Fokus: Kim Larsen – Folkelighed, fra børneværelse til plejehjem

0
931
views

Kender I det der med, at man hører et stykke musik, står til en koncert eller bare kommer til at tænke på en musikalsk oplevelse, der kan gøre en så varm om hjertet, at man kan blive helt nostalgisk, sentimental eller måske endda får helt fugtige øjne?

Jeg er ikke lige den rørstrømske type, som har let til tårer, svælger mig i sentimentalitet, bærer følelserne uden på tøjet eller lignende. Ikke at jeg er totalt tilknappet, kold som en sten eller en badass tough guy, nogen ville sikkert mene at jeg kan være endog meget følelsesbetonet i mine handlinger, men jeg går ikke og skilter med det eller lader det skinne specielt meget igennem.

Sidst jeg oplevede musik have den effekt på mig (for et par måneder siden, derfor dette skriv), kom det fra en lidt uventet front, nemlig Kim Larsen – og det satte de følgende tanker i gang. Efter at have læst en Kim Larsen biografi, som jeg faldt over i en gratis bunke bøger (de findes), åbnede jeg Spotify (suk, ja, jeg har app’en, fordi nogen insisterer på kun at sende os links til deres musik på Spotify) for at søge efter hr Larsen og endte med at bliver underligt rørt af meget af musikken.

Jeg kender, naturligvis, Kim Larsen og hans bagkatalog, noget bedre end andet, som dansker, opvokset i 80’erne var det jo nærmest umuligt at undgå Larsens store hits. Hvis man er født efter 1990 er det måske lidt sværere at sætte sig ind i, hvor STOR Kim Larsen egentlig var. Da medieudbuddet var mildest talt begrænset i forhold til nu, og der var langt færre platforme at blive eksponeret på, så virkede det også mere massivt når en kunstner satte sig på sendetiden. Og Larsen SATTE sig og blev siddende hele årtiet.

Det er ikke de enkelte numre eller plader det her skal handle om, eller en større analyse af hvad det er Larsen og hans musik kan og gør ved folk, den mulige baggrund for succesen eller nogen genarbejdet og fyldestgørende undersøgelse af manden, hans virke og værk. Den slags er gjort bedre og mere omgangsrigt andre steder, af folk der har bedre forstand på det. Næh, det her er en mere personlig vinkel og anbefaling til ikke bare at tage musikken og manden for givet, men give det de lyt det fortjener – bare engang imellem.

Jeg har naturligvis også været omkring Gasolin, de tidlige solo-plader og jævnligt gravet en plade eller en opsamling frem og lige fyldt Larsen depotet lidt op, ligesom han sikkert var soundtrack til mange fester i teenage årene, dengang med ironisk distance, selvfølgelig! Pointen er, at jeg aldrig har været megafan eller dyrket hans musik religiøst, den er dukket op med jævne mellemrum og så kravlet ind i skabet igen. NU hørte jeg så mere eller mindre udvalgte numre igen, det meste af Værsgo og “personnummer pladen”, lidt 80’er hits und so weiter.

De to nævnte plader er forresten værd at besøge igen, hvis du har været væk et stykke tid. For det første, sikke mange gode sange! Det er jo helt forrykt at een mand (og nogle backingbands/samarbejdspartnere) over en så lang periode fra start-70’erne til midt 90’erne (give or take) i den grad kunne sprøjte så mange klassikere og hits ud, for slet ikke tale om alle de fremragende numre som ikke blev nogen af delene, men gemmer sig mellem de åbenlyse peaks på pladerne. Der er nærmest for mange til at remse op, og det vil altid være til diskussion hvilke der er de største og de bedste, hvilke der er over- og undervurderede, overspillede og slet ikke spillet nok. Men pointen er, at de fleste her til lands har et eller andet forhold til Larsen og musikken, stort eller lille, han må være den danske musiker, der er nået bredest ud – “alle” kan nynne et Kim Larsen nummer eller to, mindst.

Men hvorfor, egentlig? Altså ud over at de er blevet spillet i radioen uafbrudt i over 40 år. Mange af sangene har fremragende melodier, jovist, og så er der alt det med de banale, men alligevel små-geniale tekster, folkeligheden i det og alle de der sædvanlige kvaliteter, træk og konklusioner der kan drages. Det er alt sammen sandt, og en del af en større forklaring, hvor en masse delelementer finder sammen og skaber noget der bare appellerer så bredt, at det ikke KAN holdes tilbage. Men hvis JEG skal slå ned et sted, så ville det være omkring nostalgien. Som nævnt er jeg vokset op med Larsen kørende i baggrunden, det vil sige nogle af numrene helt naturligt sender tankerne og følelserne tilbage til dengang verden var lidt mere uskyldig og meget, meget mindre. Et nummer som “Papirsklip” må være en af de første sange jeg kan huske, dermed får det også en helt automatisk forbindelse til hyggelige morgener i et eller andet brunt 80’er køkken, med en transistor radio kørende, mens man tygger cornflakes og der hænger en duft af kaffe og ristet brød i luften.

Jeg husker også Larsens optræden med “Sømanden Will den fromme” i et eller andet DR program (det viste sig at være Lørdagshjørnet, ved et underligt tilfælde genudsendt på DR K fornylig, hvor jeg faldt over det), egentlig noget fjol og en lidt fjoget sang i Larsens katalog, men det ændrer ikke på, at den kan sætte en hel film i gang, en af dem hvor der tilmed er dufte inkluderet – og så har vi fat i noget, hvor musikken pludselig får den der ubeskrivelige effekt, som er det, der en del af pointen her.

Der er masser af andre Larsen numre som knytter sig til, vækker noget i, eller forstærker hukommelsen, det var bare et par eksempler, men det er også kun en del af forklaringen. For jeg har sådan en lille halvbagt idé om, at ud over alle de musikalske kvaliteter man kunne remse op, så er der et usynligt fællestræk, som binder rigtig mange her til lands sammen – på tværs af generationer, sociale lag, geografisk placering og køn. Jeg vil vove påstanden at et Kim Larsen nummer kan have den samme, eller en der minder om det, effekt på en 50 år gammel bankdirektør fra Gentofte, en pensioneret kassedame fra sydfyn, et øko-hipster par omkring de 30 bosat på Vesterbro, en tømrerlærling fra Bjerringbro, mig, you name it. Det er jo lidt fantastisk når referencerammerne og personlige baggrunde  er så vidt forskellige, og det faktum, at ikke alle er vokset op med Kim Larsen kørende i radioen i baggrunden. Enten fordi de var for gamle eller for unge til at have oplevet hans peakperiode, eller fordi han måske først ramte deres øregange senere i livet. Men følelsen af rar nostalgi kan være næsten identisk?

Hvorfor? Jeg vover pelsen, og taler i hvert fald for mig selv, når jeg siger, at det er fordi Larsen, kogt ind til benet og sagt lidt sort/hvidt skriver børnesange og viser der kunne stå i højskolesangbogen, eller melodier der rummer nogle identiske kvaliteter. Banal og letkøbt analyse, som andre sikkert har skrevet side op og side ned om, samt analyseret og belyst til den store guld medalje? Sikkert. Men for mig er det en del af kernen og forklaringen på, at musikken kan appellere så bredt, på tværs af generationer og samfundslag.

Lige meget hvad, hvor og hvordan, og hvor lortet, fantastisk eller helt almindeligt et liv du har haft, og hvor længe du har levet det, så har langt de fleste et eller andet positivt minde fra barndommen, og i mange tilfælde spiller der ubevidst en sang fra glemmebogen som soundtrack dertil. Eller, du kan have en ikke nærmere defineret, nostalgisk følelse, som vækker en vag stemning af “de gode gamle dage”. Jeg tror, at et godt Kim Larsen nummer kan stimulere og sætte gang i den slags, fordi melodierne, tonen og stemningen trykker på nogle af de knapper som eksempelvis børnesange også gør. Det er nok heller ikke tilfældigt, at han har indspillet et album med netop gamle børnesange, ligesom mange af hans numre indeholder stumper  af eller ligefrem hele melodier der er taget fra gamle spillemandsviser eller højskolesangbogen – musik der var folkelig i bred forstand. Børnesangene er vel det stærkeste eksempel vi har tilbage på ægte visetradition herhjemme? Hvor mange husker De Små Synger? Den bliver stadig trykt og sangene går i arv fra generation til generation. jeg tør ikke påstå, at det samme vil ske for Kim Larsen’s numre, men de bygger på noget af den sammen genkendeligheds-faktor og opbygning. Det er derfor de er, netop, folkelige…..

Men der er, selvfølgelig, mere i det, for en ting er den bredde, indtil videre tidløse appel, noget andet er, at det kan vække en fællesskabsfølelse, som kan være lige så bred som ovennævnte. Så kan man sige, at du nok ikke bliver fanget at den fællesskabsfølelse medmindre du er fan af Larsen i en eller anden udstrækning, og rent faktisk opsøger en koncert med ham. Korrekt, men lur mig om der ikke stod en i mørket foran Bøgescenerne til SmukFest fornylig, der ved et tilfælde kom forbi, ikke havde til hensigt at se ham der gamle Larsen, og alligevel pludselig stod og brølede med på “Midt om natten”, sammen med 50.000 andre? Eller, at du har siddet på et værtshus og taget dig selv i at trælle med på omkvædet til “Jutlandia”, sammen med Kusse Kurt, Røde Erik og 2 18-årige studerende på fredagstur?

På en måde hænger det sammen med børnesangs-teorien, her blot flyttet ud i det offentlige rum, for det er jo den fælles referenceramme der gør, at der pludselig kan opstå et ellers formodentlig usandsynligt fællesskab. Det der satte gang i hele denne efterhånden lidt fragmenterede tankestrøm, var da jeg under min Spotify lytning faldt over live-albummet En Lille Pose Støj. Det var her nogle af de beskrevne følelser fra indledningen sneg sig ind på mig , og lidt tog røven på mig.

Det var åbenbart liveoptagelser med fællessang der skulle til for, at ramme en blanding af de ovennævnte tangenter hos mig. Jeg fik pludselig en klump i halsen da jeg hørte et overlykkeligt publikum skråle med på “Hvis din far gir’ dig lov”, “Sammen og hver for sig”, “Fru Sauterne”, “Kringsat af Fjender” og flere andre. Det sjove er, at jeg ikke engang selv er den store fællessanger eller synes det bare er det fedeste i verden. Men når jeg hører en optagelse kan jeg blive helt glad på publikums vegne, og tænke store tanker og føle store følelser om fællesskab og alt der hører til – en form for folkeligt fællesskab jeg normalt ikke engang er specielt optaget af! Min psyke er dybt kompliceret…(Nej!, red.) (JO!).

Jeg fik sgu’ helt lyst til at være der selv, kom til at tænke på de der brune 80’ere, blev overmandet af udefinerbar nostalgi og minder uden konkrete billeder og alle mulige følelser, som jeg ikke rigtig kan, eller vil, forsøge at sætte ord på – de fik bare lov til at være der, så længe som de nu havde lyst til. En varm følelse i maven, som jeg forbinder med det at være barn, eller i hvert fald herligt uskyldig og ubekymret – uforklarlig velvære og…. glæde? Ikke at jeg går og er deprimeret eller er ulykkelig, men… ja… forklaring unødvendig.

Du vælger ikke selv, kan kontrollere eller styre den slags, og jeg har heller ikke tænkt mig at jagte disse følelser og tilstanden, den skal nok komme snigende af sig selv en anden gang. Men jeg har en lille idé om, at et Kim Larsen nummer ville kunne være udløseren.

Hvis I rammes af den, så husk at nyd den og lad den tage over, bare for en stund. Mine damer og herrer, tak for i aften.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.