Repeat #34

0
249
views

Er der mon nogle af ugens singler, som ryger På Repeat? Med i opløbet er numre fra Sunx, Natskygge, Hymns from Nineveh, Malmø, Young Couple og The Awesome Welles.

Lige lidt blandet trivia til at starte ud med. Repeatlisten, På Repeat, nederst er blot mine bud på nogle favoritsingler fra i år. Det er ikke en facitliste og for at komme i betragtning kræver det, at singlen er sendt til os og dermed har været en del af disse Repeat-artikler. Der er en vis skævhed, vi modtager ikke vildt mange singler fra metalbands, og dem vi har modtaget har kort og godt ikke været blandt mine favoritter i år. Så listen er stort set støvsuget for metalmusik, desværre.

Til gengæld er snittet for kvindelige kunstnere, eller bands der tæller kvindelige medlemmer, ganske pænt, og det er jo vigtigt i disse tider! Jeg vil helst ikke blande mig i, eller gå for meget op i den debat, jeg synes faktisk det kan have den omvendte effekt, hvor det kommer til at virke som positiv særbehandling af kvinderne og det tjener ingen – slet ikke dem. Men, nu er det oppe i tiden og fokus på det kan forhåbentlig ændre nogle grundlæggende strukturer og tankemønstre. På Repeat er kønsfordelingen lige omkring 50/50. Og faktisk er Penny Police et af blot to navne, som har to singler med på listen. Efter denne uge er The Awesome Welles det andet navn (SPOILER ALERT).

Når I sender singler til os, så gør det det hele meget nemmere, hvis I tydeligt skriver i emnefeltet, at der er tale om en single. Det gør de fleste, heldigvis, men problemet opstår når vi tilsendes udgivelser, hvor der tilfældigvis også er vedhæftet en single – den kan altså godt forsvinde lidt i mængden, når albummet/EP’en ryger i udgivelsesbunken.

Og så går vi i gang…

Sunx – “Future Love”

Sunx aka Morten Winther (Treefight For Sunlight) er aktuel med fjerde single fra det kommende (når det her ryger online er albummet Caress udkommet) debutalbum. De foregående 3 har jeg alle anmeldt her i Repeat, hvor jeg var mest begejstret for og grebet af, den første, “Dude”. De fleste af sangene har kredset om brud, ikke mindst bruddet med Winther’s kæreste gennem 10 år:

“Future Love handler om pladens kernetema. At lære at være alene. Sangen er et ærligt og sårbart vidnesbyrd om processen med at finde sig selv efter et brud. Sangens handling finder sted på en gåtur, alene hjem fra byen, tidligt om morgenen”.

Med en spilletid  på over 6 minutter, så er det en længere udflugt Sunx tager os med på denne gang. Han lyder tilmed dejligt heartbroken indledningsvist, hvor han både er “scared to be alone” og “scared to stop drinking”. Selvom det driver af vemod og knuste hjerter hos Sunx, så kigger solen alligevel frem – som på de andre singler.

Er det håb og en snert af optimisme der kigger ud mellem sprækkerne, eller er det solstråler på en kold vinterdag? Det er ikke altid helt tydeligt, men jeg vælger at tro på, at solen er på vej op i dette rolige, tålmodigt opbyggende og smagfuldt udførte univers, og tager til i styrke.

Det er endnu en veludført single Sunx har udsendt, men har man hørt de andre så kender man også efterhånden fremgangsmåden og den stemning der gennemstrømmer det hele. Og over 6 minutter, for slet ikke at sige en hel plade, truer det også med at blive en kende for fint, nydeligt og stillestående til mit temperament. Derfor er det også glædeligt, da pulsen stiger en smule i nummerets anden halvdel med noget håndklap og korstemmer.

Konklusion: Der er noget nærmest delikat over Sunxs musik, en fornemmelse af velvære og ro, trods de alvorlige emner. Jeg ved bare ikke helt om det smager af mere for mig, det er lige før det hele bliver lidt for meget. I denne omgang reddes man af, at nummeret får et skud (rolig) energi mod slut, lige tids nok til, at man det ikke blev helt opløst.

Natskygge – “Drømme Falder”

“I dag udgiver Natskygge sin debutsingle og musikvideo med en lyd inden for det psykedeliske rockunivers som ikke er hørt tidligere. I kan se videoen lige her”.

Meget mere stod der ikke en mailen fra Natskygge, det kan man da kalde at skære ind til benet. Lidt research (hvilket i dette tilfælde betød: kig på Facebook) afslørede, at bandet har base i Esbjerg og spiller garagespace og er “nutidens svar på dansk spacercok”!

Så, mod… nutiden og det uendelige univers!

“Drømmer vi, om en anden tid, i et andet univers?”, lyder åbningslinjen i “Drømme Falder”, mens vi rent musikalsk i hvert fald begynder at drive et par årtier bagud. Hvis man anser tid som en linje… “Drømmer vi, livet går i ring, har set det hele før”, lyder det senere. Så, vi befinder os i hvert fald ikke på en lige linje her, tilsyneladende.

OK, det har i hvert fald en vis virkning på mig, eftersom jeg rent faktisk hører efter og sangen og dens små-psykedeliske vibrationer får mig til at svæve ind i det drømmende lydbillede. Netop det lydbillede kunne måske i i virkeligheden godt trænge til, at få en tur med en hammer og lidt sandpapir. Det lyder næsten FOR godt og “moderne”. Jeg tænker det ville klæde nummeret, hvis indspilningen knirkede, knagede og “suste” lidt mere?

Det er heller ikke ligefrem nytænkningen, som præger Natskygge, men det gør nu ikke noget i dette tilfælde. Selvom de kalder det “nutidigt”, hvilket lyden bestemt er, så er stilen mere i retning af 40-50 år gamle, støvede sager.

Konklusion: Jeg føler mig godt tilpas i den her garage, der som nævnt gerne måtte rode og støve lidt mere rent lydmæssig. Men det er muligvis en smagssag. Og så savner jeg måske et eller andet i sangen, som sætter sig mere fast. Noget der kunne løfte sangen fra “god” til noget mere mindeværdigt.

Hymns from Nineveh – “Kastanjer”

Der har været stille omkring Hymns From Nineveh i et stykke tid, men tilbage i august var der ny lyd i form af nummeret “Stråle – Tåre – Dråbe”, som du måske allerede har stiftet bekendtskab med i radioen. Nu er Hymns klar med single nummer to på dansk, fra et album der udkommer i begyndelsen af næste år. Denne gang er der tale om en “efterårshymne”, der beskrives som “en poetisk griben af kærlighedens væsen”.

Om “Kastanjer” forklarer sangskriver Jonas H. Petersen:

”Der er et gennemgående håndmotiv i sangen. Min hustrus hænder, der sætter blomster i vaser og mine hænder, der samler kastanjer til hende på hendes fødselsdag. Og så er der de helt store følelsers hænder – tilværelsens ukendte hånd, der kaster os ud i de frieste fald – og troens hånd, der griber os i faldenes dal. Begge hænder – de bittesmå hverdagsting, og de kæmpestore, strygerbesatte dybder – er billeder på kærlighedens væsen”.

Det første man lægger mærke til er de ret markante trommer i sangens indledning, nogle tørre “tøf” kombineres med en let hoppende rytme, mens et klaver holder sig lidt mere i baggrunden som stemningsfuld underlægning. Vokalen er helt fremme i lydbilledet, når den dukker op så man kan få lov til, at smage på hvert ord.

Her mødes man både af lyden af nøgler i entreen og “hendes” duft af “ro og syrener”. Her befinder vi os virkelig i det hverdagsagtige, men i Petersens mund og med hans rolige, tydelige stemmeføring er der også noget næsten andægtigt over måden disse indtryk beskrives på – det er her det løfter sig til noget mere poetisk.  “Jeg tror du kom for, at fortælle mig, at jeg ikke bor alene med smerten her i verden”, lyder det efter et mere drømmende “nedbrud” i sangen, hvor vokalen søger mod lysere toner og det hverdagsagtige pludseligt fortrænges af noget der føles mere højtragende.

Trods den smittende ro, som gennemstrømmer “Kastanjer”, så sker der faktisk en hel del på den knap 4 minutter lange rejse Petersen tager os med på. Selvom tempoet ikke er voldsomt, men dog stigende sangen igennem, så kan det godt blive en smule forpustet af at lytte til sangen – på den gode måde. Det er en af den slags sange, der løfter en med op i de højere luftlag i takt med, at sangen skrider frem – så ilten stille og roligt forsvinder.

Konklusion: Det er vel ikke nogen hemmelighed, at Petersen er en af landets dygtigste og ypperste sangskrivere indenfor sig felt. Tidligere har det dog været på engelsk. Nu er det også på dansk og på en måde gør det hans sange endnu mere nærværende. Samtidig får modersmålet kombinationen af det hverdagsagtige og mere poetiske til, at virke endnu mere vellykket. Fremragende nummer.

Malmø – “Bleed Me Dry”

Ikke en uge uden at vi  skal omkring verdens ende, lader det til. Sidste uge gik Jorden under hos Marc Facchini, denne gang gør den det hos aarhusianske Malmø. Den nye single, “Bleed Me Dry” er del 2 af en kommende EP i 4 dele, som sangene kaldes, der hver især handler om, hvordan verden går til grunde hvis vi ikke ændrer vores levevis.

På et mere personligt plan handler nummeret om ufrivillig abort (og tabuerne omkring det), noget sangskriver Maria Malmø selv oplevede på egen krop sidste sommer:

“Der er gift og tilsætningsstoffer i vores fødevarer, vi har søvnproblemer, vi indånder forurenet luft, og mange af vores børn dør, mens de stadig ligger i vores maver. Hvorfor? Tænk hvis alle kvinder bliver ude af stand til at bære sunde og raske børn, så den næste generation aldrig bliver født.” siger Maria Malmø om tankerne bag nummeret”.

Stærke sager, som jo godt kan gøre en helt nervøs inden man overhovedet har hørt sangen: hvad nu hvis jeg ikke kan lide den? Er jeg så et forfærdeligt menneske, som negligerer det alvorlige emne og træder på sangskriveren??

Nå, det er meget mere ekspressivt i lyden end jeg havde forventet. Der er en urolig klikkende og elektronisk puls, som giver en rastløs fornemmelse sangen igennem, mens Malmø’s vokal flakker frem og tilbage, nogen gange flerstemmigt, andre gange helt alene, “my tongue can taste my teeth”, lyder det ud af ensomheden. Jeg kan ikke ikke-lide det, men jeg skal lige stille ind på frekvenserne her – hvilket nok også er en del af pointen. Det føles som om der sigtes efter, at man som lytter ikke helt skal vide hvilket ben man skal stå på.

Selvom der veksles mellem “jagende” og mere stille/afdæmpede passager, så finder man aldrig ro i “Bleed Me Dry”. Som om tanker og ord ræser igennem hovedet på en, nogle gange larmende andre gange mere stille – men aldrig beroligende. Med emnet og forhistorien i tankerne giver det jo fin mening.

Konklusion: Det er ikke ligefrem et radiohit der stryger en med hårene Malmø har udsendt som single her. Det hiver og flår i en med ret få virkemidler, egentlig, hvilket også gør, at man ikke føler sig overrumplet eller kvalt af sangen. Man kan godt være med, men det er kradse løjer alligevel. Interessant udspil, som bestemt giver mig lyst til, at høre mere.

Young Couple – “You’ve Lost the Colours We Chased”

Så skal vi til en debut-single fra et introvert OG energisk indierock, som beskæftiger sig med “unge menneskes store følelser og livets paradokser”. Javel ja, det må jeg sgu nok sige, det lyder som lidt af en mundfuld for sådan en efterhånden halvgammel stodder som undertegnede?!

Der er virkelig mange ord i bandets pressetekst, and that’s cool, det vidner om et band, som rigtig gerne vil forstås og forklare hvor de kommer fra og hvad der ligger til grund for og de ønsker at udtrykke igennem musikken. Men der er virkelig mange ord! Vi tager et (lille) uddrag:

“Young Couple arbejder med kontrast og modsætninger i kompositionerne, der både kan være introverte og udfarende, energiske og sarte – og det hele på én gang. ‘You’ve Lost the Colours…” udfolder et malerisk og samtidigt skrøbeligt og symfonisk knejsende lydbillede, hvor Jonas Tøibners mørke, indfølende vokal bærer fortællingen på fineste vis. Guitarens svævende mønstre væves sammen med den drømmende sax og en sprudlende rytmegruppe, der ikke er bange for hverken det kontante og direkte eller for det jazzede og dynamisk sensitive”.

Faren ved at forklare så meget er, at man enten afslører for meget eller kan komme til, at bygge en masse forhåndsforventninger op. Det er samtidig noget af et tilløb til en single, som “kun” varer 3 minutter og 11 sekunder… men spiller det så?

Hey, jo, det spiller da egentlig og indenfor de første 10 sekunder kan jeg allerede fornemme det 70’er proggede og små-jazzede, som de blandt meget andet har beskrevet i deres pressetekst. Dobbelt vokal, eller hvad man kan kalde det, sender tankerne i en mere drømmepoppet retning. Her ved jeg ikke helt om jeg er med, det er som om der med vilje, synges sådan lidt hakkende og skævt. Det matcher naturligvis den vibrerende og let uortodokse følelse selve musikken giver, men sammenlagt giver det en lyd som godt kan gøre mine ører lidt søsyge – så at sige… det skvulper lidt for meget til min smag!

Det er samtidig en lyd og et udtryk, hvor jeg af en eller anden grund tænker, “nå, dem ser vi nok på Roskilde Rising eller lingende steder næste sommer”, Jeg kan ikke helt forklare eller præcisere hvorfor, der er bare et eller andet her. Noget “ungt” og “artsy hipt”, som gør at jeg tænker det vil appellere til diverse bookere. Ville det så være ufortjent? Nøh, næææh, slet ikke, som sagt, det spiller det her – selvom det ikke helt er toner mine ører synes om!

Konklusion: Ikke lige min kop te, men, jeg er ikke helt døv (endnu), det kan et eller andet, det her. Og at jeg ikke helt kan sætte en finger på, hvad det er det kan, gør det næsten kun endnu bedre. Jeg skal nok høre mere (hvis jeg kan klare det) inden jeg tør udråbe Young Couple til sæsones nye, hotte it-par, men muligheden virker tilstede.

The Awesome Welles – “Is It Too Late (Change Your Mind)”

Så skal vi til en afslutter jeg har glædet mig til, jeg har nemlig snydt lidt på forhånd og lyttet til singlen igennem et par uger – så god er den nemlig. Men, det var først nu, en ugen inden den nye plade lander, at jeg fik plads til single nummer to (en tredje single er udkommet i mellemtiden, siden det her blev skrevet) fra genopståede The Awesome Welles. Førstesinglen, “Sleeping on the Edge of Town”, havde jeg med i Repeat for nogle uger siden. En Springsteen’sk klingende tusmørke indie-hymne, som sidenhen er vokset endnu mere på mig og virkelig har fået mine forventninger til det længe ventede album fra trioen i vejret.

Gruppen har arbejdet sammen med Kellermensch-frontmand Sebastian Wolff på den kommende plade, hvilket man også sagtens kan fornemme på de to singler der er udkommet. Hvor førstesinglen deler den nævnte Springsteen-klang og stemning, som også fornemmes i dele af Kellermenschs materiale, især det efter debuten, så lægger single nummer to sig mere i Arcade Fire sporet – et andet band der også spøger hos Wolff.

Jeg synes især canadierne kigger frem på vokalens klang og måde sangens melodi “slår” på, hvor det både føles udfarende og knugende. Og så bygges der op til et forrygende omkvæd, der bare sidder der. Hvis det her ikke bliver en “landeplage” på eksempelvis P6 Beat, så er der ingen retfærdighed til i verden…

Det bliver heldigvis aldrig Arcade Fire eller Kellermensch light, jeg synes stadig det lyder som The Awesome Welles, nu bare med med disse påvirkninger i bandets indie-lyd.

Konklusion: Hvis disse to singler er nogen indikation på albummets kvalitet og stil, hvilket man jo kun kan håbe, så er The Awesome Welles tilbage stærkere end nogensinde. Hvis ikke, så står de i hvert fald med to af efterårets bedste single i hænderne – jeg synes I skal tage imod dem!

Tilføjes På Repeat: Malmø, Hymns from Nineveh og The Awesome Welles

 

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Martin Baltser, Malmø pressefoto

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.