Home Artikler Repeat #103

Repeat #103

307
0

Ny uge, nyt kuld singler, igen skal vi forbi 7 stykker i et forsøg på, at slanke indbakken. Ikke for meget overflødigt fedt, men forhåbentlig fede numre fra Nye Katastrofer, Frederich Bondo, Eirene, Terminalist, Arbrik, Ethics og PBSM.

Ny tilgang! Det kan måske ikke læses, eller ses, men jeg har for at strække min hjerne lidt ud og undgå at den køre fast i stive rammer ændret anmeldelsesproceduren lidt i denne uge.

Jeg har lyttet numrene igennem i rækkefølge, det er ikke nyt, og skrevet det jeg kunne nå under lytning inden næste sang begyndte. Og så begyndt at skrive om det næste nummer, der afspilles osv., og så hele molevitten forfra efter samme fremgangsmåde. Indtil samtlige anmeldelser var skrevet helt ud.

Det giver, muligvis et lidt mere hakkende flow, eller flere korte sætninger, måske endda gentagelser? Muligvis kan man slet ikke mærke forskel og det har kun betydet noget for min hjerne. Og måske er denne intro ananas i egen juice og du er allerede tjekket ud.

Mindre process, mere musik!

Nye Katastrofer – “Sørgelige Rester”

I ly af de sidste timer af en trist vinter, og med foråret i kikkerten, udgiver københavnske Nye Katastrofer snart deres kommende ep, som er efterfølgeren til gruppens debut-ep EP1 fra 2020. ”Sørgelige rester” er den første single fra ep’en. En sang der lynhurtigt stod som en væsentlig komposition for gruppen, og beskriver den kommende ep’s mørke, melankolske univers.

Den handler om ensomheden som en dæmoniske skygge der står afventende i din gang, mens du flygter ind i ensomhedens faldgruber. Om dem du engang kendte, der går som spøgelser gennem dine minder og om de sørgelige rester der er tilbage af et liv i ensomhed og afsavn.

Vi har tidligere anmeldt Nye Katastrofer, på en række singler og et par EP-udgivelser. De har varieret fra godt til rigtig godt. Ikke et dårligt spektre at ligge i, det er i hvert fald et ganske solidt bundniveau rockbandet har lagt for dagen.

Nyeste single er i den “svagere” ende af det jeg har hørt fra bandet. Jeg savner noget gennemslagskraft, noget mindeværdigt, et eller andet der stikker ud her. Det var i hvert fald min første fornemmelse, af det roligt vuggende nummer.

Men, efter nogle lyt kryber det langsomt ind på mig. Det overtager ikke med store armbevægelser, eller kommer og trænger sig på. Det er en stille sniger, som man pludselig tager sig selv i, at sidde og vippe roligt med på, indhyldet i de beroligende toner. Ensomheden og følelsen af isolation driver ned af væggene i sangens figurative lejlighed.

Den giver fornemmelsen af udlængsel, at bryde murene ned, åbne vinduet. At komme ud i lyset, eller bare få noget frisk luft ind, bare en lille brise. Der er en smule lys i sprækkerne, i den musikalske del, eller i hvert fald noget håbefuldt. “Jeg kan se der er lys, jeg ved du er der // Jeg er de sørgelige rester af dit nærvær”, lyder det melankolsk og sørgmodigt i omkvædet.

Nye Katastrofer har tidligere udsendt mere iørefaldende, eller hurtigere fængende singler, men det her rummer også nogle af de samme styrker. Det bliver bare leveret mere stilfærdigt, og mindre direkte. Men sikkert og vist får sangen sat klørerne i en.

Konklusion: Den kræver lidt tid og ånderum, men Nye Katastrofer har en stærk og ikke mindst slidstærk sang i hænderne her. Spørgsmålet er, om den er lidt for tidskrævende, eller afventende for en single? Får den plads, så bider den sig tilgengæld fast.




Frederich Bondo – “Bliver”

Frederich Bondo er dansksproget historiefortæller, en moderne trubadur med meget på hjerte, og en mangeårig baggrund som musiker i forskellige bands.

Han er nu gået solo med fokus på fabler om rejsen fra Lollands sorte muld til den ensomhed der løber gennem de tomme gader i en travl by som København, hvor bodegaernes sociale, røgfyldt forfald kaldes for livets melankoli.

Den klaustrofobiske virkelighed af et usundt forhold hvor begge parter ikke kan give slip. En tilværelse af tryghed, sex og ensomhed. En ond cirkel der fastholder og fastholdes til livet går i ring. Om end det er gået i stå. Ulykkeligheden er tydelig, og ensomheden vokser i tosomheden.

Umiddelbart er jeg ikke videre imponeret. Bondo er en udmærket sanger i trubadur-genren, og viser fin selvkontrol nummeret igennem. Men, selve sangen er ikke videre mindeværdig og lyder som om, den aldrig helt kommer op i næste gear.

Det er sådan set hæderligt sanghåndværk, den gør “alt det rigtige”, men det bliver lidt hverdagsgråt og jeg savner noget, som rusker lidt op. Bondos fine, afbalancerede, men udtryksfulde vokal er god til, at formidle sårbarhed og en snert af smerte. Den musikalske del, som hælder mod det synthede, bliver lidt for vag og anonym for mig.

På den ene side, så demonstreres der mådehold, på den anden side gives der ikke nok slip. Det bliver en sådan set vellyden møde mellem en solid popsanger-stemme, der har noget organisk over sig og en instrumental del, som ikke helt ved om den skal lyde syntetisk eller akustisk. Det lyder som et nummer, man kunne forestille var startet på akustisk guitar, og dernæst puttet ind i en synth-ramme.

Der er dog noget over den lidt tungsindige, modløse stemning, som appellerer til mig. En stille desperation, som fungerer for Bondo. Men, i sidste ende står jeg alligevel tilbage og savner et eller andet. Måske bare noget så diffust som “en bedre sang”?

Konklusion: Gode idéer, hæderligt håndværk og fine intentioner giver i dette tilfælde et nummer, som ender med at være let-forglemmeligt og ikke rigtig får fat.

Eirene – “Formular”

Tinder har forvandlet vores kærlighedsliv til noget, der mest af alt minder om et computerspil. Ifølge EIRENE er der dog en vigtig komponent fra den verden, som desværre mangler. Som børn af midt-90’ernes legendariske computerspil ‘Age of Empires’ gennemsøgte de tre drenge nettet for snydekoder, der kunne gøre de ekstra svære missioner lidt lettere:

“Enter ‘BIG DADDY’ og så stod du altså med en sindssyg sportsvogn med en rocket launcher på taget midt i det antikke Grækenland. Det fungerer bare ikke rigtig ude i den virkelige verden selvom, Tinder nok har trukket dating i retning af noget, der minder om et computerspil. Du kan sgu bare ikke tvinge hende på den anden side af skærmen til at elske dig med en eller anden snydekode, selvom det klart ville gøre det hele lidt lettere.”

Uha, den faldt ikke lige i min smag ved de første gennemlytninger. Den fremstod en kende “hysterisk” og opsat på, at ramme nogle strømninger i tiden, som er populære. Det giver en snert af noget forceret og “krævende”.

Eirene virker som om, at han er lidt for forhippet på, at vise hvad hans vokal formår. Det bliver hurtigt en kende anstrengende, at lytte til. Den flakker frem og tilbage, kaster sig ud i lidt stemmebåndsakrobatik, men det virker lidt som opvisning uden opvarmning, eller andet formål end at imponere.

Sangen er en ret moderne blanding af strømninger, som er oppe i tiden. Som man modefænomener, så kommer det også hurtigt til, at virke som om, at den er mere medløber end trendsætter. Det er pop, som både rummer organiske og mere elektroniske krusninger. Det vil gerne være catchy, man kan danse til det og så leger det lidt med nogle forskellige taktarter.

Det er som, at sangen i sin higen efter, at lege med, eller ligefrem, sprænger rammer og popskabelonen, bliver lidt… formularisk og forudsigelig. I sangen ledes der efter en “formular for love”, det her er blevet en sang, som læner sig lidt for meget op af en genkendelig formel.

Der er lidt “ungdommelig radiopop-potpourri” over oplevelsen. Det ender bare med ikke rigtig, at smage nok af nogen af delene, i stedet for, at give en varieret og overraskende smagsoplevelse. Dog vil jeg sige, at personlig smag i høj grad også spiller ind her.

Konklusion: Den her faldt ikke lige i min smag. Men, er du til stilen, kan lide vokalen og trænger til, at bevæge skuldre og ben, så er det her måske værd, at give et lyt?

Terminalist – “Terminal Dispatch”

Verden domineres af hastighed. Og som hastigheden driver historien frem, accelererer den bestandigt i en selvforstærkende dynamik. Sådan lyder den grundlæggende påstand i dromologien, en hastighedsvidenskab udformet af den franske filosof Paul Virilio (1932-2018). Det er den grundidé, det nye dansk-amerikanske sci-fi thrash metalband Terminalist baserer deres musikalske univers på

”Menneskets ambition om at kolonisere rummet har eksisteret længe, men aldrig været tættere på at blive realiseret end nu. For hvad gør vi, når eller hvis Jordens ressourcer slipper op? Det er udgangspunktet for ’Terminal Dispatch’: Ved at skildre det 20. århundredes teknologiske fremskridt inden for krigsførelse og luftfart fortæller nummeret om en døende planet, der i det 21. århundrede forlades til fordel for et nyt hjem langt herfra.”

Lige på og hårdt og så kværner Terminalist effektivt ud på en effektiv dødsrumrejse. Det svajer majestætisk, men kraftfuldt frem og tilbage i de vægtløse rum, men nummeret har stadig masser af fremdrift.

Der er noget truende og undergangsklingende over det, som om vi bliver kastet direkte ind i et full on attack. Taktikken virker klar: alle våben på max, ingen fanger. Sangen holder den samme kadence hele vejen igennem. Det giver følelsen af en ustoppelig kraft. Smittende og fængende er det, selvom der ikke er den store variation.

Uforsonlig og selvbevidst, der rystes ikke på hænderne her. Der er også noget charmerende, herligt gammeldags og ukompliceret over Terminalist på et nummer som “Terminal Dispatch”. Plug in, max volumen, play, kill. Bare ud over stepperne, ikke så meget pis.

Der er måske ikke voldsom meget afveksling sangen igennem, den lever i høj grad af sin rå- og viljestyrke. Det er bare bundsolidt hele vejen rundt og tilmed så medrivende, at man gerne snupper endnu en velkendt metal-svingom.

Konklusion: Rutineret og ikke-rusten metal, som går lige i flæskefjæset på dig.




Arbirk – “Almost Not Insane”

En tibetansk syngeskål sætter forsigtigt en vibration igang, og nulstiller tankerne kortvarigt inden klaveret stemmet i, og en rytme fra en gammel trommemaskine tager over og sparker den nye single ‘Almost Not Insane’ fra Arbirk igang.

Det er 3. single fra bandet siden deres smukke og anmelderroste debut album ‘Disguises’ udkom i 2017, og bragte bandet rundt i hele Danmark som support for Katinka, hvilket kulminerede med en koncert i et udsolgt Store Vega. De to forrige singler var produceret af Simon Ask fra netop Katinka, men denne gang har bandet selv indtaget producer rollen og sat Daniel Buchwald i stolen, imens Asger Techau (Kashmir, Kúlu) har mixet den færdige single. Et nummer som han endte med at få ret stor betydning for.

Det her er en lidt underlig størrelse. Ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde, det føle bare som om, at Arbirk har smeltet to sange, eller elementer til, sammen. En “sjov” dansende bund og et mere roligt indie-nummer ovenpå. Måske for, at illustrere følelsen af, at de ikke er sindssyge, men næsten, eller er det næsten ikke-sindssyge?

Jeg skulle lige vænne mig til, at sangen på den måde trækker en i to retninger på samme tid. Bunden har noget “Peter Gunn Theme” over sig i sin huggende rytme, samtidig minder det om lydsporet til et gammelt kørepil på en hjemmecomputer fra 80erne. Enkelt, men effektivt.

Det giver en sang, som både er ret pågående og insisterende, især den markante trommerytme, der giver sangen en konstant hjertebanken. Men, også føles luftig og svævende i kraft af sin indie-overflade, der flyder ovenpå dunke-bunden.

Det både flyder og skvulper på samme tid, hvilket giver en lidt særpræget, men bestemt ikke uinteressant dynamik. Det er dog også et tilfælde, hvor jeg synes idéen er mere spændende end, at sangen er decideret god og mindeværdig.

Konklusion: Bestemt ikke et dårligt nummer, og ganske originalt og “sjovt” tænkt. Men, jeg er mere forelsket i konceptet end selve sangen. Plus-point for, at prøve noget lidt anderledes!

Ethics – “The Pressure Is Mine”

‘The Pressure is Mine’ sender dig direkte tilbage til gymnasiefest med klistrede dansegulv og alt, hvad dertil hører. Derudover udspringer sangen af en meget specifik oplevelse, som Casper og Mathias havde sammen:

“Vi sad på en tankstation og spiste tørre rundstykker kl. 7 om morgenen på vej hjem fra en koncert og lang nat, der sluttede kl 5. Der er én i gruppen, der siger noget sjovt – alle griner – og Mathias siger til mig: ‘’hold kæft, hvor er du egentlig grim, når du griner’’. Det kræver meget ego og meget lidt selvindsigt at sige sådan noget, og det er det, som sangen handler om – send lorten videre men aldrig tilbage”, fortæller Casper.

Indledningsvist er jeg ikke helt med på det her rocknummer. Der lægges lidt fladt og anonymt fra land, men så sker der noget og sangen går for alvor i gang. Melodien foldes ud og sangen ryger op i tempo, og får det løft som jeg savnede i begyndelsen.

Her efter ruller Ethics en ganske habil blød rocker ud, som har noget rart og tillokkende over sig. Det er iørefaldende på en lidt 90er radiorockende måde, en snert af noget sørgmodigt, men alligevel ganske opløftende.

Der er noget “ud over de åbne vidder med spredte arme” over lyden og følelsen Ethics får etableret, når sangen folder sine vinger ud. Der er opdrift, og en lethed. Det virker, måske også en kende gammeldags, men formlen er virkningsfuld og det er svært ikke, at blive taget med. Der er kort og godt luft under vingerne her, og det smitter.

Måske er noget af det, som jeg synes bedst om ved dette nummer, at det virker så oprigtigt? Det kan være en diffus størrelse, og dermed ikke sagt, at de fleste musikere IKKE er oprigtige, men… “The Pressure Is Mine” lyder som om, at den kommer fra et, og bliver leveret som om, at Ethics er ligeglade med, hvad resten af verden måtte synes.

Konklusion: Nyskabende og banebrydende er det måske ikke, og indledningen er sagens svaghed i min optik. Men, Ethics får samlet den op og får en god, smittende lille sang ud af det.

PBSM – “Burning In The Streets”

Burning in the Streets er anden del af en ny dobbeltsingle med den københavnske duo PBSM og er en konsekvens af den globale pandemis tvungne indespærring og en deraf afstedkommet oprydning på hardrives med tidligere indspilninger.

Sangen ”Burning in the Streets” tændes af et gnistrende trommebeat og tager derfra lytteren med udi et kaotisk gadebillede hvor ild, anarki, selvtægt og optøjer hersker. Soundwise er der klare referencer til de tidlige 80’ere og britisk post-punk og wave såsom The Sound, Gang of Four, men med en tykkere og mere moderne lyd, der måske deles med et nutidigt alt. rock bands som Foals.

Så skal vi ud på cykeltur, som afslutning på denne omgang Repeat. Det cykler i hvert fald på maskinel og let-krautrocket vis derudaf hos PBSM, der får brændt noget gummi af fra første sekund. Den præcise, mekaniske rullende fornemmelse i sangens bund slipper aldrig sangen igennem.

Det giver sangen en velsmurt fremdrift, en konstant fornemmelse af bevægelse med vinden i ryggen. Måske forsøger de i overført betydning, at bryde ud af Corona-isolationen og bare drøne ud i det fri? Ikke på en løssluppen vis, det er temmelig stramt det her. Det er insisterende på den måde, hvor man godt kan få lidt sved på panden, hvis man tramper med på den maskinelle rytme.

Som nummeret skrider frem skifter PBSM dog en lille smule spor, eller justerer kursen. Sangen bremser en lille smule op, begynder at arbejde med noget opbygning, hvor det er som om der spare energi op til en slutspurt.

Vi kommer fint i mål, men jeg mangler lidt det sidste skub over målstregen til, at PBSM vinder single-spurten. Som soundtrack til en omgang bevægelse af korpus, er det dog en velfungerende fedtforbrænder.

Konklusion: PBSM ruller effektivt ud på gaderne, men der går ikke helt ild i underlaget.

Føjes til På Repeat-listen: Nye Katastrofer

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Daniel Buchwald, Arbirk pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.