Home Anmeldelser Copenhell ’15: Kreator, Helviti, d. 19/6 ★★★★★☆

Copenhell ’15: Kreator, Helviti, d. 19/6 ★★★★★☆

2636
0

Copenhell blev godt og grundigt kværnet og rykket rundt, da en supereffektiv, medrivende og uhyre velspillende tysk thrash-maskine viste den 6 år gamle festival hvor det der berømte (metal) skab skal stå.

Det skulle stå på Helviti, og under godt 1 ½ time lange magtdemonstration fra det over 30 år gamle tyske thrash-band, viste Mille Petroza og co sig som en urokkelig og flintrende spillelysten angrebsmaskine. OK, det er meget nemt, og billigt, bare at strø om sig med nemme metaforer og floskler, noget med effektivitet, måske lidt krig og fodbold, men helt sikkert noget med stramt og flittigt. Men i Kreator’s tilfælde er det bare meget nærliggende, og fristende, at falde i den sproglige grøft.

For tyskerne var det, og lidt til, eller som mine trofaste sidemand udtrykte det cirka halvvejs igennem de tyske veteraners velsmurte og nærmest perfekt strukturerede sæt: “WHAAAAAAAAAA!”. Præcis. Fra “Enemy Of God” blæste ud af højtalerne til “Flag Of Hate” med et flænsende bombardement lukkede festen i en regn af konfetti (som også startede koncerten, efter et kort romerlys moment, der fik en til at tro at man befandt sig på vestegnen), var Copenhell Kreators. Så selv de mest stivnakkede og skeptiske i mit løse harem måtte kapitulere under det TUNGE tyske thrash-skyderi.

For satme! Hvor var det dejligt højt og tungt, på den helt rigtige måde, så man ikke følte sig presset op mod bakken, eller det hele mudrede til. Nærmest optimal open air lyd. Bevares, de gode rammer in mente, så kunne publikum udenfor inderkredsen stedvis måske godt have været lidt mere med på noderne. Især under klassikere som “Pleasure To Kill” og “Violent Revolution”  og lidt nyere numre som “Hordes Of Chaos”, hvor det var tydeligt, lidt længere ude i kartoffelrækkerne, at der måske ikke var så mange af de fremmødte, som havde Kreators toner helt inde under huden.

Det havde de til gengæld oppe foran, i mosh og circle pit efter pit, hvor Petroza som utrættelig, let sammenbidt, indpisker drev horderne frem og rundt, og rundt. I mens bandet skamskød pladsen med det ene knivskarpe nummer efter det andet. Som nogen tæt på konstaterede, så minder det i passager meget om Slayer. Men de 2 grupper er næsten lige gamle, og opstået på hver deres side af atlanten, så sammenligningen må også høre op der. Det er thrash aus der alten schule, det er ikke pisseindviklet eller sofistikeret, men for pokker hvor det rykker og fungerer, når det leveres så overbevisende og sønderlemmende højt og præcist som det blev gjort denne aften.

Folk, selv de uindviede eller skeptiske, måtte kort og godt bare overgive sig, række de knyttede næver i vejret og hugge med i takt til hårdtslående tyskerhug, efter hug – så langt mine øjne i hvert fald kunne se.

Mine personlige højdepunkter kom i form af 3 numre fra bandets seneste album, den efterhånden 3 år gamle, men stadig fænomenale, Phantom Antichrist. Introen, “Mars Mantra”, og et overvældende dobbeltangreb med forrygende og voldsomt vitale udgaver af titelnummeret og den højtragende heavy hymne “From Flood Into Fire”, og senere total overgivelse til “Civilization Collapse”, rakte op under en generelt fremragende koncert.

Selv hvis du ikke kendte bandet inden, så tror jeg det var svært at finde nogen der stod og kedede sig, fordi de ikke kendte numrene på forhånd. Så meget autoritet og overlegen råstyrke ramte Kreator betonøen med.

Copenhell skrev selv en update om, at Kreator havde fået fundamentet til at slå revner…. det virker ikke engang som en overdrivelse. Sikke et tysk triumftog. Med “Extreme Aggression” på en “Warcurse”. Jeg lægger mig fladt ned, havde det ikke været fordi det næsten virkede FOR perfekt og gennemtænkt, så havde vi ramt topkarakter. Men hold nu kæft en 5-stjernet fest vi fik!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Stranholdt Bach

Previous articleGojira – The heaviest matter of the universe – 20/6 – 2015
Next articleCopenhell ’15: Reportage og korte anmeldelser, 19/6 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.