GFR samler op på musikåret 2017

0
651
views

Så prøver vi noget nyt for os, en art blik tilbage på musikåret der gik ved at interviewe… os selv! Hvad kan man så bruge det til? Tja, ligesom årslister kan man vel være enig, uenig, være ligeglad eller tage det som en form for indspark i en “diskussion” om det vi vel alle sammen er lige her for: musikken!

Vi prøver, at køre det lidt “skyde fra hoften” Q&A stil, uden for lange udredninger, ellers bliver vi sgu aldrig færdige med 2017. Altså: kort og fra hoften, så meget det nu kan lade sig gøre for os…

Ken Damgaard Thomsen

Hvad har været din største musikoplevelse i år?

Igen må jeg nok trække The Savage Rose på Orange kortet, her ikke kun som koncert, men som et større eksempel på, hvad det er Roskilde kan, når alle brikker lige falder på de rette pladser. Samle, røre, løfte og blive mere end musikken.

Hvad har været den største skuffelse?

Hvis vi bliver lidt i festival-temaet, det fylder meget for og hos os, så synes jeg igen, måske mere end nogensinde, at markedet er ved at være langt ude over sit mætningspunkt. Her tænker jeg især på de store festivaler, og ikke så meget de mindre og dem med et fokus på upcoming. Og 2018 ser mindst lige så slem ud allerede.

Kort sagt, der kommer flere og flere af de store festivaler, men ikke flere navne af en vis størrelse at booke, og der fødes ikke nye i tilpas tempo til at fylde op nedefra. Det betyder en alt for stor mængde gengangere fra år til år, der går på omgang i en slags festival karrusel. Hvor en kunstners album og tour cyklus før varede et års tid, inklusiv en festivalsommer, så er det nu, mindst, forlænget med en sæson, eller får kunstigt åndedræt med jubilæum det ene eller “albumkoncert” det andet.

Har intet imod at kunstnerne skal tjene penge, men jeg har noget imod, at festivalmarkedet er så crowded, at bands bare går på omgang som en 10 dollar hooker fra år til år. Det fjerner følelsen af, at man oplever noget særligt, eller følelsen af nødvendighed for at opleve et bestemt band. Pyt, de kommer jo igen næste år. Brug. Smid væk.

Men festivalerne får jo udsolgt! Ja… indtil videre.. men alle bobler brister på et tidspunkt.

Og så vil vi også gerne brokke os over forholdene i Mediebyen på Roskilde!

Hvad ser du mest frem til i 2018?

Flere festivaler! Jaha, det lyder selvmodsigende, men næste år skulle jeg gerne nå Midsommer Festival, Copenhell, Roskilde Festival, UHØRT og Gutter Island, som de store pejlemærker og der hvor der skal trækkes i arbejdstøjet. Så må vi se hvad jeg når udover det.

Hvad har været “lyden af 2017”:

Personligt er det, selvfølgelig, de udgivelser jeg har på vores favoritister, plus det løse. Men zoomer man lidt ud, så må det her være “drengepop” året, på godt og ondt. I hvert fald hvis man, af mangel på bedre (det er en længere snak til en anden gang) lytter til P6 Beat. Døsig, nonchalant og elektronisk indsprøjtet popmusik, leveret af hovedsageligt hankønsdominerede grupper og duoer med et kunstnernavn stavet “forkert”, på sådan en lidt ligeglad-smart måde.

Hvad er du mest tilfreds med?

At “kvinderocken” virkelig stod stærkt i år, og det er ikke fordi kønskvoter det ene og ligestillingsdebat det andet fylder særligt meget hos mig. Jeg synes bare det er glædeligt, at der er kommet så mange kvalitetsudgivelser med nosser (pardon my french). ML Buch, Darling Don’t Dance, The Bowdashes, Nelson Can, Velvet Volume osv. osv., skønt!

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

Jeg får, desværre, ikke helt dykket ned i musikhistorien i samme grad som tidligere, det nye, hovedsageligt danske, fylder simpelthen for meget og tager min tid. Men, udover at Neil Young bliver ved med at fylde meget, så har jeg fået lyttet lidt op på Randy Newman, der gæster Koncerthuset i begyndelsen af næste år.

Og The War on Drugs’ bagkatalog, som var på to do listen.

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2017?

Uha, vores akilleshæl, de internationale udgivelser. Jeg/vi prøver, at følge med, men fokus er det danske, eller de prioriteres og vægtes først og højere og tager nok også mindst 80 % af min lyttetid. Mindst. Jeg prøver, at læse op på nettet, i magasiner og bøger, samt lytte til radio for at opsnappe et eller andet, og holde mig orienteret.

Men, det er ikke mange udenlandske udgivelser jeg erhverver mig, eller streamer, fra ende til anden og direkte dyrker. Jeg når det ganske enkelt ikke. Jeg får mest lyttet til internationale kunstnere i festivalsæsonen, gerne når jeg dykker ned i Roskildes program, så i år fik jeg blandt andet smagt på Alex Cameron, der spillede på Gloria og som nu er ved, at bryde bredere igennem. Jeg nåede, selvfølgelig, ikke koncerten pga. tvivlsomme prioriteter!

I år er der dog, heldigvis, sluppet lidt igennem nåleøjet. Snyd ikke dig selv for Hurray For The Riff Raffs deltablues poprockede The Navigator, eller Priests moderne punk-hybrid på Nothing Feels Natural. Indie/alt-rockere kan anbefales at give The Big Moons Love In The 4th Dimension et lyt.

Og så rålyttede jeg de nye singler fra The War on Drugs inden pladen udkom i august, den blev jeg så ret hurtigt træt af. Skyldes nok en overdosis af bagkataloget og singlerne op til, men, “Thinking of A Place”, wow, sikken et nummer! Nok min, enkeltstående, favoritsang fra 2017 og lyden af min sommerferie, hvor den kørte på repeat mens jeg cyklede Nordsjælland tynd og drømte om at ryge 1000 hash til musikken, baaaah!

Undergrunden nåede jeg, desværre, ikke meget fra, dog fik jeg lyttet lidt til Denver-metalbandet Spectral Voices debut efter en tilfældig anbefaling fra en arbejdskollega. Den er fed, hvis man er til dødsmetal, der rent faktisk prøver på, at bryde med formlen og genrens velkendte dyder. Beskidt, filmisk/sci-fi klingende, atmosfærisk og brutalt.

Hvad skal du have indhentet fra 2017 næste år?

Uha, listen er jo lang, og jeg når det alligevel aldrig, da nyt presser sig på, men, ønsketænkning, så vil jeg gerne nå at indhente: St. Vincent Massdeduction, Charlotte Gainsbourg’s Rest, King Krule The Ooz og Folkeklubben! Dem har jeg slet ikke fået dykket nok ned i. Og alt for meget metal.

Hvordan vil du huske musikåret 2017?

Som et godt, men måske lidt uspektakulært år. Det kan også skylde mængden af, og larmen fra, al den musik der skyller ind over os fra alle retninger, så man kan blive helt døv eller immun.

Herhjemme synes jeg, udover “kvindevinklen” og “drengepoppen”, at metallen stod ret stærkt. Der kom måske ikke nogen banebrydende udgivelser, der varslede en helt ny retning, men der kom alligevel ret mange spændende og ikke mindst kvalitetsmæssigt mere end godkendte udgivelser  – også nogen der formåede, at få lidt, velfortjent, opmærksomhed udenfor metal og metalmedie kredse.

Her tænker jeg ikke mindst på et band som Slægt, men jeg synes heller ikke man skal underkende værdien i en kunstner som Myrkur. Musikken siger mig ikke noget, og jeg er ligeglad med at hun er kvinde og ex-model og at mange medier synes, at det er netop DET der er det interessante. Men, måske, bare måske, lokker hun nye, nysgerrige lyttere til, der så kaster sig over metallen?

Troels-Henrik Balslev Krag

Hvad har været din største musikoplevelse i år?

Det er selvfølgelig oplagt at kigge på de to seks-stjernede koncerter, jeg har anmeldt i år.
Men jeg tror alligevel, 2017 for mig mest vil blive husket for den fantastiske, intime Fanø Free Folk Festival. Det var ud over det høje kvalitetsgennemsnit en fantastisk hyggelig oplevelse at være i Sønderho og opleve stemningen når musikerne gik rundt mellem hinanden, lokalbefolkningen nysgerrigt kiggede forbi – og idéen om god, hjemmelavet mad på en festival.

At se en skrøbelig Ed Askew sidde med ro og tårnhøj integritet i det lille forsamlingshus, se Širom smadre igennem og være skrøbelige det næste øjeblik – og så gå udenfor, hvor hjortene bogstavligt talt stod og græssede mellem de søde, små huse.

Ret fantastisk!

Selvfølgelig vil 2017 også for mig blive husket for Iceland Airwaves, som dog – gode koncerter til trods – kom til at blive lidt tungt, da jeg var afsted med sygdom i kroppen og havde lavet en bommert i min hotel-booking. Men en oplevelse var det!!

Og hvis ellers tingene flasker sig, vil jeg nok søge ud mod andre festivaler også – der er noget vildt fedt over at rejse og høre musik samtidig.

Troels-Henrik hyggede sig på Fanø, på en festival i omgivelser der var inklusive køer! Altså som i “ko”, ikke “at stå i kø”!!

Hvad har været den største skuffelse?

Av, den var værre. Radiohead på NorthSide var fedt, men jeg bøvler faktisk med at huske andre, rigtig gode koncerter fra årets festival i ådalen. Vejret gjorde selvfølgelig sit, og NorthSide er en god festival, men lidt skuffet tror jeg alligevel godt, jeg kan sige, at jeg var.

2018 ser til gengæld ret spændende ud i min bog – men det slipper I for at høre om fra min hånd på denne platform.

Jeg må også sige, at Kellermensch nok også var en skuffelse, selv om det var godt. Det gør sig egentlig gældende for både pladen og live-performance. Jeg har tidligere udbasuneret til alle, der gad at høre det, at Kellermensch altså var Danmarks bedste liveband (hvorefter jeg brødebetinget er kommet i tanke om Baal), så da de performer fint, men altså ikke genialt, så er det svært ikke at føle en vis skuffelse. Ja, det er mig selv, der sætter barren for højt, men når spørgsmålet går på en følelse (skuffelse), så må jeg jo svare, hvad jeg føler…

Hvad ser du mest frem til i 2018?

Det ligner altså et år, hvor Dyrskuepladsen skal have et besøg. Der er allerede booket gode navne ind, og der kommer i sagens natur flere til. Der er dog en del ting, der skal falde på plads, før jeg kan købe billet til Roskilde Festival. Men lykkes det, vil jeg glæde mig til at se etablerede, gode livenavne som blandt mange andre Mogwai, Nelson Can, Baby in Vain og CV Jørgensen – og selvfølgelig også at opdage nye navne, hvilket er én af Roskildes store forcer.

Jeg går også med et forfængeligt håb om at Nine Inch Nails kigger forbi Danmark, men ellers har NorthSide da også booket Björk og jeg har endnu til gode at høre en hel Björk-koncert.

Så dét kan jeg da se frem til!

Hvad har været “lyden af 2017”?

Jeg er ret sikker på, at når man kigger tilbage på året, vil køn være en ret stor del af narrativet. Og med både Baby In Vain, Velvet Volume og til dels Nelson Can til at bære nogle rockede pige-toner frem, så vil det nok være dét man kommer til at tale om.

Er det så en ’lyd’. Mjah. Det er da i hvert fald et tema…

Hvad er du mest tilfreds med?

Personligt er jeg stærkt tilfreds med, at jeg nåede til to festivaler med GFR i år. Tanken var at åbne nye døre og gøre opmærksom på andre steder, end dem alle kender. Jeg synes i et vidst omfang, jeg er lykkedes med dette. Ikke fordi det har været efterspurgt, men fordi det er sjovt, gør verden lidt større og gør at man kommer lidt ud af mainstream.

Jeg er egentlig også ret tilfreds med, at EP’en bliver mere og mere udbredt som udgivelse. Selv etablerede bands (ok, i hvert fald Nine Inch Nails) gør brug af denne udgivelsesform og det giver nogle muligheder i at tematisere og have højere udgivelsesfrekvens.

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

EMAs koncert gav anledning til at kigge i hendes katalog, som mildest talt er spændende, ikke særlig let tilgængeligt men virkelig fedt.

Og så bliver OK Go ved med at dukke op med jævne mellemrum. Jeg har kun én plade, Of The Blue Color of the Sky, men det er også et band, der gør MEGET ud af det visuelle, så det faktisk giver mening at se deres videoer.
Men én ting er at lave fantastisk idérige videoer – noget andet er også at lave højkvalitets-guitarpop. Og OK Go bliver altså ved at kunne begge dele.

Og så har jeg endelig fået tid til at lytte på Speaker Bite Mes Inner Speed fra 1997. Den vipper ikke If Love Is Missing It Must Be Imposed af pinden som mit yndligsalbum med bandet, men det er tæt på…

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2017?

Både Slowdives selvbetitlede album og Grandaddys Last Place har fået ret mange spins på Trøjborg. Sidstnævnte er et virkelig, virkelig godt album hvor man mindes om bands som Mercury Rev (som laver fantastiske sange – bare ikke live-koncerter), men også har en fantastisk ’egen’ lyd. Synd at et dødsfald kom til at fylde så meget for dette band!

Hvad skal du have indhentet fra 2017 næste år?

Ingen tvivl om, at Nelson Cans EP3 bør lyttes igennem og som Ken er jeg bagud på metal. Meget af det musik, jeg skal have fulgt op på, kender jeg nok slet ikke endnu – eksempelvis opdagede jeg først Lows Ones and Sixes efter årsskiftet, hvor den ellers nok havde været højt på listen af gode udgivelser fra dét år. Det forventer jeg også må ske for 2017, hvor jeg ikke lige opdagede perler.

Hvordan vil du huske musikåret 2017?

Det har på én gang været et travlt og et godt år. Jeg vil selvfølgelig huske festivalerne Iceland Airwaves og Fanø Free Folk Festival. Men jeg nåede også at se både Mogwai og Frightened Rabbit, for slet ikke at nævne Radiohead.

Så især for live-musikken vil jeg huske 2017.

Jonas Strandholdt Bach

Hvad har været din største musikoplevelse i år?

Det synes jeg egentlig er virkelig svært at sætte ord på. Ikke så meget fordi jeg har været helt blæst bagover af noget i år – snarere omvendt. Jeg synes ikke rigtig jeg har haft nogle af de der koncerter, hvor jeg blev overrasket og hvor alt gik op i den berømte højere enhed. Ikke at der ikke har været rigtig gode koncerter i mellem – de seneste måneder har jeg opholdt mig i England og her hørt glimrende koncerter med Jason Isbell og Alex Cameron, og lykkedes med at opleve The Mountain Goats og Wolf Parade live for første gang, og både Spot og Roskilde bød, vanen tro, på flere gode koncerter.

Så måske skal vi faktisk vende os mod en EP. Rovdrift er på mange måder et lidt kantet bekendtskab, men EP’en Troløs ramte nogle tangenter i mig, med det sortsynede tekstunivers, den dunkle og skramlede vise-rock, og Carsten Bjørnlunds markante vokal. I den forbindelse, så synes jeg generelt det har været fedt at høre flere og flere rockbands tage livtag med det danske sprog, og gøre det godt. Udengrund som et andet eksempel.

Hvad har været den største skuffelse?

Et eller andet sted har jeg lyst til at skrive “dansk koncertpublikum”. Det er som om, festivalerne i højere og højere grad bliver steder hvor folk mødes for at feste og få snakket sammen – under koncerterne. Det er der nogle koncerter der egner sig fint til – men ikke alle. Angel Olsen’s på Roskilde står ret klart i hukommelsen, og det samme med Sturgill Simpson’s samme sted sidste år. Det er altså ikke kun et 2017-fænomen, men det føles som om det er blevet værre.

Samtidig er danske koncertpublikummer på vores mange gode spillesteder, mig selv inklusive, ofte også nogle ret forsigtige størrelser og stiller sig gerne 5-10 meter fra scenen hvis det ikke lige er et stort band, der spiller. Kom nu bare lidt tættere på…det kunne være fedt, hvis telefonen og snakken med vennerne lige blev gemt lidt mere til efter koncerten, og man gav sig hen til oplevelsen af, at der faktisk står nogle mennesker og spiller for lige præcis dig og mig i en time eller halvanden. Og hey, så er der også mere at snakke om bagefter.

Aaron Lee Tasjan var en af de kunstnere snakkeklubben forsøgte at overdøve på årets Roskilde. Countryrockeren tog den dog i stiv arm, og lod sig hyle ud af den.

Hvad ser du mest frem til i 2018?

Forhåbentlig mange gode musikalske oplevelser, både på hjemmeanlægget og live. Randy Newman live i Koncerthuset, forhåbentlig endnu en Roskilde Festival og et besøg på hyggelige Gutter Island. Og en masse spændende dansk musik.

Hvad har været “lyden af 2017”?

Nu nævnte jeg de mange dansksprogede navne tidligere, så både pop, rock og hiphop på dansk virker til at være oppe i tiden. Meget af det ikke lige i min ende af gaden, men fedt at det danske sprog er blevet udforsket og udfordret. Personligt har lyden af 2017 for mig været præget af navne som Jason Isbell, Alex Cameron, Wolf Parade og selvfølgelig af de danske udgivelser, jeg har anmeldt. Men lyden af 2017 sådan generelt? Det hører jeg vist ikke radio nok til at svare på…

Hvad er du mest tilfreds med?

Det ved jeg sgu ikke. Måske at jeg har nået en del koncerter i England og fået indtryk af en anden måde at gå til koncerter på, og at jeg også har fået taget mig tid til at udforske ældre musik.

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

Efter Cohen og Bowie døde, dykkede jeg mere ned i de to giganters bagkataloger end jeg har gjort tidligere. Den version af Cohen, som blev satiriseret i slut 80’erne og start 90’erne (Jeg husker at Selvsving havde en sang med følgende linier mumlet på Cohen’sk: “Mit navn er Leonard Cohen//Og jeg kan ikke holde mig vågen”) kan jeg faktisk virkelig godt lide! Men der er så meget mere man burde grave frem. The Mountain Goats har jeg også udforsket i år, og deres 2015 temaalbum om wrestling, Beat the Champ, har jeg hørt virkelig mange gange.

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2017?

Jason Isbell’s The Nashville Sound, Wolf Parade’s Cry Cry Cry, og Alex Cameron’s Forced Witness, er nok de nye udenlandske albums jeg har hørt mest i år. Hvor både Isbell og Wolf Parade måske ikke overgår sig selv, men blot er gode tilføjelser til deres respektive bagkataloger, så var Cameron’s album måske den største overraskelse for mig. Jeg burde egentlig ikke kunne lide den synth-pop/soft-rockede stil, men Cameron’s knivskarpe tekster, gode øre for melodier og de fine produktioner fungerer bare.

The Mountain Goats’ Goths er i øvrigt også et glimrende album – stærke arrangementer, gode tekster (som altid) og nogle virkelig snigende gode melodier, der sætter sig fast. Hooray For the Riff Raff’s Navigator kan også anbefales. Men Arcade Fire’s nye skuffede til gengæld.

Hvad skal du have indhentet fra 2017 næste år?

Hmmm…Jeg fik ikke rigtig tjekket Priests ud, og Charlotte Gainsbourg’s nye album lyder også som noget, der skal have nogle lyt. Der er sikkert meget mere jeg har overset. Hiss Golden Messenger’s nye skal jeg også have lyttet til. Af danske udgivelser er der nok noget på de andres årslister, jeg skal tjekke ud – det kunne for eksempel være Anders Riis og De Forbandede.

Hvordan vil du huske musikåret 2017?

Som ret gennemsnitligt, tror jeg. Jeg ved ikke om jeg vil huske 2017 som noget særligt musikår når vi kommer et par år ud i fremtiden… Så skulle det være for London-koncerterne.

Thomas Bjerregaard Bonde

Hvad har været din største musikoplevelse i år?

Foo Fighters på Roskilde Festival. Et studie i liveoptræden. Sindsygt liveband.

Hvad har været den største skuffelse?

At Gutter Island Garage Rock Festival ikke blev afholdt i år 😉

Hvad ser du mest frem til i 2018?

Gutter Island Garage Rock Festival.

Gutter Island er godt for os… på mange måder.

Hvad har været “lyden af 2017”?

Hmmmm… Alt det intetsigende lårte musik, i min optik, der bliver spillet på eksempelvis P3, specielt når man dagligt hører hvilke kæmpe talenter der er i den danske undergrund og lige over, det er simpelthen for stupidt.

Hvad er du mest tilfreds med?

At jeg ikke hører P3 så tit. Nej, det er et godt spørgsmål. Det er vel faktisk, at det virker til at der netop er ved at komme en smule mere hul igennem til radiostationer som eksempelvis P3, der er blevet skruet en lille bitte smule ned for intetsigende pop, og op for noget der ligner musik med indhold og selvfølgelig rock, men der er stadig lang vej.

Hvilke gamle udgivelser eller kunstnere har du opdaget/dyrket i år?

Tja, jeg har ikke rigtig dyrket gamle udgivelser så meget, kigger for det meste fremad, men det skulle da lige være “AM” med Arctic Monkeys, den har sgu fået nogle gennemlytninger. Men er et 3 år gammelt album gammelt?

Hvilke internationale udgivelser og kunstnere har du fået hørt i 2017?

Barns Courtney, Noel Gallagher, Foo Fighters, Royal Blood, Queens Of The Stone Age og Band Of Horses primært (lad os nappe et dejligt glad-i-låget nummer fra onkel Noel!)

Hvad skal du have indhentet fra 2017 næste år?

Tja. Har slet ikke fået hørt nok nye udgivelser eller bands, så der er nok at gå i krig med.

Hvordan vil du huske musikåret 2017?

Hmmmm, godt spørgsmål vi har stillet os selv der. Tja, der er ikke rigtig noget der stikker helt og aldeles af, så nok ikke rigtig for det store.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.