Home Interviews Et rum for vores uforklarlige eksistens – Interview med Skifting

Et rum for vores uforklarlige eksistens – Interview med Skifting

2218
0

Psych/syre/kraut/rock-bandet Skifting er aktuelle med EP/mini-albummet Lyset Fra Stammen. Vi har fået en snak med dem om udgivelsen og en hel del mere.

Nærmere bestemt er det vokalist/guitarist Uffe Ejlerskov, som vi har haft en mailudveksling med. Det kan ofte blive en lidt tør “Q&A”omgang med ret korte eller tilknappede svar, men, det er nogle gange vilkårene, når man ikke lige har tid til, at mødes i den virkelige verden.

Hvorfor nu denne lige atypiske indledning? Jo, Hr. Ejlerskov viste sig faktisk, at have en del på hjertet og har tydeligvis brugt noget tid bag tasterne til, at få svarene på de lidt stive skriftlige spørgsmål til, at trække vejret. Det bifalder vi!

Hvem og hvad er Skifting?

Hvis du spørger til navnet er en skifting et mytologisk væsen. I folketroen fortælles det at visse børn ikke udvikler sig som andre, de kan ikke rigtigt lære noget. De er krævende, spiser meget, er en belastning for alle, forklaringen skulle være at troldfolket har taget det oprindelige barn og sat et af deres egne børn istedet, en Skifting.

Selve bandet Skifting består af nogle rimeligt forskellige mennesker i meget forskellige aldre, der har samlet sig med det mål at formulere en fortsættelse af det der for mange år siden var en fantastisk musikalsk nyskabelse i verden: den elektriske psykedeliske beat og rockmusik.

Den soniske form vi bruger står i dyb gæld til de første store bands og hvis man ser den arv de har efterladt til os, og den betydning den har haft for hele verden, er det vanskeligt at undervurdere betydningen af, at de nye generationer har samlet instrumenterne op i hænderne og har ladet sig inspirere af deres værk. Så i Skifting bærer vi også på denne fælles arv, om vi er værdige til det, eller om vi har format til at skabe nye veje er ikke op til os at vurdere, det må publikum, det er deres arbejde.

I udsendte debutplade helt tilbage i 2014, hvad er der sker i de mellemliggende år?

Skifting var på det tidspunkt en anden gruppe mennesker. Hvis du lytter til pladen fra 2014 vil du opleve, at pladen i tekster og i måder at spille ting på er ret psykedelisk. Jeg tror endda at TømrerClaus fik udtalt på sin webside, at det var den mest psykedeliske plade han nogensinde havde hørt. Vores lyd var til gengæld ikke psych, men mere indie/punket. Da vi udgav pladen kendte vi ikke det store til den danske og for den sags skyld, den nuværende udenlandske psych scene. Pladen blev derimod anledning til, at vi begyndte at lære psych-folket at kende.

Vores første besøg på Kildemose festival oplevedes helt klart som en slags tilbagevenden til et hjem vi ikke anede eksisterede. Vi havde generelt meget positive oplevelser i mødet med andre bands og med de mennesker der organiserede forskellige events. Nogle af os gik selv ind i at arbejde aktivistisk med at få større begivenheder op at stå, f.eks Cph. Psychfest.

Det føltes lidt som i årevis at have boet på en øde ø og så pludselig være blandt mennesker igen. Men vores guitarist, og på mange måder vores mentor musikalsk, blev alvorligt syg, og selvom han musikalsk var med indtil kort før sin død i 2016, var det noget der påvirkede bandet meget, og det gjorde det vanskeligt at fortsætte og holde fast i hinanden efterfølgende.

I efteråret 2016 forsatte Skifting med 1 originalt medlem og 3 nye medlemmer, bandet spillede frem til marts 2018 hvorpå den oprindelige bassist vendte tilbage til bandet. Så den besætning der er i dag, består af 2 originale og 2 medlemmer fra efteråret 2016. På den nye EP vil du også se at vi har genindspillet “Udkantsfærd” fra 2014 pladen, det er en bevægelse hvor vi med det vi er i dag holder fast i nogle af vores rødder og selvom det er det samme nummer, er det tydeligt 2 meget forskellige ting vi laver.

Det virker som om, I har bevæget jer endnu mere over mod den psykedeliske rock… er den bølge ikke død i Danmark igen, eller lever den I undergrunden?

Det er rigtigt at vi sonisk bedre kan forbindes til psych-scenen nu, og det har vi det fint med for det er der vi gerne vil være. Den psykedeliske musik har mistet en række scener og festivaller her i Danmark. Den psykedeliske musik har egentlig mødt meget velvilje hos musikstederne, så den skal nok klare sig. Måske er det meget her i Norden, og særskilt i Danmark, at det ser dramatisk ud men det handler måske også om måden der er blevet organiseret på, og om konkurrencen er hård på et lille marked, mens hundrede tusinde potentielle kunder i Europa ikke får den store bevågenhed.

Generelt tror jeg at den psykedeliske musik har det fint i den vestlige verden. Der kommer en del plader fra danske psych bands, så på den måde er der jo liv. Så kunne man spørge om psych publikummet er et trofast publikum? Det er min opfattelse, at vi ville kunne lære noget af de bånd der er mellem bands og publikum i for eksempel metal miljøet.

Jeres nye EP hedder Lyset fra Stammen, hvad kan I fortælle om udgivelsen og hvad betyder titlen?

Vi gik i gang med EP’en for at finde ud af om vi ville være i stand til at skabe et kommende album, der egentlig skulle fungere som en slags debut-LP for det nye band. Alle der går i gang med sådanne processer ved, at der er rigtigt mange musiske udviklingsprocesser der skal gå hånd i hånd med det tekniske og håndværksmæssige, det soniske udtryk, det grafiske og visuelle i video etc. Dernæst skal det hele formidles. EP’en har været forsøgslaboratoriet for en kommende LP i 2020, og vi har endnu ikke afgjort om vi skal gå efter albummet eller lave en EP mere. Det handler om hvor stærke og parate vi føler os.

Når pladen hedder Lyset fra Stammen så er det fordi vi har set glimt af noget smukt og fantastisk fra andre mennesker, ikke mindst i psych-miljøet. Vi lever i en tid, hvor de fleste ord bliver brugt til at gøre nogle mere rigtige, andre mere forkerte og det er som om at det hele er ved at ende i en velformuleret ensomhed, hvor alle har deres på det tørre.

Lyset fra stammen omhandler en følelse af samhørighed, ikke så meget politiske paroler men mere menneskeånden der fra mange kilder uventet skaber et rum hvor vores uforklarlige mærkelige eksistens hører hjemme. Ikke en logik der fremkalder enighed, men følelse af væren der deles.

Jeg observerer, at nogle af numrene bærer titler som “Ind i Spind” og “Udkantsfærd”, er der tale om politiske eller socialt bevidste numre? Og hvad handler numrene generelt om hos Skifting, hvis det er noget I vil ud med?

Vi går ikke bevidst efter at skabe noget der er politisk. Vi skaber udfra det der rører os og betyder noget for os. Det kan jo godt ramle ind i en eller anden social eller politisk diskurs. Man kan sige, at der er en hvis socialrealisme i et nummer som “Vinters bid”, men hvis et udtryk som Free your mind skal have mening for socialt udsatte, så er beskrivelsen af undertrykkelsen der baner sig vej ind i de nære relationer i en ramt familie en mulighed for at udvide bevidstheden, transcendere og gøre noget andet. Hvis vi holder sammen har vi måske en bedre chance for, at få et mere funktionsdygtigt billede af hvad vi bliver udsat for og hvad det gør ved os.

Vi har et ønske om at vise at det mærkelige, det sære og underfundige er udtryk for menneskelig kreativitet, og ja, vi tror faktisk at det er det der kommer til at skabe planetens fremtid og det at skabe angst og udsathed hos andre, er et udtryk for primitivitet og undertrykkelse. Vi ved også, at det underligt nok er sidstnævnte kommunikationsform vores samfund anvender i kontakten med de mest sårbare af os.

Det visuelle element fylder ofte en del i den psykedeliske rock, hvad betyder den del for jer? Og hvordan afspejles det i cover, artwork osv.?

Vi har haft et super samarbejde med vores grafiker og der er tænkt over symbolikken bag coveret. Du ser en grøn planet med stråler omkring. Pigen med de tomme øjne holder bandnavnet. Bag hende blander en stor vandmand sine tentakler med hendes hår og i hendes pande har det tredje øje, der symboliserer højere bevidsthed åbnet sig.

Vandmanden symboliserer, at det indre også er det ydre, den er gennemsigtig og værdimæssigt peger det på det indre menneske også er det ydre menneske. Vandmanden driver afsted med strømmen i havene, og følger naturens bevægelser og symbolisere ved dette også det at følge bevægelsen i den naturlige verden. Det tredje øje der åbner sig er ikke et menneskeligt øje, men et dyreøje og symboliserer at en højere bevidsthed omfatter alt levende og ikke kun mennesket.

Hvad er Skifting for en krabat som liveband og kan man snart opleve jer på en scene igen?

Vi spiller den 18. maj i Hillerød sammen med andre bands fra scenen. Vi glæder os selvfølgelig til at præsentere pladen live. Livemusik handler altid om en eller anden form for kraft overførsel, en menneske power der springer rundt mellem musikere og publikum.

Jeg tror det er en form for urkraft og at den har været her fra de første menneskestammer i verden. Vi kan jo det vi skal kunne for at performe en koncert, men når det går godt og vi på en eller anden måde glemmer hvem vi er når vi spiller, så er det altid publikum der har magnetiseret situationen og givet lov..

I har pladerelease d. 3/5 på Simpelt V., hvad sker der i den forbindelse og hvad byder nærmeste fremtid ellers på?

En anden ting der sker lige nu er at vi har fået europæisk distribution, noget vi er superglade for. Omkring vores release 3. maj er der det at sige, at det er muligheden for at få vores plade for en halvtredser, ellers sælges den for 130 kr. i butikkerne. Vi har ikke lavet et program endnu, men releasen er en vigtig milepæl og måske vi bare trænger til at sidde og snakke sammen med folk, lytte pladen, drikke en øl. Og ikke være så fandens højtidlige. Men vi vil da gerne benytte lejligheden til at sige, at vi gerne vil ud med vores musik og alle er hjerteligt velkomne.

Vi siger tak til Uffe og hans fyldige svar, du kan følge med i Skiftings gøren og laden på Facebook.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleMooseknuckle: Trouble (EP) ★★★★★☆
Next articleGive Give: Double Plus (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.