Heavy Days In Doomtown: Reportage fra Tungern’, del 2 (lørdag)

0
2524
views

Heavy Days In Doomtown blev afviklet i Ungdomshuset fredag til søndag (med en tyvstart på loppen torsdag), vi var tilstede i Ungdomshuset og kommer her med en reportage fra 3 dages tætpakket musikprogram i de tunge toners tegn. Vi er nået til lørdag, del 1 om fredagens strabadser inkl. lidt overordnede tanker vedrørende arrangementet, kan læses HER.

First things first, doom og alle subgenrene er ikke noget jeg har beskæftiget mig indgående med, så langt størsteparten af navnene til årets fesval var stort set ukendte størrelser for mig. Jeg havde lyttet det jeg kunne nå af programmet igennem inden (det kan man læse HER hvis man er nysgerrig), men ellers mødte jeg stort set bare op med en blank notesblok og prøvede at suge til mig. Det kan være lidt svært at rumme og få processeret så meget ny musik på så kort tid, så disse reportager vil mest af alt bare indeholde generelle betragtninger og førstehåndsindtryk fra udvalgte koncter, ønsker man en mere detaljeret gennemgang af hvem der spillede hvilke numre og specifikke anmeldelser af koncerter, så må man google lidt – så en del pressekort derude.

Vi sluttede fredagens reportage med lidt af en cliffhanger, hvor min kære wingman (WM) proklamerede “Skal vi ikke bare ryge os HELT ned”, under koncerten med Loss.

Efter et ordenligt hop i tid og i handlingen var vi lørdag eftermiddag endnu engang fanget i linje 5A mod Ungdomshuset (der er sgu halvlangt fra Ama’r), lidt mere vise og kloge efter gårsdagens dispositioner, but not really, måske egentlig bare lidt møre. WM viste sig også at være noget mere tilbageholden i sine udmeldinger end dagen før, det er ikke altid nemt at være en 37 årige børnehavepædagog med lav alkohol tolerance, på festival – så i alt blev det en lidt mere mellow og stenet dag for os.

Efter lidt kød relateret forplejning på den nærliggende tankstation, fandt vi en plads i solen i gårdhaven mellem de to scener, tilpas tæt på indgangen til Dødsmaskinen så vi kunne lure lidt på Demon Head der åbnede dagens musikprogram kl. 16. Gruppen er, endnu, en repræsentant for den bugnende retro-psychede rock genre der er vokset frem de seneste år, og dermed kan jeg jo lige så godt gentage mig selv fra gårsdagens reportage. For selv om bandet spiller fint og sikkert, vokalen er jeg ikke fan af, så er der noget lidt for forudsigeligt og standardiseret over bandets lyd. Et kig ind foran scenen får mig ikke til at blive meget mere overbevist, det er som end tilforladeligt og fint for hvad det er, men ikke noget der virkelig rykker i mig.

Hvad der tilgengæld kunne aktivere alle mine sanser var at toiletterne ved Main Stage tilsyneladende var eksploderet i løbet af natten, for de var i hvert fald “out of order”! Hvilket selvfølgelig hurtigt kom til at presse både folks blærer og toiletfaciliteterne ved Dødsmaskinen. Heldigvis blev problemet løst indenfor nogle timer, inden folk måtte ty til lidt for kreative løsninger, hvilket var godt at se. Jeg kan sgu godt lide når pludseligt opståede problemer løses af arrangører, i stedet for at der går Midtfyns Festival 2003 i den og man bare lader lortet sejle.

Badet i røg og rødt og blå/violet lys marcherede Isole melodramatisk ind på Main Stage til en episk båndet intro, der pludselig blev afbrudt da bandet gik direkte over i et tordnende åbningsnummer. Med deres lidt utraditionelle opstilling, bassist i midten flankeret af to guitarister, skilte de sig allerede ud fra mængden. Alle medlemmer, minus trommeslageren, fungerede samtidig som forsanger på skift i numrene, så om ikke andet var svenskerne da anderledes. Musikalsk matchede de deres anderledes udtryk i form af storladen “helteepos” metal, der lidt gav følelsen af at bevæge sig rundt ude i en mystisk skov i en sagnomspunden fortid. Indimellem tenderede bandets fremtoning på scenen det selvhøjtidelige, men det var med til at efterlade indtrykket af, at de i hvert fald selv troede på musikken. Efter en halv time i det dramatiske og højstemte selskab var man dog ved at være mættet, meget af svenskernes “pakke” fungerede egentlig rigtig godt, men det var som om man lige savnede nogle helt store sange, som kunne have skabt den total oplevelse bandet tydeligvis sigtede efter.

Vi sneg os i stedet for ind til baren i Dødsmaskinen, for at få os en god plads til polske Dopelord, der skulle fylde det lille lokale med tågede toner når Isole var færdige. Og tåget det blev det sgu, men også utroligt ensformigt. Allerede efter 3 numre havde man det som om, at de 3 tåge-hoveder på scenen bare stod og spillede variationer af det samme nummer. Det fik ikke ligefrem de økologiske Thy Pilsnere til at glide lettere ned, ikke at musikken ikke var kompetent nok udført, det blev bare alt for hurtigt en lidt trættende affære, hvor man havde brug for et ordenligt los i røven i stedet for.

WM: “Vi er vist det man kalder bænkevarmere i dag…”, som min følgesvend med en let tone af erkendt nederlag i stemmen tørt konstaterede, da vi havde sneget os ud af Dødsmaskinen, for lige at samle kræfter på en bænk. Indeed!

Den ene halvdel af The Body - trespassers WILL be shot!  Foto: Heavy Days In Doomtown
Den ene halvdel af The Body – trespassers WILL be shot! Foto: Heavy Days In Doomtown

Det savnede los bagi kom heldigvis foran Main Stage, da den blev indtaget af den amerikanske duo The Body. Inden de gik på kunne man dog nyde det sært dragende syn af en herre foran scenen, der under lydprøverne var svært fascineret af etiketten på sin medbragte øl. Jeg blev helt optaget af hans grundige granskning og nærlæsning af denne etiket, inden han overhovedet gjorde tegn på at åbne flasken, endsige smage på varerne. Efter åbning blev det hele lige læst igen, så en lille slurk og dernæst læse al tekst på flasken én gang til inden der blev smagt igen. Ja, erkender da gerne, at det måske var en lidt underlig og små-stenet ting at falde i staver over, men blev helt opslugt af denne møjsommelige process.

Den stenede stilhed fik dog en abrupt afslutning da The Body åbnede for sluserne! For hold nu kæft hvor var der meget smæk på de to amerikanere. Duoen bestod af et styk hyperenergisk trommebasker og en midaldrende herre på guitar og diverse effekter gemt i en kuffert ved hans side. Begge medlemmer sidevendt til publikum, så de forskudt var vendt mod hinanden. Forsanger/guitaristen, placeret nærmest publikum, lignende egentlig lidt en ældre, halv-skallet og tyk udgave af Jacob Bellens, der var blevet hævet fra hans front porch i forstaden og op på en scene. Og NU havde han kraftedeme fået nok!

Han råbte og skreg sig igennem duoens dundrende og sønderknusende støj-metal, hele tiden 30-40 cm fra mikrofonen, som en psykotisk nabo der har fået en nedsmeltning på den anden side af stakittet. Der blev råbt, spyttet og skreget så tungen stod ud af halsen på ham konstant, i mens man frygtede for både hans og ens eget helbred. Musikken blev fræset ud fra scenen med fandenivoldsk energi og med et øredøvende lydniveau, så man frygtede støjmuren kunne vælte hele bygningen. Det her var ganske enkelt vanvittigt, men også vanvittigt fedt.

Efter 25 min. i selskab med your friendly neighbourhood madman ville jeg lige hvile ørerne 5 min., inden de sidste udskejelser fra scenen, så sneg mig lige hen til døråbningen. Men lige pludselig var der stilhed. En halv time, bum, så var The Body’s hidsige udfald fra scenen åbenbart overstået? Var det meningen? Jeg fik desværre ikke lige med om det var helt efter planen. At blive råbt og skreget af i sådan en grad i en halv times tid, var dog på en måde også helt tilpas. Stor variation af virkemidler var ikke noget man kunne anklage The Body for at gå op i, men alligevel var det så overvældende og massivt, at det på den begrænsede spilletid kunne holde monotonien på afstand.

Efterfølgende er det ret tydeligt, at det ikke bliver i dag vi får hævet os op på et acceptabelt niveau igen, sørgeligt, men sandt. Vi prøver dog at udsætte det uundgåelige ved at drikke os igennem krisen, men den ønskede effekt udebliver (naturligvis).

På Dødsmaskinen knaldede Witchsorrow igennem, men jeg har vedtaget at mit liv er for kort til bands, eller sange, der hedder noget med “hekse”. Diskriminerende? Ja, muligvis, men ikke værre end den kød-diskrimination jeg oplever på dette ellers frisindede sted! Ingen kød – ingen hekse.

Graves At Sea fik begravet os til søs. Foto: Heavy Days In Doomtown
Graves At Sea fik begravet os til søs. Foto: Heavy Days In Doomtown

Graves At Sea blev også vores midlertidige grav og undergang denne aften, efter et voldsomt og voldsomt medrivende udlæg med flænsende metalstumper fra scenen, og forpint skærebrænder skrige-vokal, satte ensformigheden alt for hurtigt ind. Intensiteten kan man ikke tage fra bandet, det virkede som om det er kommet for at brænde hele bygningen ned. Desværre virkede det også som om, at de synes at deres første nummer var SÅ godt, at de bare forsatte med at spille det forklædt som 2-3 nye numre. Efter The Body’s herlige mordforsøg, så blev det her i stedet for en lidt ubehagelig druknedød for os.

ALLE MAND I REDNINGSBÅDENE.

Af Ken Damgaard Thomsen (ingen hekse kom til skade under min reportageskrivning)

Alle fotos tilhører Heavy Days In Doomtown

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.