå udenfor og kigge ind – at drømme sig langt ind i et selskab, man ikke er en del af”, fortæller Lukas.

Så er vi ovre i noget indie-pop på en single som muligvis har dette års smukkeste cover, i hvert fald indtil videre. Det kan og skal ses lige HER. Nå, der er forår og forelskelse i luften hos Vanggaard, der er en “ensom skabning med rod oppe i hovedet”, en der “leder efter større mening” og som er “på udkig efter noget”. Det er sådan set meget fin og tilgængelig på, hvor en del af det ligger i den sarte indpakning og Vanggaards ret “straight forward” levering.

Jeg kan godt lide popsange, der vedkender sig at være popsange og ikke forsøger at pynte på det eller “snobber opad”. Det er dejligt rent og enkelt uden, at det bliver alt for letbenet og indholdsløst. Vanggaard får tilmed også leveret et rigtig fint omkvæd, så der er sådan set ikke så meget at brokke sig over her. Men måske heller ikke et nummer, der får mig helt op af stolen og bryde ud i spontane klapsalver.

Konklusion: Et virkelig solidt og boblende, lille popnummer, som står godt til årstiden.

Suckerpunch – “Little Teaser”

PAW, suckerpunch! Badass rock ‘n roll med et twist af redneck boogie, og hey, der er en kvinde på singlecoveret, så vi fik da lidt kvindeligt islæt i denne omgang… på en måde. Suckerpunch har været en tur i CB Studios hos Christian Bonde, det tror jeg ikke jeg, indtil videre, har skadet nogen?

Vi får den første solo omkring 16 sekunder inde i det 4 minutter lange nummer, OK, jeg læner mig frem og er ikke afvisende… Det kører sgu meget godt for de har badass redneck boogie rock ‘n rollere fra start, et nummer der hugger godt igennem og fremad – vi befinder os i “lad os rulle ud på landevejen og give den gas” kategorien. Vokalen er i den lidt hysteriske ende med lidt rust på stemmebåndet, den slags hvor det er lige før det kan lyde lidt anstrengt, hvor det lyder som om det må kradse i halsen når der synges igennem.

Omkvædet er så genkendeligt og fængende, at man mistænker det for at være planket et eller andet sted fra, eller også er det bare fordi det får sat flueben ved stort set samtlige virkemidler og konventioner for genren. Det er bestemt ikke nye landvindinger indenfor den mere sejt vuggende “chuckin’ and truckin'” rock ‘n fucking roll der gøres her. Men jeg kan lide det. “, Hey Little Teaser, Rock ‘n roll pleaser, I’m ready for you” og “rocking away just to get laid”, det er næsten så stort og “dumt” som det kan blive – og det virker. Og så lige en solo mere for god ordens skyld!

Konklusion: Well shit, hvad skal jeg sige, jeg faldt for “Little Teaser”, selvom jeg måske godt ved, at jeg ikke burde – de er ude på ballade!

Karen Kousgaard – “Simple Song”

“Simple Song” er den første i en serie af ti singler fra Kousgaard, som ender med at udgøre hendes album nummer to. Projektet er også et visuelt et af slagsen:

“Singlerne vil blive udsendt med håndtegnet og animeret artwork skabt af den danske designer, Sigurd Grelck. 10 animerede teasers, én til hver sang, vil give en smuk smagsprøve på sangene, og være et sneak-peek på, hvad der venter lytteren både musikalsk og visuelt, forude for dette interessante samarbejde”.

Man må give Kousgaard og hendes “Simple Song”, at den ikke prøver på at skjule det den er, den nærmest skilter jo med det alene i form af titlen. Jeg kom liiiidt skævt ind i nummeret med en åbningssætning, der gav lidt panderynker: “When you did not pick up your phone // Instead because I am alone”. Det lyder lidt knudret med den hakkende måde Kousgaard med hendes ellers fine vokal leverer ordene på. Og det ER musikalsk set en simpel sang. Eller skulle man sige “enkelt” i stedet for, simpel lyder sådan lidt negativt, og det var egentlig ikke intentionen.

For nok er det enkelt og nedbarberet det Kousgaard leverer, både lyrikken og selve musikken, men det har også et eller andet ret iørefaldende over sig. Du kan næsten nynne med fra første strofe, hvilket ikke er en dårlig kvalitet når det gælder små popsange, vel? Og med en spilletid på knap 2 minutter og 20 sekunder er det en på alle måder “lille” sang. Som alligevel når igennem en del faser og fremstår ret varieret, trods et umiddelbart indtryk af at være relativt spinkel. Der er faktisk også en del “omph” og kraft i den lille sag, så man skal ikke lade sig snyde af det lidt skæve førstehåndsindtryk.

Konklusion: Nogle sange prøver for meget, andre kan for lidt. “Simple Song” gør sig ikke ud for ret meget men har faktisk en hel del at byde på. Og jeg er… på!

Schwarze Fiktion – “Cool Bikini Cool”

“Den fremadstormende Århus-duo Schwarze Fiktion udforsker en alternativ moderne virkelighed igennem anti-statiske kærlighedsfortællinger. Førstesinglen ”Cool Bikini Cool” er en rejse ind i ungdommens følelsesmæssige virvar i en skildring af to unges intense parforhold”.

Jamen så ved vi det og så er der dømt elektro-rock, som afslutningen på denne omgang af Repeat.

Er vi i gang med en omgang “Surfing The Warm Industry”, var mit første indtryk da Schwarze Fiktion rastløst dribler deruadaf i et jævnt, insisterende og velsmurt tempo. Det til trods virker det stadig “blødt” og flyder afsted med en elegant lethed og masser af luft i lydbilledet. Det bliver hverken bastant eller febrilsk, selvom tempoet er ret højt og rytmen hurtigt huggende. Det lyder sgu ret lækkert, det her?

Der er også noget sci-fi eller retro-computerspils klingende over “Cool Bikini Cool”, der på en måde er den lydmæssig udgave af hvordan noget der kalder sig “Schwarze Fiktion” kunne lyde. Jeg ved ikke helt hvad det konkret betyder, eller går ud på, men det er billedskabende og transporterer mig over i en anden verden når jeg lytter til det. En der både er farverig og uhåndgribelig og helt sort/hvid og tydelig i sit udtryk. Jeg kan godt lide den tilstand det her sætter mig i uden, at jeg helt kan sige hvorfor eller hvordan det præcist er Schwarze Fiktion fungerer – men det gør det.

Konklusion: Spændende, lidt mystisk og underligt dragende. “Cool Bikini Cool” leverer både en mættende 3 minutters oplevelse og giver smag efter mere. Så kan man næsten ikke forlange mere af en single. Spørgsmålet er, om det her også er et univers jeg godt kunne køre lidt træt i? Det må tiden vise.

Føjes til På Repeat-listen: Suckerpunch + Karen Kousgaard + Schwarze Fiktion

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Asbjrøn Kragh, Schwarze Fiktion pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.