Home Artikler Premiere: Ny single + video fra Drowned Session

Premiere: Ny single + video fra Drowned Session

2203
0

Dansk/færøske Drowned Session er snart klar med deres hidtil længste udspil, en 8 numre lang EP, med deres dunkle nordiske americana. Home To The Wind er sat til at udkomme midt i maj, førstesinglen, “Nikolai Bukharin”, har vi allerede stiftet bekendtskab med og nu er vi glade for, at kunne præsentere single nummer 2, “Everything Gets Open” (se videoen nederst).

Drowned Session har vi 2 gange tidligere haft udgivelser til anmeldelse fra, først 7″ singlen Conversation With Cora, der var så god, at vi gjorde en undtagelse fra vores normale “vi anmelder ikke singler politik”, og senest den mindst lige så gode 5 numre lange EP Horses. Drowned Session var samtidig et af de første bands som vi anmeldte fra noget der er begyndt at ligne en regulær bølge af folk/country/americana inspirerede danske navne – eller vi føler i hvert fald, at der det 1½ års tid er landet en del udgivelser af “den slags” hos os.

Det Drowned Session kan, er med få og simple virkemidler, at skabe stemninger, billeder og en lille mental film, i mens lyset sænkes i musikken og natten falder på. Ofte danser musikken bare lidt i skyggerne, hvor den får lov til at ulme og lægge på lur, inden den kortvarigt hugger til med små udfald. I centrum er Atli Brix Kamban’s dybe ryst, der sender tankerne i retning af noget mark Lanegan møder Nick Cave croone, men stadig med sin egen nerve og sjæl indtakt.

Nyeste single, “Everything Gets Open”, er både et af bandets korteste, tyste, mest nedbarberede og musikalsk simple stunder, med en animationsvideo der matcher udtrykket. Om den nye single og video fortæller bandet:

“Everything Gets Open” er et nummer fra vores kommende EP “Home to the Wind.” Det er et af de korteste og mest nedbarberede numre på den nye EP. Atli spiller på akustisk guitar og synger, Linus spiller en lille melodi på sin xylofon og resten af bandet tager en slapper. Det er selvfølgelig ikke det mest oplagte valg til en single, men for at være helt ærlige, så valgte vi at lave netop denne video, fordi vi synes resultatet kunne blive smukt. Atli tegnede musikvideoen over en måneds tid og vi udgiver den søndag 1. marts, forårets første dag. Da nummeret blandt andet omhandler vinterens knugende mørke, synes vi at det var på sin plads at udgive det på den dag, hvor vi siger farvel til vinteren og begynder at mærke solen mere og mere.

Home to the Wind er, som nævnt, sat til at blive udgivet i midten af maj og er Drowned Sessions længste udgivelse indtil videre. Bandet forklarer, at de: “diskuterede en hel del om hvorvidt vi skulle gå efter en fuldlængde denne gang, men i sidste ende passede denne samling numre så godt sammen, at vi valgte EP formatet”.

Vi glæder os til, at lade os suge ind i Drowned Sessions stemningsmættede mørke endnu en gang, danse lidt tæt kinddans med hvad der nu måtte skjule sig i skyggerne og ellers bare nyde den ildevarslende atmosfære bandet plejer at fremmane.

Her er endnu en smagsprøve, denne gang i den helt afdæmpede ende, “Everything Gets Open”:




Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleTour/festival nyt, uge 9
Next articleThe World State – A Castle For The Battles That I Fight – 2/3 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.